8.2.2010 | Ja, Kurt Westergaards ytringsfrihed blev krænket

Af Flemming Chr. Nielsen

I resten af Kurt Westergaards liv skal han nu have en skurvogn stående i baghaven. Inde i den skal sidde en årvågen livvagt, for selv når solen står på sin middagshøjde, lurer mørke kræfter på Kurt Westergaard.

Livvagten i skurvognen er symbolet på, at vi vogter over vores ytringsfrihed. Ingen skal komme og anfægte den. Det var Jyllands-Posten og Kurt Westergaard, der gjorde danskerne til et modigt folk. Hos os er ordet frit. Og især på Jyllands-Posten er ordet frit.

Det er den myte, som siden Kurt Westergaards Muhammed-tegning har defineret den danske selvforståelse. Vi har en fri presse, og den tolererer ingen censur.

Den, som ikke tror, vi har ytringsfrihed, er selv i ledtog med mørke kræfter.

Alligevel findes der sprækker, som afslører, at Kurt Westergaard og hans livvagt som ytringsfrihedens symboler er en myte. Men man skal kigge godt efter, for sprækkerne males ustandselig over, og de poleres væk og glemmes. Myter skal være glatte, enkle og runde.

Sådan gik det også en sprække i Danmarks Radios P1 den 30. august 2008. Her blev Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste interviewet om Jyllands-Postens forhold til ytringsfriheden.

Af interviewet fremgik, at avisen og ytringsfriheden er langt fra at være slyngveninder og turtelduer. Lad gå med, at Kurt Westergaard fik en alvorlig påtale, da han kort efter optrådte som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Ind trådte han med Richard Strauss i højttaleren og en blafren af Dannebrog på storskærm. Intet øje var uberørt. Ingen jubel blev stikkende i halsen. Intet sejrende landshold kunne få større opbakning end den, der fra alle danske hjerter strømmede Kurt Westergaard i møde.

Men dagen efter blev Kurt Westergaard kaldt til orden af sin chef på Jyllands-Posten. Avisen interesserede sig ikke en døjt for Westergaards ytringsfrihed; kun for sin egen. Og for den er Kurt Westergaard et redskab. Han må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard, for kun en funktionær kan styres og tøjles og dirigeres og begrænses. Det kan det frie ord og den fri tegning aldrig.

Men tilbage til tidligere chefredaktør Carsten Juste i radio-interviewet. Og bemærk venligst, at Carsten Juste nogle måneder før interviewet var gået af som chefredaktør. Pensionerede redaktører er som regel værd at lytte til. De er ikke så bundne på hånd og mund som de stadig agerende.

"Selvcensur udøver vi hver eneste dag," siger Carsten Juste derfor, og han fortsætter: "Det gør vi af hensyn til læserne, for vi har en meget broget og forskelligartet læserskare."

Allerede her kommer den første ridse i Richard Strauss' triumfmarch. Er det virkelig sandt, at Jyllands-Posten i hvert fald delvis redigeres af sine læsere? Intervieweren spørger nemlig Jyllands-Postens chefredaktør, om det da handler om ikke at støde de trofaste kunder i butikken?

Og hertil svarer den pensionerede chefredaktør: "Ja, det er klart; det handler om at tage det hensyn."

Og Dannebrog vajer nu ikke længere stolt i baggrunden, for intervieweren vil vide, om Jyllands-Posten snarere anlægger en kommerciel vurdering end en vurdering, der handler om at forsvare ytringsfrihden.

"Ja," svarer Carsten Juste. "Det er en kommerciel vurdering."

Hermed er myten om ytringsfrihedens ukrænkelighed på Jyllands-Posten demonteret. Undervejs erkender Carsten Juste også, at Jyllands-Posten "ikke bringer billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig."

Citat slut, men vi lader Carsten Justes tilståelse stå et øjeblik: "Ikke billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig." Og: "Ja, det er en kommerciel vurdering."

Sådan taler den mand, der ifølge sin kollega Bent Falbert på Ekstra Bladet er "fundamentalist, når det gælder ytringsfriheden."

Jeg havde den fornøjelse i mange år at være Kurt Westergaards kollega på Jyllands-Posten, og jeg kendte ham som en fremragende tegner. Han tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede han dem med tre eller fire yppige bryster. Han tegnede præsident Clinton som sexuel vildmand med stor cigar, og han gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde ham sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. De var ikke i Jyllands-Postens interesse, for avisens læsere ynder ikke den slags hån, spot og latterliggørelse af amerikanske præsidenter. Kurt Westergaard kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle hans tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor han blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik Kurt Westergaard at vide. Eller med et citat fra Carsten Juste i radio-interviewet: "Jeg har skrottet talrige af hans bare bryster."

Også det er en kommerciel vurdering. Så lidt som bare bryster på avispapir bryder Jyllands-Postens læsere sig om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste ledere. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller en ondskabsfuld muslim eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på Kurt Westergaards kontor og morede os over. Og i et par uger holdt han sig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og fantasien igen ved Kurt Westergaard: Han tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for hans dæmoniske tuschpen.

Ny opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og så kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: "Stop pressen!" Altid reagerede Kurt Westergaard med det frække glimt i øjet, som er liv og åndedræt for en bladtegner.

Selv for den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Men er det da ikke min selektive hukommelse, der forvrænger virkeligheden? Nej, for i radio-interviewet erkender Carsten Juste også, at hvis han nu i Kurt Westergaard havde et fundamentalistisk medmenneske, når det gælder ytringsfriheden, kunne denne Westergaard godt hævde, at "hans ytringsfrihed gang på gang var blevet krænket, ja, det kan han."

Og Carsten Juste fortsætter: "Man retter i et vist omfang ind efter læserne, for en avis er afhængig af læserne."

Læserne har altså medbestemmelse over, hvad avisen vil trykke. Ytringsfrihed er forklædt markedsanalyse. Og nationen står vagt om de 13 bogstaver i ordet ytringsfrihed. Begejstret tror vi, at det er Kurt Westergaards ytringsfrihed, vi hylder. Men paradoksalt nok er han midt i den ideologiske triumf blevet til det, man engang i Sovjetunionen kaldte for Arbejdets Helt. Han fremstiller kun arbejdsgiverens og læsernes mytologiske livretter. Og samtidig må han frygte for sit liv. Nogen vil for smed rette bager.

Netop den famøse dag leverede Kurt Westergaard en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede, for med den tegning kunne avisen umuligt støde de trofaste læsere. Og det er jo med Carsten Justes ord netop det hensyn, det handler om at tage. Det er en kommerciel vurdering. Det handler om ikke at modarbejde sin egen butik. Kurt Westergaard kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde han igen stået til en afklapsning, og Dansk Folkeparti ville ikke have hyldet ham med en regnbue af Dannebrog på storskærmen og de jublende toner fra Richard Strauss i højttaleren.

Men nu faldt tegneren Kurt Westergaard som offer for en kommerciel vurdering. Hans ytringsfrihed var en myte.

Det var en kommerciel overvejelse, der gjorde ham til livstidsfange i sit eget hus med en livvagt i baghaven.

En tragisk og sørgmodig skæbne for en funktionær, der gjorde præcis, hvad arbejdsgiveren ønskede. Og fik mordtrusler som en ekstra og ubehagelig omkostning. De er en ekstrem variant af nedslidning, asbestlunger, museskader, malersyndrom og så videre. Og med en langt hårdere straf for gerningsmændene. Kurt Westergaard er i sit offentlige liv blevet arbejdsmiljøets hidtil mest navnkundige offer.

Kilde: Tidsånder: Carsten Juste, DR P1 30. august 2008.

Flemming Chr. Nielsen / permalink / 8.2.2010
Kilde: Modstandsradioen Danmarks Løver, 31.1.2010

---

1.2.2010 | Når de vilde slipper løs

Af Ole Sandberg

Det frygtelige jordskælv i Haiti den 12. januar 2010 har udløst en international (eller måske blot "vestlig") tsunami af noget af det mest ækle og både implicit og eksplicit racistiske sensationsjournalistik *. Jeg tænker her på de utallige rapporter om "plyndringer" og "anarki" i kølvandet på katastrofen, som de fleste vestlige medier har bragt stort set dagligt de sidste par uger. Fokuseringen på "lov og orden" og frygten for "de farlige indfødte" - ofrene - er simpelthen så langt ude af proportioner, med tanke på, at der er tale om en af de værste naturkatastrofer i nyere tid med fem til seks-cifret antal døde, tusinder der stadig er fanget og døende under ruinerne, og et helt samfund, der mangler livsfornødenheder.

Et billede og 800 ord

Mediernes insisteren på at fokusere på vold, kaos og plyndringer nærmer sig en besættelse. Fra starten har disse ord været plantet i nærmest alle artikler om Haiti - selv de, der handler om andre aspekter af tragedien - og "frygten for plyndringer" genlød i de internationale mediers ekko-kammer, før der overhovedet var journalister, der var i stand til at observere noget som helst i området. Det var fra starten svært at dokumentere rapporterne, men billeder af kaos, murbrokker og fortvivlede (sorte) mennesker, kan gøres til hvad som helst med lidt kreativ billedtekst og tiltro til læsernes indgroede frygt for det utrygge og uberegnelige.

Billedet ovenfor var således illustration til New York Times' sensationalistiske artikel med titlen "Looting Flares Where Authority Breaks Down". Artiklen fortæller om "pockets of violence and anarchy, reports of looting and ransacking", og både artiklen og billedteksten vil fortælle os, at der er tale om vilde horder, der plyndrer butikker og slås mellem hinanden om rovet. Hvis man ignorerer teksten ser billedet dog anderledes ud. Det, vi reelt kan se - og altså det eneste, avisen kunne dokumentere - er en gruppe af overlevende, der leder i ruinerne efter brugbare ting, og vi kan tydeligt se, at de deler dem med hinanden (bemærk fyren med de opstrakte arme, klar til at gribe noget, en anden kaster ned til ham). Billedteksten fortæller om våben, men på billedet kan der kun ses en enkelt person med en form for stav, og han ser ud til at befinde sig ganske fredeligt omgivet af folk, der ikke lader til at være det mindste bange for ham. En lang stav kan jo forøvrigt også bruges til at grave ting - eller overlevende - ud af ruinerne.

Der er lidt over 800 ord i artiklen, så hvis et billede virkelig siger "mere end 1.000 ord", burde redaktionen nok have valgt et billede, der bedre kunne illustrere det indtryk, artiklen forsøger at fremmane. Men jeg tror, at man kan få et billede til at sige snart sagt hvad som helst, hvis man placerer det sammen med de rigtige ord, og kender lidt til sit publikums psykologiske og kulturelle dispositioner.


Et spørgsmål om perspektiv

Selvfølgelig har der været "plyndringer" - hvis man da virkelig kan kalde det, at overlevende efter en så enorm katastrofe, forsøger at skaffe redskaberne til sin egen videre overlevelse og til at redde andre i en situation, hvor butikkerne og infrastrukturen er styrtet sammen, for "plyndringer". Eller kan det med rette kaldes "plyndringer", når sultne folk bryder ind i FN-lagerbygninger, som er fuld af mad, der skulle have været fordelt til de sultne, men ikke er blevet det på grund af bureaukrati og sikkerhedsbekymringer?

Det er det ikke alle, der mener, man kan. Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit er i hvert fald godt træt af de sensationalistiske og kyniske medie-overskrifter og billedtekster, der med dette ordvalg gør overlevende ofre for en katastrofe, som gør hvad de kan for at kunne overleve et par dage til, til gemene forbrydere. Ord som "plyndring" og "tyveri" er simpelt hen ikke passende i en situation som denne. Det samme skriver den danske journalist Lea Wind-Friis, som desuden spørger, om "vi" - dvs medier og borgere - også ville være så hurtige til at tale om (og fordømme) de såkaldte "plyndringer", hvis det samme kaos opstod i et land tættere på os, hvor vi bedre kunne genkende os selv i billederne af ofrene:

Jeg tror det ikke. I stedet ville vi formentlig skrive, at nødhjælpen var så langsom om at nå frem, at folk ‘blev nødt til at handle i deperation’. Og jeg frygter, at vi er for hurtige til at udstille haitianerne som ’gale vilde’, der med hævet machete og vilde, blodskudte øjne raser og hærger Port-au-Prince. Lidt som vi så det i New Orleans efter Katrina, hvor nogle medier hurtigt portrætterede byens indbyggere – ofrene for katastrofen – som gale voldsmænd, der skulle holdes i kort snor af tilrejsende politi og militær.

Og hun har i, at der er forskel på den måde katastrofeofre fremstilles i medierne. De amerikanske medier reagerede efter samme model i dækningen af kaoset, der opstod efter, at orkanen Katrina smadrede New Orleans i 2005. De to naturkatastrofer har bl.a. det til fælles, at de primært ramte fattige sorte, og at mediedækningen har handlet om de overlevendes "plyndringer" og generelle "vildskab", mens hjælpeindsatsen prioriterede at sikre "orden" og myndighedernes kontrol. De samme ordvalg og prioriteringer ikke bliver brugt i samme grad, når katastrofer  rammer folk af europæisk afstamning. Keeanga-Yamahtta Taylor analyserer her lighederne i mediernes og myndighedernes reaktioner på de to begivenheder:

The language that the American media uses to describe conditions in Haiti almost mirrors that which was used to describe New Orleans. In the immediate aftermath of Hurricane Katrina the two main issues that the media were obsessed with was: first, why did so many of the poor "choose" not to evacuate the city, and second, how would the police handle looters and the violence lurking in the streets of New Orleans.
There was the famous contrasting photos showing how the media described whites taking food from an abandoned store as "searching for food" while a photo of an African American couple doing the exact same thing was described as "looting."

Svaret på Lea Wind-Friis' spørgsmål er altså et klart "ja". Selv når der er tale om ofre for nøjagtigt den samme katastrofe, så portrætterer medierne (ikke alle!) ofrene på forskellig vis afhængigt af deres hudfarve (de omtalte billeder kan ses her). Jeg tror dels det skyldes et spørgsmål om hvem redaktørerne og læserne bedst kan relatere til, men der er også et endnu mere problematisk aspekt - nemlig spørgsmålet om hvem, de har en latent frygt for.


Frygten for "naturtilstanden"

Et andet spørgsmål om perspektiv og prioritering er, hvorfor de såkaldte "plyndringer" har fået så megen fokus i medierne, når de også - i mindst lige så stort omfang - kunne have berettet om de utallige eksempler på rigtigt anarki (selvforvaltning), der har været umiddelbart efter jordskælvet: nemlig folk, der udøver gensidig hjælp, og finder sammen for at organisere det, der må gøres, uden at vente på direktiver og statslig eller militær indsats.

I hvert kvarter i hovedstaden blev der umiddelbart efter jordskælvet spontant dannet lokal-komitéer, der organiserde redning- og nødhjælpsarbejdet. Dette er ikke noget nyt for haitianerne, der i århundreder har været vant til at måtte klare sig selv uden hjælp fra hverken sin egen eller andre stater. Men kun sjældent hører vi om den lokale befolknings selvorganisering og deres egen indsats for at hjælpe sig selv og hinanden.

Tværtimod synes disse historier ikke at passe ind i medie-billedet, der netop vil fortælle os alle, at regeringens kollaps og manglen på "lov og orden" er det primære problem, der først og fremmest må løses. Dette valg af fokus afspejler et autoritært og hobbesiansk menneskesyn, som kun kan kommunikeres ved hjælp af selektive beretninger, der ensidigt fokuserer på historier om vold og kaos - den hobbesianske "alles krig mod alle", men ignorerer historier om orden og organisering i fraværet af stat og autoritet. Når det i dette tilfælde, ligesom i New Orleans, drejer sig om fattige, så bliver de priviligeredes frygt for "civilisationens" (dvs politiet og statsmagtens) sammenbrud endnu større, og det er desværre en kendsgerning, at når der både er tale om kombinationen 'fattige og sorte', så reagerer mange i vor kultur instinktivt med frygt og sikkerhedshensyn, uanset om de har bevidst lyst til det eller ej.

Det er ikke så meget de overlevende, der kan beskrives med ord som "paniske" og "irrationelle" - de gør, hvad der giver mening i den situation, de befinder sig i - men os selv, priviligerede i "Vesten", som har en indestængt og som regel uudtalt angst for den anden side af vor civilisation - de udbyttede, de fattige, ofrene for kolonialiseringen og strukturtilpasningsprogrammerne og migrationsmurene. En angst, der slår ud i regulær panik, når deres eksistens pludselig gør sig nærværende.

Jeg har svært ved at forestille mig, at dette generelle billede af lokalbefolkningen som vilde og uciviliserede kan løsrives fra de forestillinger, der fulgte med og legitimerede den klassiske, racistiske kolonialisme, der skabte Haiti: Kulturafhængige forestillinger, hvor "vilde" og "sorte" er ord, der hænger uudtalt sammen, og hvor visse samfund og mennesker ubevidst repræsenterer vor frygt for Hobbes' "naturtilstand" - en tilstand der kun kan kureres, ved at blive underlagt vor "civilisation" i  form af bl.a. central statsmagt, politi og militær.


Første prioritet: "Command and control"

Uanset hvad, så tjener mediebilledet til at legitimere at legitimere, at genopretningen af statslig/militær kontrol - der eufemistisk kaldes "genoprettelse af sikkerhed" - har første prioritet. Det tog tre dage før den amerikanske regerings nødhjælp ankom, og da var det i form af et krigsskib fyldt med soldater. De medbragte ikke megen nødhjælp, og deres mission var først og fremmest at etablere "command and control".

Efter jordskælvet blev Haiti erklæret i undtagelsestilstand og USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, erklærede, at dette ville give regeringen en enorm magt. Sætningen er absurd, eftersom regeringen i Haiti var fuldstændig kollapset og magtesløs, men den giver mere mening, når man hører den efterfølgende sætning: denne ubegrænsede magt skulle gives i hænderne på USAs militære tropper i landet:

The state of emergency creates martial law conditions that will be enforced by the US military. Secretary of State Hillary Clinton had demanded the imposition of the emergency decree during her visit to Haiti on Saturday. “The decree would give the government an enormous amount of authority, which in practice they would delegate to us,” Clinton declared.

Med det historiske forhold mellem USA og Haiti i baghovedet, er det forståeligt, at mange lokale ikke var trygge ved denne situation. Fra slaveoprørene, der førte til Haitis selvstændighed i 1804, men også til at USA og andre koloninationer gik i panik og indførte en embargo mod landet for at vise andre kolonier og slaver, at frihed og selvstændighed ikke betaler sig - til en række af amerikansk støttede militærkup, invasioner og besættelser lige siden, er der ikke noget at sige til, at Haitis befolkning er skeptiske, når den første "nødhjælp", der ankom, var i form af militære tropper, og det første tropperne gjorde var at erobre præsidentpaladset istedet for straks at redde folk og dele mad og medicin ud.

Istedet for at hjælpe forhindrede de militære tropper sågar internationale nødhjælpsorganisationer i at gøre deres arbejde. Først da FN mindede USA om, at de altså ikke var der for at besætte men for at hjælpe Haiti, indvilligede den amerikanske hær i at give prioritet til nødhjælp fremfor militære tropper. Men nu var grundlaget lagt for at sikre, at bekymringerne og hysteriet om "sikkerheden" blev en selvopfyldende profeti. Folk var udsultede og traumatiserede og kunne se nødhjælpen ankomme uden at den blev distribueret, fordi hjælpeorganisationerne var nødt til at vente på at "sikkerheden" var i orden. Det var denne frustration, der sikrede, at sikkerheden brød sammen.


En selvopfyldende profeti

Det at "sikkerhedshensynet" har første prioritet kan nemlig lige så vel betragtes som en årsag til netop sikkerhedsproblemet. Den uproportionale frygt for og rygter om det voldelige kaos, som mediedækningen fra starten var præget af, har ikke blot været en forhindring for at nødhjælpen kunne komme frem, det har også dermed været en selvopfyldende profeti, fordi nødhjælpen først begyndte at blive distribueret efterhånden som folk var blevet virkeligt desperate.

Evan Lyon, der er læge ved det største hospital i Haitis hovedstad Port-au-Prince fortæller her til Democracy Now! om sin frustration over fokuseringen på "sikkerhedsproblemet" og sin bekymring for at den vil - og allerede har - forsinket hjælpeindsatsen:

This question of security and the rumors of security and the racism behind the idea of security has been our major block to getting aid in. The US military has promised us for several days to bring in—to bring in machinery, but they’ve been listening to this idea that things are insecure, and so we don’t have supplies.

I’m living here in the neighborhood with a friend. I’m staying with some of my Haitian doctor colleagues. We’ve been circulating on the roads to 1:00 and 2:00 in the morning, moving patients, moving supplies, trying to get our work done. There is no security. The UN is not out. The US is not out. The Haitian police are not able to be out. But there’s also no insecurity. I don’t know if you guys were out late last night, but you can hear a pin drop in this city. It’s a peaceful place. There is no war. There is no crisis except the suffering that’s ongoing.

The concern for militarization, the concern for occupation is very real. There is capacity that we don’t have that the military will help us with, and that is urgently needed, because we’re losing patients minute to minute. But the first that listeners need to understand is that there is no insecurity here. There has not been, and I expect there will not be.

En anden nødhjælpsarbejder, Mary Finnick, modsiger hans sidste sætning, men giver samme indtryk af de første dage efter jordskælvet og fortæller her, at de voldelige episoder, der reelt foregår, sandsynligvis kunne være undgået, hvis prioriteringen fra starten havde handlet om nødhjælp og reel sikkerhed istedet for genoprettelse af statsmagt og "lov og orden". Men nødhjælpen blev forsinket og tilbageholdt på grund af frygt for den lokale befolkning - hvorefter uroen først for alvor startede.

If we had gotten aid by even Wednesday night - what is now going to take place and what’s going to be on American television are the riots, the shooting, and that’s exciting for people to see, but it should not have happened. It didn’t have to happen. If we had gotten the supplies, people, by now, would be more than likely out of the city of Port-au-Prince. There’s plenty of places in Haiti for them to go to. We didn’t have any fuel. We can’t get them to get their cars out. They wanted to go out.

There was truly a very organized plan on the part of the Haitian people. But what you’re going to see now are the riots. When the food comes in, if you’ve been hungry for a whole week, if your child is dying of malnourishment - over and over again we said we have to have a plan. Well, disasters don’t do well with waiting for a plan. And I’m afraid what I think is going to happen is what the American people will see are undisciplined, horrible Haitian people, who are probably the best in the world with dealing with their adverse poverty. Their spirit is just fantastic. And I’m just sorry that that’s not what’s going to be seen, because nobody was here to film it. Nobody was here to watch how they organized themselves. What they’re going to see is how they are disorganized, and that’s such shame.

Begge udtalelser stemmer overens med det indtryk af situationen i Haiti og mediedækningen i "vesten", som den engelske journalist for BBC News, Matthew Price, beskrev efter at have tilbragt en uge i katastrofe-området:

During the last week in Haiti, I was left with one overwhelming impression - it is the survivors who are helping themselves. They are pulling together, not tearing themselves apart.

Much has been made of the potential for violence, but I did not feel unsafe. Not once did I think the crowds might turn on me. When I gave some food and water to a family we had been filming, others who had nothing stood silently by, glad that at least someone was getting a little help.

Some of the aid agencies say they fear riots may start if they start to distribute supplies in the hundreds of makeshift camps where people have gathered. I fear riots in the long-term if they do not start distributing supplies right now.

Nu er profetien gået i opfyldelse. Sikkerhedshensynet forhindrede hjælpen i at nå hurtigt frem, og da den begyndte at komme, blev den ikke delt ud til alle, fordi visse områder ikke var under tilstrækkelig kontrol. Desperate og udsultede overlevende forsøger derfor at tage noget mad, hvilket resulterer i, at haitiansk politi og det udenlandske militær skyder og slår folk ihjel. Herefter bliver folk endnu mere desperate og kommer til at betragte de bevæbnede "hjælpere" som en fjende.

De farlige fanger

Et andet emne, der har været berettet igen og igen i medierne, er det, at det lykkedes nogle af fangerne i hovedstadens fænglser at overleve jordskælvet og grave sig ud af de sammenstyrtede bygninger, hvorefter de nu er "på fri fod" og ligesom alle andre forsøger at overleve i kaoset. Dette beskrives ikke som den lykkelige "mirakel-historie", det ellers bliver beskrevet som, når andre har sluppet ud af de dødbringende murbrokker, men som endnu en tragedie i tragedien. Udover at være en kynisk foragt for liv afspejler dette også, at journalisterne enten ikke har noget kendskab til den politiske situation i det land, de skriver om.

Tag for eksempel denne historie fra telegram-bureauet Ritzau (der skriver, at de har sine oplysninger fra BBC, men ikke fortæller noget om, hvor man kan se de originale artikler), som bl.a. har været bragt i Berlingske Tidende:

Kriminelle, der er sluppet ud af fængsler efter jordskælvet i Haiti, plyndrer slumområder i hovedstaden Port-au-Prince. Politi appellerer om hjælp.
Politiet i Port-au-Prince appellerer om hjælp til at indfange kriminelle, som er sluppet ud af fængsler under det kraftige jordskælv i Haiti for 10 dage siden. De kriminelle har dannet bander, som plyndrer og hærger fattige slumkvarterer i hovedstaden. Det rapporterer BBC.

Omkring 5000 forbrydere slap ud af fængsler i Port-au-Prince under og umiddelbart efter jordskælvet. Lokale medier siger, at flere hundrede af de undslupne fanger tidligere har været med i bander eller tilhører lokale mafiagrupper, og at de har genoptaget deres kriminelle virksomhed.

Det forekommer mig lidt fantastisk - mildest talt - at i et land, der er fuldstændig smadret, og hvor ingenting fungerer som før, der kan overlevende sammenstyrtningen af statsfængslet i Port-au-Prince straks vende tilbage til tilsyneladende intakte kriminelle strukturer - de såkaldte "forbryderbander" og "mafiagrupper" - og rask væk genoptage sin virksomhed. Og vi kan da også konstatere - hvis vi opsøger lidt saglig information - at telegrambureauets fantastiske æventyr er netop det: et fantastisk æventyr, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Det ved vi, fordi de uden blusel bruger ord som "forbrydere" og "kriminelle" om hele gruppen af fanger, der overlevede og altså er sluppet ud i ødelæggelserne. Vi bliver ikke oplyst om retssystemet i landet, hvor politiske ledere traditionelt udskiftes ved statskup, og hvor politisk undertrykkelse er den eneste måde at bevare magten. De oplysninger er vi nødt til at få andet steds fra - og blot et lille indblik i situationen antyder, at Ritzau-telegrammet aldeles ikke har belæg for sine påstande. En smule overfladisk kendskab til Haiti afslører faktisk, at Ritzau ikke blot er fulde af almindelig løgn men ondskabsfuld og diktatur-forherligende løgn.

For hvem er det egentlig der sad indespærret i statsfængslet? Det er bl.a. flere af de 1.000 politiske fanger - herunder tilhængere af den (nok knap så demokratisk) valgte præsident Aristide - som blev fængslet efter militærkuppet i 2004. Den nye "demokratisk valgte præsident" overtog styringen efter af landet efter et militærkup, der havde smidt den gamle præsident på porten og fængslet politiske modstandere, og han har således også arvet de politiske fanger. På trods af enkelte symbolske løsladelser, er det langt fra de fleste af de, der blev fængslet af kup-regeringen som politiske modstandere, som har fået sin frihed - før fængslet kollapsede altså.

Når Ritzau og andre medier stempler politiske fanger - der i øvrigt ikke er dømt for noget - som "kriminelle" og forbrydere, så kunne det opfattes som en implicit støtte til diktatur og politisk undertrykkelse. Men det kunne selvfølgelig også blot være et resultat af, at journalisterne ikke kender noget til det emne, de skriver om: retstilstanden i Haiti. Jeg gætter på, at det er den sidste mulighed, men må derfor undre mig over, at disse uvidende Ritzau-skribenter, kan få sine uresearchede misinformationer bragt i andre medier.

Men hvad med alle de andre fanger, der overlevede fængslet og nu er på fri fod? Igen kræver det blot et minimalt kendskab til det, man skriver om, for at finde ud af, at selv hvis man ignorerer eksistensen af de politiske fanger (og altså hvidvasker regimet), så er det en noget løsagtig omgang med relevante kendsgerninger, at omtale de overlevende, tidligere fanger, som "kriminelle". En "kriminel" er som bekendt i juridisk forstand en person, der er dømt for at have begået en kriminelt handling, og kendsgerningerne er, at op mod 80% af de indsatte i fænglserne i Haiti ikke er dømt for noget som helst!

Haiti har ikke ligefrem et "liberalt" retssystem, og folk kan sidde uskyldigt fængslet uden anklage i årevis. Dr. Evan Lyon gendriver her Ritzaus historie og saglighed ord for ord i et interview til Democracy.now:

The National Penitentiary held 4,000 prisoners. We know that 60 to 80 percent of them are not convicted of anything. They’re in prolonged pretrial detention. The average pretrial detention is a year. So, between time of arrest and accusation to the time you see a judge, the average is a year. Sometimes that’s out to two, and sometimes that’s out to three. It’s a fairly common practice in Haiti. If someone who’s accused can’t be found, a family member will be picked up. So the lies that criminals have been released into the street is a lie. Sixty to 80 percent of these people are not convicted of anything.

Lad mig citere ham igen: Historien, der har været bragt i adskillige medier, om at Haitis gader skulle være fulde af "kriminielle" på grund af fængslets sammenstyrtning, "is a lie"! Der er givetvis "ægte" og farlige forbrydere blandt de overlevende, men som sagt er langt størstedelen af fangerne ikke dømt for noget som helst, nogle er samlet op som tilfældige syndebukke uden anklager, andre har begået mindre og relativt harmløse lovovertrædelser og siddet indespærret i det overfyldte fængsel i årevis, og adskillige af dem er politiske fanger, der ikke i noget demokratisk land bør kaldes "kriminelle". Men derudover er der altså tale om, at det er mennesker, der har undsluppet en dødbringende katastrofe med livet i behold. Det er langt ude af proportioner og en enorm mangel på respekt for både juridisk retfærdighed og menneskeliv at udelukkende at omtale deres overlevelse og frihed som et alvorligt problem.


* Angående ordet 'racisme':

Med "racisme" mener jeg ikke, at hver enkelt journalist og redaktør, der har bidraget til dette hysteri, nærer et hverken bevidst eller ubevidst "had" til sorte, hvilket udover sandsynligvis at være falsk ville være en tåbelig og forsimplet opfattelse af begrebet "racisme". Det, jeg mener med ordet, er, at historierne dels indgår i og bekræfter og dels er produkter af historiske racistiske strukturer og relationer samt de kulturelle forestillinger de bar med sig - herunder forestillingerne om "de vilde", der ikke kan styre sig selv, og de civiliserede europæere, der må bære den tunge byrde, at frelse resten af verden fra sig selv ved at underlægge sig den.

Utallige lande er forblevet under europæisk eller amerikansk overherredømme med den paternalistiske begrundelse, at de jo har brug for at blive styret af os - ofte koblet sammen med mere direkte racistiske påstande såsom, at det slet ikke ligger til deres "natur" eller "kultur" at kunne tage vare på sig selv. Jeg anbefaler det sidste afsnit i Richard Seymours artikel "The Humanitarian Myth" for nogle eksempler på denne argumentation igennem historien.

Disse og andre forestillinger er en del af vor kultur og internationale relationer, og er ikke sådan lige til at ryste af sig (især hvis man ikke er bevidst om den) - og det er bl.a. denne mentalitet, der legitimerer og reproducerer racisme ved sin implicitte mytedannelse om "de andre", der er "uciviliserede", "vilde" eller slet og ret "ikke-vestlige". Disse forestillinger er som regel blot underliggende og implicitte i vor kultur gennem århundreder af europæisk militær og økonomisk dominans over især de afrikanske lande og befolkninger. De præger hvordan vi ser på et billede, hvad vi tænker, når vi hører om andre lande og meget mere. For de fleste af os, er det ikke noget, vi er hverken bevidste om eller ønsker - de er ikke motiver eller intentioner men kulturelt betingede associationer.

Men at der også er reelle racistiske motiver - af den gamle imperialistiske slags - i diskussionen og dannelsen af mediebilledet er der desværre ingen tvivl om. Lad os ignorere notoriske og vulgære racister på den yderste amerikanske højrefløj som Rush Limbaugh, Pat Robertson og Bill O'Reily, hvis dagsorden ikke har noget med Haiti at gøre. De henvender sig til sin egen lytterskare og benytter blot katastrofen i Haiti som endnu et redskab til at skabe uro og splittelse på den hjemlige front. Men der er fremtrædende og "respektable" meningdannere, hvis racistiske dagsorden retter sig mod Haiti.

Den amerikanske konservative opinionsdanner og skribent, Eric Margolis, agiterer for eksempel for klassisk imperialisme og en gentagelse af enten den franske koloni-tid eller den amerikanske besættelse af Haiti (1914-1934) - naturligvis kun fordi den stakkels befolkning ikke kan regere sig selv. Og den konservative journalist David Brooks har svært ved at skjule sin racisme, når han giver skylden for befolkningen på Haitis lidelser på befolkningen selv og deres "fremskridtsmodstandsdygte kulturelle indflydelser" - et begreb, der kun kan tolkes som et finere udtryk for "primitive". Også i Danmark har der lydt enkelte lignende udtalelser fra kendte journalister og kommentatorer, hvilket ikke kan undre, eftersom den danske mediedækning generelt blot er et ekko af den amerikanske. Her er formålet og retorikken simpelthen klassisk: en umyndiggørelse af en befolkningsgruppe for at legitimere et reelt økonomisk, socialt og politisk overherredømme over den - altsammen, naturligvis, "for deres eget bedste".

Gennem hele sin historie, siden de gjorde oprør mod slaveriet og den franske kolonialisme og blev den første selvstændige nation i Latinamerika, er Haiti blevet invaderet og besat adskillige gange og gjort genstand for utallige vestligt støttede militærkup - altsammen begrundet i argumenter om, at etablere "sikkerhed" og "orden" eller at "civilisere" dem. Derudover er landet fra sin første selvstændighed og til vor tid blevet bragt i gæld og fattigdom af "vestlige" stater, der reellt og helt bogstaveligt har plyndret landet igen og igen. I stedet for at få erstatning for slaveriet og kolonialismen har Haiti lige siden været tvunget til at betale erstatning for sin "selvstændighed" og er idag en af verdens fattigste nationer. Den manglende "udvikling" og infrastruktur hænger direkte sammen med vores - dvs de velstillede tidligere kolonimagters - udplyndring og destabilisering af landet, støtte til diktatorer og kupforsøg helt op til vor tid, for ikke at forglemme "strukturtilpasningsprogrammerne" dikteret af IMF og USA, der har undermineret landets infrastruktur og økonomi og skabt grobund for den fortsatte udplyndring via moderne og FN-sanktioneret slaveri ved krav om omdannelsen af hele landet til en stor sweatshop.

Når Haiti så rammes af en gigantisk naturkatastrofe, så kræver det enten en umådelig mangel på historisk og politisk viden eller ikke mindre end en klassisk imperialistisk racisme, når kommentatorer forsøger at bebrejde ofrene selv for deres situation. Og når man endvidere agiterer for vestlig underlæggelse af befolkningen igen med begrundelse i den elendighed, der er forårsaget af den hidtidige vestlige indblanding, så indgår denne "blame the victim"-retorik helt tydeligt i et projekt, der handler om re-etablering eller forstærkelse af et kulturchauvinistisk overherredømme. Det er tragisk og dybt forkasteligt - men i grunden ganske forventeligt - at en katastrofe af dette omfang bringer den slags forestillinger og forslag ud i fuldt flor. De har været en fast del af europæisk og "vestlig" kultur i århundreder, så det ville være naivt at tro, at de helt var forsvundet.

Ole Sandberg / permalink / 1.2.2010
Kilde: vhs, 28.1.2010

---

26.1.2010 | Passende træt overbærenhed

Af Kristian Beedholm

Engang kørte jeg i en bybus i Århus, der som så mange andre bybusser i Århus blev ført af en mand med mellemøstlige aner. På et tidspunkt overser chaufføren et stoppested og en ældre herre gør opmærksom på, at han skal af. Bussen holder straks ind til siden og åbner, så passageren kan komme ud, og dermed burde prutten jo i princippet være slået færdig, men i døråbningen, altså inden han er kommet helt ud, transmogrifferer passageren så fra ældre herre til mavesur røvbanan og begynder at råbe, at det sgu er et komplot, disse sortsmuskere har gang i for at forhindre hårdtarbejdende folkepensionister i at komme af bussen osv. Lidt lige som at se et levendegjort læserbrev fra Jyllandsposten. Imens blokerer bussen en vejbane og enkelte øvrige passagerer kunne måske egentlig også godt tænke sig, at den i stedet kørte lidt videre...

Men den ubehagelige situation opløses, da passageren nærmest den dør, hvis åbning altså er fyldt med kolerisk mandsling, med dyb og rolig Thomas Vindingagtig stemme siger: "Kom nu bare ud, din gamle nar". Nåja, decideret venlig ser denne opfordring måske ikke ud på skrift, men den lidt trætte og overbærende stemmeføring, den blev ytret med, tog fuldstændig gassen af den overfusning, den knotne gamling var igang med, og han skyndte sig at stige af uden videre brok. Ah!

Det var jo måske en lidt vel lang og tilsyneladende ligegyldig anekdote, men den skal tjene til illustration af den fornemmelse, jeg sad tilbage med, da jeg læste om Jesper Langballes seneste ytringer om gæt engang.

Nu håber jeg blot, at en behjertet person med passende stor megafon kan finde ud af at lukke den uundgåelige polemik med så tilpas megen træt overbærenhed i stemmen, at det kan få stoppet den diskussion. For intet kunne være mere belejligt for vores vikar af en statsminister, end at en alligevel aflægs DFer blamerer sig i medierne. Lars Løkke er faktisk lige nu ude i dyb og fortjent snavs på grund af en belastende email fra Statsministeriet i forbindelse med statsrevisorernes påtale af hans slet skjulte pumpen offentlige pekuniære midler over i det private sygehusvæsen.

Så hvis nu lige vi kunne få ro på bagsmækken til at lade den skandale rulle videre, ville jeg sgu være rimelig tilfreds.

Kristian Beedholm / permalink / 26.1.2010
Kilde: Beedholm Bander, 23.1.2010

---

18.1.2010 | De tilhyllede kvinder i Ribe

Af Flemming Chr. Nielsen

Kulturarv og værdier – det er noget Dansk Folkeparti og regeringen kan tale om i timevis. Det bliver til et univers af hjemstavn og tryghed. Det bliver til en drøm om fædreland og harmoni og mere og mere skingre stemmer, der kræver normalisering til en helt særlig dansk tankegang og en helt særlig og jovial og gemytlig dansk kristendom, der løber som en kædetråd igennem hele danmarkshistorien. Men måske skyldes de hæse råb, at vores verden er sandet til og kun omfatter, hvad der lige nu og i denne folketingssamling defineres som danskhed. Måske kender vi slet ikke vores egen historie og fortid.

Hvad så, når den uventet dukker op og viser os en anden virkelighed? Kan det slet ikke få os til at overveje perspektiver og historiske linier i stedet for, at vi klynger os til forargelsen? Eller skal vi kræve, at det går danmarkshistorien, lige som det gik Maria Mawla i Hjemmeværnet.

Forleden læste jeg i kulturhistorikeren Troels-Lunds kæmpeværk om Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede. Også deri er der minsandten tilhyllede kvinder, og pludselig stødte jeg også på datidens Danske Folkeparti.

Lyslevende og skrattende genopstod tillige Det konservative Folkeparti og det moderne Venstre i en horribel sag fra Ribe.

Kvinderne i Ribe havde fundet på at gå i sørgedragt. Faktisk blev sørgedragt den højeste mode i Ribe, så kvinderne gik rundt med en kåbe over hovedet. Også når de skulle til fest eller til altergang. I 1561 blev der derfor udstedt en forordning om, at det var forbudt at gå til altergang med en kåbe over hovedet. Begrundelsen var uhyre moderne, nemlig at man ikke kunne være sikker på, om der var bandsatte kvinder imellem de formummede altergæster, og bandsatte kvinder var dengang og nu og i myndighedernes øjne altid kvinder, der står i ledtog med onde kræfter, terrorister, fremmede guder, ja med Den Onde og Det Onde selv. Fiffigt nok fandt myndighederne på at alliere sig med det, der kaldes "de fornemste Dannekvinder." Og dannekvinderne, dvs. kvinder, der blev opfattet som brave og agtværdige, ja de bakkede selvfølgelig op om den tids nej-til-noget-om-hovedet, for også dengang var det let at finde en forarget Henriette Kjær og og en fnysende Lene Espersen.

Men desværre hjalp forbudet og de fornemste dannekvinders bistand ikke en døjt. Endnu flere kvinder i Ribe gav sig til at gå med kåbe over hovedet, og myndighederne varslede, at fra juledag 1607 skulle det være strengt forbudt. Hvis nogen kvinde alligevel vovede at gå med kåben over hovedet, havde bysvendene ordre til straks at rive den af hende og afkræve hende en bøde på 1 daler. Men kort efter 1607 havde kvinderne minsandten kåberne på hovedet igen. Opildnet af datidens Naser Khader'er og Jesper Langballe'r lod myndighederne udsende den desperate forordning, at bøden nu var på 10 rigsdaler. "Det var trange tider," skriver Troels-Lund, og han fortsætter: "Hvorledes kvinderne klarede sig og fandt ly, vides ikke. Men da de atter tittede frem for at se, om vejret havde bedaget sig, var det – med kåbe over hovedet."

Datidens internationale konflikter kom heldigvis kvinderne til hjælp. Myndighederne og deres allierede dannekvinder fik andet at tage sig af end kamp mod de tilhyllede.

Men da freden så var sluttet, og de sidste fjendtlige tropper havde forladt Ribe, blev der igen tid til magthavernes kamp mod fjenden i vor egen lejr. Ja, sådan kalder Troels-Lund med spydig ironi de formummede kvinder: "Fjenden i vor egen lejr." Og nu var det præsterne i Ribe, der bragte sagen frem. Søren Krarups forgængere klagede i året 1662 over, at når kvinderne ved altergang mødte med kåben oppe over hovedet, så ansigtet helt var skjult, kunne præsten kun med besvær finde munden på dem og give dem oblaten. Og når de kvinder, der skulde stå offentlig skrifte, mødte frem i samme formummede dragt, faldt en meget væsentlig del af straffen jo bort, fordi de ikke kunne mærke menighedens forargede blikke dybt ind i sjælen. Dansk Folkeparti, Venstre og Det konservative Folkeparti, nej undskyld: Øvrigheden selvfølgelig – den svarede præsterne, at fra myndighedernes side kunne de regne med al den assistence, de kunne ønske sig. Der ville blive slået hårdt ned på de formastelige og tilhyllede kvinder.

Når man altså kradser en smule i den forlorne danskhed, titter et helt andet billede af fortiden frem. Det er ikke noget kønt portræt. Det er et Danmark, hvor afvigere og normbrydere og hekse og tilhyllede kvinder er lige så forfulgte og jagtede som i dag. Det er ikke en moderne nyhed, at Danmark skal være pyntet og renset og prydet og fejet og luget. Men alt det skal vi helst fortrænge, for det strider mod kulturarven, lige som Maria Mawla strider mod Hjemmeværnet – og de kvinder i Ribe, der engang gik med kåbe over hovedet, ja, de stred imod kristendom og sædelighed og danskhed, for præsten kunne ikke finde munden på dem, og myndighederne kunne ikke se, om de stod i ledtog med Den Onde og derfor var hjemfalden til lovens strengeste straf.

Flemming Chr. Nielsen / permalink / 18.1.2010
Kilde: Modstandsradioen Danmarks Løver, 17.1.2010

---

13.1.2010 | Ubuntu, et frit alternativ

Af Carsten Agger

Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område, hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste virksomhed?

Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem Windows' monopol på markedet for personlige computere. At købe en computer er i dag det samme som at købe en computer med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man kan få computeren uden Windows, vil man næsten altid få at vide, at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én med et tomt blik.

Men betaler altså pænt computerens pris plus 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et system, der godt nok virker, men er sårbart for virus- og spyware-angreb.

Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme. Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid Microsoft Office, som koster 1.500-5.500 kroner afhængigt af versionen. Har man også brug for billedbehandling, desktop publishing, antivirusprogrammer og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000 kroner oven i computerens pris.

Det paradoksale ved Windows' monopol er, at det er fuldstændig overflødigt. Der findes gratis alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og brugervenlighed – men med alle nødvendige standardprogrammer inkluderet fra starten.

For at det ikke skal være løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at installere antivirus på dem.

"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29. oktober udkom med sin nyeste udgave, version 9.10. Men hvordan kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer til en værdi af mange tusing kroner og samtidig være så meget bedre, hvad sikkerheden angår?

En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.

Fri software - hvad og hvorfor

Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod en stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte kildekode .

Stallman mener, at man som bruger altid bør have lov til at undersøge, hvordan et computerprogram virker og eventuelt selv ændre i det, hvis man har lyst. Han mener også, at det altid bør være muligt og lovligt at hjælpe andre mennesker ved at give dem et eksemplar af et godt program. Programmer, der giver brugeren lov til disse ting, kaldes for fri software.

For at kunne undersøge, hvordan et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open source.

Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at de ikke har brug for en "ret" til at undersøge og ændre i de programmer, der kører på deres computer, eftersom de ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at pille ved så vitale dele.

Man kan dog vende den om: Hvis skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist?

Hvis programmet er købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op. Er det fri software, har de rent faktisk en chance for selv at finde og rette fejlen.

Hvis vi køber en bil eller en motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi undre os og protestere. Ikke desto mindre er det de betingelser, som Windows og de fleste andre kommercielle programmer leveres under.

At fri software er fri, er ikke ensbetydende med, at det altid er gratis. Jeg kan for eksempel bestille et program eller en programændring hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig, at programmet leveres som fri software.

Selv om programmet ikke er gratis at fremstille, vil dets pris dog have en tendens til meget hurtigt at falde til nul, efterhånden som det bliver mere og mere populært, eftersom alle brugere har lov til at give det videre uden at tage penge for det.

Fri software kommer dermed til at udgøre en fælles pulje af gratis programmer – en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker at benytte sig af den. Kendte programmer i denne pulje er kontorpakken OpenOffice.org, browseren Mozilla Firefox, billedbehandlingsprogrammet GIMP og styresystemet GNU/Linux, som Ubuntu er en udgave af.

Anvendelsesområder

Ved almindelig, såkaldt proprietær software indgår nogle ubehagelige begrænsninger i forbrugerens rettigheder, som vi næppe ville acceptere ved andre typer produkter, for eksempel, at

1. brugeren ikke ved, hvad hans computer gør og har ikke ret til at få det at vide.

2. brugeren ikke selv bestemmer, hvad hans computer gør og ikke gør

3. brugeren eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig af producentens nåde og barmhjertighed

4. brugeren ikke kan videregive programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af yderligere betaling.

I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri software bør bruges overalt, ikke mindst i undervisningssystemet og inden for den offentlige administration.

I undervisningssystemet gælder, at hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider mod det ideal om åbenhed og den frihed til at udforske verden og opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem.

Fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen tale eller forestilling om "piratkopiering".

Det mindste af det hele er næsten, at der er penge at spare - men det er der: Om vi skal tro erfaringerne fra udlandet, kan vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner spare millioner og atter millioner af kroner på software-licenser.

Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles spørgsmål til - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig og koster mange penge?

Inden for det offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte leverandører. Hvad nu, hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen?

Nok så vigtigt er spørgsmålet om demokratisk indsigt: Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores liv, må vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der understøtter og implementerer disse arbejdsgange.

Alternativet er nemlig skræmmende: Hvis selv den mest elementære, elektroniske infrastruktur - web-browsere, tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation - er omgærdet af hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer det en indhegning af brugeren, som er en større trussel, jo mere elektronisk samfundet bliver.

Fri software er ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at vi kan beholde et frit og åbent samfund i den elektroniske tidsalder, men på længere sigt er det en nødvendig forudsætning. Microsofts vision om en verden, hvor hver eneste hjem er forsynet med en PC med Microsoftprodukter, som brugerne ikke må pille i eller dele med deres venner uden at betale en gang til, er i sidste ende en vison om et teknokratisk diktatur, hvor den enkelte borger er umyndiggjort i sin interaktion med omverdenen.

Igen er det næsten det mindste af det hele, at der er penge at spare. Men det er der. Det franske gendarmeri sparede for eksempel 50 millioner euro bare på at flytte 90.000 brugere fra Microsoft Windows til Ubuntu. I hele Danmark kunne vi spare meget mere på en generel overgang til fri software i den offentlige forvaltning.

Ubuntu og fri software

Ubuntu er et fuldstændigt styresystem, som det står enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, billedbehandling (GIMP) og en række multimedieværktøjer – alt sammen fri software ligesom systemet selv.

Herudover er det muligt at downloade og installere mere end 20.000 programpakker, der udgør en fuldstændig, professionel IT-infrastruktur: Programmeringsværktøjer, webservere, databaser, applikationsservere, hjemmesidesystemer, grafiske programmer og meget mere.

Systemet kan uden videre bruges til at køre en web- eller databaseserver, men det kan også og ikke mindst bringes til at køre upåklageligt på en genbrugscomputer med helt ned til 128 megabyte RAM.

Hvor det tidligere krævede en højere datalogisk eksamen så meget som at overveje at installere et Linux-system på sin computer, er det i dag hurtigere og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere en af de mange Windows-varianter.

Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth stiftede under sine studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i 1999 lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign for 525 millioner dollars.

Efter at det i 2002 lykkedes ham at realisere en drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet, besluttede han at bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske undervisningssystem.

Shuttleworth er interesseret i alle initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste ende er målet at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig teknologi. Eftersom fri software udgør en fælles pulje til fri afbenyttelse for alle mennesker i hele verden, må det nødvendigvis have en vigtig rolle at spille, når vi taler om at forbedre de fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig teknologi.

Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal være fri til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden at betale for det."

Dette betyder, at Ubuntu som fri software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering af informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster hundrede dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for en Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det en økonomisk afsats, som almindelige mennesker er afksåret fra at nå i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind dollars om året.

Derimod kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer og Ubunu være hundrede procent "med" som fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion, systemudvikling.

Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og lovlig adgang til en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen let kunne have kostet hundredetusinder af kroner.

En vision for et demokratisk informationssamfund

Med Ubuntu-projektet og dets infrastruktur af frivillige er visionen om et frit og gratis system for alle rykket et betydeligt stykke nærmere.

Og det er en udvikling, som det er værd at holde øje med: Hvor alverdens organisationer og enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må bruge tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt, stiller fri software i princippet den bedste software i alle kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele verden.

Valget mellem fri og proprietær software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de skal bruge.

Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte" programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri software, hvor vi kan.

Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen - om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller vi ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage beslutningerne og holde de fattige ude.

Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri software ind så mange steder som muligt - ikke mindst på vore egne maskiner, i den offentlige administration og i undervisningssystemet. Med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.

Carsten Agger / permalink / 13.1.2010
Kilde: Modspil.dk, 11.11.2009

---

4.1.2010 | Den højreekstreme pærevælling

Af Amila Jasarevic

Ikke alle smiler i Smilets By. Nogle er mere til had, vold og hærværk - så længe det går ud over venstreorienterede eller etniske minoriteter, altså.

I august 2008 offentliggjorde Researchkollektivet Redox rapporten Smilets by - den højreekstreme bevægelses højborg. Rapporten kortlægger forbindelser og overlap mellem White Pride, Blood & Honour Denmark, Dansk Front, DNSB, Århus Mod Moskéen, Vederfølner, Dansk Folkeparti og andre grupperinger på den yderste højrefløj, først og fremmest i Århus. Der opremses en lang række tilfælde af hærværk og overfald, fx systematisk hærværk mod Enhedslistens lokaler i 2007/2008 og White Pride-medlemmers overfald mod en kun 14 år gammel iransk dreng.

Der er i rapporten flere andre absurde eksempler på højreekstremistiske "aktioner". For eksempel da der i marts 2007 blev sat ild til en palle med antiracistisk kampagnemateriale på NRGi Arena, AGF's hjemmebane. Brandattentatet støttedes offentligt af Dansk Front, og netværkets daværende talsperson, Kenneth Andersen, udtalte til MetroXpress: "Når nogen laver en kampagne mod racisme har man også lov til at lave en for. Jeg kan ikke se, at der er noget galt i at gøre det på den her måde, så længe man ikke er til fare for nogen. Det er en harmløs demonstration, hvis budskab jeg kun kan støtte". (?!?)

Selv husker jeg Kenneth Andersen for et af de mest absurde forsvar for racisme, jeg nogensinde har hørt i mit liv. I et interview bragt i Nyhedsavisen d. 24. oktober 2006 sagde han: "Ud fra et biologisk synspunkt er det ikke sundt at blande racer. I naturen blander racerne sig heller ikke. Man ser heller ikke en hund og en kat få børn sammen."

Det ville have været så fedt, hvis journalisten havde spurgt ham, hvor han havde været, dengang man i biologitimen havde gennemgået forskellen på arter og racer.

Redox-rapportens gennemgående pointe er, at White Pride er tæt forbundet med en lang række foreninger, der på papiret ser "pænere"  ud, og at de nævnte personer og foreninger alle er del af én stor højreekstrem bevægelse, der bare skifter ham, når det er fordelagtigt. Det betyder givetvis også, at foreningerne ikke har nogen politisk fremtid, idet de ændringer, der ville gøre dem politisk gangbare, ville forvandle dem alle sammen til - tja, DF.

Den politiske vold og hærværk rettet mod venstreorienterede og etniske minoriteter i Århus er blevet værre gennem de seneste år. En gruppe århusianere har derfor nu taget initiativ til kampagnen Good Night White Pride, der har som formål at sætte fokus på problemet med nazismen i Århus. Gennem demonstrationer, informationsmøder og generel tilstedeværelse i Århus og forstæderne vil gruppen skabe et grundlag for en fælles aktiv indsats mod White Pride og nazismen.

Kampagnens første større arrangement bliver en demonstration lørdag den 6. februar klokken 14 fra Rådhuspladsen i Århus. Ifølge projektantifa.dk er mere end 150 plakater allerede blevet hængt op og mobiliseringen vil fortsætte hele januar. Projektantifa.dk vil følge kampagnen tæt og vil i løbet af næste uge bringe et interview med aktivisterne bag kampagnen, så hold øje med siden.

Besøg kampagnens hjemmeside hvis du vil vide, hvordan du kan blive aktiv - kampagnen er åben for alle, der har lyst til at være med.

Amila Jasarevic / permalink / 4.1.2010
Kilde: Amila Bosnae, 3.1.2010

---

27.12.2009 | Personlig beretning fra 12. decembers anholdelser

Af Rasmus Underbjerg Pinnerup

Vi i Libertære Socialister (LS) - en nystiftet organisation med lokalafdelinger i fem større danske byer - havde længe planlagt at have en libertærsocialistisk blok til den store demonstration d. 12. december, og havde arbejdet på at arrangere den sammen med Syndikalistiska Ungdomsförbundet (Sverige) og Motmakt (Norge). Den store demonstration skulle gå fra Christiansborg Slotsplads kl. 13, men dér ville det være umuligt at finde hinanden, så vi havde aftalt at mødes på Kongens Nytorv kl. 12 og derfra gå samlet i optog til Christiansborg Slotsplads. Vi havde anmeldt vores demonstration i god tid til politiet og således opnået tilladelse, herunder til at medføre bannere, syndikalistiske faner og flyers.

Vi mødtes som aftalt - små 200 personer eller så - og turen til Christiansborg Slotsplads foregik uden noget at bemærke. Vi havde i en Christianiacykel medbragt kaffe og te, som vi delte ud til forfrosne mennesker, samt på forhånd designet og trykt en flyer med en beskrivelse af vores politik på dansk og engelsk, inkl. kontaktinfo m.m.

Vi havde endvidere udsendt en offentlig invitation til alle libertære socialister og lign. om at deltage i vores blok, hvori vi pointerede, at vi deltog som en del af den store, folkelige demonstration og at vi fungerede inden for dens fredelige demonstrationskodeks.

Efter nogen tid, sætter demonstrationen ud fra Christiansborg Slotsplads, og vi kommer godt undervejs. Der går allehånde organisationer side om side og der er generelt bare vildt mange mennesker. Da vi kommer fra Christianshavns Torv ud mod Christmas Møllers Plads har vi en eller anden trotskistisk organisation foran os, nogle Greenpeace/klimaaktivister samt Hare Krishna-folk til højre for os samt en større gruppe sortklædte folk bagved os. Jeg har senere læst i Politiken, at det var politiet selv, der havde forvist de sortklædte demonstranter fra Højbro Plads og sendt dem ind i bagenden af i den store, folkelige demonstration - hvorfor mon?

Vi havde tidligere - da vi stod på Christiansborg Slotsplads - joket med, at det gjaldt om at undgå alt for konfrontationssøgende elementer, der kunne være tiltrukket af vores lækre rød-sorte faner, og udtænkte sågar idéen til et spil: "Dodge the NTAC", hvor en Libertære Socialister-brik skulle forsøge at nå i mål, inden den blev indhentet af en NTAC-brik. Men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at politiet ville bære sig så vanvittigt ad, som det siden skete.

Nuvel, i et forsøg på at få lidt afstand til den større sortklædte gruppe bagtil, prøver vi at få større samling på vores libertærsocialistiske blok, og i den forbindelse går jeg rundt om vores blok og kommer helt op til forbanneret. På dette tidspunkt - netop efter, vi har passeret Christmas Møllers Plads - kommer der pludselig en masse personer bagfra løbende op ved siden af og igennem vores demo, ja, sågar gennem vores frontbannere. Vi stopper forvirrede op for at finde ud af, hvad der foregår, og straks efter kører der politivogne ind fra sidegader foran og bagved os i en såkaldt "knibtangsmanøvre", hvorved vi (samt omkringstående grupper) er lukket inde. Ironisk nok blev alle de sortklædte folk, der kom løbende bagfra, netop _ikke_ lukket inde sammen med os, idet de jo løb og derfor nåede at komme forbi den forreste sidegade, førend der blev lukket af. Fanget i "knibtangen" er således primært de folk, der stoppede forvirret op for at finde ud af, hvad der foregik. Hele vores libertærsocialistiske forening, der efter ca. et års forberedende arbejde blev stiftet på en kongres i Horsens i november, skulle ende med at blive anholdt sammen med vores norske og svenske venskabsorganisationer.

Efter at den første bestyrtelse havde lagt sig, tænkte vi, at det jo nok var en fejlslagen manøvre og at politiet hurtigt ville indse deres fejl og lade os gå. Vi var som sagt en lovligt anmeldt blok, der eksplicit havde indkaldt på basis af det fredelige, folkelige kodeks, og vi havde såvel flyers til uddeling og polititilladelse til fremvisning - ikke normalt størrelser, som diverse sorte blokke gør sig i. Men lige lidt hjalp det.

Vi blev indkranset af en kæde af politifolk fortil og bagtil, og der ventede vi på at kunne gå videre. Men tiden gik dog, uden at der syntes at ske noget særligt, så jeg henvendte mig til en politimand i kæden for at forklare vores situation og fremviste vores tilladelse med politiets logo på. Det tog han dog ingen videre notits af og kommanderede blot: "I skal sætte jer ned!", hvilket vi straks gjorde.

Der sad vi så. Og ventede, og ventede. Endelig forlød det, at politiet lukkede folk ud fortil i afspærringen, idet de visiterede dem enkeltvis og derefter lod dem fortsætte, og jeg snakkede med demo-anmelderen Troels, der foreslog, at vi lod Greenpeace-folkene og Hare Krishna komme igennem først, hvorefter vi kunne gå op bagefter. Det skulle dog ikke ske. I stedet holdt politiet op med at lukke folk ud, og begyndte at anholde fra den anden ende (ned mod pladsen). Vi sad stadig på jorden og frøs, og blev så hentet en efter en, fik vores hænder bundet på ryggen med "strips" og blev sat i "futtog" på den iskolde jord. Politiet gjorde tilsyneladende ingen forskel på folk, og såvel mindreårige som gamle damer blev bagbundet og sat på asfalten, ganske som også de glade, dansende Hare Krishna-folk i deres tynde gevandter fik samme behandling. Hvordan kunne nogen tro, at *de* var skyldige i hvad det end var, vi blev regnet for skyldige i, husker jeg, jeg tænkte.

Chokeret såvel som forfærdet over behandlingen sad vi så dér, medens futtogene voksede i en uendelighed. Mine - og mange andres - strips var spændt meget stramt, så jeg fik hurtigt smerter i håndleddene. Det blev kun værre af, at vi blev sat meget tæt sammen og ikke rigtig kunne rykke os på nogen måde eller bevæge hænderne. Folk var stadig ret vantro, tror jeg, og selv om der hørtes sporadiske klager, tog folk det meget passivt. Efterhånden som kulden og smerterne fra de skærende strips blev sværere og sværere at overse, begyndte folk dog at klage deres nød, ganske som der efterhånden var en del, der havde brug for at tisse.

Det var dog stort set nytteløst at gøre opmærksom på dette. De få betjente, der gik rundt blandt demonstranterne, overhørte de fleste bønner, medens mange af deres kolleger blot stod i grupper og hyggesnakkede eller smilende så til, medens folk led.

Vores Christiania-cykel med kaffe, te, flyers og tasker var blevet væltet over ende i al tumulten og lå nu ulåst på gaden. Min ven Emil bad flere gange politiet tage nøglen i hans lomme og låse cyklen men blev blot mødt med ligegyldighed. Efter en times tid kom der nonchalant en tilfældig forbipasserende og stjal cyklen (med personlige ejendele, tasker og lånte termokander) foran øjnene på os, men uden at vi kunne gøre noget.

Først da alle folk var blevet sat på jorden, kom der endelig en enkelt bus, der samlede nogle af de først anholdte op. Og vi troede, at vi nu snart kunne forlade den frosne asfalt, men det skulle vise sig falske forhåbninger. Efter den første bus var kørt af sted med en brøkdel af de anholdte, skete der nemlig ikke mere.

Vi ventede i timevis, medens stripsene skar sig ind i mit håndled og smerterne blev næsten uudholdelige. Ved siden af mig råbte folk på hjælp og folk besvimede, medens andre blev båret bort - med ansigtet tårevædet og fortrukket af smerte. Politiet sagde, at der ville komme busser "snart", men "snart" viste sig at være et mere end sædvanligt relativt begreb, idet vi sad mindst tre timer og rystede af kulde. I blokkene på hver side af vejen stod der folk i vinduerne og råbte ad politiet, at de da ikke kunne lade folk sidde og fryse på jorden sådan, men det tog de ikke nogen særlig notits af. Flere måtte tisse i bukserne, og jeg hørte en teenageknægt blive truet med fyrre dages fængsel af en betjent, hvilket ikke mindskede desperationen. Vi havde jo ikke gjort noget. Vi havde blot gået stille og fredeligt med i en lovlig og folkelig demonstration og var pludselig blevet løbet over ende. Hvad skulle vi da have gjort anderledes? Blevet hjemme? Men hvor er demokratiet så henne?

I anden time på asfalten var stemningen på asfalten mildt sagt desperat, og folk råbte af såvel smerte som vrede. På den anden side af afspærring spillede et venligsindet samba-band utrætteligt for os, medens folk råbte: "Let them go!", og på vores side svarede tusind stemmer: "Let us go! Let us go!". Lige lidt hjalp det dog, for der var ingen nåde - ingen selvstændig stillingtagen hos politiet, hvoraf dog nogle betjente nu var begyndt at gøre sporadiske forsøg på at løsne de strammeste strips og følge enkelte til toilettet. Min venstre arm værker stadig, som jeg skriver disse linjer, og jeg bliver mindet om min godmodige ven Anders, der græd af smerte, da de førte ham forbi mig. Imedens var en schæferhund sluppet løs og løb rundt og snerrede af de bagbundne demonstranter.

Stemningen blev ikke bedre, som mørket faldt på og temperaturen faldt yderligere, og igen og igen hørtes fællesråb som "LET US GO!", "THIS IS TORTURE!" og favoritten "THIS IS WHAT DEMOCRACY LOOKS LIKE!".

Endelig, efter tre timers lidelse, ydmygelse og kulde ankom der enkelte busser, og nogle flere folk blev læsset ind i dem, men der var alt for mange anholdte, og alt for få busser. På et tidspunkt kom turen dog til mig, og jeg blev sat ind i en bus af en uvenlig betjent, der holdt et fast greb om om min overarm.

I bussen sad vi stadig med strips på, og flere måtte sidde på gulvet. Bussen kørte afsted mod Valby, men der var stor forvirring i bussen; ikke mindst på grund af de mange tilrejsende, der ikke kendte den københavnske geografi. Ankommet til politiets improviserede detention i en hal i Valby gjorde bussen holdt i indkørslen og blev holdende. Der holdt mange busser, og vi var tydeligvis langt tilbage i køen. En person foran mig i bussen spurgte, hvor vi var, og en kvindelig betjent svarede ham, at det måtte han ikke få at vide, for det var hemmeligt. Vejskiltene havde dog på den mest undergravende facon sladret på vejen derud, og jeg kunne meddele ham, at vi befandt os på Retortvej i Valby.

Der sad vi så i bussen og ventede og ventede og ventede. Smerterne ved at have mine arme tæt fastlåst på ryggen var nu så store, at jeg ikke husker, hvornår jeg sidst har oplevet noget så smertefuldt. Mit forpinte ansigtsudtryk må have været slemt, for en betjent kom ned til mig for at spørge, om jeg var ok. Jeg forklarede ham om smerterne og deres årsag, men det var der ikke noget at gøre ved, sagde han. Hele tiden blev de ved med at sige, at det "snart" blev bedre, men dette "snart" viste sig igen og igen enten at være tomme løfter eller at lede til en situation, der ikke var mindre pinefuld.

Smerterne i mine arme blev værre, og på et tidspunkt måtte jeg bede om at få lov til at komme på toilettet. Jeg skulle egentlig ikke tisse, men det var eneste chance for at få en midlertidig pause fra smerterne, så jeg benyttede mig alligevel af muligheden. Det lettede - for en stund. Efter toiletbesøget gik den tilbage i bussen med stripsene på, hvor nogle nye betjente var kommet til, der højlydt drøftede de vanvittige autonome, der gik amok overalt i byen, og jeg spekulerede på, om samfundets ressourcer ikke var bedre brugt, om de var taget ud for at se på det i stedet for at straffe uskyldige i det søvnige Valby.

På et tidspunkt stiger der to betjente ind i bussens forende og går ned ad midtergangen, indtil en peger på mig og siger: "Du der! Har du legitimation på dig?", hvilket jeg svarer bekræftende på. "Kom med os ud!", siger han, og jeg bliver taget med ud af bussen og får (endelig!) mine strips klippet af. "Fortæl os, hvad der er sket", siger den ene, og jeg forklarer i korte rids baggrunden for anholdelsen som beskrevet ovenfor og viser dem mit udprint af den tilladelse, som politiet selv har udstedt. De virker lidt beklemte og den ene siger kammeratligt: "Ja, så skulle du jo nok ikke være blevet taget med. Det sker jo undertiden, at de forkerte fisk bliver fanget i nettet". "Ved du om andre, der var med i det samme som dig?", og jeg forklarer ham, at en stor del af flere busserne er fra samme fredelige blok, men det virker åbenbart for uoverskueligt for ham, så de fører mig i stedet ned til en udgang og siger, at nu må jeg gerne gå, og at de skam er kede af, hvad der er sket og at jeg jo evt. kan klage. De virker oprigtigt undskyldende og er tydeligvis af en mere menneskelig disposition end indsatsstyrkerne, der anholdt os. Efter tre timer på den frosne jord og fire-fem timer i stadig alvorligere smerter er jeg mildt sagt også "ked" af, hvad der er sket, og så vred over, at man gør den slags mod åbenlyst uskyldige, at ordet "klagesag" kun dårligt udtrykker mine følelser, men hvad skal man sige, så jeg siger farvel og drager af sted.

Nede ved busstoppet står nogle flinke folk fra en organisation ved navn "Anarchist Black Cross" og deler varm kaffe og te ud til de forfrosne løsladte, og jeg labber grådigt den varme væske i mig for at bedre min sygeligt lave kropstemperatur. Glad for at være et menneske igen står jeg lidt og snakker med dem, inden jeg går afsides for at ringe til mine med-anholdtes kærester m.m. for at oplyse dem om, hvad der er sket. Medens jeg ringer, ankommer politiet imidlertid til busstoppet i stort tal og omringer kaffefolkene, hvorefter de forviser dem fra stedet. Herfra trækker de hen til den nærtliggende S-togs-station, hvor de i stedet tager imod de løsladte og hjælper dem med varme drikke, mad og informationer om gratis retshjælp. Efter nogen tid bliver dette imidlertid også for meget for politiet, og de bliver skubbet videre op på S-togs-stationens perron. Herfra bliver de senere igen gennet ned på gaden, der efterfølgende bliver afspærret med politi-tape, så ABC-folkene med deres kaffe og retshjælp hverken kan komme til busstop eller S-togs-station og således er forhindret fra at yden nogen støtte til de forkomne frigivne. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvad årsagen til det skal være.

Ligeledes står det mig stadig som uforståeligt, hvorfor netop jeg blev plukket ud af bussen til tidlig løsladelse. Det kan næppe have haft noget med demotilladelsen at gøre, idet det nu var over tre timer siden, jeg havde vist den til en betjent, der i øvrigt var uinteresseret og hvis eneste svar var at beordre mig til at sætte mig ned. Mest sandsynligt virker det, at det skyldes, at jeg er lidt ældre end de fleste anholdte og hverken i påklædning eller adfærd "ligner" en "lømmel" og derfor modtager en mere human behandling end de mange teenagere i bussen, omend den overordnede oplevelse mere minder om tortur end om nogetsomhelst humant.

Det er i dag - søndag d. 13/12 - blevet oplyst, at politiet vælger at sigte tre af de ca. 1000 anholdte, der oplevede denne brutale behandling, måtte sidde i timevis på den frosne asfalt og ryste af kulde, skrige af smerte og pisse ned af sig selv? TRE!?! This is not what democracy looks like ...

Rasmus Underbjerg Pinnerup / permalink / 27.12.2009
Kilde: Indymedia Danmark, 13.12.2009

---

17.10.2009 | Giv os Danmarks natur tilbage

Af Carsten Agger

Jeg har nu det sidste års tid boet sådan semi-ude-på-landet, eller rettere sagt i en større landsby, hvorfra man let kan komme ud på landet, ligesom jeg i kraft af en forholdsvis ny cykel har al mulig lejlighed til at bevæge mig rundt i området.

Og det er da også så dejligt og idyllisk derude - man sku' altid bo på på landet, hvem ku' ønske andet. Er det ikke derude, mennesket egentlig hører til, ude i Guds smukke natur?

Ja, det lyder da i hvert fald godt, hvis man begynder at smægte over det. Men virkeligheden er desværre en ganske anden: Der er for det meste slet ikke særlig rart.

I stort set hele Danmark er der aldeles trøstesløst ude på landet: Endeløse, forgiftede marker med opreklameret svinefoder (byg) vekslende med hvede og raps; enkelte fritliggende huse ikke ældre end år 1900-1950, oftest i en nærmest ubegribeligt uskøn arkitektur; kæmpemæssige, industrielle landbrug udstyret med kornsiloer og gylletanke på størrelse med Amalienborg.



Hvad der måtte have været af natur findes muligvis stadig, ude omkring, men for det meste er det rullet tilbage i en sådan grad, at "dansk landskabsmaleri" for den kyniske kan forekomme at handle om at forevige vandpytten fra den ene vinkel, hvorfra man ikke kan se lossepladsen eller højspændingsledningerne.

De skove, der også findes rundt omkring, er stort set alle plantage snarere end naturskov og dermed for så vidt lige så kunstige som kornmarkerne. Hvad der findes af smukke, uberørte pletter har mere karakter af spredte frimærker, der både er og virker truet af det evigt fremtromlende kornhelvede.

Og dog behøvede det ikke at være sådan. Den, der bevæger sig gennem landet i tog, vil bemærke, at dette nogle gange bevæger sig gennem skove og enge, der nærmest kan have karakter af fortryllede landskaber - et sådant område kommer man for eksempel igennem mellem Vejle og Fredericia.



Det er fremskridtet, ville nogen sige. Landbruget har brug for plads, vi er mange mennesker, der skal spise, og vi har brug for maden.

Men det er ikke nogen naturlov, at landbruget skal fylde så meget i landskabet. Indtil de store landbrugsreformer i slutningen af det 18. århundrede var det danske landskab ikke præget af kornmarker, men af åbent land, hvor spredt krat vekslede med græsningsarealer fra de dengang overalt fritgående kreaturer.

Selvom der heller ikke dengang var megen egentlig "vild natur", skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget smukkere og mere indbydende landskabet alligevel har været, og hvor meget bedre vækst- og yngleforhold der har været for dyr og fugle, når landskabet heller ikke regelmæssigt blev forpestet med alskens gødnings- og giftstoffer.

Og det er derfor, jeg kalder dette indlæg "Giv os Danmark tilbage": Det kunne det blive igen.

Danmark er fundamentalt ikke et landbrugsland, det er et videns- og industriland, hvor små landbrug nærmest ikke eksisterer mere, og hvor de få tilbageværende drives efter rent industrielle principper.



Samtidig producerer disse få landbrugsindustrier mad nok til at brødføde ca. 14 millioner mennesker, hvoraf det meste eksporteres.

Her melder sig umiddelbart to tanker:

1. Der er ingen som helst grund til, at Danmark skal producere mad til mere end 5 millioner mennesker, og

2. Når landbruget er så produktivt, som det er, er der ingen som helst grund til, at man skal blive ved med at hælde gift og kunstgødning i jorden.

Mit forslag er med andre ord, at det danske naturlandskab retableres ved at reducere den danske landbrugsproduktion til en tredjedel, samtidig med at hele molevitten omlægges til økologisk produktion.

Problematisk, set fra et økonomisk perspektiv? Næppe. Danmark er et rigt land, og er som sagt langt mere et videns- og industrisamfund end det er et landbrugssamfund. Vi har brug for mad i munden, men vi har ikke brug for landbrugseksporten.

Problematisk at omlægge til ren økologisk produktion, fra et jordbrugsperspektiv? Formentlig heller ikke. Økologisk jordbrug kan i dag drives med en effektivitet, der nærmer sig 80-90% af det, man kender fra det traditionelle, sprøjte- og giftbefængte.

Danmark kan stimulere denne effektivitet ved at forske i økologiske jordbrugsmetoder, og denne viden kan vi eksportere til andre af verdens lande.



Selvfølgelig skulle man ikke forbyde folk at drive landbrug eller tvinge ejerne af de allestedsnærværende kornmarker til at gøre noget som helst andet med jorden, end de selv har lyst til. Men så drastiske midler vil det heller ikke være nødvendigt at ty til .

Et lovkrav om, at alt erhvervsmæssigt landbrug skal omlægges til økologisk drift i løbet af en fem-års-periode kombineret med kraftige økonomiske tilskud til permanent braklægning skulle kunne gøre det.

Efterhånden som landbrugsjorden går af brug, kan staten opkøbe dem og udlægge dem som naturarealer til gavn for alle, og nogle steder kunne man som i det gamle åbne land tillade græsning af kvæg.

Og i løbet af 40-50 år kunne vi atter få et landskab, som det er værd at leve og være i. De få og små åndehuller, man heldigvis stadig kan finde, ville være bredt ud, så de let kunne findes over det meste af landet. Det i sig selv skulle rigeligt være investeringen værd.

Carsten Agger / permalink / 17.10.2009
Kilde: Modspil.dk, 26.9.2009

---

27.9.2009 | Breaking the Silence

Af Gry Waagner Falkenstrøm

Tusindvis af unge israelere aftjener hvert år deres værnepligt på Vestbredden. De er efter sigende med til at sikre Israels sikkerhed, og deres bedrifter opfattes oftest som heltemodige. Men ikke mange lytter til soldaternes historier om vold og magtmisbrug, og få interesserer sig for at høre, hvordan det føles at smide en familie fra hus og hjem eller være vidne til bosætteres daglige chikane af deres palæstinensiske naboer. En gruppe tidligere soldater har besluttet sig for at gøre noget på egen hånd og derfor stiftet organisationen Breaking the Silence - et projekt, som ikke alle sætter lige stor pris på. En tur til Hebron på Vestbredden taler sit eget tydelige sprog.

Breaking the Silence

Fakta: Breaking the Silence: Den israelske organisation Breaking the Silence blev stiftet i 2004 af tidligere israelske soldater. Soldaterne ønskede at bryde den tavshed, de oplevede, da de vendte hjem fra deres værnepligt, og tvinge det israelske samfund til at holde op med at vende det blinde øje til den virkelighed, de havde været en del af. Organisationens formål er at oplyse om israelske soldaters overgreb mod palæstinensere samt korruptionen i det israelske militær. Dette opnås ved at indsamle og udgive vidneudsagn fra hundredvis af soldater, der har udtjent deres værnepligt på Vestbredden eller i Gaza, primært under Den anden Intifada eller under Operation Cast Lead i Gaza 2009. Organisationen arrangerer også foredrag og guidede ture til Hebron for offentligheden. Soldaterne kræver, at Israel skal stå til regnskab for de militære aktioner i De besatte Territorier udført af dem selv og i deres navn. I den forbindelse vil de støtte oprettelsen af en uafhængig offentlig inspektionskommité, der kan muliggøre en ansvarlig afsløring og undersøgelse af facts. Vidneudsagn, fotos, videoer og yderligere information kan findes på organisationens hjemmeside www.breakingthesilence.org.il

I den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden, ca. 30 km syd for Jerusalem, handler naboskabskonflikter ikke bare om hvis græsslåmaskine, der larmer mest, eller hvis tur det er til at klippe oversiden af hækken. Palæstinensere og israelske bosættere har i årevis delt denne hellige by, og selvom der nu er ca. 2500 private sikkerhedsvagter til at beskytte de omkring 800 bosættere, er situationen ikke blevet bedre – tværtimod.

Mandag d. 27/7 -09 Hebron, Vestbredden

"Det eneste vi vil er at vise folk, hvad der foregår." Ilan, 27, er en tidligere israelsk udstationeret "machinegunner" i Hebron og medstifter af organisationen Breaking the Silence, der siden 2004 har interviewet tidligere israelske soldater og udgivet deres vidneudsagn om hændelser og overgreb, de selv har udført under deres værnepligt. Jeg er med på en af organisationens ture til den centrale del af den Hebron, der, som den eneste by på Vestbredden, har israelske bosættelser direkte i bycentrum, og hvor Ilan udtjente en del af sin værnepligt. Imellem han skiftevis snakker i telefon med det israelske politi og militær, viser han os de mange store blokke, der spærrer vejene og gør det umuligt for almindelige palæstinensere at bruge deres biler. Bussen holder et stykke udenfor byen, og vi venter på den politieskorte, der skal følge os rundt og garantere vores sikkerhed, efter at en af organisationens grupper et par år tilbage blev overfaldet af israelske 'settlers' (bosættere). Ilan beretter også om, hvordan han sammen med andre grupper ofte har måttet lægge øre til mordtrusler og skældsord som "løgner" og "forræder" samt det, der er meget værre.

"Folk skal vide, hvad der sker her"

Vi kører videre forbi den store bosættelse Qiryat Arba og ind i centrum. Der forlader vi bussen og samler os i en gruppe omgivet af politimændene, passerer en privat israelsk arkæologisk udgravning og bliver lukket ind gennem en jernlåge længere oppe ad gaden. Vi er på besøg hos Issa' Amru, en palæstinensisk borger i Hebron og en af Ilans gode venner og samarbejdspartnere i oplysningsarbejdet, der ivrigt tegner et portræt af indbyggernes umulige hverdag. Der er nok af personlige historier til at underbygge med; den unge palæstinensiske mand, der blev tvunget af israelske soldater til at sidde på hug i solen, en 16-årig der blev banket. Den palæstinensiske kvinde der blev sparket af en soldat på gaden, en anden kvinde der blev nødsaget til at føde ved et tjeckpoint. Forskelsbehandling af palæstinensere og bosættere fra politiets side. Bosætternes daglige chikane af deres palæstinensiske naboer til de på et tidspunkt er tvunget til at flytte fra deres hjem. Den ødelæggende virkning, som checkpoints og muren har på almindelige palæstinenseres muligheder for at leve et normalt liv med landbrug, handel, uddannelse og job i andre dele af Vestbredden. "Folk skal vide, hvad der sker. Vi filmer de fleste konkrete episoder, og så håber vi på, at så mange som muligt ser de videoer, vi lægger ind på Youtube. Vi er desperate, men det er det eneste, vi kan gøre. Vi afleverer tit vores bånd til politiet, men jeg tager altid en kopi inden, for jeg ved godt, hvor de bånd havner".

Ilan supplerer: "Problemet er, at det er det lokale politi, der har beføjelserne. Vi soldater fungerer mere som en buffer mellem palæstinensere og bosætterne. Og det lokale politi er bosætternes politi. Dengang jeg tjente her (8 mdr. 2002-2003), var det ikke lovligt for os at arrestere bosættere. Det var jo dem, vi var her for at beskytte, så vi kunne ikke stille noget op overfor den vold de udførte."

En spøgelsesby

Militæret ringer flere gange til Ilan for at få os til at skynde os videre. Vi forlader huset gennem porten og fortsætter ned ad gaden. Mellem to huse, hvor vejen engang har gået, er nu bygget et checkpoint, der virker som en lille men tæt dæmning mellem de to bygninger. To palæstinensiske kvinder i lange gevandter går snakkende og tydeligt stedkendte ind i den baraklignende bygning for at vise id-kort og få adgang til en anden del af byen. En ung soldat står udenfor med et gevær og holder øje med vores gruppe. Den tomme gade, vi bevæger os ned af, ligner en hver anden forretningsgade med butikker på hver sin side. Forskellen er bare, at disse huse er lukkede med jernskodder, og dette endda en mandag formiddag, hver og én ekstra forseglede med små jernbomme, der skal beskytte de tidligere butikker fra at blive smadret eller plyndret. Det tidligere palæstinensiske kommercielle handelscentrum ligner i sandhed en spøgelsesby.

Vinduerne på første sal og mange altaner er beskyttet af gitre, som danner små bure, og i det stadig fungerende marked et andet sted i byen er hele gaden overdækket med ståltrådsnet, der skal beskytte mod skrald, sten og andet, som bosættere smider ned.

Mere end 77% af forretningerne og 42% af lejlighederne i det centrale Hebron er blevet forladt, langt de fleste under Den anden Intifada, den store palæstinensiske opstand der startede i 2000. Herefter blev det bl.a. også forbudt for palæstinensere at færdes på hovedgaden, dog har et par familier, der bor i gaden, senere hen fået tilladelse til at gå der. Det er nemlig ikke alle familier, der har råd til at flytte, og her og mange andre steder på Vestbredden er mange folk flygtninge i deres egen hjemby. Ilan fortæller, at der hver eneste gang, han besøger Hebron, er sket noget nyt; nye vejspærringer, nye huse der er blevet forladt eller nye militærposter, der er opsat et nyt strategisk sted i byen.

Militærbaser og techno bøn

Længere oppe ad gaden stopper vi, og Ilan peger ned ad en sidegade med et lukket marked for enden, der er blevet spærret af en solid betonbarrikade, mod et hus tildækket med camouflagenet.

"Det kunne ske, at en højtstående i militæret udpegede et eller andet tilfældigt hus af betydning. Næste dag bankede soldater på den palæstinensiske families dør og bad dem forlade huset uden varsel. Det hus dér var vores base. Vi smed ikke familien ud, men befandt os på taget, som var et vigtigt udsigtspunkt. Familien måtte bare finde sig i at have os soldater rendende op og ned af deres trapper og ind og ud af deres dagligstue. En dag forsvandt de af sig selv. Ingen af os bekymrede os om, hvor de var taget hen. Nu var det jo vores base."

Længere henne er en anden vej spærret på samme måde og med en masse pigtråd rullet omkring. En minaret titter frem bag et af husene, og Ilan peger: "Den moské der blev også besat af en gruppe soldater. Der er jo bøn fem gange om dagen fra minareten, og det er sådan et bånd, der bliver sat på. Nogle af soldaterne syntes, de var pisse sjove, så en dag satte de hård technomusik på i stedet for. Det kunne muslimerne jo bare ligesom ikke se det vildt sjove i".

Når din officer siger "skyd"

"Det er næsten umuligt at begribe, men alt, hvad der foregår her, kan retfærdiggøres under påskud af Israels sikkerhed. Når man kommer som ung ny værnepligtig, der lige er blevet færdig med skolen, er man totalt fanget i spillet. Der er så meget had. Vi er uddannede til at hade. Og når din officer siger "skyd", så skyder du. Når han siger "ryd det hus", så rydder du det hus. Når du har uniformen på, så tænker du ikke over, at det er rigtige menneskers liv, du er i færd med at ødelægge. Med geværet ved din side behøver du ikke tænke over, om du har ret til den magt, du benytter dig af, så hvis en palæstinenser ikke er fuldstændig samarbejdsvillig, har du selvfølgelig ret til at straffe ham for det."

Vi når enden af den spærrede hovedgade, passerer enkelte åbne butikker og flere lukkede med davidsstjerne på jernskodderne og patruljerende soldater ved endnu en militærbase. Vi kommer ud fra de smallere gader og står nu på en åben plads, hvor flere veje mødes. Midt i det hele er et udsigtstårn placeret, og flere soldater står vagt på hvert sit hjørne. "Her var jeg sidste del af min værnepligt. På det tidspunkt kendte jeg Hebron ud og ind. Det skete ikke på én dag, men langsomt begyndte det at gå op for mig, hvad det egentlig var, der foregik. Regeringen legitimerer hele tiden besættelsen af de palæstinensiske områder i sikkerhedens navn. Men de ting, der foregår her, har intet at gøre med vores nationale sikkerhed. Vi er her for at beskytte bosætterne.

Syg virkelighed

En dag mod enden af min værnepligt erfarede jeg for alvor, hvor sygt det er. Det var under en af de store jødiske helligdage, og vi stod vagt på pladsen her. Alle jøderne festede i gaden med musik og det hele, og der var udgangsforbud for palæstinenserne. Men en ung palæstinenser var alligevel gået ud fra den port deroppe. Han havde et skarpt stykke glas bundet om hånden og prøvede at dræbe en soldat med det. Han blev lynhurtigt slået ned. En af de andre soldater skød ham på nært hold, mange gange. Jeg og nogle af mine venner kom løbende til, og vi prøvede at redde ham. Men så var det, at bosætterne havde fundet ud af, hvad der var sket, og de prøvede at få os væk fra ham og råbte, hvad fanden vi havde gang i. Da det ikke lykkedes, og vi stadig prøvede at redde fyren, angreb de os. De skubbede på os fra alle sider og maste os ned i ham, for på den måde at slå ham endeligt ihjel. Vi væltede rundt, og der var blod overalt. Efter lidt tid kom en ambulance og tog fyren med. Han var død for længst. Jeg kan huske, vi satte os under det træ og prøvede at vaske noget af blodet af os. Ude på vejen lå der en kæmpe blodpøl, og vi soldater, der havde prøvet at hjælpe, havde blod overalt. Efterfølgende hentede nogle af bosætterne musikanlægget fra festen, og så begyndte de hujende at danse rundt om blodpølen. Der tænkte jeg, hvad fanden laver du her. Hvordan kan virkeligheden være så sådan her? Det var så sygt! "

Forrædere!

En gruppe jøder passerer forbi os, mens Ilan fortæller. De er nemme at identificere på de religiøse hatte, kippaerne. En mand tiltaler Ilan på hebræisk. "Hvad sagde han?". "Han ved godt, hvad jeg laver her, og han spurgte mig, hvorfor jeg arbejder mod militæret. Det er sådan de ser os, som forrædere."

Det er ikke kun af bosætterne på Vestbredden at Ilan og hans organisation er blevet modtaget på denne vis. "Efter vores værnepligt besluttede jeg og nogle af mine kammerater os for at lave en stor fotoudstilling i Tel Aviv for at vise det andet, og mere uglorificerede, billede af vores hverdag som soldater. Som værnepligtig bliver du opfattet som en helt og en beskytter, men der er ingen til at lytte til dig bagefter og bearbejde de forfærdelige ting, du har gjort."

På samme måde er det heller ikke nemt at være militærnægter i Israel. De seneste år er det noget, unge oftere overvejer, men da Ilan blev indkaldt, var det en sjældenhed og ikke noget, nogen af hans venner så meget som tænkte på. Mange militærfolk fordømmer offentligt denne tendens, og det er da heller ikke nemt.

Militærnægtere bliver sat fri efter et kort ophold i militærfængsel, men det kan være svært at få arbejde bagefter, da mange i samfundet vil være uforstående eller mistroiske. IDF (Israeli Defence Forces) er ikke bare af militær vigtighed for Israel, det spiller også en meget stor social og samfundsmæssig rolle. Næsten alle borgere har aftjent værnepligt, der er 36 måneder for mænd og 21 for kvinder, og de indkaldes ligeledes op til en måned om året, indtil de fylder 43. Derved fungerer hæren som en utroligt samlende national institution, der ikke kun sikrer statens beståen udadtil, men også styrker båndene indadtil i et land med så stor demografisk variation som Israel. Hele nationen er praktisk talt en del af militæret, og derfor er de problematikker, som Ilan og hans venner belyser, utroligt følsomme.

"Så det er klart, at vores billeder provokerede. Mange folk viste stor foragt, og vi blev også straks arresteret og forhørt. Men vi fortsætter vores arbejde, for det er jo ikke, fordi lederne af IDF selv sætter fokus på den anden side af soldaternes virkelighed. Og hvad er det værste, de kan gøre? Sætte mig i fængsel? Jeg har allerede været der 3 gange."

"Det hårdeste er nok nogle af reaktionerne fra min egen familie og mange af mine venner. De kan ikke forstå, hvorfor vi gør alt det her mod Israel. Hvorfor vi arbejder mod vores eget folk, vores egen sikkerhed. Det har især ikke været nemt med en bedstefar, der er holocaust-overlever og har følt mit arbejde som et angreb på Israels eksistensberettigelse. Men det kunne ikke være mere forkert, for jeg elsker mit land!"

Apartheidstat og tredje intifada

"Det er ikke fordi, vi i Breaking the Silence er naive og ikke erkender aggressionerne fra palæstinenserne, for vi har om nogen set en masse vold fra den side også. En gang lykkedes det os at stoppe en bilbombe, da vi fandt en metalbeholder med sprængstof i bagagerummet af en bil, så i nogle henseender lykkedes vores opgaver som værnepligtige. Men separationspolitikken har aldrig hjulpet på palæstinensisk vold. Den medvirker tværtimod til at forværre situationen, så jeg tror det eneste, der kan hjælpe på spændingerne og sikkerheden her, er skridt for skridt at gøre en ende på denne apartheidstat og gøre det mere demokratisk. For som det ser ud nu, tror jeg kun, det er et spørgsmål om tid, inden den tredje intifada begynder."

Få timer senere er jeg igen tilbage på anden side af muren, i den "vestlige" verden med alle de friheder og adspredelser, man her nyder og tager som en selvfølgelig del af hverdagen. Her kan det tage under ét minut at glemme konflikterne i Hebron, men Ilan og hans kammerater i Breaking the Silence vil fortsætte med at sætte fokus på realiteterne for både palæstinensere og værnepligtige i Gaza og på Vestbredden. Folk skal, efter deres mening, have hele sandheden og ikke blot den, som Israels ledere synes passer bedst ind i den nationale hymne.

Gry Waagner Falkenstrøm / permalink
Kilde: Faklen.dk, 27.9.2009

---

5.9.2009 | Truslen fra højrepopulismen

Af Curt Sørensen

Gennem de sidste 20-30 år er en stribe af højreradikale og højrepopulistiske partier vokset frem i en række europæiske lande. Der kan her identificeres en række fælles træk, såsom fjendtligheden mod etniske minoriteter, den radikale nationalisme og den populistiske politiske stil. Partierne er dog også indbyrdes noget forskellige. Dansk Folkeparti henregnes normalt i forskningen til denne gruppe af partier, selvom der også her kan konstateres et nationalt særpræg.

DF har i hele sit forløb for det første udfoldet en efter danske forhold ekstrem politisk retorik mod ’de fremmede’. DF har her først og fremmest angrebet deres religion, men også hele deres civilisation og historie. I DF politikernes optik har Alhambra aldrig eksisteret, araberne byggede aldrig vandingsanlæg og de genopdagede aldrig Aristoteles. Hvor utroligt det end lyder, så har DF-politikerne i det moderne Danmark med held kunnet gennemføre en politisk mobilisering ved at appelere til fordomme, xenophobi og gamle religiøse klichéer. Den politiske retorik har været grov og hadefuld, men den har virket.

Dertil kommer, at DF’s demokratiforståelse er problematisk. DF er ganske vist ikke, som det fremtræder i dagens Danmark, et fascistisk parti som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til ’det danske demokrati’ og det har ikke noget SA som det sender ud i gaderne. Det behøver det heller ikke med den magtposition og den medieforkælelse, som partiet allerede har opnået.

DF opfatter tydeligvis demokrati som et majoritetsvælde styret af DF. Der er ingen respekt for afvigende meninger og kritiske holdninger. DF har krævet forskere afskediget fra deres stillinger og hele institutter nedlagt fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har sikret bevillinger til personer og institutter, som man regner med kan levere forskningsresultater, der er skræddersyet til DF-politikernes ideologiske formål. Det har åbent antastet en tidligere højtstående PET-medarbejders ytringsfrihed og offentligt beklikket en forfatningseksperts kompetence, blot fordi de udtalte sig på tværs af partiets linje. Søren Espersen har offentligt kritiseret TV-serier som ’Matador’, ’Krøniken’ eller ’Livvagterne’, fordi de ikke passer ind i DF’s verdensanskuelse, og Pia Kjærsgaard vil have en anden og politisk styret kunst.

Tilbagevendende antaster partiet magtens tredeling, et grundprincip i den demokratiske retsstat. DF-politikerne antaster pluralisme, ytringsfrihed (medmindre denne skal bruges til at praktisere hate speech), mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstaten, samt fri og uafhængig forskning og kulturliv, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret.

Den mest fatale demokrati-brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det er ikke mindst her man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft, renset for påståede u-nationale og racefremmede elementer var det centrale element i bevægelsernes ideologi og praksis.

Det er dette parti, denne politiske ideologi, denne politiske retorik og den type politikere, som Anders Fogh Rasmussen i sit spil om magten trak ind i den politiske varme og gjorde til et grundlag for sin regering, og som fortsat er et grundlag for VK-regeringen og med en stadig voksende indflydelse, også ideologisk.

Mange fra Meier Carlsen til Rune Lykkeberg, for slet ikke at tale om mainstream statskundskaben, fremstiller dette som et harmløst fænomen: DF artikulerer jo blot en kulturel underklasses protest mod kultureliten og de tidligere magthavere. Problemet her er for det første, at teorien og begrebet om en ’kulturel overklasse’ foretager en vægtning af samfundsmæssige og politiske magtrelationer, der er helt grotesk. Samtidig blokerer tesen for en dyberegående erkendelse og adækvat analyse af de store problemer, der faktisk plager de udviklede lande i dag, f.eks. netop problemet med den sociale solidaritet, problemet med demokratiets fremadskridende forfald og truslen fra den nye højre-populisme.

En anden akse i diskussionen er spørgsmålet om ’værdikamp’. Men hvad er det egentlig for værdier, vi faktisk har, og som er dominerende? Det er egoisme, grådighed og forbrugerisme. Det traditionelle samfunds værdier er for længst blevet undergravet først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og kommercialisering af alle livsforhold.

Den begyndende opløsning af den sociale orden, den svækkede sammenholdskraft og den øgede ustabilitet skaber så endnu en gang i Europas udviklingshistorie en længsel efter orden, fællesskab og identitet, en identitet og en mening, der i en perverteret form tilbydes af den nye højrepopulisme som et ’fællesskab’ og en ’identitet’, der fremkommer gennem den negative afgrænsning overfor ’de andre’. Der er her sat en proces i gang som er overlejret og forstærket af demokratiets krise.

Også vores politik er nemlig blevet forvandlet. Som påvist af den norske magtudredning er demokratiet ved at ’forvitre’. Selv i rodfæstede demokratier som de skandinaviske er denne proces vidt fremskreden. De store folkelige bevægelser for demokratisk deltagelse og den klassiske demokratiske politiske kultur er forsvundet. I stedet er trådt det, som Tim Knudsen kalder et ’markedsdemokrati’, hvor atomiserede forbrugere kan vælge mellem de varer, som de konkurrerende politiske firmaer udbyder under overdådig udfoldelse af reklamer og spin.

Den genuine demokratiske deltagelse og den demokratiske medborger er væk, og politikerne er blevet forvandlede til magtens professionelle teknokrater og kræmmere. Hele det politiske system er blevet mere labilt og den nye højrepopulismes demagoger er her som fisk i vandet. Højrepopulismens livsbetingelse er den krakelerede sociale orden, det svækkede demokrati og den forsvundne demokratiske medborgerkultur.

Men højrepopulismen har også kunnet mobilisere en social protest i kraft af den socialdemokratiske arbejderbevægelses svækkelse. Dennes mobiliseringskraft blev svækket af kapitalismens destruktion af bevægelsens klassiske værdier og kultur, af hele den demokratiske infrastruktur, samt udviklingen af den kolde krig. Men herved gik også en hovedkraft for demokrati til grunde. Dette gælder ikke mindst i Skandinavien.

Den sociale frustration søger i stedet i vid udstrækning over i den nye højrepopulisme. Lige så stille, lidt efter lidt, er højreradikalismen nemlig igen blevet legitim. Højreautoritære, fascistiske og nazistiske holdninger, opfattelser og bevægelser havde været utroligt stærke i mellemkrigsårenes Europa og videre frem til vendepunktet i verdenskrigen, men led midlertidigt en tilbagegang efter 2. verdenskrig. I dag er det anderledes. Generelt er det i dagens Europa ikke så slemt at være højreradikal, som det var i 1945.

Højrepopulismens magtlystne politikere fik endelig også forærende et nyt mobiliseringsgrundlag frembragt af de af globaliseringen, den globale økonomiske ulighed, krige rundt omkring, og nye flygtningestrømme skabte problemer: De så her et nyt hadobjekt. En politisk agitation og hate speech, der rettede sig mod ’de fremmede’ og mobiliserede på et sådant grundlag, samtidig med at man oprullede billedet af en dødelig trussel mod de vestlige lande, kunne for dem åbne et politisk rum og måske endda vejen til magten.

Hele denne udvikling er så farlig, fordi civilisationens fernis er så tynd. Urgamle instinkter for vold, agression og tilintetgørelse vækkes let til live. Som den tidligere KZ-fange Primo Levi har udtrykt det: ”Den opfattelse at enhver fremmed er en fjende ligger dybt begravet i alle som en latent infektion og dens yderste konsekvens er koncentrationslejren.”

Den sociale orden er ved at gå i opløsning, demokratiet er i en proces af forvitring, og den nye højrepopulisme er måske slet ikke noget harmløst fænomen, men en blanding af noget gammelt og foruroligende bekendt og noget nyt og uheldsvangert, en mulig proto-fascisme, men model det 21 århundrede.

Curt Sørensen / permalink / 25.8.2009
Kilde: Information, 4.9.2009

---

25.8.2009 | Modstandsbevægelsen mod DF's besættelse

Af Dana og Danmarks Løver m.fl.

Kronik af Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver

Vi har sovet længe nok, og vi har været tavse længe nok. Men vi har set og hørt det hele. Vi er en broget forsamling med vidt forskellige tanker og ideer, men der er iagttagelser, vi ikke kan tie om længere, og som vi har valgt at udtrykke i fællesskab:

Landet stander i våde! Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som "gøgeunger", "svin" og "snyltere", og vi har set deres religion blive stemplet som "pest", "alt-ædende had" og "ondskab". Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende 'fejlcitatet', at "de fremmede formerer sig som rotter", når hun nu 'blot' havde sagt, at "de fremmede formerer sig som kaniner". Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.

Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!

Vi er oprigtig talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen - ikke i vort land. Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør? Hvilke af vore brave landsmænd og -kvinder er det, som intet har lært af historien? Hvad blev der af at udtrykke sig med "mildhed i mælet, som et menneske skal," sådan som allerede gamle Bjovulf mindede magthavere om?

Vi ser måbende til, hvorledes vort land kidnappes af et parti, der minder om H.C. Andersens "der groer Chikanen! Chikanen!", og som bedst karakteriseres af de profetiske ord af endnu en af vore venner, Jens Baggesen: "Denne negative Patriotismus! Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk - hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!"

Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som "nazisme", kaldt indvandrere for "besættere" og muslimske kvinders hovedtørklæder for "hagekors". Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930'ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.

Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at "trække nazikortet", og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

En journalist, der kom for skade at kalde partiet for "nationalsocialister", skal derfor fyres på stedet, hvis det står til Søren Espersen. Står det til Pia Kjærsgaard, skal Justitsministeriet efterforske den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, som har vovet at kritisere partiets terrorpolitik. Mønsteret bliver tydeligere og tydeligere: Staten, forskerne og kunstnerne skal helst lystre Dansk Folkeparti, ligesom Dansk Folkeparti lystrer Pia Kjærsgaard.

Kæft, trit og ensretning.

Og som oplæg til kravet om at komme i regering og sætte sig tungt på dansk kulturpolitik har Pia Kjærsgaard senest bedyret, at hun "kaster op over Klaus Rifbjerg & Co."

Vi er trætte af at se vort land smurt ind i Kjærsgaards opkast, der dagligt siver ned over spalterne i landets aviser og får luksuslancering i TV-Avisen og TV2 Nyhederne.

Vi er trætte af at se Pia Kjærsgaard marchere gennem medieverdenen som enevældig majestæt, der truer Hjemmeværnets øverstbefalende til lydighed, ministre til følgagtighed og kritikere til tavshed. Vi er trætte af hendes sorte skole og dens smagsdommeri, der tilsviner eksperter, hvis ekspertise hun er for arrogant til at respektere, og som foragter kunst, der ikke lever ned til et påtaget rindalistisk mediestunt. Vi er trætte af hendes konformitet og kynisme, der dæmoniserer og sygeliggør mindretal med 'forkert' tro, herkomst og seksualitet.

Men vi er først og fremmest trætte af de mange politikeres medløberi, som giver hende al denne magt i stedet for at trække en linje i sandet og fastlå, at nok er mere end nok. Og vi er hamrende trætte af alle dem, der bukker og skraber, så snart Pia Kjærsgaard viser sin smækfornærmede mine over det mindste kritiske pip.

Vi har fået nok af mikrofonholdere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål, men serverer partiets foragt for ildestedte medborgere lige så uskyldigt som dagens vejrudsigt. Vi har fået nok af kommentatorers kujoneri og mediebossers berøringsangst, der har tabuiseret den enkle sandhed, at Dansk Folkeparti er den største trussel mod Danmark og Danmarks sammenhængskraft.

*

Ledelsen i Dansk Folkeparti fungerer som et enerådigt kommunistisk politbureau i efterkrigstidens mest autoritære og centralistiske parti og er også af den grund den mest udanske magtfaktor, som Christiansborg har lagt taburetter til i mere end et halvt århundrede.

Dansk Folkepartis selektive danskhed er en destruktiv danskhed, der er al anden danskheds fjende: Bibliotekslukning efter bibliotekslukning har amputeret den fri adgang til Danmarks litteraturarv, og sjældent er der blevet skidt så højt og bredt på Danmarks naturværdier - måske det mest danske, vi overhovedet har - efter at Dansk Folkeparti har besat magtens korridorer i 2001. Sågar modstandsbevægelsens arv har partiet misbrugt og forvansket i magtfuldkommenhedens og propagandaens tjeneste.

Men en modstandsbevægelse kan selvfølgelig ikke være en del af den herskende magtelite, ligesom en modstandsbevægelse altid må være en David i opposition til en Goliat.

Dagens Goliat er Dansk Folkeparti, der aldrig har været og aldrig nogen sinde bliver danskernes, danskhedens eller Danmarks stemme. Over halvdelen af befolkningen mener, at samarbejdet med partiet ligefrem skader Danmarks omdømme (Gallup 2006), og kun tyve procent ønsker at se Dansk Folkeparti som regeringsparti (Catinét 2009). Nationalsangen minder os om hvorfor: "Den danskes ånd" er den, der "hader fordoms lænker" og er "kold for spot", som det hedder om vort yndige land - men er dét Dansk Folkepartis ånd?

Nej, Dansk Folkeparti er besættelsesmagten; vi er modstandsbevægelsen. Enhver, der aktivt protesterer imod Kjærsgaards forlorne danskhedsindustri og hendes neonationalistiske korrekthed er en del af modstandsbevægelsen. Enhver, der gør op med berøringsangsten og afviser den apatiske bagatellisering af Dansk Folkepartis svøbe, er en del af modstandsbevægelsen.

Vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti med de skarpeste ord, ikke ved at se "gøgeunger" eller "rotter" blandt vore medmennesker, hvad enten vi bryder os om dem eller ej. Der er heller ingen "kaniner" eller "sjakaler" i Danmarks rigsvåben, men derimod løver og hjerter - så hvad er vel mere dansk end selv at være løver med hjerter, og hvad er mere udansk end at beskylde andre for at være skadedyr og pest?

Men vi tror på, at også dem, der skaber syndebukke af befolkningsmindretal, inderst inde og hver for sig er mere selvstændige og omgængelige, end deres flokmentalitet gør dem til - også i Dansk Folkeparti. På tomandshånd er ingen tilnærmelsesvis så frygtsomme og fordomsfulde eller truende og foragtende, som når kadaverdisciplinen overtager under lederen i et topstyret parti, eller når man kun orienterer sig efter røven af den, der marcherer umiddelbart foran.

Vi ville ønske, at advarslen fra vor gode ven, B.S. Ingemann, også blev forstået i dag, hvor tidsånden desværre er vendt tilbage, men forfølgelsen blot gælder en anden gruppe: "Det har ærgret mig, at Københavnerne har efterabet den tyske pøbel med jødeforfølgelse."

Vi istemmer Aladdins erindring om, hvorledes "Nordens Kraft" også har godt af "Østens Ild", ligesom blomsten "til Solen trænger" for at "forædle Slægten, varme den", som vor gode ven, Oehlenschläger, skrev i prologen til en af perlerne i vor arv.

Danmark trænger atter til mere menneskeligt solskin, der bortsmelter al den isnende og udanske fremmedforagt. Eller som vor gode ven, Georg Brandes advarede imod: "En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!"

Danmark er og har altid været en have, hvor udefrakommende tanker og mennesker har givet deres del af næringen. Danmark er Danas Have, ikke den hermetisk lukkede bunker, som Dansk Folkeparti ønsker at forskanse os bag.

Vi elsker Danas Have, men vi hader fordoms lænker, og vi er kolde over for dæmoniserende spot af befolkningsmindretal. Derfor giver vi gerne magthaverne med grovfilen. Det er det, der gør en modstandsbevægelse til en modstandsbevægelse. Det er en del af vor danske arv og dét, der gør os til de danskere, vi er. At sigte efter magten i stedet for afmagten. At holde magthavere i skak. At brøle opad i stedet for nedad.

*

Vi har ingen respekt for jævne gadebøller eller brutale bander, der må stive deres skrøbelige mandighed og påtagede selvrespekt af med størrelsen på deres våben eller brutaliteten i deres opførsel, og vi er flintrende ligeglade med, om de er af den ene eller anden kulør.

Men Danmarks mest skadelige gangstertyper er såmænd ikke de hårdkogte kriminelle eller rå gaderødder, der findes i alle samfund. For som vor gode ven H.C. Andersen minder os om: "Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere."

Nej, de værste gangstertyper er dybest set de politikere, der med statens magtapparat i ryggen skruppelløst kværner menneskeskæbner eller bevidst ensretter og kløver det danske samfund. Vi kan ikke se passivt til, mens Danmark nærmer sig den mindretalsforagt, som hersker i mange af verdens totalitære stater.

Vi har intet til overs for herskere eller terrorister, der skalter og valter med menneskeliv, uanset om det sker under det ene eller andet religiøse eller ideologiske banner, og uanset hvor i verden det finder sted. Men vi bor hverken i Iran, Kina eller Nordkorea; vi bor i Vesten, og vi har mere beskedne ambitioner end selv at redde Iran, Kina og Nordkorea.

Vi bor i en privilegeret del af verden, hvor et gunstigt klima og frugtbare landskaber har givet os fordele, der forpligter til ekstra generøsitet over for de mindre privilegerede. Vi er ovenpå, og vi bør derfor være de sidste til at sparke nedad, ude såvel som hjemme. Vi har menneskeligt overskud til at kæmpe for andre end os selv i stedet for at være os selv nok.

Vi er ikke blinde for den vestlige verdens historiske udbytning af resten af verden og de aktuelle eksempler på vestlig dobbeltmoral og dominans. Men det ændrer ikke ved, at retssikkerhed og menneskerettigheder har langt bedre vilkår i Vesten end i store dele af den øvrige verden, ikke mindst takket være en kulturarv, der bygger på nødvendigheden af lige rettigheder, efterstræbelsen af en udtalt fordomsfrihed og magtkritikkens vide muligheder.

Det er denne vestlige arv, vi vil fastholde, erindre og værne om, og derfor vil vi aldrig lukke Danmark af for omverdenen. Det er denne danske arv, vi vil genopbygge og udbygge - og det er denne arv, Dansk Folkeparti undergraver.

*

Men er vi da slet ikke bekymrede for det, man med et nymodens ord kalder "integration" - eller rettere fejlslagen integration? Jo. Vi er imidlertid meget mere bekymrede for frygtens magtpolitik og den radikalisering, den stimulerer.

Det betyder ikke, at vi underkender de udfordringer, forskellige kulturelle baggrunde og samfundsmæssige udsyn medfører, eller benægter, at der er parallel-samfund, som lige nu er uden for pædagogisk rækkevidde. F.eks. Faderhuset, Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti.

Men derfor skal vi ikke opgive at forsøge os med en fremstrakt hånd. Ganske vist finder 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere både lussinger og røvfulde acceptable under opdragelsen, mens 41 procent accepterer sort arbejde, og 23 procent ønsker dødsstraffen genindført. Det er ildevarslende tal, der både ligger langt over landsgennemsnittet og langt over procentsatserne for landets muslimer (Capacent 2009).

Store dele af Dansk Folkeparti er med andre ord fremmede over for centrale værdier, som mange flere danskere med vidt forskellige ideologier og religioner finder helt selvindlysende.

Men selv om det kan have lange udsigter, før partiets parallel-samfund bliver integreret, er ideen om at spærre denne vælgergruppe inde i traumatiserende lejre, underkaste dem patetiske danskhedsprøver eller tvangsdeportere dem, både umenneskelig og kontraproduktiv. Danmark er bredt og mangfoldigt nok til at rumme mennesker af vidt forskellige holdninger, også de mest uintegrerbare grupper i Dansk Folkeparti.

Imidlertid hverken kan eller vil vi acceptere, at landets historiske arv og ånd eller nutidens danske medborgere ufrivilligt tages til indtægt for snæversyn og ensretning, hver gang Demagogisk Folkeparti fører sig frem som "danskernes" og "danskhedens" talerør, skønt et altovervældende flertal aldrig nogen sinde har stemt på dem.

Derfor dette manifest til jer, der ligesom os har fået nok af Dansk Folkepartis dominans. Derfor denne modstandsbevægelse på tværs af herkomst og indkomst, farve og tro, ideologi og parti.

Vi håber at se jeres aftryk på kulturkampen med endnu større eftertryk - og I hører i alle tilfælde fra os igen.

Referenter: Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen; Politiken, 23.8.2009

Tjek også: Danmarks generobring og Facebookgruppen i relation til kronikken: Danmarks Løver.

Dana og Danmarks Løver m.fl. / permalink / 25.8.2009
Kilde: Politiken, 23.8.2009

---

18.7.2009 | Ingen ret til at håne og spotte magthaverne

af Ole Sandberg

Det startede som en god historie: Selv den daglige omgang morgenhad havde en positiv historie om "Sommersjov mod ballade og uro". I de sociale boligbyggerier i Viby Syd var boligforeninger, skoler, Århus kommune samt frivillige entusiaster gået sammen om at skabe aktiviteter for børn og unge i området, der ellers kan være dødt og røvkedeligt i sommerferien (Jotak, det scenarie genkender jeg - blot fra et andet men næsten identisk socialt boligbyggeri et andet sted i landet og i et andet årti).

Når skolerne er lukket og forældrene ikke har råd til at tage på ferie, så er der behov for noget at tage sig til, og nu var det så meningen, at Viby Syd i sommerferien skulle "summe af aktiviteter og glade børn, som helt gratis kan gå til alt lige fra rapskole, basket, dart og fodbold til pigeklub, banko, gøgl og mad på bål". Det lyder skægt! Og politisk relevant er det også, for som en lokal skoleder fortæller til Jyllandsbrokken: "Hvis børnene laver noget meningsfyldt i løbet af sommerferien, så kommer de ikke til at lave nogle af de dumme ting".

Men så skægt og uskyldigt skulle det alligevel ikke være. Sommerferie betyder også "agurketid". Det er den journalistiske betegnelse for "Hvad? Politikerne holder sommerferie. Hvad skal vi så lave, når der ikke er nogen, vi kan holde mikrofoner og gengive pressemeddelelser for? Skrive om den virkelige verden? Nej, ved du nu hvad, det vil da kræve at vi skulle begive os ud i den og sætte os ind noget. Hvis vi ikke modtager nogen pressemeddelelser fra politikerne, så må det da betyde, at der ikke sker noget som helst." For journalister, som ikke er vant til selv at skulle undersøge noget eller at skrive om noget, der kunne være samfundsrelevant, er sommerferien også røvkedelig. Og ligesom børn kan journalister, der keder sig, finde på at lave ballade og opføre sig asocialt.

Jeg ved ikke, hvem der startede det, men nogen fandt altså på, at Sommersjoven i Viby skulle ødelægges. Det var ikke de mange børn og unge - de havde jo endelig noget at tage sig til. Måske var det nogle journalister, som var sure over, at politikerne var taget på ferie, så de ikke kunne gøre deres arbejde for dem, eller også kedede de sig bare og vidste ikke, hvad de ellers skulle lave. Eller måske var der en sur bande, som brugte pressen, til at angribe nogle andre, nu hvor politikerne jo var på ferie. Eller måske var der en politiker, som ikke var ude at rejse, og som var ked af, at ingen havde skrevet noget om ham i flere dage.

Under alle omstændigheder, så var der nogen, der pludselig syntes, at nu kunne det være nok med det der "sommersjov" i Århus kommune. Nu ville de selv have noget sjov på andres bekostning, så de tog til Viby for at smadre børnenes fest. En af de ting de unge i Viby kunne lave i sommerferien var at deltage i en "rapskole" - et kursus i at skrive rim (som bl.a. var ledet af en af landets suverænt bedste rimsmede: Henning Winther). Her var det meningen, at de unge udover at have det sjovt kunne lære dét der med at ytre sig frit, som politikerne så ofte taler om er så vigtigt.

Hvad de ikke vidste - men hvad de ved nu - er at politikerne jo ikke mener det de siger alvorligt. De ønsker bestemt ikke at børn i socialt belastede kvarterer skal kunne have det sjovt, så de ikke laver ballade. Mange af politikerne og journalisterne elsker det, når der er ballade - hvis der ikke er nogen der laver ballade, så ved de nemlig ikke, hvad de selv skal lave. Men de ønsker især slet slet ikke, at folk der ikke er dem selv, tager ytringsfriheden alvorligt og siger noget om politikerne og pressen. Når de siger "ytringsfrihed" så mener de kun, at "vi må svine jer til, og så skal i lave ballade, og så kan vi svine jer til igen". De mener bestemt ikke at du - dig og mig - skal have lov til at svine dem til. Det er jo meningen, at vi skal udtrykke os ved at lave ballade, så de kan svine os til - ikke ved at kritisere politikerne eller gøre grin med dem.

Så da børnene i Viby begyndte at ytre sig istedet for at lave ballade, så blev politikerne skræmte og sure. Og da der ovenikøbet pludselig var positive historier i medierne om de folk, politikerne ikke kan lide, så var den rigtig gal. En af dem - en politiker i et parlament i et helt andet land - sendte et trusselsbrev til en lille avis, og krævede at den skulle tie stille.

Avisen blev bange for denne udenlandske politiker og fjernede dele af sin artikel. Den lukkede også for debatten, fordi en bande begyndte at sende trusler om vold og andre ubehagelige ting til den 11-årige dreng, som havde sagt sin mening om den sure politiker.

Politikeren havde i flere år ikke lavet andet end at svine folk som den 11-årige dreng og alle der - som mig - bor i kvarterer der ligner Viby Syd til. I alle disse år har hans tilsvininger og trusler været bragt i pressen. Ja - han har ofte truet den 11-årige dreng og hans familie med vold, og det er ikke tomme trusler, for politikeren har før beordret sin bande til at udføre sådanne trusler.

Da den 11-årige dreng så fik chancen for at ytre sig kunstnerisk på sommer-rapskolen, sagde han nogle ting om den magtfulde politiker, der ofte havde svinet ham til og truet ham og hans familie med vold. Han gav igen med samme mønt - men modsat politikeren nøjedes han med at ytre sig ved at skrive nogle rim. Det fik som sagt politikeren til at sende et trusselsbrev til den avis, der havde bragt drengens rim, og som sagt så blev avisen bange og slettede dem.

Men det stopper ikke dér. Alle de andre børn skulle også trynes. Politikeren der ikke kunne lide ytringsfrihed havde nemlig mange venner, som heller ikke kan lide ytringsfrihed, og tilsammen er deres bande meget stærke i Danmark. Så stærke, at de ikke alene kan true en avis til tavshed ved at sende et brev, men også kan gøre hele det politiske system bange bare ved tanken om at blive uvenner med denne "etniske bande". Selvom projektlederen af rapskolerne sendte en besked rundt til alle de involverede, hvor han fortalte, at der altså er gradbøjninger af ytringsfriheden og at politikere har ret til ikke at blive udsat for hån og spot af små børn, så var det altså ikke godt nok.

De kræfter i Danmark, som foragter ytringsfriheden ville have mere end blot en undskyldning - og selvom de ovenikøbet fik den ene af skolen lærere fyret fordi han havde hjulpet børnene med at ytre sig, så ville vise at det er dem, der har magten her i landet: De ville have hele det politiske system til at føje deres vilje.

Først var der godt nok nogen, som stod fast på dét der "ytringsfrihed". Han fortalte politikerens bande, at de kunne rende og hoppe med deres terrortrusler: "Vi vil ikke censurere de unges rap, og jeg vil ikke forholde mig til enkelte tekster. De unge må udtrykke sig med de tanker, de har.", sagde Jens Møller, som er sekretariatschef hos de boligforeninger, der var med til at arrangere sommeraktiviteterne. Men der tog han altså fejl - han er så heller ikke politiker, og ved måske ikke, at de altid siger det modsatte af hvad de mener. Han havde ikke regnet med hvor meget magt denne bandes trusler har overfor det politiske system i Danmark, og et par dage efter måtte han og børnene i boligkvarteret erfare, at ytringsfriheden ikke gælder for alle.

Århus Kommune bukkede under for truslerne og lukkede hele den pågældende rapskole - altsammen på grund af et rim, som en enkelt dreng havde skrevet. Mit idol, Henning Winter, skriver godt nok, at projektet lukker på grund af samarbejdsproblemer, men hans arbejdsgiver fra kommunen har altså en anden udlægning. Kommunen giver nemlig direkte udtryk for, at det netop er fordi, den ikke kan fordrage ytringsfrihed, at sommersjoven i Rosenhøj skal standses.

"Der er skrevet en tekst, vi ikke er tilfredse med og ikke kan acceptere", sagde Johs Justesen, som udover altså at være totalitær smagsdommer også er fritids- og ungdomsskoleleder i Kommunen. Han er altså en mand, som er medansvarlig for at de unge lærer hvad ytringsfrihed betyder i Danmark. Det betyder altså ifølge ham: "Vi er ikke tilfredse med det, du siger, så derfor lukker vi festen for alle". Sandsynligvis har han ikke informeret de, der var involveret i projektet - eller børnene - om, at man kun måtte skrive politisk korrekte rim, som politikerne kan være "tilfredse med". Men det burde de jo have vidst! Det er jo det politikerne mener med "ytringsfrihed": Vi må svine jer til, men i må ikke sige noget om os.

Nu er sommerferien altså måske røvkedelig igen for nogle af børnene i Viby. Til gengæld har de lært, at ytringsfrihed betyder, at de skal holde deres kæft - at det kun er de magtfulde som må svine dem til, men at de ikke må sige noget igen. De har også lært, at hvis man er den rigtige type "X-generationsindvandrer" ligesom politikeren, så kan man true andre til tavshed og ødelægge det for alle. Det er jo nogle vigtige ting at lære som barn. De skal jo lære det før eller siden, ikke?

Men den sure politiker, hvis karriere består i at true og tilsvine folk som den 11-årige rapper og hans familie, er nu glad og tilfreds. Han siger, at han ikke har nogen som helst forstand på sagen, men er glad for at have vist sin magt ved at få lavet noget ballade og truet en skole til at lukke, for han "finder sig ikke i" at blive udsat for hånlige tekster af en 11-årig dreng. Historien her er altså en klassisk tragedie, hvor en "ubetydelig" person sætter sig op imod de højere magter, for så at blive sat grundigt på plads igen.

Det sjove i den her historie, som ikke er spor sjov, er, at den bande, der kontaktede den sure politiker, pressen og alle mulige kommunalarbejdere og politikere - og altså satte himmel og hav i bevægelse med trusler mod ytringsfriheden for at ødelægge sommersjoven - kalder sig noget så absurd som "Trykkefrihedsselskabet". Tjah... man må vel for pokker kunne se det ironiske i tingene, selv når de stinker. Lederen af banden med det orwellske navn, er også glad og tilfreds med, at hans forening har vist sin magt og at det er dem, der bestemmer, hvad der må siges og trykkes her i landet.

Jeg kan kun anbefale den 11-årige dreng, Salman Aqbi, og alle de andre, der nu har lært, hvad "ytringsfrihed" betyder i Danmark, at lytte til Ice-T's klassiker: 'Freedom Of Speech... Just Watch What You Say' - og så ellers bevare modet og ikke lade sig kue af de totalitære ekstremister i Danmark, som hader ytringsfrihed og så meget andet.



Her er iøvrigt den 11-årige Salman Aqbis rim, som fremragende italesætter de hykleriske dobbeltstandarder i dansk politik og medie-debat omkring, hvad der er tilladt at sige og gøre for henholdsvis "os" i de sociale boligbyggerier og magtens mænd. Det gør han ved at påtage sig rollen som gangster i underverdenen for dernæst at vende situationen på hovedet, idet denne 'gangster' misunder og ser op til de af samfundets virkelige gangstere og forbrydere, som kan slippe afsted med hvad som helst - de ekstremistiske og korrupte politikere:

Ey yo det er Salman med det der Gangsta Funk
er du gal mand, jeg sælger Gangsta skunk
til de blir helt plørt, blir helt skør
ka du ikke forstå, til de mister deres kulør,
Hør, jeg hader min kontaktperson
han forstår ikke at Salman er en stor kanon
jeg har en enkelt patron
for Messerschmidt for han snakker masser shit
han sku kom og sut min pik
Hr. Statsminister, Mr. Lars Løkke
Jeg vil gerne stjæle med dig, må jeg tykke?
Jeg hører at du får gratis vin,
gratis Look Light, gratis porno film
Jeg vil cruise hele dagen ligesom Bent Bentsen
og sælge coke ligesom Bent Bents søn
Jeg kender kriminelle, der aldrig scorer så stort
som Peter Brixtofte scored sit lort

PS.
Morten Messerscmidt, dit totalitære, frihedshadende, racistiske, selvfede, børnemishandlende, lille ariske svin: Jeg går ikke på en skole, som du kan true en kommune til at lukke, så... slug en kugle og sut min pik!

Bemærk: Det forbudte rapnummer kan nu høres på den fyrede undervisers Myspace-side (nummeret 'Messerschmidt Diss').

Ole Sandberg / permalink / 18.7.2009
Kilde: vhs blog, 14.7.2009

---

---

ALLE INDLÆG FRA 2007-2009 HER

---

---