Måske kan du huske Peter Brooks' iscenesættelse af det indiske epos Mahabharata, som han turnerede med i midten af 90erne?

Da den blev vist i fjernsynet, sad jeg selv som klistret til skærmen (dvs., til det 3" sorth-hvid, som jeg fattige studerende havde råd til og syntes, jeg havde brug for dengang) i forestillingens fulde mere end fem timer.

Mens Brooks' teaterstykke var spændende og solidt fortalt, kommer det dog - i al fald ved et gensyn i dag, så mange år efter - uhjælpeligt til kort i forhold til den indiske TV-serie "Mahabharat".

Dette er måske ikke så underligt, for skønt Brooks' "tværkulturelt antikke", ikke specielt indiske, ikonografi mht. kostumer, våben osv. kan være ganske fascinerende, så er og bliver historien indisk, og de indiske konventioner for kostumer, våben, tiltaleformer, optræden, holdning osv. i antikke dramaer passer naturligvis som fod i hose til historien.

Ringere bliver det ikke af, at historien er instrueret af to af de største og mest anerkendte navne inden for indisk film, den indiske films "godfather" B.R Chopra og hans søn Ravi Chopra, med et væld af mere traditionelle Bollywood-produktioner bag sig.

DVD-udgaven løber ca. 15 timer og er en forkortet udgave af TV-seriens ca. 60 timer. Historien virker dog fuldstændig helstøbt, hvilket formentlig skyldes, at Mahabharata rummer et væld af småepisoder og mindre forløb, som strengt taget kan undværes - og så kan det også skyldes, at nogle af de musical-agtige numre og sange, som plejer at afbryde handlingen i Bollywood-produktioner, er udeladt. Hvorom alting er, lykkes det i løbet af de 15 timer temmelig perfekt at få genforfortalt historien i Mahabharata fra en "indisk" synsvinkel.

Og historien? Ja ... den begynder mange steder, men måske først og fremmest med kong Santanu af Bharataslægten, som forelsker sig i Ganges-floden i skikkelse af en fortryllende gudinde. Ganges indvilger i at gifte sig med ham på betingelse af, at han aldrig vil stille spørgsmålstegn ved noget hun gør, uanset hvad det er.

Syv gange føder hun ham en søn, og syv gange drukner hun straks den nyfødte i Ganges-flodens, sine egne, vande. Ottende gang hun føder en søn tager hun som sædvanlig den nyfødte på armen og går ned for ned for at drukne ham, men Santanu skriger i fortvivlelse, lægger sig imellem og spørger, hvad meningen er. Ganges fortæller ham nu, at sønnerne var Vasuerne, Vishnus tjenere, som gennem en forbandelse var fordømt til at fødes på jorden; hun har lovet at drukne dem straks fra fødslen for således at hjælp dem tilbage til guddommeligheden.

Den ottende kan hun imidlertid ikke drukne, så han må leve sit liv på jorden; Ganges forlader Santanu og opfostrer sin søn, som hun giver navnet Devavrata. Han vokser op og bliver stærk, vis, modig og lydig, i alle henseender en værdig søn af sin fader.

På sine gamle dage forelsker Santanu sig imidlertid i Satyavati, der i forvejen er moder til seeren Vyasa, som traditionelt anses for Mahabharatas forfatter. Hendes fader vil imidlertid kun give sin tilladelse til ægteskabet, hvis Devavrati vil give afkald på tronen, så Satyavatis søn kan blive konge efter Santanu. Da faderen ikke tør stole på, at Devavratis efterkommere også vil respektere et sådant krav, sværger Devavrati af hensyn til sin fars lykke højtideligt at give afkald på kongemagten samt ikke at få nogen børn, så længe han lever. Devavrati kaldes herefter Bhishma, "den forfærdelige", i anerkendelse af hans frygtindgydende ed.

Satyavatis søn Vicitravirya dør imidlertid, før han når at besvangre sine to hustruer Ambika og Ambalika. Bhishma sender derfor bud efter Satyavatis ældste søn Vyasa, som går i seng med dem i sin afdøde broders sted. Ambika og Ambalika er rædselsslagne for den hellige vildmand, og Ambika lukker derfor øjnene hårdt i, hvorfor hendes søn Dhritarashtra fødes blind. Ambalika nøjedes med at blegne af frygt, og derfor bliver hendes søn Pandu helt bleg i huden hele sit liv.

Skønt Dhritarahstra er den ældste, kan han som blind ikke umiddelbart blive konge og må derfor se sin yngre bror Pandu overtage tronen. Efter mange erobringer abdicerer Pandu imidlertid fra tronen, overlader kronen til Dhritarashtra og drager ud i skoven for at jage og leve med sine koner. En dag skyder han på to hjorte, der er ved at parre sig, og dræber hannen, som viser sig at være den store seer Kindama i hjorteskikkelse. Kindama forbander ham og dekreterer, at hvis Pandu ligger hos sin kone og søger den højeste lykke, vil han dø netop i det øjeblik, han finder den.

Pandu kan nu ikke mere ligge med sine koner og synes dømt til at forblive barnløs. Hans ældste kone Kunti kender imidlertid en kraftig besværgelse, der sætter hende i stand til at påkalde en gud og få et barn med denne. Den bruger hun nu til at få sønner til Pandu, tre (Yudhishthira, søn af retfærdighedsguden Dharma; Bhima, søn af vindguden Vayu; og endelig Arjuna, søn af Indra, gudernes konge) som hendes egne sønner, to (Nakula og Sahadeva, med Ashvinierne, som er tvillingeguder) til Pandus anden hustru Madri.

Dhritarashtras hustru Gandhari får ikke mindre end hundrede sønner, hvoraf de vigtigste er Duryodhana og Duhshasana.

En skønne dag overvældes Pandu af begær efter Madri - han ligger hos hende og dør, som seeren spåede. Madri brændes med ham på hans ligbål, og herefter tager Kunti og hendes fem sønner tilbage til hovedstaden Hastinapura.

Her vokser de op sammen, idet der altid hersker en voldsom rivalisering mellem Duryodhana, der hader Pandus sønner (Pandavaerne) af en godt hjerte, fordi de som sønner af den egentlige konge står til at arve tronen, mens han som søn af Dhritarashtra, der både er konge og den ældste af de to brødre, mener tronen rettelig tilhører ham.

På grund af hadet mellem fætrene sendes Pandavaerne til en anden del af riget, hvor de med deres nye ven Krishnas hjælp grundlægger Indraprastha, en pragtfuld by, der på mange måder overgår Hastinapura. På omkring samme tid bliver Pandavaerne gift; Arjuna vinder en turnering, hvor præmien er giftermålet med kong Drupadas datter Draupadi. Da Arjuna kommer hjem og vil fortælle sin mor, hvad han har vundet, siger Kunti kort for hovedet (og før hun har set, hvad det er): "Husk at dele det med dine brødre!", hvorfor Draupadi må gifte sig med alle fem Pandavaer.

Yudhishthira indsættes som konge i Indraprashtha og inviterer alle til en stor kroningsceremoni. Duryodhana er ved at koge over af raseri og misundelse: Som om han havde fået sin far til at sende Pandavaerne væk bare for at se dem trone i en by, der er langt større og prægtigere end hans!

Han inviterer derfor Yudhisthira til et spil terninger. Yudhisthira taber kongerige, palads, rigdomme, guld, juveler og satser og taber herefter i desperation også sig selv, sine brødre og til sidst Draupadi til Dhritarashtras sønner.

Draupadi slæbes direkte fra sit kammer, halvnøgen og med menstruation, ind i salen, hvor Duhshasana forsøger at flå kjolen af hende, så hun kan stå nøgen for forsamlingen "som den slavinde og skøge hun er". Hendes kjole er imidlertid som forhekset, og uanset hvor meget Duhshasana trækker i den, bliver der ved med at være mere af den, så hun ikke bliver afklædt for forsamlingen.

Herefter gør hun først opmærksom på, at hvis Yudhishthira allerede havde tabt sig selv, havde han ingen ret til at sætte hende på højkant, hvorefter hun indtrængende hudfletter Bhishma, Dhritarashtra og hendes fem mænd for blot at se passivt til, mens hun, en prinsesse og dronning, blev krænket. Alle ser de beskæmmet væk og ved intet at svare. Først da hun truer med at nedkalde en frygtelig forbandelse over hele riget og alle tilstedeværende, erklærer Dhritarashtra væddemålet for ugyldigt og vedtager, at Pandavaerne i stedet skal gå i eksil i 13 år. Kan de i de 13 år undgå at blive opdaget, skal de have deres kongerige tilbage.

Dhritarashtras sønner har imidlertid ingen planer om at give Pandavaerne deres kongerige tilbage, og alle gør klar til en frygtelig, altødelæggende krig.

TV-serien er overalt flot, omend noget teatralsk fortalt; special effects bærer præg af, at TV-serien udover skuespillere og kostumer er lavet på et yderst skrabet budget. Men dette behøver ikke at gøre noget, når blot man har en spændende historie at fortælle - og det har man i dette tilfælde!

Alle dramatiseringer af Mahabharata må holde vejret i spændt forventning i det øjeblik, hvor de to hære står overfor hinanden og kun venter på signalerne om at begynde at slås, og Arjuna kører sin vogn (styret af Krishna) ind mellem de to hære og fortvivler: På den ene side hans brødre, på den anden hans onkler, fætre og gamle lærere - hvordan kan han kæmpe denne krig af brødre mod brødre, fædre mod sønner? - og Krishna åbenbarer sig som den største af alle guder og giver ham den belæring, som er berømt under navnet Bhagavad Gita.

I dette tilfælde er belæringen tydeligvis en tilpasning, en moderniseret og fortolket version for den moderne (og læge) tilskuer; kernen er dog den samme: Du kan handle eller ikke handle, men at handle er din pligt, og ikke-handlen fuldt så meget en handling som handlen; gør altså din pligt og handl uden begær, uden tanke for målet.

Dialogen spænder fra det ophøjede til det herligt konkrete:

Arjuna: Is it better to win or lose this war? The Kauravas stand before me like enemies. I know I can't live without killing them but it won't be easy to live after killing them. Aren't they my brothers? Tell me, Krishna!
Krishna: Of course!
Arjuna: Is that all you can say?
Krishna: But that's all you asked!
This war is not to establish relationships or identities, Bharata. Recognize your duty and decide, because only you can take a decision. I cannot take a decision to save you from the responsibility of this war, Bharata.

Hvordan denne lange, filosofiske dialog end forholder sig til den originale Bhagavad Gita (og det kunne der utvivlsomt skrives mange artikler om, men i det store og hele virker den ret trofast) indeholder den dog også en vigtig pointe, jeg ikke har kunnet finde nogen steder i det oprindelige værk.

Krishna har talt om nødvendigheden af at handle uden tanke for målet og give slip på al lidenskab og handle uden begær, uden vrede; han nævner så overgrebet på Draupadi, hvilket udløser følgende ordskifte:

Arjuna: But shouldn't I be angry at Draupadi's disrobing?
Krishna:: You have to decide that, Bharata, but Draupadi's disrobing is not your personal problem. How can the society which kept quiet at the disrobing of Queen Draupadi protect an ordinary woman? Hence, the disrobing is a social problem, Bharata.
It is your duty to destroy those who dared to disrobe Draupadi. They are the enemies.

Altså: Ikke blot for sin egen og Draupadis ære må Arjuna reagere på overgrebet mod Draupadi, men for alle kvinder i hele landet; for hvis alle ser væk og tillader et overgreb på denne ene kvinde, hvilken beskyttelse kan andre kvinder så regne med?

For Pandavaerne og Draupadi er dette sat på spidsen, men det gælder egentlig for alle: Ikke at lade sig eller sin familie træde på eller undertrykke er altså ikke alene en pligt over for ens egen integritet.

Den, der ser nogen blive undertrykt og kunne have gjort noget ved det, og ser væk - og i stedet vælger at lade det ske og selv leve videre med frygten, smerten og skammen - svigter ikke kun sig selv og den, han kunne have reddet. Han svigter hele verden - og især svigter han de, som netop hans resolutte optræden kunne have frelst for at blive udsat for det samme.

Uretfærdigheden mod ét individ er et kosmisk, ikke et individuelt problem, for overgrebet mod én person indeholder kimen til et overgreb mod alle andre i sig. "Rise above personal anger and fight for the people - that is your prime duty."

Det eneste jævnt irriterende ved TV-serien er afbrydelser, hvor "Tiden", i skikkelse af et stort, drejende himmellegeme på en baggrund af stjerner, agerer fortæller; hellere havde man set historien udelukkende fortælle sig selv, hvad den faktisk gør ganske godt. Kulisser og effekter er som sagt præget af, at filmen er lavet for ingenting og så en pind, med letgenkendelig videoredigering og arkivfilm, hver gang, man skal bruge løver, tigre, elefanter osv. På rollelisten glimrer især Mukesh Khanna som Bhishma, Puneet Issar som en usædvanligt vitriolsk Duryodhana. Nitesh Bhardwaj spiller Krishna og udstråler lige dele ro, ungdommelig humor og guddommelig autoritet.

Alt i alt - trods sine dårlige øjeblikke, teatralske manerer og lejlighedsvise sentimentalitet - en inciterende filmatisering, der ganske sætter Brooks' ellers aldeles ikke uefne teaterstykke i skyggen!

Mahabharat - optaget i Indien i slutningen af 80erne. Af B.R. Chopra og Ravi Chopra. Findes i mangfoldige udgaver - den her omtalte udgave fås bl.a. på Amazon.

Carsten Agger
Faklen.dk, maj 2005