Hvis man som magthaver gerne vil kunne styre sine undersåtter og få dem til at sluge større kameler, f.eks. i form af afsavn, ufrihed eller overvågning, end de umiddelbart kan tænkes at gå med til, har man brug for en ydre fjende: En rigtig ond og nederdrægtig fjende, som alle kan forstå, der er brug for særlige midler og ressourcer til at knække.

Alle fjender er imidlertid ikke lige brugbare: Et lille land kan altid udnævne USA eller Rusland til fjenden og opildne befolkningen imod dem, men i længden er det dårligt for landets fremtid og regimets (og alle større bygningers) stabilitet.

Omvendt nytter det heller ikke, hvis fjenden ikke kan tages alvorligt eller let kan besejres: Hvis man pludselig står med sejrens palmer, forventer befolkningen jo straks at få befrielsens bonus udbetalt, og man risikerer helt at miste grebet.

Man har, med andre ord, brug for en god fjende: En fjende, som synes meget stærk og truende, men som faktisk er svag - og som samtidig helst skal være tilstrækkeligt flygtig og udefineret til, at det er mere eller mindre umuligt at få bugt med ham.

Denne tanke stammer fra de norske kriminologer Niels Christie og Kettil Bruuns klassiske bog om narkotikapolitik, Den gode fiende. For dem er narkotika netop en sådan god fjende: Dens ødelæggende virkninger kan være frygtindgydende nok, og som sådan kan den udmales i de skarpeste toner og bruges som løftestang for en udhuling af almindelige retsprincipper - og samtidig er den i grunden både komplet umulig at overvinde og fundamentalt svag i den forstand, at den organiserede narkohandel forestås af kriminelle og aldrig vil kunne true dén etablerede samfundsorden, som magthaverne gerne vil forvandle til en politistat.

I "krigen mod terror" har den amerikanske regering og klakører rundt om i verden fundet en endnu bedre fjende.

Vi har brug for overvågning på offentlige steder, aflytning, husundersøgelse uden dommerkendelse, indespærring på ubestemt tid uden sigtelse eller blot begrundet mistanke og meget, meget mere.

Dansk Folkeparti har raget 150 millioner kroner på Finansloven til sig til "terrorbekæmpelse".

Samtidig lægger partiet op til, at både uroligheder som dem i Frankrig og almindeligt hærværk og rudeknusning, som vi har set i Århus, skal være omfattet af den nye terrorpakke. Det forårsager hævede øjenbryn selv hos partiets traditionelle støtter, f.eks. Jyllands-Posten:

Partiet spiller aktivt på vores kollektive angst for terror og forlanger uden blusel tilsidesættelse af samfundets grundlæggende frihedsrettigheder. Boligens ukrænkelighed, brevhemmeligheden, privatlivets fred og almindelig menneskelig værdighed må vige for sikkerheden mod terror.

Standardforsvaret er, at kun de, der har ondt i sinde, har noget at frygte. Alle vi andre lovlydige borgere må kun være tilfredse med at blive overvåget.

Da regeringens arbejdsgruppe fremlagde sine 49 forslag til øget terrorbekæmpelse, stod Dansk Folkeparti i forreste række og krævede yderligere indgreb i den personlige frihed i en grad, så klogere folk måtte opfordre til besindighed.

Partiet har groft spillet på den kollektive angst for at få presset en finanslovsbevilling på 150 mio. kr. igennem uden at vide, hvad de konkret skal bruges til, endsige om der overhovedet er brug for dem.

Senest har partiet inddraget bølleoptøjerne i Rosenhøjkvarteret i Århus i diskussionen og kaldt ganske almindelig kriminalitet for terror.

Hensigten er ubehageligt tydeligt.

Terror er den nye gode fjende: "Krigen mod terror" er slet og ret en afledningsmanøvre, et fupnummer.

Ikke i den forstand, at politiet ikke skal efterforske og beskytte os mod terror efter bedste evne, og heller ikke i den forstand, at de angreb, vi indtil videre har set, ikke var barbariske og morderiske. Det var de, og gentagelser må forhindres.

Men terror er ikke den trussel mod vor samfundsorden, som den gøres til. Ødelæggelserne d. 11. september var omfattende - men husk på, at det åbenbart var det absolut ypperste af Al-Qaedas militære styrke. Hvor mange gange større ødelæggelser kunne lille Danmarks (for slet ikke at tale om USAs) eget militær ikke have forårsaget?

I den sammenhæng er der grund til at sige højt og klart fra: Terror ér en trussel, der bør bekæmpes og forebygges - og de seneste anholdelser tyder på, at bekæmpelsen og forebyggelsen allerede fungerer. Dansk Folkeparti vil misbruge situationen til at bygge en politistat bag vores ryg. Vi må ikke lade os narre.

Carsten Agger
Faklen.dk, december 2005