200 præster, heraf to biskopper, har tilsluttet sig initiativet "Der er stadig ikke plads på herberget" (igangsat af sognepræsterne Bodil Hindsholm Hansen, Knud Erik Lægsgaard, og Helle Myken fra Mariager), som har til formål at protestere mod regeringens umenneskeligt stramme udlændingepolitik.

Intitiativet støttes som sagt af 200 præster og desuden af en række kirkelige organisationer, f.eks. KFUM/KFUK.

Om baggrunden for aktionen siger initiativtagerne bl.a.:

Når vi ikke længere kan se en flygtning som et medmenneske, vi skal beskytte og hjælpe, men kun ser en belastning, som vi for enhver pris skal søge at afvise, er vort menneskesyn i fare - ja, mere end det: Vores samfund er i fare.

I Danmark er vi begyndt at skelne mellem "os " og "de andre" - flygtninge, fremmede, alle taberne. Hvordan det går dem, er os inderligt ligegyldigt, bare det går os selv godt, for det er vores ret. "De andre " er til overs.

Det er altid godt at se mennesker besinde sig på den eneste anstændige kurs, at se dem gøre oprør mod en uretfærdighed, der skriger til himlen. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at denne de oprørske præsters stilling overfor mennesker i nød er den eneste, der på nogen måde kan siges at harmonere med Kristi lære, som vi møder den i evangelierne.

Jesus siger igen og igen, at man skal elske sin næste som sig selv, og illustrerer det med fortællingen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 25-37), hvor den nødstedte jødes næste hverken er den ærværdige præst eller respektable tempeltjener - der begge haster forbi - men netop den udstødte, forhadte samaritaner (i dag ville samaritaneren have været en somalier eller måske en rocker - samaritanere var virkelig the scum of the Earth for tidens jøder).

Men betyder det så, at det kun er dén, som vil hjælpe mig, selvom han hader mig (hvor andre, der burde, ikke gør det), der er min næste?

Nej, det er snarere omvendt: Din næste er det menneske, du konkret står over for; og pligten til at elske din næste er dermed en pligt til at elske og hjælpe ethvert menneske, du konkret står overfor og som har brug for din hjælp.

Buddet om at hjælpe den fattige og nødstedte er absolut, som vi også ser det i Mattæus-evangeliets kapitel 25, hvor Menneskesønnen ved Dommens dag siger til de retfærdige, fårene ved hans højre side:

'Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg, og I så til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig.'
(Vers 35-37).

Og det gælder i allerhøjeste grad også den anden vej, som det fremgår af fortsættelsen til de fordømte:

'Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg, og I så ikke til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig ikke.'
(Vers 42-43)

Det er let at komme med en moderniseret fortsættelse, til de af landets præster (det vil sige samtlige minus 200), der i selvfed ligegyldighed eller ideologisk indifferens har undladt at skrive under: "Og jeg var truet af udvisning til forfølgelse og død, og min familie af splittelse, og I trådte ikke frem til mit forsvar".

Jesu dom over de vege, selvretfærdige og selvgode, Langballerne og Krarup'erne og alle de andre, som ikke vil hjælpe deres næste, er klar: "Gå bort fra mig, I forbandede! Til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle".

Hvordan kan nogen nemlig snyde på vægten, når det handler om ægte medmenneskelighed og omsorg for næsten, og tro at dække sig ind under en gold "pligt" eller en i sammenhængen ligegyldig lov? Igen er Kristi holdning klar:

Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: Ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.
(Matt. 23, 23).

Nu skal der sikkert være Tidehvervs- og andre præster nok på spring for at forklare, at sådan kan teksten slet ikke udlægges: Det var slet ikke det, som Jesus egentlig mente, og hvis det var, så ville han i hvert fald have ment noget andet i dag.

En Søren Krarup ville formentlig snarere se Kristus i den lutrende frelsers billede, der forjættes af Johannes, som i den moderne Dansk Folkepartiske version skal lutre Danmark for muslimer og andre "avner":

Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade: men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.
(Matt. 3, 12).

Dette citat sigter dog til en dommedag snarere end en politisk renselse, og dette lands strenge og moralske præster har snarere ladet sig læse teksten af Luther, der forlod tanken om Kristi efterfølgelse til fordel for sin totalitære forestilling om kristendommen som et "åndeligt regimente", der skulle komplettere statsmagtens "verdslige" ditto.

Kristeligt er der dermed ingen tvivl om, at de 200 oprørske præster har ret: Kristi lære som vi finder den i det Nye Testamente fordrer ubetinget, at de må stille sig på deres nødlidende og forfulgte næstes side - også når det gælder udlændinge, som må se deres familie splittet og sig selv deporteret til en uvis fremtid som følge af den urimeligt strenge og hjerteløst administrerede danske udlændingelov; kristeligt er det at hjælpe sin næste ikke en ret, det er en pligt - og menneskeligt er det samtidig blot, som i historien om samaritaneren, hvad enhver med hjertet på rette sted vil gøre af sig selv.

Set i det lys hilser jeg de 200 præsters initiativ velkomment som et længe savnet glimt af anstændighed i det offentlige liv; et glimt af anstændighed fra mennesker, der ser det som en elementær menneskelig og religiøs pligt endelig at sige fra.

Betyder det så, at den kristne næstekærlighed er vejen ud af tidens højredrejning og dehumanisering, og at jeg derfor støtter de oprørske præster som en slags moralsk ledelse eller autoritet, der kan føre Danmark tilbage på anstændighedens vej?

Nej. Personligt mener jeg, denne kultur har lidt længe nok under kristendommens indflydelse, og ser gerne dens kulturelle og politiske indflydelse knækket snarere end styrket.

For selvom næstekærlighedsbudet som nævnt er centralt i kristendommen, er det ikke af kristendommen, og det er slet ikke centralt, men en åndelig forudsætning, som den deler med de fleste af denne verdens religioner: Har man et hjerte stort nok til at elske en Gud, vil man også være stor nok til at hjælpe sin næste.

Næstekærligheden er med andre ord ikke det, som adskiller kristendommen fra andre religioner, men det, som det har fælles med dem.

Men hvad er så det centrale i kristendommen?

Det virkeligt centrale i Jesu lære, som den fremgår af det Nye Testamente, er en hengivelse til himmeriget, om hvilket det hedder:

Med himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark.

Fremdeles er det med himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter skønne perler; og da han havde fundet een meget kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.
(Matt. 13, 44-47)

Himmeriget er altså en skat, en strålende sol, den enkelte kan finde, og som kræver en fuldstændig hengivelse, som en forelsket mands til sin elskede, eller en kunstners til sit værk. Ustandselig betones nødvendigheden af at hade alt andet og give alle sine penge til de fattige, ikke så meget for at hjælpe de fattige som for at fjerne den uundgåelige distraktion, jordisk lykke i form af rigdom eller familie må udgøre fra det egentlige: Himmeriget.

Men hvis man skal vie himmeriget alt, forlade sin familie og give hele sin formue til de fattige, hvad skal man da leve af?

Se til himmelens fugle

siger Jesus, og her som så mange andre steder står den "humanistiske" kristne, herunder en del præster, på spring: Jesus var et godt og venligt menneske, der holdt af de små pipfugle, og det kan være os alle en lære og et sandt eksempel til efterfølgelse!

Sammenhængen er dog en lidt anden:

Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?

Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de?
(Matt. 6, 25-27)

Altså: Himmeriget er alt, er den skat, du skal bruge hele dit liv på at søge, og hvis det kræver, at du må droppe dit arbejde, sælge dit hus og leve på gaden af bistandshjælp eller tiggeri, er det ikke noget, du behøver at bekymre dig om: Gud skal nok finde ud af noget.

Hvad mere får vi at vide om dette himmerige?

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmeriget, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.

For hvor din skat er, vil dit hjerte også være.
(Matt. 6, 19-20)

Alle jordiske skatte er altså af det onde, fordi de er forgængelige, og himmeriget må derfor være som en strålende, uforgængelig åndelig sol, en evighed, du kan kan finde i dit hjerte og ikke i verden, og som du kun kan finde i hengivelsen til Faderen, som er Gud. Denne åndens sol er det, som tusinder af lidenskabelige og intelligente mænd og kvinder har søgt og fundet i verdensforsagelse, i nonne- og munkeceller.

Så er da dette kristendommens inderste væsen: En lidenskabelig hengivelse til Ånden på den jordiske verdens og lykkes bekostning - en verdensforsagende mysteriereligion.

Men der er mere, en krølle på halen, kan man sige: Himmeriget, denne brændende åndens sol, du kan søge og finde i dit hjerte, vil brede sig til hele Jorden og tage alt jordisk og forfængeligt, som "møl og rust kan fortære", med sig i købet, og verden vil blive slået med rædsel:

Den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe!
(Matt. 25, 17-18)

i en dommedag, der vil tage hele verden med sig i købet: "Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå".

Dette er kristendommens inderste kerne, som vi finder den i testamentet.

Men hvad så med os andre, som drømmer om kærlighed og lykke med hustru og børn, om et hus på en plet, vi kan kalde vores, omgivet af smukke ting, vore hænders arbejde har skabt eller sat os i stand til at anskaffe?

Som, med andre ord, er mere end lykkelige for at skabe os et liv lige netop her på jorden, hvor "møl og rust fortærer"?

Vel, hvad vi end er, så er vi ikke kristne.

Derfor må jeg nødvendigvis koble en støtte til præsternes initiativ sammen med en undsigelse af kristendommen. Det er muligt, at kristendommens verdensfjerne længsel efter himmeriget hos mange er udvandet til en i grunden ofte sympatisk humanisme, men til syvende og sidst er det noget vrøvl at ville lægge en moderne humanisme ind i en religion, som i sin inderste kerne er verdensforsagende - og dette vrøvl er det, som har bragt os den intolerance og sorte moralisme, som i århundreder har redet det kristne Europa som en mare.

Som indædt elsker af denne verden foretrækker jeg derfor "moderne", gudløs humanisme fremfor kristendommen, det være sig den oprindelige, verdensforsagende, eller en selv nok så velmenende moderne og udvandet "humanistisk" (Grossbølsk?) udgave: Den vil altid bære forsagelsen af alt det, der kan gøre os lykkelige her i livet, med sig som skelet i skabet.

Så mens jeg hilser det velkomment, at 200 af landets præster nu vælger at tage det kristne bud om næstekærlighed alvorligt, vil jeg samtidig gerne minde om, at dette bud ikke er specielt kristent, men snarere er en egenskab ved fænomenet religion som sådan, ja, en integreret del af, hvad det vil sige at være et levende, følende menneske.

Jeg håber derfor, at det nye år vil bringe flere af den slags initiativer, hvor præster og andre i samlet flok vil tage den svages parti og sige fra overfor regeringens umenneskelige politik - og samtidig, at det vil bringe en større bevægelse væk fra kristendommen og alt hvad den står for og hen mod den ikke mindre menneskelige og barmhjertige (og, i sidste ende, ikke mindre guddommelige) "gudløse humanisme".

Carsten Agger
Faklen.dk, januar 2006