Hvis man ser mod højre i den danske offentlige debat, vil man opdage et stærkt islæt af, hvad man kunne kalde "fremmedskepsis" - mere præcist "islamkritik". For en lang række debattører og politikere synes en stærk modvilje mod muslimer og islam simpelt hen at være hoveddrivkraften, og bekymrede debattører taler åbent om "den islamiske trussel" på samme måde som andre i slutningen af det nittende århundrede talte om "den jødiske trussel" - og det til trods for, at muslimer i dag som jøder dengang udgør en lille, marginaliseret minoritet.

Udover Dansk Folkeparti kan nævnes en lang række debattører, centreret omkring foreninger som "Trykkefrihedsselskabet" og "Kvinder for Frihed".

Det er med andre ord svært at se den ildhu, hvormed modviljen mod muslimer fremføres og forsøges videregivet som andet end en videreførelse af den historiske europæiske antisemitisme. Den mest korrekte betegnelse for højrefløjens "islam-skepsis" forekommer således at være ny-antisemitisme.

Nutidens anklager mod muslimer er da også stort set de samme som det 19. århundredes anklager mod jøderne: De vil ikke integreres, isolerer sig i deres egne samfund, taler deres eget fremfor nationalstatens sprog i hjemmet, vil ikke aflægge sig deres egne barbariske skikke og familiemønstre, ligesom deres loyalitet mod samfundet i almindelighed ofte antages at stå i skyggen af deres religiøse tilhørsforhold.

Lighederne i argumenter og retorik kan være uhyggeligt skræmmende. 2. februar i år skrev juristen Maleiha Malik således i den britiske avis The Guardian om en gruppe flygtninge i London:

Indvandrere på flugt fra forfølgelse og fattigdom slog sig ned med deres børn i Londons East End. Nogle af dem etablerede uafhængige religiøse domstole. Mændene gik i mørkt tøj og havde lange skæg; nogle kvinder dækkede deres hår. En officiel kommission advarede mod den alvorlige fare i en sådan isoleren sig fra resten af samfundet. Politikere sagde, at religiøst betonet påklædning var et tegn på adskillelse. Nogle indvandrere var medlemmer af ekstreme politiske grupper. Kampagner mod indvandrerne rettede sig omhyggeligt mod "fremmede ekstremister" og ikke eksplicit mod race eller religion. En britisk minister erklærede, at dette var et sammenstød mellem to civilisationer; en kamp mellem fremskridtet på den ene side og tilbagestående indvandrere på den anden.

Malik taler imidlertid om jødiske indvandrere omkring år 1900 - ikke om muslimske indvandrere ca. hundrede år efter. Meget har ændret sig, men hadets og fordommenes sprog forbliver det samme.

Når man gør opmærksom på disse ligheder og understreger de helt oplagte paralleller i argumentationsform og sociologisk "målgruppe" mellem datidens antisemitisme og nutidens anti-islamisme, forsvarer de berørte debattører sig ofte vredt og mener, at man ved at sammenligne deres islamkritik med antisemitisme stigmatiserer og "nazistempler" dem.

Intet kunne imidlertid være fjernere fra sandheden. Nazisternes antisemitisme var ikke i sig selv en anomalitet i europæisk historie - tværtimod lå nazisternes antisemitiske retorik og deres "udryddelsestanker" i umiddelbar forlængelse af tre af tidens hovedstrømninger, nemlig intellektuel antisemitisme, tanken om den hvide race og kulturs biologiske og kulturelle overlegenhed i forhold til "de andre", og prøjsisk nationalisme og militarisme.

De to sidste - tanken om fundamental overlegenhed i forhold til "de andre", især afrikanere, og prøjsisk nationalisme og militarisme - førte allerede i 1904 til folkemordet på hereroerne i Namibia, det daværende Tysk Sydvestafrika, hvor mindst 65.000 medlemmer af herero-stammen mistede livet.

Den intellektuelle antisemitisme går tilbage til middelalderen, men blev mere specialiseret, efter at oplysningstidens sekularisering havde ført til, at Europas jøder kunne forlade ghettoerne og indgå i samfundslivet på lige fod, mod at deres parallelle retssystemer til gengæld nedlagdes.

Denne antisemitisme kunne enten indgå i den almindelige politiske diskurs, eller den fandt udtryk i pamfletter, hvis skribenter bragte historie efter historie om de ulykker, jøderne påførte Europa. En af de lidt mere kendte af disse pamfletter gik under navnet "Der Stürmer".

Og denne intellektuelle antisemitisme, som var udbredt i de sidste årtier af det 19. århundredes Europa, minder meget påfaldende om den moderne vesteuropæiske "islamskepsis".

Dette komplet med "omvendte" jøder, der som Ayaan Hirsi Ali kunne gøre en karriere ud af at bekræfte deres tidligere trosfællers forbrydelser, med akademikere, der som vore egne Lars Hedegaard og Helle Merete Brix altid var villige til lige at give historien en tand til og overtræde enhver skreven eller uskreven akademisk regel, hvis blot det kunne komme jøderne til skade, og som sagt med utrættelige pamfletskrivere, der som i vore dage Mogens Camre og Pia Kjærsgaard blev ved med at udspy tirade efter tirade af fakta, rygter og halve sandheder, der på en eller anden måde kunne bidrage til forestillingen om jøder som et lumpent, forvorpent folkefærd.

Hvis nogen skulle være i tvivl om sammenligningens gyldighed, kan jeg anbefale, at man for en stund ser væk fra den trods alt lidt mere velfriserede trykte presse og kaster et blik på debatten på Internettet - et godt sted at starte er de højreorienterede blogs på pol.blogbot.dk, en opdateret liste over danske politiske blogs.

Et af de lidt nyere bekendtskaber her hedder Veritas Universalis (http://universalgeni.wordpress.com). Der er tale om netop en sådan utrættelig pamfletskriver, der gerne skriver 10-15 indlæg om dagen - en slags "dagens nyheder", der dog kun handler om muslimer og hvad ondt de har bedrevet. Indlæg for indlæg lægges der op til den implicitte følgeslutning: Sådan er de alle.

Måske vi skulle spare ny-'et væk, og simpelt hen konstatere, at personen bag Veritas Universalis - hvis identitet ikke er kendt, fordi han tilsyneladende ikke vil være sig selv bekendt og derfor optræder anonymt - er antisemit.

Hermed angiver vi, at han viderefører den historiske antisemitismes stolte traditioner, uden at hæfte os for meget ved, hvem vreden og hadet specifikt er rettet mod i denne omgang. Og det er formentlig den klogeste måde at behandle den på, antisemitismen.

Hvis nogen nu skulle mene, at jeg hermed forklejner den antisemitisme, der retter sig mod jøder, vil jeg tillade mig at påpege, at der er andre end ikke-jøder, der kan se sammenhængen mellem vore dages "islamskepsis" og den historiske antisemitisme.

Den israelske journalist Bradley Burston skrev således den 6. februar 2006 i den israelske avis Ha'aretz om Jyllands-Postens karikaturer af islams profet:

I blot og bart destruktivt potentiale er der kun få former for journalistik, der kan hamle op med den hadefulde karikatur. På det seneste er en ny slags antisemitisk karikatur begyndt at brede sig over Europa, hvilket kunne tyde på, at der er opstået en ny slags antisemitisme. Men denne gang er semitterne ikke jøder.

Og politikeren Yossi Sarid skrev dagen efter i samme avis om sin afsky for den europæiske højrefløjs omklamring af Israels sag: "Hvor skræmmende er ikke denne 'kærlighed til Israel' for den, som kender argumenterne omkring Europas rene, kristne kulturarv."

Når jeg kalder de fremmedskeptiske debattører og politikere for antisemitter, er det altså ikke for at "stigmatisere" dem eller for at beskylde dem for at være nazister, en politisk position, der ikke giver megen mening i vore dage. Det er for at påpege, at de med deres hetz mod muslimer og islam bogstaveligt talt skriver sig ind i en solid europæisk tradition - en tradition, som vi ærligt talt bør kende såvel som genkende. Hvad enten vi nu synes om den eller ej.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt jeg har ret eller ej, skal der næppe mange blikke på de værste højreorienterede blogs på pol.blogbot.dk til - jeg foreslår, at man begynder med den tidligere nævnte Veritas Universalis, som er forfattet af en af (ny)antisemitismens for tiden mest produktive pamfletskrivere.

Eller, for den sags skyld, at man kigger blot én ekstra gang på de "fremmedskeptikere", der hærger også den trykte presse - de er alle af mere eller mindre samme, antisemitiske og hadefulde støbning.

Carsten Agger
Faklen.dk, 14.4.2007