Jeg bliver undertiden spurgt, om ikke jeg har brug for en stinkende, larmende, forurenende, pengeslugende, kontotømmende, overvurderet, overflødig, brandbeskattet, vanedannende, usund, stavnsbindende, asocial og livsfarlig blikkasse til at køre rundt i.

»Du ville have bedre tid, og få langt mere frihed på den måde«, hører jeg. Både når jeg og børnene skal frem og tilbage mellem skole og arbejde, når jeg skal købe ind, eller man skal besøge familie på Sjælland eller forældrene i Randers, eller en besøgende eventuelt skal transporteres til lufthavnen.

Men hvordan skulle man kunne få mere bevægelsesfrihed end friheden til hver en tid at sætte det ene ben foran det andet, bevæge sig hen til busstoppestedet eller togstationen og lade sig transportere hvorhen, man nu har lyst til på den tid, det nu engang tager?

Jamen, hvis nu man skal købe ind, så kan man køre i (indsæt selv navnet på passende stormagasin) og købe stort ind en gang om måneden, og så behøver man ikke bruge al den tid på ...

Og ja, så kan man vælge at bruge en halv dag en gang om måneden på at køre ud og fylde sin bil til bristepunktet med frysevarer og konserves, stresse usigeligt med at fylde bilen, bande over trafikpropper og medtrafikanter, tømme den igen, sortere alle madvarer og opmagasinere dem diverse steder, hvorfra de senere måske, måske ikke vil genopstå på et middagsbord.

Til gengæld for en sådan månedlig eller ugentlig stresstur slipper man så for... Ja, hvad man helt præcist slipper for, står mig faktisk ikke helt klart.

Frisk mælk og grønsager skal de fleste af os vel stadig bruge, så den månedlige powershopping kommer højst til at betyde, at man kan købe lidt mindre ind løbende - helt slippe kan man ikke.

Heller ikke økonomisk er der den store fordel.

Bortset fra benzinen er varerne i store kasser som Bilka og Føtex og hvad de nu ellers alle sammen hedder, ofte dyrere og af dårligere kvalitet end andre steder, fordi man kun kan komme dertil i bil og der derfor ikke er nogen konkurrenter i miles omkreds.

Jamen - hvis nu jeg skal besøge den og den, og den og den bor langt ude på landet, fem kilometer fra nærmeste busstoppested? Ja, så må jeg tage bussen så langt jeg kan og gå det sidste stykke - eller tage en cykel med i bussen, eller tage en taxa eller tage den på stop, eller ...

Indrømmet, det er ikke ret svært at sætte sig ind i bilen og køre derhen, hvor man gerne vil - men det er heller ikke ret svært at købe klippe- eller månedskort og herefter benytte den offentlige transport, vi heldigvis stadigvæk har.

Det eneste jeg for alvor kunne bruge bilen til var at tilfredsstille mit James Bond-gen og drøne rundt og gøre landevejene usikre i et stort svin af en firehjulstrækker.

Og det har da, indrømmet, også sin charme. Men så tror jeg såmænd, jeg var lige så godt tjent med en simulator til pc'en - og det var mine medtrafikanter såmænd også.

Men, protesterer en læser eller to måske: 'Jeg bor så enormt langt væk fra mit arbejde, og mine børn skal i skole 25 km væk fra mit hjem, og ved det nærmeste busstoppested tre kilometer væk går busserne kun fire gange om dagen, så jeg må simpelt hen have den bil ...'.

Fred være med det: Mennesker indretter sig forskelligt, og hvis nogen har valgt at indrette deres liv, så det ikke kan hænge sammen uden en bil, er det ikke noget, jeg har lyst til at blande mig i.

Af og til lader jeg mig sågar transportere i venner og bekendtes blikkasser uden at nogen forhåbentlig tænker det mindste ondt om dét.

Alt hvad jeg siger er, at jeg ikke vil have en sådan blikkasse, og at jeg ikke kan se, hvordan den skulle gøre mit liv nemmere snarere end dyrere, og mere stressende og komplekst.

Så med det forbehold følger her det svar, jeg giver til hver en venlig sjæl, der spørger, om jeg ikke har brug for at forsure mit liv med et benzin-duftende monstrum: Nej, ellers mange tak - jeg har det lige så godt!

Carsten Agger
Kilde: Politiken, 14.11.2007