Ny Alliance har længe vaklet, slået og splittet efter et valgresultat, som ikke blev, hvad man havde haft alt mulig grund til at håbe.

Med Gitte Seebergs afgang og partiets udmeldinger om at støtte Anders Foghs regering næsten uanset hvad er det heldigvis eller desværre tydeligt, at der ikke kommer mere fra den kant; Khaders og Samuelsens Ny Alliance er så død, som en politisk bevægelse overhovedet kan blive.

Ny Alliance var fra starten båret af en fremragende idé, nemlig at erobre den ubesatte plads på midten i dansk politik. Nøglen hertil var et klart tilhørsforhold til en borgerligt-liberal økonomisk politik suppleret med et liberalt, tolerant livssyn.

Hvis denne position udmønter sig i en økonomisk politik, der ligner regeringens, et klart øje for nye og spændende idéer og en klokkeklar undsigelse af Dansk Folkeparti og de fremmedfjendske elementer i de øvrige regeringspartier, kan man apellere til tusinder af vælgere, som før NA reelt var politisk hjemløse - og det var netop, hvad Khader og Co. gjorde.

Internationalisme fremfor nationalisme, så at sige - et parti for den pæne middelklasse, der synes det er pinligt at referere den hjemlige debat for vennerne i London og Paris, men gerne vil have skatten sat ned, så de har råd til at betale terminen for den treværelses på Østerbro, når café latte'n og søndagsbrunch'en er klaret, og derfor synes at Enhedslistens eller SFs sociale profil er liiige lidt i overkanten.

Eller, for at sige det lidt pænere: Et parti for det ret store segment af borgerlige vælgere, der egentlig bekender sig til Venstre eller Konservative, men som samtidig er ved at gå til af lutter lede og skam ved regeringens knæfald for ekstremisterne i Dansk Folkeparti.

Det var godt set, og projektet så i lang tid ud til at have en særdeles god chance for at lykkes,

Men partiet snublede i starten og er i dag præget af forvirring, splittelse og opløsning. Hvordan kunne det gå så galt?

Galt begyndte det vel for alvor at gå, da det blev klart, at det nye parti under Khaders ledelse for alvor kunne true Venstres position. Partiet blev rystet af et par usædvanligt grove irregulære tacklinger, hvoraf den værste var "Se og Hør"-redaktøren Henrik Qvortrups udokumenterede påstand om, at Khader skulle have fået udført sort arbejde.

Disse tacklingers grovhed var faktisk så usædvanlige for dansk politik, at det er svært at undgå fornemmelsen af, at der ligger en snert af racisme bag: Ville Venstres ledelse have godkendt et så ubehageligt (flere kommentatorer har taget ordet "svinsk" i deres mund) angreb på en partileder med 100% dansk baggrund?

Hvad svaret end er på det spørgsmål, kunne partiet formentlig have redet stormen af og vundet valget, hvis Khader havde ladet angrebene prelle af og var fortsat med at tale politik – eller hvis man, som Rune Engelbreth Larsen flere gange har foreslået, fra begyndelsen havde ladet den mere robuste og solide Gitte Seeberg stå i front.

Khader var i hvert fald tydeligt rystet og mistede ganske grebet om såvel situation som dagsorden - og løbet var reelt kørt. Efter valget slog en ikke mindre grov kampagne mod Jørgen Poulsen de første søm i partiets politiske ligkiste.

Og med Gitte Seebergs afgang må man tro, at der er lukket og slukket. Vi vil nok se partiet flakse videre som en vingeskudt fugl, men noget egentligt håb for fremtiden har det ikke.

Er dette godt eller skidt? Ny Alliance var et politisk projekt, der kunne være lykkedes.

Den "anstændige" linje i udlændinge- og andre menneskelige spørgsmål var suppleret af en økonomisk politik, der primært var et tag-selv-bord for de benhårde erhvervsinteresser, der også stod bag: En blød, populistisk linje overalt, hvor det handlede om synlige besparelser, men en benhård neoliberalisme inden under - gratis sodavand til alle, men ingen aftensmad til dem, der ikke kan betale.

Under Ny Alliance ville de fattige blive fattigere og de rige rigere, og Khader, Samuelsen og Seeberg ville have været stolte af det. Borgerløn og andet godt ville der ikke blive tale om, og de arbejdsløse ville kun få det hårdere og hårdere - som under den nuværende regering.

Og derfor græder jeg også tørre tårer over Ny Alliances demise. Det var et spændende projekt, der kunne have forandret dansk politik, om det var lykkes - men bagefter ville have forestået en mindst lige så hård kamp mod Khader og Samuelsen, som der i dag burde føres mod Fogh og Kjærsgaard.

Den egentlige fornyelse kan, hvis den da nogensinde indtræffer, kun komme fra venstre.

Carsten Agger
Kilde: Modspil, 29.1.2008