I 1886 udgav franskmanden Édouard Drumont La France Juive, som var et klassisk og særdeles populært eksempel på tidens antisemitisme. Drumont argumenterer i bogen for, at Frankrig reelt er erobret af et mindretal af jøder, der har gjort sig rige på almindelige franskmænds bekostning.

Frankrig og Europa var ved at blive undergravet af et snigende fremmedelement, der reelt havde taget magten og var blevet landets nye herrer.

Argumentationen minder påfaldende om den, man finder hos moderne 'islamkritikere' som Bat Ye'or (der opfandt begrebet 'Eurabia'), Oriana Fallaci, Daniel Pipes eller danskerne Lars Hedegaard og Helle Merete Brix.

Dette er, kort fortalt, ideen bag den norske journalist og forfatter Øyvind Strømmens bog Eurofascism.

Med udgangspunkt i den britiske historiker Stanley G. Paynes arbejde med fascismen i mellemkrigstiden definerer Strømmen en politisk bevægelse som eurofascistisk, hvis den opfylder følgende kriterier:

- Historiske og nuværende bånd til fascistiske grupper fra før Anden Verdenskrig, til åbenlyst nynazistiske og nyfascistiske bevægelser eller for eksempel til Holocaust-benægtere.

- Fremmedhad og voldsom modstand mod indvandring, ofte med en forestilling om, at ens egen gruppe er truet og forfulgt.

- Meget fokus på 'nationen' og det etniske, på 'folket' og undertiden også på race.

- En klar opfattelse af europæisk enhed, som regel udtrykt i en opdeling af verden i europæere og ikke-europæere (eller i vesterlændinge og ikke-vesterlændinge).

Karakteristisk for de 'eurofascistiske' partiers fælles ideer er en oplevelse af, at europæisk kultur og livsstil er truet af muslimer og islam. I retorikken indgår ofte betydelige mængder af modstandsromantik: Europa er besat af en fremmed erobringshær og er ved at blive omdannet til en slags arabisk provins under navnet 'Eurabia'.

Trusselsbilledet
Dette kan kun lade sig gøre, fordi vore politikere forråder os og konspirerer med muslimerne og de intellektuelle om at undergrave den lokale kultur. Når almindelige mennesker ikke ved alt dette, som foregår lige for næsen af os alle sammen, er det, fordi medierne fortier det af lutter politisk korrekthed.

Antisemitismen er bevaret som tema og som konspirationsteori, den verdensomspændende jødiske sammensværgelse er bare udskiftet med en ditto muslimsk.

I dette verdensbillede er politikerne og de toneangivende medier landsforrædere, der spiller 'de andres' spil. Eurofascisterne opfatter gerne sig selv som 'dissidenter'. Måske udgør de ligefrem en 'modstandsbevægelse', som gennem en (gerne voldelig) modstandskamp vil udvirke landets 'befrielse', der typisk indebærer en masseudvisning af 'kulturfremmede'.

Strømmens pointe er, at ikke blot minder disse ideer slående om mellemkrigstidens fascisme - de partier og øvrige organisationer, der fremlægger dem, har ofte rødder direkte tilbage til de 'klassiske' europæiske fascister. Blandt sådanne partier kan nævnes British National Party (BNP), det belgiske Vlaams Belang og Jean-Marie Le Pens franske Front National.

Karakteristisk for de eurofascistiske eller nyfascistiske partier er, at de i dag ofte gør en stor indsats for at fremstå som 'pæne' udadtil, således at antisemitisme, Holocaust-benægtelse og alt for åbenlys racisme ikke accepteres og ligefrem kan føre til eksklusion.

Undersøger man nu partiets historiske rødder, føres man ofte lukt tilbage til vold og fascisme, og kradser man lidt i den pæne overflade, er det atter fascismens hæslige ansigt, der stikker frem.

Dansk relevans
Et spørgsmål, der unægtelig rejser sig, er, hvor relevant hele denne diskussion er for et land som Danmark?

I Danmark hedder det ekstreme højreparti Dansk Folkeparti, og det har som regeringens eneste støtteparti kunnet tilrane sig en kolossal indflydelse, primært på udlændinge- og retspolitikken.

Men Dansk Folkeparti kan ikke betegnes som 'eurofascistisk' i Strømmens forstand - blandt andet har det ingen historisk forbindelse til fascismen før Anden Verdenskrig.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at eurofascistiske ideer og strømninger har slået rod i den del af den intellektuelle højrefløj, der primært er optaget af 'truslen fra islam'. Nogle gange udkrystalliserer det sig i et egentligt samarbejde.

Den 18. og 19. oktober 2007 deltog den kendte historiker og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard i en såkaldt Counter-Jihad-konference i Bruxelles.

Blandt arrangørerne var netop det eurofascistiske parti Vlaams Belang, der blandt andet var repræsenteret ved den mangeårige leder, parlamentsmedlemmet Filip Dewinter.

Til konferencen fremlagde Hedegaard en 'Status' over islams position i Danmark, hvor han sammenlignede muslimers kriminalitet i Danmark med serbernes etniske udrensninger i Bosnien og påstod, at krisen i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger var 'fremprovokeret af muslimske stater i samarbejde med det Muslimske Broderskab' med det formål at afprøve, om Danmark er parat til en 'overtagelse'.

Hedegaards status blev godt suppleret af Dewinter, der i sit indlæg citerede en belgisk 'islamolog' - formentlig med tilknytning til Vlaams Belang - for, at området fra Lille i Nordfrankrig til Amsterdam om 30-40 år vil være 'én stor islamisk enklave' med Bruxelles og Flandern lige i midten.

Det forlød ikke, om 'muslimerne' også var skyld i Anden Verdenskrig, den globale opvarmning og invasionen af dræbersnegle. Zions vises protokoller har ikke levet forgæves!

Belgiske kontakter
Mens Hedegaard og Dewinter kunne sidde i Bruxelles og enes om 'truslen fra islam', må fransktalende indbyggere i Bruxelles` flamske forstæder forholde sig til en anden trussel, nemlig fra den højreekstreme, militante gruppe Voorpost.

Voorpost er tæt knyttet til Vlaams Belang og kan med en vis ret betegnes som partiets 'stormtropper'. Et af gruppens foretrukne slagord er 'franse ratten, rolt uw matten!', der frit kan oversættes: 'Skrup af, franske rotter!'

Før en 'aktion' gøder disse stormtropper gerne jorden ved at smide løbesedler med dette og lignende slagord i fransksprogede indbyggeres postkasser.

Om Hedegaard er helt klar over dette aspekt af sine belgiske 'samarbejdspartneres' virke, er svært at sige, men med sin deltagelse i en konference støttet af Vlaams Belang gør han reelt fælles sag med en gruppe, hvis historie, holdninger og metoder kan føres direkte tilbage til Anden Verdenskrigs fascisme - og det må han som historiker have været klar over.

Der er i det hele taget klart, at Dansk Folkepartis evige fokus på 'truslen fra islam' og den mangel på hensyn til almindeligt kendte retsgarantier og frihedsrettigheder, der går igen og igen i deres 'løsningsforslag', hører solidt hjemme i den eurofascistiske tradition.

Dansk Folkeparti har imidlertid altid været meget omhyggelig med at holde sin sti ren og holde folk med forbindelser til åbenlyst fascistiske bevægelser ude, og i tilfældet Dansk Folkeparti kan man derfor ikke trække en klar, historisk forbindelse til Anden Verdenskrigs fascisme.

Dog: Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, der faktisk er nødt til at gøre en undertiden ret stor indsats for at holde ekstremistiske stemmer ude og nede.

Hvordan kan det være, at højreekstremisterne netop søger mod Dansk Folkeparti , hvis ikke fordi de fornemmer, at Dansk Folkeparti grundlæggende er enig med dem?

Når nu vi har så travlt med at give staten lov til at overvåge os, indespærre os uden lov og dom, tortere os og lyve for os om det alt sammen, hvis det er i den nationale sikkerheds interesse, kunne det måske alligevel være værd at stoppe op og spørge os selv, hvem der i værste fald kan ende med at komme til at råde over disse beføjelser.

Der findes virkelig kræfter, som kunne finde på at afskaffe ytrings- og anden frihed og indføre et rædselsregime, og som ikke lægger skjul på, hvad de har i sinde. De af os, der ønsker et frit samfund, har al mulig grund til at være bekymrede og stå fast.

Carsten Agger
Kilde: Dagbladet Arbejderen, 24.9.2008