29. oktober 2008 havde jeg et læserbrev i Politiken til støtte for 'Luk Lejren'-aktionen ved Sandholm. Jeg gav udtryk for, at forholdene i Sandholm gør mig flov over at være dansker, men at 'Luk Lejren' gør mig en lille smule stolt igen.

Forleden modtog jeg så en ufrankeret forsendelse (med tilhørende strafporto), der viste sig at indeholde en lille lap papir med påskriften: 'Flov. Så fis ud af landet din idiot. Landsforræder'. Nedenunder var tilføjet en udklippet avisoverskrift, fra et andet læserbrev: 'Tudefjæs'.

Det er ikke første gang, jeg får sådan en hilsen. Det er heller ikke tredje, eller femte, jeg har fået breve med beskyldninger om at være 'landsforræder', postkort med skydeskiver og besked om, at under besættelsen ville jeg være blevet skudt.

Man kunne sige, det er harmløst. Men på ytringsfrihedens og den offentlige debats vegne bekymrer det mig en del. Hvordan kan det være, at netop folk, der taler om værdighed og menneskelige forhold til alle, skal intimideres til at holde deres kæft.

Hvordan kan det være, at netop debattører, der tør stå frem og sige tidens dominerende antisemitisme (nemlig den, der er rettet mod muslimer) midt imod og gøre opmærksom på, at deres muslimske naboer ikke har mindre ret til at være her og være i fred end alle andre, skal kanøfles ud af debatten?

Og det er værre end som så: Den chikane, jeg selv har været udsat for, er forholdsvis mild i forhold til, hvad f.eks. fremtrædende indvandrerpolitikere har måttet tåle. Hvor mange humanistisk sindede mennesker har forsøgt sig med et enkelt læserbrev eller lignende, blot for at blive mødt af trusselsbreve af typen 'vi ved, hvor du bor'? Og hvor mange ender med at blive betænkelige ved at sige højt, hvad mange tænker?

Det er læserbrevsdebattens og lokalpolitikkens svar på de White Pride-bøller, der i Århus forsøger at chikanere venstrefløjen ud af bybilledet. Og som sådan er de en del af et spektrum, der går fra Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet; over en Mogens Camres åbenlyse krav om etniske udrensninger på europæisk plan af en skala, der ikke er set siden 30'erne, og en Lars Hedegaard, der i sit grænseløse og nærmest sygelige had til muslimer og islam ikke kunne drømme om at mod- eller undsige en sådan udrensning; over den mere ekstreme, uformelle højrefløj i Den Danske Forening og på internettets højreorienterede blogs, der dagligt hepper på og drømmer om en sådan udrensning; over de anonyme stormtropper, der chikanerer debattører af mere 'humanistisk', indvandrervenligt tilsnit og beskylder dem for at være landsforrædere; helt ud til de SA-lignende bøller og stormtropper i White Pride og Danmarks Nationale Front (DNF).

Er Dansk Folkeparti et fascistisk parti? Nej, naturligvis ikke. Men så alligevel: Fascismen er et kontinuum i dette land. White Pride og DNF er stolte af at stemme på Dansk Folkeparti, som de føler er dem, der bedst repræsenterer deres interesser. Dansk Folkeparti har et 'pænt' image, men når Mogens Camre ruller sig ud med krav om storstilede etniske udrensninger, der ikke ville kunne undgå at resultere i storstilede massakrer, nægter partitoppen at tage afstand fra ham.

Højrebloggerne tager behørigt afstand fra White Prides afstraffelser af 'landsforræderne', men lægger med deres egen retorik og hyppige krav om atombomber over Mellemøsten i allerhøjeste grad selv op til det.

Den bølleagtige udhængning i højreorienterede læserbreve og på højreblogs er et andet eksempel. Dansk Folkepartis dehumaniserende retorik over for muslimer, et tredje. Og det er derfor, jeg overhovedet gider at skrive om den platte, intimiderende hilsen, jeg har modtaget.

Dansk Folkeparti er måske ikke et fascistisk parti, men det er en del af et kontinuum, der i praksis fungerer som en fuldgyldig fascistisk bevægelse. Denne bevægelse har udpeget sine 'jøder' (muslimer og andre 'fremmede') og er i fuld gang med at udgrænse dem. Og den har virtuelle stormtropper på plads for at true og skræmme debattører, der tør stikke hovedet frem og undsige racismen. Det kan godt være, det ikke lykkes særlig godt, men der kan ikke være nogen tvivl om, at målet med en sådan intimidering er at sætte ytringsfriheden ud af kraft, så Dansk Folkeparti med flere kan udføre deres mørke gerninger uden alt for megen kritik.

Carsten Agger
Politiken, 7.11.2008