Jeg har nu det sidste års tid boet sådan semi-ude-på-landet, eller
rettere sagt i en større landsby, hvorfra man let kan komme ud på
landet, ligesom jeg i kraft af en forholdsvis ny cykel har al mulig
lejlighed til at bevæge mig rundt i området.
Og det er da også
så dejligt og idyllisk derude - man sku' altid bo på på landet, hvem ku'
ønske andet. Er det ikke derude, mennesket egentlig hører til,
ude i Guds smukke natur?
Ja, det lyder da i hvert fald godt, hvis man begynder at smægte over
det. Men virkeligheden er desværre en ganske anden: Der er for det meste
slet ikke særlig rart.
I stort set hele Danmark er der aldeles trøstesløst ude på landet:
Endeløse, forgiftede marker med opreklameret svinefoder (byg) vekslende
med hvede og raps; enkelte fritliggende huse ikke
ældre end år 1900-1950, oftest i en nærmest ubegribeligt uskøn
arkitektur; kæmpemæssige, industrielle landbrug udstyret med kornsiloer
og gylletanke på størrelse med Amalienborg.
Hvad der måtte have været af natur findes muligvis stadig, ude
omkring, men for det meste er det rullet tilbage i en sådan grad, at
"dansk landskabsmaleri" for den kyniske kan forekomme at handle om at
forevige vandpytten fra den ene vinkel, hvorfra man ikke kan se
lossepladsen eller højspændingsledningerne.
De skove, der også findes rundt omkring, er stort set alle plantage
snarere end naturskov og dermed for så vidt lige så kunstige som
kornmarkerne. Hvad der findes af smukke, uberørte pletter har mere
karakter af spredte frimærker, der både er og virker truet af det evigt
fremtromlende kornhelvede.
Og dog behøvede det ikke at være sådan. Den, der bevæger sig
gennem landet i tog, vil bemærke, at dette nogle gange bevæger sig
gennem skove og enge, der nærmest kan have karakter af fortryllede
landskaber - et sådant område kommer man for eksempel igennem mellem
Vejle og Fredericia.
Det er fremskridtet, ville nogen sige. Landbruget har brug for plads, vi
er mange mennesker, der skal spise, og vi har brug for maden.
Men det er ikke nogen naturlov, at landbruget skal fylde så meget i
landskabet. Indtil de store landbrugsreformer i slutningen af det 18.
århundrede var det danske landskab ikke præget af kornmarker, men af
åbent land, hvor spredt krat vekslede med græsningsarealer fra de
dengang overalt fritgående kreaturer.
Selvom der heller ikke dengang var megen egentlig "vild natur", skal der
ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget smukkere og mere
indbydende landskabet alligevel har været, og hvor meget bedre vækst- og
yngleforhold der har været for dyr og fugle, når landskabet heller ikke
regelmæssigt blev forpestet med alskens gødnings- og giftstoffer.
Og det er derfor, jeg kalder dette indlæg "Giv os Danmark tilbage": Det
kunne det blive igen.
Danmark er fundamentalt ikke et
landbrugsland, det er et videns- og industriland, hvor små landbrug
nærmest ikke eksisterer mere, og hvor de få tilbageværende drives efter
rent industrielle principper.
Samtidig producerer disse få landbrugsindustrier mad nok til at brødføde
ca. 14 millioner mennesker, hvoraf det meste eksporteres.
Her
melder sig umiddelbart to tanker:
Der er ingen som helst grund til, at Danmark skal producere mad til mere end 5 millioner mennesker, og
Når landbruget er så produktivt, som det er, er der ingen som helst grund til, at man skal blive ved med at hælde gift og kunstgødning i jorden.
Mit forslag er med andre ord, at det danske naturlandskab retableres ved
at reducere den danske landbrugsproduktion til en tredjedel, samtidig
med at hele molevitten omlægges til økologisk produktion.
Problematisk, set fra et økonomisk perspektiv? Næppe. Danmark er et rigt
land, og er som sagt langt mere et videns- og industrisamfund end det er
et landbrugssamfund. Vi har brug for mad i munden, men vi har ikke brug
for landbrugseksporten.
Problematisk at omlægge til ren økologisk produktion, fra et
jordbrugsperspektiv? Formentlig heller ikke. Økologisk jordbrug kan i
dag drives med en effektivitet, der nærmer sig 80-90% af det, man kender
fra det traditionelle, sprøjte- og giftbefængte.
Danmark kan stimulere denne effektivitet ved at forske i økologiske
jordbrugsmetoder, og denne viden kan vi eksportere til andre af verdens
lande.
Selvfølgelig skulle man ikke forbyde folk at drive landbrug eller tvinge
ejerne af de allestedsnærværende kornmarker til at gøre noget som helst
andet med jorden, end de selv har lyst til. Men så drastiske midler vil
det heller ikke være nødvendigt at ty til .
Et lovkrav om, at
alt erhvervsmæssigt landbrug skal omlægges til økologisk drift i løbet
af en fem-års-periode kombineret med kraftige økonomiske tilskud til
permanent braklægning skulle kunne gøre det.
Efterhånden som
landbrugsjorden går af brug, kan staten opkøbe dem og udlægge dem som
naturarealer til gavn for alle, og nogle steder kunne man som i det
gamle åbne land tillade græsning af kvæg.
Og i løbet af 40-50
år kunne vi atter få et landskab, som det er værd at leve og være i. De
få og små åndehuller, man heldigvis stadig kan finde, ville være bredt
ud, så de let kunne findes over det meste af landet. Det i sig selv
skulle rigeligt være investeringen værd.
Carsten Agger
Kilde: Modspil.dk,
26.9.2009