Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område, hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste virksomhed?

Microsoft Monopoly
Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem Windows' monopol på markedet for personlige computere. At købe en computer er i dag det samme som at købe en computer med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man kan få computeren uden Windows, vil man næsten altid få at vide, at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én med et tomt blik.

Men betaler altså pænt computerens pris plus 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et system, der godt nok virker, men er sårbart for virus- og spyware-angreb.

Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme. Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid Microsoft Office, som koster 1.500-5.500 kroner afhængigt af versionen. Har man også brug for billedbehandling, desktop publishing, antivirusprogrammer og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000 kroner oven i computerens pris.

Det paradoksale ved Windows' monopol er, at det er fuldstændig overflødigt. Der findes gratis alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og brugervenlighed – men med alle nødvendige standardprogrammer inkluderet fra starten.

For at det ikke skal være løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at installere antivirus på dem.

"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29. oktober udkom med sin nyeste udgave, version 9.10. Men hvordan kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer til en værdi af mange tusing kroner og samtidig være så meget bedre, hvad sikkerheden angår?

En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.

Fri software - hvad og hvorfor

Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod en stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte kildekode .

Stallman mener, at man som bruger altid bør have lov til at undersøge, hvordan et computerprogram virker og eventuelt selv ændre i det, hvis man har lyst. Han mener også, at det altid bør være muligt og lovligt at hjælpe andre mennesker ved at give dem et eksemplar af et godt program. Programmer, der giver brugeren lov til disse ting, kaldes for fri software.

For at kunne undersøge, hvordan et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open source.

Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at de ikke har brug for en "ret" til at undersøge og ændre i de programmer, der kører på deres computer, eftersom de ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at pille ved så vitale dele.

Man kan dog vende den om: Hvis skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist?

Hvis programmet er købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op. Er det fri software, har de rent faktisk en chance for selv at finde og rette fejlen.

Hvis vi køber en bil eller en motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi undre os og protestere. Ikke desto mindre er det de betingelser, som Windows og de fleste andre kommercielle programmer leveres under.

At fri software er fri, er ikke ensbetydende med, at det altid er gratis. Jeg kan for eksempel bestille et program eller en programændring hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig, at programmet leveres som fri software.

Selv om programmet ikke er gratis at fremstille, vil dets pris dog have en tendens til meget hurtigt at falde til nul, efterhånden som det bliver mere og mere populært, eftersom alle brugere har lov til at give det videre uden at tage penge for det.

Fri software kommer dermed til at udgøre en fælles pulje af gratis programmer – en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker at benytte sig af den. Kendte programmer i denne pulje er kontorpakken OpenOffice.org, browseren Mozilla Firefox, billedbehandlingsprogrammet GIMP og styresystemet GNU/Linux, som Ubuntu er en udgave af.

Anvendelsesområder

Software Capitalism Ved almindelig, såkaldt proprietær software indgår nogle ubehagelige begrænsninger i forbrugerens rettigheder, som vi næppe ville acceptere ved andre typer produkter, for eksempel, at

brugeren ikke ved, hvad hans computer gør og har ikke ret til at få det at vide.
brugeren ikke selv bestemmer, hvad hans computer gør og ikke gør
brugeren eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig af producentens nåde og barmhjertighed
brugeren ikke kan videregive programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af yderligere betaling.

I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri software bør bruges overalt, ikke mindst i undervisningssystemet og inden for den offentlige administration.

I undervisningssystemet gælder, at hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider mod det ideal om åbenhed og den frihed til at udforske verden og opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem.

Fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen tale eller forestilling om "piratkopiering".

Det mindste af det hele er næsten, at der er penge at spare - men det er der: Om vi skal tro erfaringerne fra udlandet, kan vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner spare millioner og atter millioner af kroner på software-licenser.

Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles spørgsmål til - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig og koster mange penge?

Inden for det offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte leverandører. Hvad nu, hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen?

Nok så vigtigt er spørgsmålet om demokratisk indsigt: Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores liv, må vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der understøtter og implementerer disse arbejdsgange.

Alternativet er nemlig skræmmende: Hvis selv den mest elementære, elektroniske infrastruktur - web-browsere, tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation - er omgærdet af hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer det en indhegning af brugeren, som er en større trussel, jo mere elektronisk samfundet bliver.

Fri software er ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at vi kan beholde et frit og åbent samfund i den elektroniske tidsalder, men på længere sigt er det en nødvendig forudsætning. Microsofts vision om en verden, hvor hver eneste hjem er forsynet med en PC med Microsoftprodukter, som brugerne ikke må pille i eller dele med deres venner uden at betale en gang til, er i sidste ende en vison om et teknokratisk diktatur, hvor den enkelte borger er umyndiggjort i sin interaktion med omverdenen.

Igen er det næsten det mindste af det hele, at der er penge at spare. Men det er der. Det franske gendarmeri sparede for eksempel 50 millioner euro bare på at flytte 90.000 brugere fra Microsoft Windows til Ubuntu. I hele Danmark kunne vi spare meget mere på en generel overgang til fri software i den offentlige forvaltning.

Ubuntu og fri software

Ubuntu er et fuldstændigt styresystem, som det står enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, billedbehandling (GIMP) og en række multimedieværktøjer – alt sammen fri software ligesom systemet selv.

Herudover er det muligt at downloade og installere mere end 20.000 programpakker, der udgør en fuldstændig, professionel IT-infrastruktur: Programmeringsværktøjer, webservere, databaser, applikationsservere, hjemmesidesystemer, grafiske programmer og meget mere.

Systemet kan uden videre bruges til at køre en web- eller databaseserver, men det kan også og ikke mindst bringes til at køre upåklageligt på en genbrugscomputer med helt ned til 128 megabyte RAM.

Hvor det tidligere krævede en højere datalogisk eksamen så meget som at overveje at installere et Linux-system på sin computer, er det i dag hurtigere og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere en af de mange Windows-varianter.

Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth stiftede under sine studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i 1999 lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign for 525 millioner dollars.

Efter at det i 2002 lykkedes ham at realisere en drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet, besluttede han at bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske undervisningssystem.

Shuttleworth er interesseret i alle initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste ende er målet at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig teknologi. Eftersom fri software udgør en fælles pulje til fri afbenyttelse for alle mennesker i hele verden, må det nødvendigvis have en vigtig rolle at spille, når vi taler om at forbedre de fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig teknologi.

Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal være fri til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden at betale for det."

Dette betyder, at Ubuntu som fri software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering af informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster hundrede dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for en Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det en økonomisk afsats, som almindelige mennesker er afksåret fra at nå i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind dollars om året.

Derimod kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer og Ubunu være hundrede procent "med" som fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion, systemudvikling.

Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og lovlig adgang til en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen let kunne have kostet hundredetusinder af kroner.

En vision for et demokratisk informationssamfund

Med Ubuntu-projektet og dets infrastruktur af frivillige er visionen om et frit og gratis system for alle rykket et betydeligt stykke nærmere.

Og det er en udvikling, som det er værd at holde øje med: Hvor alverdens organisationer og enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må bruge tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt, stiller fri software i princippet den bedste software i alle kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele verden.

Valget mellem fri og proprietær software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de skal bruge.

Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte" programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri software, hvor vi kan.

Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen - om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller vi ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage beslutningerne og holde de fattige ude.

Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri software ind så mange steder som muligt - ikke mindst på vore egne maskiner, i den offentlige administration og i undervisningssystemet. Med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.

Carsten Agger
Kilde: Modspil.dk, 11.11.2009