Romantikkens Verden Romantikken var en sammensat og langtfra entydig bevægelse eller strømning, der opstod i løbet af 1800-tallet som reaktion på oplysningstidens rationalisme og videnskabelige reduktionisme.

Når romantikken var så sammensat, hænger det blandt andet sammen med, at den manifesterede sig på højst forskellig måde forskellige steder på kontinentet - opfattes romantikken som én bevægelse, gav denne ene bevægelse ophav til såvel den moderne nationalisme som til individualistisk socialisme, til transcendentalistisk mystik såvel som til store naturvidenskabelige gennembrud, til større internationalisme såvel som til større fokus på det regionale og det lokale.

Blandt romantikkens "helte" kan regnes såvel de opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt og Carsten Niebuhr som folkemindesamlere som Jacob og William Grimm og danskeren Evald Tang Kristensen.

To ting, der overalt er fælles for den romantiske bevægelse, er essentialisme og transcendentalisme. Dette skal blandt andet forstås som modsætning til den universalisme, der havde bredt sig under oplysningstiden og dennes rødder i renæssancens og middelalderens dannelsesidealer.

For at forstå denne essentialisme må vi se lidt på de filosofiske ideer, som prægede især den tyske romantik. Udgangspunktet var blandt andet Immanuel Kants (1724-1804) erkendelsesteori, hvor han indførte en skelnen mellem "tingen i sig selv" eller verden, som den er, uafhængigt af, om vi iagttager den eller ej, og "tingen for mig", verden, som vi ser og opfatter den med vores eget begrebsapparat.

Filosofferne Fichte (1762-1814) og Schelling (1775-1804) byggede videre på disse tanker og formulerede en filosofi, hvor verden ikke har nogen eksistens uafhængigt af det menneskelige sind, men til stadighed skabes af "ånden", som antages at være en altgennemtrængende skaberkraft.

I kraft af denne ånd var mennesket i sin tid ét med verden, som blev til af menneskets ånd via dets sansning eller oplevelse af den. Med tiden kom en splittelse eller spaltning ind, som antydet i Kants skelnen mellem "tingen i sig selv" og "tingen for mig: Mennesket har, gennem sit sprog og sin opfattelse af verden som "ydre", sat skel mellem sig selv og den og har tabt sin egen oprindelige enhed med verden. Der er imidlertid én type menneske, der kan genetablere den tabte enhed, og det er digteren, der i kraft af sin særlige gave eller skaberkraft atter formår at lade Ånden flyde.

Vi får her romantikkens karakteristiske tredeling: Engang, da mennesket stod i et mere sandt og umiddelbart forhold til verden, fandtes en magisk guld- eller sølvalder, som vi i dag har mistet. Studerer vi imidlertid fortiden og ganske særligt de minder, vi har om de gamles særlige, umiddelbare forhold til verden, kan vi fornemme lidt af den oprindelige forjættelse, og vi kan derfor i fremtiden gøre os håb om at genvinde det oprindelige langt tættere forhold til verden. Mønsteret går igen mange steder, også i mindre mystisk udformning: I gamle dage gjorde man tingene "rigtigt", i vores moderne tid er vi desværre begyndt at gøre dem "forkert", men vi lægger os det på sinde, kan vi måske begynde at gøre tingene "rigtigt" igen og blive bedre og gladere mennesker. Dette romantiske mønster går igen i alt fra lokalpatriotisme over kunst og litteratur til så forskellige områder som natursyn og pædagogik.

Den grundlæggende filosofi, at verden er et produkt af ånden og af menneskets perception af den, var naturligvis på ingen måde ny. I det gamle Indien ansås grammatikken for at være den vigtigste af alle videnskaber, fordi verden blev til af sproget, og i Upanishaderne detaljeres ligefrem Selvets skabelse af verden gennem åndedrættet (ånden og sproget) . I Platons "Symposion" beskrives, hvordan verden opstår af Eros forstået som menneskets begær, og i Johannes-evangeliet fastslås, at "i begyndelsen var Ordet".

I romantikken systematiseredes imidlertid forestillingen om, at menneskets oprindelige enhed med verden og ånden var tabt og kunne genvindes af digteren. Oplysningstidens strengt rationalistiske og videnskabelige opfattelse af verden blev forkastet, og i stedet dyrkedes følelserne og de "irrationelle" drifter som mere passende udtryk for den oprindelige "åndelighed" - sådan i meget store og generaliserende træk, forstås.

Denne filosofiske baggrund fortæller en del om, hvorfor romantikken var så frugtbar, og hvorfor den også førte til så meget sværmeri, som tilfældet var. En dyrkelse af følelserne og det geniale individ kombineret med en dyrkelse af "oprindeligheden" fører let til en dyrkelse af de mest spændende og mystiske ting, og frakoblet den strengt empiriske, naturvidenskabelige tilgang, der vel om noget var barn af oplysningstiden, blev der både plads til store tanker og fortænkt sludder. Gode eksempler på det sidste var mesmerismen og Goethes farvelære, der begge led under en manglende empirisk stringens men vel snarere repræsenterede en regression til forestillingen om, at man kan tænke sig til, hvordan verden bør være indrettet, "hvorefter Verden sig haver at rette".

Ironisk nok har den forestilling om den ydre verdens afhængighed af menneskets begrebsapparat, der var en del af romantikkens filosofiske grundlag, "vundet" i den moderne naturvidenskab, hvor kvantefysikken har opgivet forestillingen om en verden, der eksisterer uafhængigt af iagttageren, samtidig med, at neurologien og neuropsykologien er i færd med empirisk at bestemme, hvordan verden bliver til af menneskets sansning, når hjernen skaber den sensoriske verden, vi lever i (se f.eks. kapitlet om visuel perception i Anders Gade: Hjerneprocesser, Frydenlund 1997). I den moderne naturvidenskab fører denne "subjektivisme" dog ikke til nogen form for sværmeri, fordi forskningen ledes af den stringente empiriske tilgang, der har kendetegnet naturvidenskaben siden dens gennembrud i oplysningstiden og den sene renæssance.

Blandingen af essentialisme, "subjektivime" og ideal forventning til fremtiden siger også noget om, hvorfor de romantiske ideer kunne udvikle sig så farligt, som tilfældet var. En dyrkelse af én nations eller lokalitets essentielle væsen kunne forvandle sig til en agressiv undsigelse af alle andre og alt andet, som i yderste konsekvens var en del af det, der kammede over i nazismen og dens patriotiske fanatisme. Den romantiske essentialisme var og blev nemlig i høj grad lokalt orienteret. Selve ordet "romantik" er afledt af den latinske vending "in lingua romana", som betyder "på det romanske sprog". En "roman" var oprindelig en "romance", afledt af vulgærlatin: "romance scribere", og brugtes om en sang eller fortælling, som var fortalt på "romansk", f.eks. oldfransk: På folkesproget i modsætning til på latin.

I romantikken indgik altså en forestilling om, at det enkelte land, den enkelte nation eller det enkelte lokalområde havde en "egen" eller "iboende" sjæl, således at en dansker, der vokser op i Danmark, herved erhverver sig en andel i noget essentielt dansk, der hænger sammen med såvel jorden som med sproget og kulturen, og som er væsensforskelligt fra den essentielle franskhed eller tyskhed, en borger i et af disse lande vokser op med. Vi vil nikke genkendende til denne essentialisme, der også udstrækker sig til lokalområder, så f.eks. en thybo, hvis families tilhørsforhold til Thy strækker sig generationer tilbage (hvis sådanne da stadig findes!), har en andel i en essentielt "Thy'sk" folkesjæl.

Essentialismen er endvidere mystisk eller transcendental og hænger sammen med forestillingen om en "forsvunden guldalder": Engang for længe siden fandtes de "rigtige" danskere og "rigtige" thyboer, nationens "essens", hvoraf folkeviser, eventyr og gudesagn opstod, men i dag er vi kommet væk fra denne guldalder og har hermed mistet vores andel i dens nærmest guddommelige forjættelse. Vi kan imidlertid finde tilbage til den, guldalderen kan genopstå her på jord, men for at det kan lade sig gøre, må vi søge tilbage til det oprindelige, genetablere det, så vidt det kan lade sig gøre. Inden for litteraturen søgte Oehlenschläger tilbage til en idealiseret version af de nordiske gudesagn, ligesom arkæologerne søgte at genskabe en svunden nordisk storhed ud fra oldtidsminderne. De store folkemindesamlere arbejdede ligeledes ud fra forestillingen om, at man hermed kunne afdække og katalogisere en særligt national folkesjæl, der ville blive jo mere "ren" og specifik, jo længere man kom tilbage.

Bevægelsen blev i denne forstand ophav til både gode og dårlige ting, på plussiden til en opvurdering af folkesprogene og den lokale litteratur og kultur, hvor latin mange steder var enerådende i de akademiske miljøer, på minussiden til den farlige og radikale "Blut und Boden"-nationalisme, der fandt sin yderste konsekvens i nazismen og fascismen. I Danmark førte denne, om man vil, lokalromantiske eller lokal-essentialistiske gren af romantikken til en dyrkelse af det nationale, der måske paradoksalt fik særligt gode kår efter det forsmædelige nederlag i slaget ved Reden i 1801 og de senere nederlag til prøjserne i 1848 og 1864.

Et andet aspekt af romantikkens "mysticisme" er en dyrkelse af det irrationelle frem for det fornuftsmæssige, og i denne forstand blev den litterære romantik skudt i gang i 1774 med udgivelsen af Goethes roman om "Den unge Werthers Lidelser". Et andet og nok så velkendt eksempel på bevægelsens essentialisme er naturdyrkelsen eller naturromantikken, herunder forestillingen om menneskets "oprindelige" liv i naturen og naturmennesket som "den ædle vilde" - det er ikke noget tilfælde, at antropologien blev grundlagt i denne periode.

Om denne periode har Aarhus Universitetsforlag for nylig udgivet antologien "ROMANTIKKENS VERDEN - Natur, menneske, samfund, kunst og kultur", der forsøger at give et signalement af romantikken som periode ved en lang række essays af forskere fra mange forskellige fagområder.

Rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen skriver i forordet som en slags målsætning for bogen, at den "giver en lang række perspektiver på romantikkens tid og tænkning og på dens effekter i vor egen tid og viser næsten alle centrale aspekter af den tids reflektion verden over".

ROMANTIKKENS VERDEN er da også en både flot og udstyrsmæssigt imponerende bog at sidde med i hånden. Bogen er på 640 sider i A4-format, rigt illustreret. Indholdet er delt i fem afsnit, hvis artikler hver for sig skal belyse netop ét aspekt af den romantiske strømning: NATUREN, MENNESKET, SAMFUND, KUNST OG KULTUR og KUNSTNEREN.

Da bogen er en antologi, skrevet af en lang række forskere, der skriver om et emne fra deres eget område, skal den ikke forstås som en udtømmende historisk og filosofisk gennemgang af romantikken som strømning. Selv om redaktørerne tydeligvis har holdt en rød tråd og har sørget for at få de vigtigste emner dækket ind, er der ikke tale om et standardværk om perioden. Hvis man ikke simpelt hen bruger den som tekstsamling, kunne man opfatte den som en slags impressionistisk røntgenbillede, hvor hver artikel forsøger at gengive sin egen lille facet.

Hvor vellykket det resulterende billede bliver er en anden sag, men da antologien består af artikler skrevet af fagfolk netop om deres eget område, og somme tider om et forholdsvis lille eller perifert aspekt af dette område, er det vel klart, at alle artiklerne ikke kan være lige interessante for alle. Dette kan sætte anmelderen i et interessant dilemma: Skal man betragte en artikel som "kedelig", fordi man selv finder den tør og fuld af uinteressante detaljer? Måske den selvsamme artikel i virkeligheden er en fremragende og informativ gennemgang af et emne, som vil være kærkommen for den, der faktisk interesserer sig for dette emne. Og som sådan vil den klart nok ikke kunne kritiseres, hvis bogen betragtes som en akademisk tekstsamling.

Således er jeg sikker på, at jeg selv kunne komme i tanker om mere spændende emner end dansk botaniks udvikling til folkesag i løbet af det 19. århundrede, eller det danske museumsvæsens historie - som henholdsvis Peter Wind fra Danmarks Miljøundersøgelser og Anne Hejlskov, Vinnie Nørskov og Hanne Teglhus fra Kunsthistorie, Antikmuseet og Steno-museet har gjort - men trods alt er der vel en plads også for den slags. Artiklerne er faktisk velskrevne, og hvis emnet kan forekomme en smule kedsommeligt, kan det måske tjene som påmindelse om, at 1800-tallet også var en i mange henseender kedelig og fantastisk borgerlig periode, eksemplificeret ved den såkaldte Biedermeier-stil og idealet om den ulastelige, borgerlige karriere i erhvervsliv eller bureaukrati.

Men ud fra sine egne kriterier kan en artikel jo sagtens være god, bare fordi en anmelder, der ikke interesserer sig for emnet, synes, den er kedelig. Der er imidlertid et andet, gennemgående problem ved mange af den foreliggende bogs indlæg (ikke dem alle). Mange af artiklerne er præget af, hvad jeg vil kalde en akademisk letbenethed, som ikke klæder værket. Akademisk formidling handler ikke om at trække faget derned, hvor alle kan forstå det, det handler om at anstrenge sig for at forklare ofte meget komplekse sammenhænge således, at den intelligente lægmand kan få et reelt indblik i, hvad der egentlig foregår og er på spil i vores fag. Groft sagt: Akademisk formidling handler om efter bedste evne at formidle, ikke om at spille pauseklovn. Det er det ikke alle denne bogs forfattere, der har forstået.

Det ville føre for vidt her at omtale alle bogens artikler i detaljer. I stedet vil jeg i det følgende gennemgå nogle få og bemærke mig nogle karakteristiske træk, og herefter fremhæve de af bogens artikler, som hæver sig over mængden - og til sidst give en endelig, sammenfattende vurdering. Men nu til sagen.

Første afsnit om NATUREN lægger ud med en vurdering af, hvordan og især hvor ren naturen kunne formodes at være dengang i de "gode gamle dage". Jes Fenger fra Danmarks Miljøundersøgelser giver et varieret og spændende overblik over forholdene vedrørerende forurening og sundhed i det 19. århundredes København og lægger stor vægt på de kvantitative metoder, man bruger til at bestemme forureningens natur og omfang.

I modsætning til, hvad man umiddelbart forestiller sig, var luftforureningen i byerne langt værre dengang end i dag. Dette skyldtes især de hygiejniske og sanitære forhold, som vi i dag ville have betragtet som fuldstændig uacceptable, med åbne rendestene i stedet for ordentlig kloakkering, husdyrhold, dårlige toiletforhold og utilstrækkelig vandforsyning. Forureningen med svovldioxid vurderes at have været ti gange højere, end den er nu, hovedsaglig på grund af kulfyring, som også var den svøbe, som allerede i århundreder havde gjort London til en af Europas mest forurenede storbyer (s. 39). Det vil føre for vidt at referere Fengers artikel i større detalje, men den giver et spændende og tilsyneladende veldokumenteret indblik i en europæisk storbys almindelige hygieniske og miljømæssige tilstand i den romantiske periode.

Herefter overtager litteraturhistorikeren Svend Erik Larsen, der fortæller om "romantikerne", det vil sige den romantiske periodes store forfattere og digtere, og deres forhold til storbyen. Han lægger ud med at parallellisere romantikernes forhold til byen med de fleste menneskers forhold til skatter: "Vi er ikke meget for at betale, men vi vil nødig undvære de goder, den financierer". Og i betragtning af, at netop romantikken karakteriseres af en higen mod, dyrkelse af og stræben efter "selvfordybelse i ensomhed og tosomhed væk fra gademylderet og om visioner med udsigt til evigheden og fortiden" (s. 49), kan det virke paradoksalt, at de fleste af selv samme digtere og forfattere, da det kom til stykket, hverken ville eller kunne undvære de beskidte, overbefolkede og generelt usunde byer.

Artiklen forekommer dog mere end en egentlig indsigt i romantikernes forhold til byen at formidle en nyfigen interesse for det paradoks, den lægger ud med: At digterne ikke kan undvære byen. Han citerer således helt relevant Wordsworths vision af overjordisk skønhed i London før daggry i sonnetten "Composed upon Westminster Bridge, September 3, 1802":


        Earth has not any thing to show more fair: 
        Dull would he be of soul who could pass by 
        A sight so touching in its majesty: 
        This City now doth, like a garment, wear 
        The beauty of the morning; silent, bare, 
        Ships, towers, domes, theatres, and temples lie 
        Open unto the fields, and to the sky;

Larsen følger ovenciterede sonnet om byens skønhed ved daggry op med et citat fra "The Prelude", hvor Wordsworth udtrykker sin afsky for byens umoral og stank, dens ensomhed og forlorenhed, og konkluderer lidt bagvendt, at også for Wordsworth er byen uundværlig som "kontrast" til digterens naturfølelse: "Uden byen kan den ikke vækkes med den rette styrke og form".

Og det skal Larsen måske også skrive, eftersom det jo altså er hans tese, at romantikerne fundamentalt er bymennesker, der måske nok drømmer om naturens ophøjede ro, men i virkeligheden har deres rødder i storbyens larm og tumult (og tætpakkethed og møg). Men lige netop med Wordsworth kan jeg ikke se, hvordan han vil få det til at passe. Digterens ophold i byer, primært London og Cambridge, beskrives i "The Prelude" som lettere mislykkede, og kort efter sit ophold i London flyttede digteren på landet i Somerset og senere tilbage til sin barndomsegn i "The Lake District", hvor han boede resten af sit liv. Om storbyens pulserende liv skrev han senere, at han holdt sig væk fra det for at pleje sit åndelige liv, at han

             ... shrunk with apprehensive jealousy 
             From every combination which might aid 
             The tendency, too potent in itself, 
             Of use and custom to bow down the soul 
             Under a growing weight of vulgar sense, 
             And substitute a universe of death
             For that which moves with light and life informed, 
             Actual, divine, and true. 
          
             (Prelude 14, 155-62)

Wordsworth var med andre ord overhovedet ikke noget bymenneske - han voksede op i The Lake District, hvor han allerede som barn udviklede et nærmest religiøst forhold til Naturen og dens skønhed, og da han som knap 30-årig flyttede tilbage til området, blev han der resten af sit liv og udviklede sig til en indædt modstander af den moderne tekniks indtog. Det er svært at se andet, end at byen for netop Wordsworth var alt andet end uundværlig både praktisk og kulturelt, og at den eneste grund til Larsens påstand om, at hans naturfølelse ikke kan "vækkes" uden at have byens eksistens som "kontrast" er, at han er for vigtig en romantisk digter at "lade gå", hvorfor han nødvendigvis må presses ned i den urbane teses Prokrustesseng. Med Wordsworth går den bare ikke; hans digtning og visionære geni var i den grad bundet til naturens skønhed og ro som en konkret, daglig oplevelse, ikke som abstrakt drømmeri.

Mere valid er Larsens tese, når talen falder på de danske romantikere med Oehlenschläger i spidsen, omend man også her mistænker, at tesen er mere valid, fordi Oehlenschläger var bybo, end fordi han var romantiker. Larsen skriver om romantikerne med "tankerne i de ophøjede sfærer og fødderne i byens lort" og giver i den forbindelse en manende beskrivelse af de hygiejniske aspekter af datidens byliv og samfundets opløsning i årene efter englændernes bombardement af Københav i 1809. Han citerer bl.a. Københavns overkirurg Heinrich Callisen, som i sin bog om Physisk Medizinske betragtninger over Kiöbenhavn bl.a. skrev om

"Vellevnet og Ødselhed, Usædelighed og Forfængelighed, Misbrug af Fremmede Produkter ... Ogsaa den tiltagende Letsindighed, hvormed en Deel unge Mennesker indlade sig i ægteskabelige Forbindelser, uden bestemte Næringsveie" (citeret s. 54).

Og byen var da som tidligere antydet og som også behandlet af Jes Fenger ikke i, hvad vi i dag ville betegne som en tilfredsstillende hygiejnisk tilstand:

"Snavs, dårlige boliger og mangel på byfornyelse fortættedes i bogstaveligste forstand: Dårlig luft inde og ude medførte sygdomme... Stanken stiger næsten op fra siderne, når Callisen tager fat på natrenovationen i kapitlet Om renlighed og Luftens tilfældige Fordærvelse uafhængig af Klimatet. Han skriver ikke kun om de menneskelige afsondringer, som det så diskret kaldes, men også om dyrenes efterladenskaber: København rummede tusinder af heste og køer, små 5.000 i alt skønner Callisen. (...) kolort og hestepærer blev ikke altid smidt i dertil indrettede opsamslingskister, men i rendestenen. Her blev det hele trådt ned i andet affald, blandet med brugt sand fra husenes gulve og andet rendestensskidt, ikke mindst døde dyr."

Det er for så vidt både udmærket og interessant at blive mindet om, hvordan "byen" for romantikerne på mange måder var noget ganske andet og langt mere overbefolket, beskidt og usundt, end for os i dag; på samme måde, som det (som Larsen også nævner) er værd at tænke over, at historier som H.C. Andersens berømte "Den lille pige med svovlstikkerne" dækker over en realitet, det kan være svært for mange at forstå i betragtning af den velstand, Danmark senere har opnået. På H.C. Andersens tid var der faktisk små piger, der måtte gå barfodede om vinteren og hutle sig igennem ved at sælge svovlstikker på dagen uden at nogen af alle de velnærede borgere, der læste og skrev tidens litteratur tog sig af det eller fandt på at gøre noget for dem, og sådanne piger døde faktisk somme tider på gaden af sult og kulde.

Larsen forfalder dog for meget til en nyfigent/humoristisk "se, hvor dumme/anderledes de var dengang"-holdning, der får ham til ud fra sin tese om romantikerne som "bymennesker" at skøjte overfladisk hen over emnet uden rigtig at nå ind til dets kerne, hvis det da overhovedet har nogen. Et eksempel på denne nyfigenhed har vi, når Larsen i sin beskrivelse af det berømte møde mellem Oehlenschläger og Steffens, der inspirerede Oehlenschläger til at skrive sit digt "Guldhornene" skriver, at Oehlenschläger nok var "glad for at gå i sine unge dage":

"Og glad for spisning og legemets pleje ligeså. Måske også, så mange år efter, mere imponeret over gåturens fysiske kraftanstrengelse end dens kreative indhold" (s. 53).

Måske, eller det kan da ikke udelukkes - det er jo i alle tilfælde lidt svært at spørge Oehlenschläger selv. Ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at Larsens "afdramatiserende" læsning af den unge digters sans for bordets glæder få timer, før han gik hjem og skrev den danske romantiks definerende værk, er mere præget af Larsens egen nutidige og bekvemme indgang til stoffet end af nogen indsigt i, hvad der foregik i Oehlenschlägers hoved i de timer.

Nyfigenheden og banaliteten bliver værre, når afsnittet om byens hygiejniske tilstand (med den sigende titel "I lort til knæene") afsluttes med et citat af overkirurg Callisen, der bemærker det problematiske i, at byens fodgængere ("især af Mand-Kiønnet") bidrager til de mange "uddunstninger" ved at lade deres vand op ad husene, og herefter selv observerer:

"Efter den megen mad og vin og den lange gåtur kunne Oehlenschläger og Steffens godt høre til dem, der på den måde bidrog til at gøre de mure 'kvalmfulde', de så gerne ville væk fra."

Utvivlsomt, kunne man tilføje, men så kan magisterens nyfigenhed og morskab over, så dumme de var dengang i gamle dage, da heller ikke blive mere usaglig og fladpandet. Litteraturkritik som afstandsskabende og trivialiserende frem for oplysende?

Som helhed lider Svend Erik Larsens artikel under en måske lidt for oplagt eller typisk fejlslutning. Larsen skriver om og har formentlig forsket i romantikernes forhold til byen, og når herefter frem til, at byen er vigtig, ja uundværlig for romantikerne - man kunne kalde det en slags "studieobjektets fejlslutning": Et potentielt interessant, men forholdsvis perifert studieobjekt forekommer under udforskningens mikroskop at vokse til et omfang og en relevans, det ikke i sig selv er berettiget til. I tilfældet Wordsworth må Larsen endda bøje eller i hvert fortolke lidt på kendsgerningerne, som vi har set.

Det kan forekomme urimeligt og en smule uretfærdigt at afse så meget plads til at hakke på denne ene artikel, men den illustrerer meget godt det gennemgående problem med flere af bogens artikler: Trangen til at underholde ved hjælp af det kuriøse: Er det ikke sjovt, og var de ikke "dumme" dengang, samtidig med, at selve fremstillingens objekt - in casu, romantikernes forhold til byen - forekommer så perifert i forhold til de ting, der ellers var på spil i perioden, filosofisk og litterært, at det nærmest er ubærligt.

Bogens koncept er, som tidligere omtalt, ikke en historisk fremstilling af romantikken men et mangefacetteret, tværfagligt billede, hvor hver artikel måske kan sammenlignes med en plet på et impressionistisk maleri, og i den forstand er der ikke noget galt i, om den enkelte artikel behandler en forholdsvis perifer facet - det kan sågar være en fordel. Hvis jeg kritiserer en artikel som denne, er det altså ikke, fordi jeg ikke finder den underholdende eller ikke interesserer mig for emnet, men fordi dens tilgang til sit emne er intetsigende, "flad"; en "kuriøs", nyfigen gengivelse af fortiden og dens folk, og en i bedste fald perifer indgangsvinkel, der blæses op til afgørende.

Nyfigen fremmedgørelse af studieobjektet er i mine øjne det modsatte af god, faglig formidling, og opgørelse af romantikken som periode ud fra dens forhold til det urbane fører, hvis man kører det helt derop, hvor man ser "byen" som "romantikernes globaliseringserfaring", til en triviel, pedantisk katologisering af fakta og temaer, som i mine øjne ikke har noget med god eller interessant forskning at gøre.

Peter Mortensen fra Engelsk skriver i artiklen "Tro mod jorden" om økologi og miljøbevidsthed i Storbritannien omkring år 1800. Han indleder med en masse udmærkede betragtninger om romantikernes naturforståelse og polemiserer mod den opfattelse, at romantikkens optagethed af naturen var udtryk for en slags "sværmeri" eller virkelighedsflugt i modsætning til den demokratiske, engagerede ånd, der stod bag den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution.

Peter Mortensen mener tværtimod, at den romantiske periodes optagethed af naturen skal ses på baggrund af en samfundsorden, der allerede dengang gennem forurening og industrialisering var begyndt at udgøre en trussel mod naturen, som man kendte den:

"Romantikerne levede i en tid, der ligesom vor egen prægedes af menneskeskabte miljøforandringer. Romantikernes ofte erklærede kærlighed til naturen kan opfattes som udtryk for mange ting, heriblandt som en protest mod en samfundsform, som sætter kortsigtet økonomisk vækst over hensynet til bæredygtighed og sundhed, og som et forsøg på at forestille sig en anden form for væren-i-verden end den, som blev knæsat i Europas nationalstater ved industrialiseringens begyndelse."

Første halvdel af artiklen kommer omkring naturstudier, Darwin, Blake, Samuel Taylor Coleridge og hans digt "Den gamle sømand"/"The ancient mariner" og gør det generelt godt, især i den omfattende diskussion af netop "romantikkens erklærede hjemmefødning" William Wordsworth og hans fascination dels af naturen, dels af "almindelige" menneskers liv.

I anden halvdel af artiklen bevæger også Mortensen sig i mine øjne over i det lovligt trivielle, når han i lange afsnit beskæftiger sig med dyrerettigheder og vegetarisme. Jeg kan da godt se relevansen i at skrive to sider om Percy Bysshe og Mary Shelleys natursyn, men om deres madvaner (i dette tilfælde, deres vegetarisme) frem for den filosofi, der forårsagede dem?

Jo, men Peter Mortensen mener så, at

"Shelley-parret var forud for deres tid, idet de på et meget tidligt tidspunkt indså, at det personlige er politisk, og at kropslighed, livsstil og vaner har mere end symbolsk betydning",

og det kan man jo også godt mene, men egentlig forekommer det lidt kaloriefattigt og uden rigtig relation til, hvad Percy Bysshe Shelley selv skrev om emnet.

Det kan også virke lovlig flot på baggrund af Mary Shelleys roman "Det sidste menneske i verden" og Lord Byrons digt "Mørke" at konkludere, at de store romantiske digtere var bekymrede over industriens mulige virkninger på klimaet. Det er rigtigt, at "Mørke" formentlig var inspireret af det meget kolde klima i år 1816, der i Europa blev kaldt "året uden sommer". Det kolde klima var faktisk forårsaget af en massiv luftforurening efter et vulkanudbrud i Indonesien, men det virker måske lidt søgt ligefrem at bruge det til at konkludere, at

"Romantikerne var forud for deres tid, og vi er på mange måder først nu ved at hale ind på dem".

Selvfølgelig kan man altid finde paralleller, og måske er det pudsigt, at man i begyndelsen af 1800-tallet også kunne tænke på klimaforandringer og globale katastrofer, men mere er der nok heller ikke i den parallel.

Tommy Dalgaard, Frode Guul-Simonsen og Torkild Liboriussen fra henholdsvis Jordbrugsproduktion og Miljø, Jordbrugsteknik og Genetik og Bioteknologi belyser et helt andet emne med deres artikel om "Landbruget i romantikken". Artiklen er en ret grundig gennemgang af landbruget, som det så ud kort før år 1800 og den revolution, det gennemgik i det 19. århundrede. Mest interessant er i mine øjne den fuldstændige forandring af landområdernes karakter, der fandt sted, hvor landet før 1800 var præget af "åbent land", hvor det i dag domineres af endeløse kornmarker. Overordnet set er artiklen spændende nok, men landbrugets udvikling behandles som i botanik-artiklen mere detaljeret, end jeg selv kan følge med til.

Helge Kragh fra Videnskabshistorie følger op med en spændende og velfortalt artikel om H.C. Ørsted og hans position som den store romantiske naturvidenskabsmand, og hvad det betød for hans filosofiske position og hans forhold til magnetismen.

I afsnittet om MENNESKET er der rigtig gode artikler om Frenologi og Mesmerisme, af henholdsvis Ole sonne fra Fysiologi og Thomas Ledet fra Biokemisk patologi; om Psykiatriens fødsel og Florence Nigthingale af henholdsvis Raben Rosenberg fra Psykiatri og Susanne Malchau fra sygepleje.

I afsnittet om SAMFUND giver Ole Høiris end god og vidende gennemgang af antropologiens historie, mens Michael Böss fra Engelsk fortæller om romantikerne og den nationale idé, en mildt sagt interessant og sprængfarlig kombination.

I afsnittet om KUNST OG KULTUR skriver Anders Moe Rasmussen fra Filosofi om Jacobis fornufts- og oplysningskritik, som udmærker sig ved at kaste lys på en ellers relativt upåagtet, men meget indflydelsesrig, filosof. Peter C. Kjærgaard giver et fremragende portræt af den "romantiske akademiker", indbegrebet af det omnivoraciøse og grænsesprængende videnskabsideal, der bl.a. var inspirationen for Mary Shelleys Frankenstein-figur. Kjærgaards model er Erasmus Darwin (1731-1802), der for os moderne mennesker også kan virke som en påmindelse om renæssancens og oplysningstidens tværfaglige dannelsesideal, som vi måske gjorde klogt i at genindføre. Hans Carl Finsen fra Tysk fortæller om "Miraklet i Jena", nemlig det romantiske projekt som søsat af de tyske romantiske filosoffer, bl.a. Friedrich Schlegel, som vi omtalte i denne artikels begyndelse.

I afsnittet om KUNSTNEREN vil jeg gerne fremhæve Henrik Kragh Sørensens artikel om "Romantikkens ligninger", som handler om tre af romantikkens helt store matematiske genier, nemlig Carl Friedrich Gauss (1777-1855), Niels Henrik Abel (1802-1829) og Evariste Galois (1811-1832). Kragh Sørensen beskriver den grad, hvori disse matematikere opfattedes som typiske og i Galois' og Abels tilfælde også tragiske romantiske genier. Denne artikel skæmmes desværre typografisk af, at nogle græske bogstaver og andre matematiske symboler et par steder er gledet ud, så man selv skal regne ud, at der skulle have stået PI, men selve artiklen er faktisk god og behandler et ofte upåagtet emne, nemlig det "kunstneriske" og mere og mere transcendente og filosofiske islæt, som matematikken fik i løbet af det 19. århundrede.

Om de (mange) artikler, jeg ikke har nævnt i denne afsluttende opremsning gælder ikke for dem alle, at de falder i én eller flere af de ligegyldighedens kategorier, som jeg har udskældt herover, men det gælder for mange af dem. Og det er en skam, for det må også smitte af på den endelige vurdering af bogen. Trods temmelig mange gode intentioner, og trods temmelig mange gode indlæg, hvoraf jeg har opremset de fleste herover, er resultatet ikke godt nok. Mens mange af bogens indlæg er gode og forsvarlige, er andre præget af en akademisk letbenethed, som jeg har forsøgt at skyde mig ind på. Måske man skulle have lavet en mindre antologi kun med de gode og vægtige bidrag fra denne?

Som det er nu, er det godt forsøgt, og resultatet er rigtig godt for mange af de enkelte artiklers vedkommende, men som helhed falder bogen igennem - indholdsmæssigt, fagligt og akademisk er den for tynd. Og det er ikke pænt at måtte sige om en bog på 640 sider.

Ole Høiris og Thomas Ledet (red): Romantikkens Verden, Århus Universitetsforlag 2008. 640 sider, kr. 499,-.

Carsten Agger
Kilde: Modspil.dk, 4.4.2009