Computerprogrammer er noget, man køber eller piratkopierer, og computere kører "Windows" af den ene eller den anden slags. Vores vekselvirkning med computere og anden IT er i høj grad defineret af nogle få monopoler, der ikke er bange for at misbruge deres position til at trække overvågning og kontrol ned over hovedet på brugerne.

I den situation er det værd at huske, at der findes et alternativ, der bygger på åbenhed, vidensdeling og den enkelte brugers frihed. I sidste ende handler det om magten i fremtidens samfund.

Hvorfor fri software?

Når du køber en cykel, ejer du den. Det betyder, at du efter at have købt den af din lokale cykelforretning kan gøre med den, som du vil. Du har for eksempel lov til at ødelægge den, hvis du vil. Det ville måske være en tåbelig ting at gøre i betragtning af de penge, som en ny cykel koster, men det er helt op til dig selv - det er trods alt din cykel.

Hvis du ikke har nogen destruktive tendenser og blot ønsker at kunne bruge din cykel, har du stadig en berettiget forventning om at kunne gøre med den, som du vil. Hvis du ejer en cykel, forventer du ikke mindst at kunne

lappe den
reparere den, hvis den går i stykker
skille den ad og samle den igen
udskifte og tilføje dele
sætte dig ind i, hvordan den virker
forbedre konstruktionen, hvis du har evner i den retning
låne den ud og sælge den igen, når du bliver træt af den.

Alt dette giver mere eller mindre sig selv. Hvis det i stedet for en cykel drejer sig om en bil, kan det godt være ulovligt eller i det mindste kræve godkendelse at køre rundt med en »forbedret konstruktion«, men der er stadig ingen tvivl om, at du har lov til at gøre disse ting ved et køretøj, som du selv ejer.

Når du køber et computerprogram, har du ofte ikke nogen af disse rettigheder. En liste af computerprogrammer, der ikke tillader deres brugere at foretage selv de mest oplagte undersøgelser og reparationer, ville omfatte mange af de mest udbredte produkter: Microsoft Windows, Microsoft Office, Adobe Acrobat, Adobe Photoshop, Norton Antivirus, Adobe Indesign, QuarkXpress - og mange, mange flere.

Når du »køber« et sådant program, vil købet ofte være reguleret af en såkaldt slutbrugeraftale eller »EULA« (»end user license agreement«), der fortæller, hvad du kan og ikke kan gøre med programmet. De mest almindelige restriktioner i en sådan slutbrugeraftale kan opsummeres således:

Du har ikke mulighed for at undersøge, hvad programmet egentlig gør - du har nemlig ingen adgang til dets kildekode.
Du har ikke lov til at undersøge, hvad programmet egentlig gør - slutbrugeraftalen forbyder nemlig reverse engineering, som er et forsøg på gætte sig til, hvad der står i den kildekode, som du ikke har.
Hvis du finder og retter en fejl i programmet (hvilket du altså hverken kan eller må), har du slet ikke lov til at give din rettelse videre til andre - de må enten finde sig i fejlen eller forsøge at købe en tilsvarende rettelse af producenten.

Software, der sælges på disse vilkår, kaldes ofte »kommerciel«, fordi det i øjeblikket er den mest udbredte model for salg af computerprogrammer. Jeg vil dog her foretrække et mere præcist udtryk og tale om proprietær software.

Hermed udtrykkes det, at ikke blot programmerne selv, men også enhver viden om dem, er ejet af producenten. Proprietære computerprogrammer er »sorte kasser« - du kan trække i håndtagene og se om du kan gennemskue, hvordan de virker, men du ved ikke, hvad der sker inden i dem.

Problemet ved dette er naturligvis, at programmet handler på din computer og på dine vegne. Som ejer af computeren er du i den uheldige position, at du kun ved, hvad det ser ud til, at programmet gør.

Under overfladen sker der måske noget andet, end du havde forventet. Dette »andet« vil oftest slet og ret være en fejl i programmet, men der kan også være tale om ting, som du ikke ville godkende eller give lov til, hvis du kendte til dem.

Når du bruger et sådant program, er det altså i virkeligheden programmets producent og ikke dig selv, der bestemmer, hvad der sker på din computer. Noget lignende kan naturligvis siges om en cykel eller bil, som du lige har fået leveret fra forhandleren, men i disse tilfælde er det både muligt og lovligt at skille produktet ad og undersøge, hvad det gør. Hvis der er tale om et computerprogram, er det producenten, der bestemmer, hvad computeren skal gøre på dine vegne - og du har ingen som helst mulighed for at gøre noget ved det.

Situationen kan endda give anledning til en vis paranoia: Kan du overhovedet stole på din computer? Hvad nu, hvis den sender kopier af din korrespondance videre til Politiets Efterretningstjeneste? Måske den endda kunne finde på at sende dine netbankdata til den russiske mafia?

Her er der selvfølgelig i hovedsagen tale om paranoia: Microsoft står ikke i ledtog med mafiaen, og det mest ophidsende, som dit office-program holder øje med i dine dokumenter, er uden tvivl stavefejl. Men svaret er også, at selv om det givetvis er paranoidt at forestille sig, at dine købte, proprietære computerprogrammer kunne finde på at gøre den slags onde ting, så ved du det ikke, og du har heller ikke ret til at få det at vide. Fra et forbrugermæssigt eller blot brugermæssigt synspunkt er dette et meget dårligt udgangspunkt.

Konklusionen på disse overvejelser er, at med et traditionelt, proprietært computerprogram som Microsoft Windows eller Adobe Photoshop er brugeren helt og aldeles prisgivet producenten. Denne vil i de fleste tilfælde være ærlig og velmenende og gøre sit yderste for at levere så fejlfrit et produkt som muligt. Men hvis en producent undtagelsesvis ikke har rent mel i posen, er det bare ærgerligt - for brugeren.

Dette forhold var ikke noget stort problem, dengang computere var store, eksotiske kasser, som kun offentlige myndigheder og multinationale selskaber havde råd til. Dengang var programmer alligevel noget, som firmaer som IBM leverede gratis sammen med en computer for at gøre handelen mere attraktiv, og som aftagerne havde frie hænder til at kopiere og bruge, som de ville.

I dag er computerprogrammer en stadigt vigtigere del af vores hverdag, og brugernes noget usædvanlige retsstilling er derfor et voksende problem. Computerprogrammer udgør også en stadigt vigtigere del af samfundets infrastruktur. Hvis vi taler om infrastruktur, er det hele samfundet, der er brugeren.

Hvis samfundet og dets institutioner er afhængige af traditionel, proprietær software, er hele samfundets infrastruktur i lommen på producenterne.

Hemmeligholdelse og mangel på standarder

Dette har nogle ubehagelige og vidtgående politiske konsekvenser:

Monopoldannelser fører til voldsom fordyrelse og dermed til pengespild.
Lobbyisme fra de store firmaer, der forsøger at fastholde og udbygge deres monopol.
Stor politisk magt til monopoler som Microsoft og IBM.
Ved alvorlige fejl i vigtige programmer er samfundet prisgivet producentens prioritering (og kompetence eller mangel på samme).
Hvis en stor producent går neden om og hjem, kan viden om vigtige programmer blive tabt.

En yderligere konsekvens af den proprietære model er en mangel på standarder.

Hver enkelt producent udvikler sit eget private format til data, dokumenter, billeder og så videre, og forsøger at gøre dette format til standard blandt sine egne brugere. Hvis en enkelt producent får monopol på et område, kan dennes dokument- eller filformater udvikle sig til en de facto-standard - uanset, hvor velegnet eller veldokumenteret det måtte være. Det mest berømte og berygtede eksempel på en sådan de facto-standard er »Word-format«, opkaldt efter Microsofts efterhånden allestedsnærværende tekstbehandlingsprogram.

Eftersom producenten selv definerer sit eget format og ikke har nogen tilskyndelse eller forpligtelse til at dokumentere det over for omverdenen, medfører dette en alvorlig risiko for tab af data, hvis dette program en dag ikke længere er til rådighed. Dette problem optræder især, hvor nye versioner af et program som Word ikke længere kan læse de dokumenter, der blev skrevet af tidligere versioner.

Tab af data som følge af mangel på standarder for og åbenhed omkring dokumentformater koster hvert år samfundet et anseligt millionbeløb, både på grund af faktiske tab af data og i timeløn til konsulenter, der skal forsøge at genetablere de dokumenter, man havde før opgraderingen til den nyeste version af for eksempel Word eller Excel.

Igen kan vi blive helt paranoide: Hvordan ved vi, at producenterne ikke på vegne af deres regering har indbygget bagdøre og trojanske heste, der kan bruges til spionage og sabotage mod den offentlige IT-infrastruktur? Igen er svaret det lidet beroligende, at det har de givetvis ikke, men vi kan ikke vide det med sikkerhed. Og »vi« er altså i dette tilfælde den danske stat, som i yderste konsekvens ikke kan få at vide, om dens software-leverandører har tænkt sig at udspionere den eller ej. Denne tingenes tilstand får lov til at fortsætte, fordi samfundets IT-infrastruktur allerede er i lommen på producenterne.

Alt dette rejser et væsentligt spørgsmål: Hvorfor er det ikke altid muligt at skille computerprogrammer ad, undersøge hvad de laver og sætte dem sammen igen på en ny måde, ligesom man kan med en cykel, en radio, et klaver eller en reol?

Svaret er naturligvis, at det er det ikke, fordi vi har ladet nogle få producenter få et fast greb om markedet ved at sælge deres produkter på vilkår, som vi på alle andre områder ville have anset for at være fuldstændig uacceptable. Et andet svar er, at det er det også altid, hvis de programmer, man bruger, er fri software.

Men det vil jeg vende tilbage til.

Paranoia?

I værste fald kunne man som sagt forestille sig, at producenten af et computerprogram kunne finde på at indbygge bagdøre eller gøre andre fordækte ting, når nu du ikke har hverken mulighed for eller lov til at kontrollere, hvad de gør.

Dette er selvfølgelig ren og skær, lattervækkende paranoia. Eller er det? En række nylige eksempler viser, at det måske ikke er helt så paranoidt, som man kunne have ønsket:

1. Som bruger af Microsoft Windows har man mulighed for at bruge »automatiske opdateringer«. Dette betyder, at alle opdateringer til brugerens Windows-system hentes automatisk og uden at spørge brugeren. Microsoft har i den forbindelse gentagne gange forsikret, at indholdet af disse opdateringer altid vil repræsentere vigtige forbedringer, og at man derfor altid trygt kan slå automatiske opdateringer til.

Den 26. april 2006 udsendte Microsoft imidlertid Windows Genuine Advantage (WGA) gennem opdateringssystemet. WGA scannede folks computere og sendte de resulterende data til Microsoft, der ud fra oplysninger om den installerede hardware og software forsøgte at afgøre, om der kunne være tale om en piratkopi af Windows XP. På grund af en fejl i programmet fik tusinder af brugere fejlagtigt markeret deres eksemplar af Windows som en piratkopi og blev afskåret fra væsentlige dele af systemets funktionalitet, med store tab af arbejdstid og produktivitet til følge. Microsoft installerede altså på trods af deres egne forsikringer et program, der ikke kunne medføre nogen form for forbedring af brugerens funktionalitet eller sikkerhed eller oplevelse af systemet, men tværtimod indsamlede oplysninger og sendte dem til producenten - og de gjorde det uden at spørge.

2. På en iPhone kan man ikke bruge MP3-filer som ringetoner. Ideen var fra starten, at ringetoner var noget, man skulle købe fra Apples online-forretning iTunes og ikke noget, man bare selv kunne installere, som man ville.

Et softwarefirma ved navn Ambrosia så et marked i denne restriktion og skabte derfor programmet iTones, som var et computerprogram, der kunne installere vilkårlige MP3-filer som ringetoner på en iPhone. Det var Apple imidlertid ikke tilfreds med, så i den næste (automatiske og obligatoriske) software-opdatering have man indbygget et lille program, der sørgede for at slette alle brugerens uautoriserede ringetoner.

Hvis producenten af en håndholdt computer med indbygget telefon mener at være i sin gode ret til at slette brugerens uautoriserede ringetoner, hvorfor skulle producenterne af andre computere eller computerprogrammer ikke føle sig i deres gode ret til at slette »uautoriserede« filmklip, dokumenter eller spil? Ved at give producenterne denne form for kontrol over computere og andre gadgets kan vi være ved at nærme os et censursamfund, hvor Big Brother ud fra kommercielle snarere end politiske interesser vogter over, hvad vi har på vores harddiske og mobiltelefoner.

Apple forbeholder sig allerede i dag retten til at de-aktivere tredjepartsprogrammer til iPhones - de såkaldte apps - uanset, at de allerede måtte være solgt og leveret til kunden. Hvis du har en iPhone og har købt en sådan applikation, kan Apple til hver en tid beslutte at lade den forsvinde ved næste software-opdatering.

3. I 2009 begyndte Amazon at sælge George Orwells bøger »1984« og »Kammerat Napoleon« til deres Kindle, som er en håndholdt e-bogslæser. Efterfølgende viste det sig, at der var problemer med den kontrakt med boet efter George Orwell og deres forlag, der gav dem ret til at sælge bøgerne.

Den 16. juni 2009 opdagede køberne af disse bøger derfor, at Amazon uden at spørge havde slettet dem fra deres Kindle. Dette medførte naturligt nok stor opstandelse, og Amazon endte med at måtte undskylde mange gange, fordi de havde håndteret situationen omkring rettighederne til Orwells værker så klodset.

Dog kan man med en vis ret spørge sig selv, om det største problem i denne sag virkelig var Amazons klodsede håndtering af den. Det var selvfølgelig alvorligt nok: Hvis vi køber en bog hos en boghandler, og han efterfølgende finder ud af, at hans aftale med forlaget alligevel ikke gav ham ret til at sælge den til dig, forventer vi, at han (eventuelt gennem sin advokat) bringer orden på sin aftale med forlaget og måske betaler dem en erstatning. Vi forventer ikke, at han bryder ind i vores hus om natten for at tage bogen tilbage. I den forstand var Amazons handlemåde naturligvis helt uacceptabel, og det var tåbeligt af dem at tro, at de kunne slippe godt fra bare at inddrage bøger, som folk havde købt i god tro.

Men det største problem ved hele denne affære er alligevel ikke, at Amazon gjorde det. Det egentlige problem er, at Amazon kunne gøre det. Det er muligt, at Amazon nu er klog af skade og vil tænke sig godt om, før de igen fjerner en bestemt bog fra deres brugeres Kindles - men apparatets slutbrugeraftale siger stadig, at Amazon forbeholder sig retten til altid, til hver en tid og uden yderligere begrundelse at inddrage adgangen til de værker, de har solgt.

Apples, Microsofts og Amazons handlemåde i de nævnte eksempler viser, at vi som borgere og forbrugere i allerhøjeste grad er sårbare overfor indførelse af overvågning og censur gennem de computere, som vi bruger en stadigt større del af vores tid på at kommunikere med og igennem.

Skulle stærke kræfter en dag presse på for indførelse af en politisk motiveret styring af brugernes kommunikation, er infrastrukturen stort set allerede på plads. Heri ligger det egentlige problem i den hemmeligholdelse af programmernes virkemåde, der er central i den proprietære softwaremodel.

Fri software - al magt til brugerne

Fri software forsøger at løse disse problemer ved at give brugeren mulighed for selv at tage kontol over sine programmer i den udstrækning, han kan og vil.

Denne løsning medfører samtidig en helt ny økonomisk model for udvikling af software, hvor programmerne i princippet kan udvikles i et samarbejde mellem alle, der kan have interesse i at bidrage til dem. Eftersom den enkelte bruger eller gruppe altid har fuld kontrol over sit eget eksemplar af programmet, står det enhver frit for at tage det og udvikle det i en helt anden retning, end programmets ophavsmænd havde tænkt sig.

Den almindeligste udviklingsmodel for fri software er den såkaldte »open source«-model: Programmerne udvikles i et samarbejde mellem frivillige programmører (og testere og brugere), der kommunikerer via et internet-forum eller en postliste, hvortil der er fri adgang.

Programmørerne kan så dele deres kode på en fælles server, og det færdige produkt distribueres til alverden ved hjælp af gratis download. Kodeordene for denne udviklingsmodel er åbenhed og udveksling af viden og erfaring.

Med denne model kan nye programmer (hvis de overhovedet kan gøre nogen nytte) umiddelbart komme hele menneskeheden til gode - i hvert fald alle, der har adgang til en computer med adgang til internettet og har forudsætninger for at bruge programmet. Det væsentlige er, at adgangen til at bruge nye programmer er ubegrænset og ikke forbeholdt dem, der har betalt i dyre domme for dette privilegium.

Udbredelsen af fri software kan med andre ord betragtes som en økonomisk revolution, der nedefra og op forsøger at lægge kontrollen over informationssamfundets udvikling tilbage i brugernes og borgernes hænder.

Den anvendte metode er direkte aktion - i stedet for at vente på, at samfundet og de store producenter skal indse, at de er nødt til at åbne op og sikre borgeren adgang til selv at undersøge og ændre i deres programmer, forsøger fri software-bevægelsen at tilvejebringe et alternativ ved at skabe fri software, der kan erstatte alle proprietære programmer.

Bevægelsen kan måske bedst sammenlignes med den type direkte aktion, hvor undertrykte og dårligt betalte arbejdere besætter deres egen fabrik med henblik på selv at overtage den videre produktion - i dette tilfælde er »arbejderne« blot de programmører, der i kraft af deres kunnen og uddannelse er i stand til at bidrage til informationssamfundets udvikling samt alle de brugere, der ved at vælge fri software kan frigøre sig for producenternes og leverandørernes kontrol.

Fri software - definition

Et program er fri software, hvis dets brugere altid har lov til at

bruge
dele
undersøge
ændre og videregive

det - uden begrænsninger af nogen art.

Hvis brugeren af et program har disse rettigheder, kan hun i princippet altid selv tage kontrol over, hvad det gør og give sine observationer og eventuelle ændringer videre til andre.

Det er netop den sidste egenskab ved fri software, der lægger op til samarbejde omkring udviklingen af det: Når alle har lov til at bygge videre på programmet, præcis som de har lyst, er det mest naturligt at arbejde på det i samarbejde med andre mennesker med de samme interesser, så det samme arbejde ikke bliver gjort to eller flere gange.

En almindelig indvending mod denne frihed til at undersøge og ændre de programmer, der kører på éns computer er, at det kan være ligegyldigt for de fleste brugere, der ikke har spor forstand på at programmere og heller ikke har lyst til at få det.

Men selv i det tilfælde er der en væsentlig forskel mellem fri og proprietær software: Hvis et program er fri software, har også den ikke-tekniske bruger altid en principiel mulighed for at finde ud af, om programmet gør noget ubehageligt eller forkert. Hun kan nemlig få fat i programmets kildekode og bede en programmør om at læse det og tilpasse det hendes behov, eventuelt mod betaling. På samme måde, som mange af os vil gå til en mekaniker, hvis vi skal have repareret knastakselen på vores bil eller gearskiftet til vores cykel.

Principielt er der altså stor forskel på, om du får et program leveret som fri software eller ej, også selv om du ikke selv kan programmere. Så meget større bliver denne forskel, når vi tænker på, at et meget stort antal brugere af software-programmer slet ikke er enkelte brugere, men organisationer. Det er muligt, at du ikke selv har mulighed for at ændre eller undersøge dit tekstbehandlingssystem eller email-program for at finde ud af, om der er noget, der kunne og burde gøres anderledes, men den danske stat kan nok finde nogen, der kan, hvis programmet har en sikkerhedsbrist eller mangler nogle vigtige funktioner. Det samme gælder for virksomheder og sågar for NGO'er som Greenpeace eller Internationale Socialister.

GPL - et skjold til sikring af fri software

Fri software muliggør altså, at du som bruger kan tage fuld kontrol over ethvert program, der kører på din computer - og at du efter behag kan ændre programmerne og give dine ændringer videre til andre.

Men selv om det oprindelige program var fri software, er ændringerne ifølge lov om ophavsret og denne lovs ækvivalenter i andre lande dine. Hvad kan nu forhindre dig at i at sælge dit forbedrede program, men nægte andre brugere den frihed, som du selv benyttede dig af for at kunne skabe det? Hvad nu, hvis Microsoft gjorde noget lignende og skabte en proprietær version af et populært program som for eksempel OpenOffice eller Mozilla Firefox?

Det siger sig selv, at hvis fri software under disse vilkår skal forblive fri, så må det være et krav, at alle ændringer og opdateringer også skal gives videre som fri software. Det er et almindeligt princip, som vi ofte møder i sætninger som »lige for lige«, »du har fået det for intet, giv det for intet« eller »gå du og gør ligeså«. Inden for fri software kan en sådan regel håndhæves juridisk ved hjælp af softwarelicensen eller slutbrugeraftalen GNU General Public License eller GPL.

I mange tidlige programmeringsmiljøer var alle programmer pr. definition fælles og til rådighed for alle. I denne forstand har der eksisteret fri software siden 1950erne.

Bevægelsen for fri software blev grundlagt i 1983 af Richard Stallman og hans forening »Free Software Foundation«, der havde til opgave at skabe et fuldstændig frit styresystem, som skulle være til rådighed for alle mennesker med en computer. Denne vision er i dag virkeliggjort i de mange varianter af Linux eller GNU/Linux, for eksempel Ubuntu.

Stallman frygtede, at hans frie programmer skulle blive overtaget af store virksomheder, der ville udkonkurrere hans egen version og herefter låse dem inde. Han henvendte sig derfor til den ansete jurist Eben Moglen og bad ham hjælpe ham med at formulere en licensaftale, der skulle sikre, at et program, der én gang var lagt ind under denne aftale, aldrig kunne holde op med at være fri software.

Software er, som vi allerede har været inde på, juridisk set beskyttet af ophavsretten. Hvis man skal have ret til at give et program videre til andre (med eller uden egne ændringer), skal det fremgå af den aftale, man har med programmets ophavsmand. Denne aftale er meget ofte en uhåndterlig slutbrugeraftale, der stipulerer, at så vidt loven overhovedet tillader det, så må brugeren intet og producenten alt.

Stallman ønskede imidlertid at give brugerne af hans programmer de fire friheder, og GPL indeholder derfor i alt væsentligt disse punkter:

Dette program er fri software, og du kan gøre med det, som du vil.
Du har ret til at få et eksemplar af programmets kildekode udleveret, og du kan herefter lave om i det, som du vil.
Du har ret til at videregive disse ændringer til andre på betingelse af, at det samlede program inklusive dine egne ændringer også bliver omfattet af GPL.

Det rigtige dokument består af en politisk fortale, der forklarer, hvorfor licensen er udformet som den er, efterfulgt af nogle tekniske krav og en juridisk holdbar formulering af de principper, vi lige har opridset.

Eftersom GPL er formuleret som en afståelse af rettigheder, som programmets ophavsmand ellers kunne tage for givet, giver den en særdeles stærk juridisk beskyttelse mod misbrug. I USA har overtrædelser af disse regler fra kommercielle producenters side ofte været på vej i retten, men disse har hver eneste gang valgt at indgå forlig og betale erstatning til de programmører, hvis ophavsret var blevet krænket.

Deltagerstyret udvikling

Fri software udvikles som regel i projekter, der køres af udviklere i samarbejde med brugere. Det mest almindelige er, at programmets udvikling styres ved kommunikation gennem en mailing-liste på Internettet, som alle med en email-adresse kan tilmelde sig, hvis de har lyst.

Alle med adgang til internettet kan til hver en tid gå ind og se programmets kode og foreslå ændringer eller melde om fejl og andre problemer, men kun udviklere, som projektets ledelse har tillid til, har adgang til rent faktisk at ændre i koden.

Fri software udvikles ofte af ulønnede entusiaster. I andre tilfælde kan et projekt drives af folk med et mindre firma, der tjener penge på at sælge tjenesteydelser til virksomheder, der bruger projektets programmer. Helt store projekter som Ubuntu, Linux, Apache og OpenOffice.org har en kerne af folk, der får løn fra det firma eller de firmaer, der står bag, men også her kan ulønnede frivillige udgøre en stor del af projektets drivkraft.

Deltagerstyringen betyder, at et fri software-projekt næsten altid er organiseret som et meritokrati - som individuel deltager er du det, du bidrager med til projektet, og kan tale med en vægt, der er proportional med de øvrige deltageres tillid til dine hidtidige bidrag.

De fleste projekter har naturligvis hovedansvarlige, der kan gennemtvinge deres vilje ved at bortvise folk fra mailing-lister og lukke for adgangen til at opdatere koden for folk, de ikke er enige med, men i tilfælde af uenighed er selv de nødt til at tage hensyn til andre deltageres synspunkter, hvis ikke de vil risikere, at værdsatte bidragydere udvandrer og laver deres eget projekt i stedet. Den slags forgreninger (eller »forks«) af arbejdet med det samme program kan koste dyrt for projektets muligheder for at gøre fremskridt, og de fleste projekter tilstræber derfor at vigtige beslutninger tages i enighed.

Denne måde at udvikle software på kaldes »open source«-metoden, og den blev opfundet af Linus Torvalds i 1990erne.

Torvalds havde lavet en styresystemskerne, der senere blev til det i dag vidt udbredte Linux, og hans projekt udmærkede sig ved, at han modtog stort set alle frivillige bidrag fra entusiaster og indarbejdede dem i sit program, hvorefter de uundgåelige fejl og mangler blev rettet af nye frivillige bidrag.

Ved denne metode udvikledes i løbet af meget kort tid og for stort set ingen penge et styresystem af et omfang og i en kvalitet, som modsagde alt, hvad man hidtil havde ment at vide om software-udvikling. Den deltagerstyrede udvikling, som Torvalds havde opfundet, vakte derfor betydelig opsigt.

Fordele ved fri software

Fri software-bevægelsen er opstået som modvægt til den binding af brugeren, der ligger i den proprietære software-model. Ved at sætte fokus på brugerens rettigheder frem for producenten opnås en række både direkte og afledte fordele ved at bruge fri software:

Som vi efterhånden har været inde på mange gange, har brugere, både enkeltpersoner og organisationer, mulighed for at få indsigt i og eventuelt påvirke, hvad der sker på deres computere.
At man er fri til at videregive programmerne til andre, betyder reelt, at fri software-programmer er gratis til rådighed for alle mennesker. Dette betyder, at alle har fri adgang til professionelle software-værktøjer - også i lande med et løn- og prisniveau, hvor selv en Windows-licens kan udgøre en væsentlig barriere for hovedparten af befolkningen.
Samfundets infrastruktur er ikke længere 100 procent afhængig af bestemte leverandører - man kan altid finde en anden leverandør eller måske overtage selv.

I undervisningssektoren har fri software den yderligere fordel, at børnene fra starten kan vænne sig til, at adgang til viden i form af computerprogrammer er gratis, og at man altid har lov til at undersøge, hvordan programmerne virker, og til selv at pille ved dem, hvis man har lyst.

På den måde lærer børnene fra en tidlig alder, at også den elektroniske verden kan og skal udforskes og deles - ikke ejes og gemmes væk.

På grund af princippet om fri videregivelse er der også mange penge at spare ved at gå over til fri software. Software koster penge at fremstille og vedligeholde, men det er meget billigt, nærmest gratis at fremstille nye eksemplarer.

Ved brug af fri software kommer denne lave marginalpris helt og holdent brugerne til gode, og de mange millioner, der i dag bliver brugt på urimelige og uproduktive software-licenser kan i stedet bruges på noget nyttigt - for eksempel på en højere faglig og materiel standard i vore hårdt pressede skoler.

Politiske perspektiver - infrastruktur

Valget mellem fri og proprietær software rejser altså en række interessante politiske perspektiver.

Hvis vi ser på, hvordan computerprogrammer indgår i samfundets infrastruktur, virker det ret oplagt, at al software, som anvendes af det offentlige, burde være fri software.

For det første kan det være svært at se, hvordan man kan blive ved med at forsvare, at virkemåden af den offentlige IT-infrastruktur, som hele samfundet afhænger af, er en velbevaret hemmelighed - ikke blot for borgerne, men for de involverede offentlige myndigheder selv. For det andet er det et spørgsmål om demokratisk åbenhed: Som borgere må vi have ret til at vide og forstå, hvordan samfundet fungerer. Hvis samfundet er i færd med at blive digitaliseret i en grad, så vi for at forstå dets processer er nødt til at vide, hvordan de programmer, der understøtter dem, fungerer, må vi have adgang til at læse og forstå disse programmer - på samme måde, som vi har aktindsigt i samfundets øvrige processer.

Tilsvarende kan vi observere, at hvis vi skal bevare idealet om åbenhed og fordomsfri tilegnelse af viden, skal al software i undervisningssystemet være fri software. Det er ikke rimeligt at kræve, at elevernes skolegang skal afhænge af dyre programmer, som de ikke har lov til at tage med hjem, når der findes et bedre, friere og ikke mindst billigere alternativ.

Muligheden for fri deling og videregivelse gør også fri software ideelt egnet til alle former for græsrodsbevægelser.

Med viden om fri software kan en lille politisk bevægelse hurtigt skabe en komplet infrastruktur til produktion af løbesedler, tidsskrifter, bøger, radio og TV. Fri software stiller ofte ikke så store tekniske krav til den hardware, den kører på, som de mere kommercielle varianter, så med gratis software og genbrug af aflagte computere kan dette gøres for næsten ingen penge. Der findes allerede dedikerede NGO- og græsrodssystemer baseret på fri software, som med varierende krav til teknisk indsigt gør det hurtigt og nemt at komme i gang.

Nogle græsrodsbevægelser og politiske bevægelser benytter allerede en sådan »gratis« infrastruktur, idet de bruger kommercielle produkter som Microsoft Office, Adobe Photoshop eller Adobe InDesign uden at have betalt for dem.

Denne praksis er imidlertid problematisk, og det af tre grunde.

For det første er der de helt oplagte etiske grunde: Hvis produktet fortjener din opmærksomhed, fortjener det også de penge, som leverandøren forlanger. For det andet betyder en udbredt praksis med piratkopierering af software, at græsrodsbevægelser bliver sårbare over for politisk motiverede angreb. Den praksis har vi allerede set eksempler på i Rusland, hvor kritiske medier er blevet lukket under henvisning til, at de ikke havde betalt for deres software-licenser. For det tredje fungerer selv nok så »lånt« eller piratkopieret proprietær software som en reklame for de pågældende produkter over for bevægelsens brugere, der senere kan føle sig tvunget til selv at købe disse produkter, fordi de ikke har lært at bruge de frie alternativer, der faktisk er til rådighed.

En antikapitalistisk bevægelse, der insisterer på at modtage og sende dokumenter i »Microsoft Word«-format, kommer dermed helt unødvendigt til at fungere som en levende reklamesøjle for en multinational koncern på linje med McDonald's, BP eller Monsanto, og det var måske ikke meningen.

For private er der også store fordele ved at bruge fri software - det er let at hente gratis programmer til stort set alt, og hvis man gerne vil anbefale et program til en ven, er det lovligt og gratis at dele.

Alle de kategorier af brugere, vi her har nævnt - det offentlige i almindelighed, uddannelsessystemet, græsrodsbevægelser og private - kan desuden spare rigtig mange penge på softwarelicenser, som i stedet kan bruges til mere produktive formål.

En anden grund til, at der er mange penge at spare ved at bruge fri software er, at konkurrerende producenter ikke behøver at spilde tiden på at udvikle den samme funktionalitet.

Et skrækeksempel på et sådant spild af penge og arbejdskraft er det oprindelige, danske patientjournalprodukt, hvor de femten amter hver især hyrede en leverandør, som de betalte for at udvikle et patientjournalsystem, der skulle kunne nøjagtig det samme som det, de øvrige fjorten amter havde bestilt hos deres leverandør. Da systemerne var færdige, kunne de forskellige amters systemer stort set udføre de samme funktioner, men de kunne ikke udveksle data indbyrdes, fordi man ikke engang havde tænkt på at have en fælles standard for formatet af en sådan journal.

Hvis det fra starten havde været et krav til et sådant system, at det skulle leveres som fri software baseret på åbne standarder, ville et sådant spild af sundhedsvæsnets ressourcer aldrig være kommet på tale.

Politiske perspektiver - kollaboration

Et væsentligt aspekt ved fri software er den åbne og græsrodsagtige måde, disse programmer som udgangspunkt udvikles på.

Hvis du som bruger har en særlig interesse i et bestemt program, kan du tilmelde dig dette programs mailing-liste eller webforum og rapportere problemer og komme med forslag. Du kan med andre ord selv deltage i udviklingen af de programmer, der er vigtige for netop dig.

Og når et program én gang for alle er skabt som fri software og lagt ud til fri download, er det til rådighed for alle med en internetforbindelse. I stedet for at betale konsulenter fra KMD i dyre domme på at udvikle løsninger baseret på Microsoft og Oracle og SAP og hvad de ellers hedder, kunne den danske stat forlange, at al software, der udvikles til den, leveres som fri software.

Når Danmark på denne måde har fået sit eget vandforsynings- eller kloakstyringssystem på plads, kan alle andre lande gå ind og hente det og tilpasse det deres eget behov - også tredjeverdenslande, der ikke ville have haft råd til selv at udvikle programmet eller købe det hos en privat aktør. Myndigheder og organisationer, der betaler til udvikling af fri software bidrager til en voksende fælles pulje af programmer, der umiddelbart kan komme hele menneskeheden til gode i stedet for blot at fylde lommerne på nogle få monopolhavere.

Eksempler på fri software

Der findes mange, mange tusind programmer, der er udgivet som fri software, og de fleste vedligeholdes ikke længere eller bruges kun af nogle ganske få mennesker.

Men selv antallet af frie og gratis programmer, der rent faktisk bliver både vedligeholdt og brugt, er ganske svimlende. I det populære styresystem Ubuntu kan du som bruger vælge mellem over 20.000 programmer, der er tilpasset systemet og kan hentes gennem det indbyggede »softwarecenter«.

Af de mest almindelige og udbredte eksempler på fri software kan nævnes

Mozilla Firefox, den populære internet-browser
OpenOffice.org, den mest udbredte konkurrent til Microsofts Office-produkt
Apache Web Server, verdens mest populære web-server
GIMP, et billedbehandlingssystem i stil med Adobe Photoshop
Linux, en styresystemskerne, der bliver brugt snart sagt overalt
GNU/Linux, et fuldstændigt styresystem baseret på Linux-kernen og Free Software Foundations GNU-system
Ubuntu, et brugervenligt og populært styresystem baseret på GNU/Linux.

Hvad kan jeg selv gøre?

Dette er en artikel om de overordnede, politiske perspektiver ved fri software og truslen mod vores rettigheder som borgere, forbrugere og sågar som mennesker ved de vilkår, proprietær eller kommerciel software leveres under. Egentlig mener jeg, at de værste problemer ved udbredelsen af proprietær software skal imødegås ved overordnede, strategiske beslutninger, der skal tages på politisk plan.

Sådanne beslutninger kunne fornuftigvis gå ud på at basere al kommunikation på åbne standarder, så alle producenter har lige muligheder for at understøtte de formater og processer, der er brug for. Det ville også være fornuftigt at insistere på at bruge fri software overalt, hvor det er muligt. På områder, hvor det endnu ikke er muligt, bør der lægges en plan for, hvordan man også her kan gå over til fri software så hurtigt som muligt.

Den enkelte bruger kan blive for fanget i tekniske forviklinger til, at det er rimeligt at kræve, at han eller hun skal give afkald på muligheden for at bruge sin computer til noget fornuftigt ved selv at gå over til fri software.

Hvis du på den anden side har venner, der allerede har fået et frit system til at virke, eller selv har den tekniske eventyrlyst og gå-på-mod, der skal til, findes der ikke blot ét, men mange, systemer, der er baseret på fri software, og som du kan installere på din computer i stedet for Microsoft Windows eller Mac OSX og hvad man ellers har.

Det mest populære af disse frie systemer er i øjeblikket Ubuntu, der siden 2004 har vundet en enorm udbredelse ved at satse på brugervenlighed frem for alt, også for de ikke så teknisk interesserede brugere. Fri software-bevægelsen er som politisk bevægelse opstået ud fra princippet om »direkte aktion«, og enhver bruger, der afviser at bruge den proprietære software i sin egen dagligdag, er med til at undergrave de store firmaers monopol på området.

Men overordnet set mener jeg altså, at ansvaret for en storstilet overgang til fri software må være strategisk og politisk. Der findes da også et kolossalt drive for en overgang til fri software, dog desværre primært i lande uden for Danmark.

Og det er faktisk en skam. Der foregår i disse år en kamp for, hvem der skal kontrollere den infrastruktur, der styrer og bestemmer vores dagligdag, og kampen står grundlæggende mellem proprietære monopoler og fri software. Skal de programmer, som vi alle er nødt til at bruge i vores daglige liv, sælges i dyre domme af store monopoler - eller skal de, når de én gang er udviklet og betalt, fordeles gratis til alle interesserede brugere i hele verden, så de herefter kan tage præcis den kontrol over dem, som de selv ønsker?

Reelt er det en kamp om, hvem der skal bestemme over fremtidens samfund og ikke mindst dets økonomi.

Eftersom den deltagerstyrede udviklingsproces og det princip om deling af viden og infrastruktur, der ligger i ideerne bag fri software, passer langt bedre til en socialistisk samfundsorden med vægt på selvforvaltning og selvorganisering end den proprietære, kan venstrefløjen kun stå ét sted i denne kamp.

Og dog er det, som om den danske venstrefløj mangler i denne kamp - og det er synd og skam! En storstilet overgang til fri software kan under de rette omstændigheder udgøre en reel trussel mod storkapitalens kvælergreb om samfundsøkonomien. Fastholdes den proprietære og licensbaserede model, giver vi i virkeligheden de store virksomheder og totalitært indstillede politikere carte blanche til at styre og kontrollere os borgere helt ned i den mindste detalje.

Så kom ind i kampen og vær med til at åbne op for en fremtid, som er baseret på åbenhed og lige adgang frem for hemmeligholdelse og central kontrol. Kampen for fri software er en vigtig del af kampen for et frit og ligeværdigt samfund, og der er brug for din hjælp til at få det til at ske så hurtigt som muligt.

Carsten Agger
Kilde: Kontradoxa, 15.8.2010