Sidste år, da jeg som repræsentant for foreningen VISION deltog i en kvindekonference i Sverige, var det et farverigt og broget kludetæppe af kvinder med forskellige etniske baggrunde, som steg ombord på toget mod Sverige fra Københavns Hovedbanegård, som repræsentanter for Danmark. Den lille kvindeflok bestod overvejende af kvinder af afghansk, filippinsk, marokkansk, pakistansk, indisk, sigøjner og afrikansk herkomst samt en minoritet af ´etnisk´ dansk herkomst. En af denne farverige danske delegations deltagere, en dansk-indisk kvinde, kom med en noget så humoristisk og rammende bemærkning, idet vi netop var ankommet til konferencestedet, hvor vi de næste to dage skulle befinde os engageret i intense oplæg og workshops, som jeg faktisk ikke husker synderligt meget af. Men den dansk-indiske kvindes kommentar kan jeg stadig trække lidt på smilebåndene af den dag i dag.

Som sagt var vi netop ankommet til konferencen og blev pænt modtaget af en svensk kvinde, som udspurgte os meget pænt og høfligt, som var det den mest naturlige ting i verden, om vi var danskerne. Efter en bekræftelse fra vores side, som hverken forårsagede løftede øjenbryn eller undrende miner fra den svenske kvindes side, blev vi gennet hen i køen for danskerne. Jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte yderligere over, at vi blev tiltalt og kategoriseret som danskere og ikke danskere med anden etnisk baggrund end dansk eller lignende.

Ikke så snart havde vi fået vores navneskilte og konferenceprogrammer udleveret, før en kvinde fra vores gruppe kommenterede, at det vel nok var sjovt, hvordan vi her blev omtalt som danskere. For i Danmark, pointerede hun, er vi bare perkere. Men her, mindre end en times rejse over sundet blev vi pludselig betragtet og tiltalt som danskere. Naturligt nok, hvis man ser logisk på det, da vi jo kommer som repræsentanter fra Danmark og ikke fra hver vore respektive oprindelige eller forældres oprindelige lande. Men ikke desto mindre bliver vi i Danmark hverken omtalt eller - i hvert fald meget sjældent - betragtet som fuldblods danskere, men altid som andenrangs-danskere; som danskere med anden etnisk baggrund, som etniske minoriteter, som indvandrere eller udlændinge, eller slet og ret som fremmede. Uanset om vi er født og opvokset i Danmark, og uanset om vi i øvrigt har dansk statsborgerskab. Men her i Sverige var vi altså for to dage danskere!

I øvrigt, fortsatte kvinden, er Danmark det eneste land i verden, af hvad hun kendte til, som brugte denne kreative etikette ´anden etnisk baggrund end…´. Den findes, ifølge hendes kendskab, ikke i andre multikulturelle samfund, der er man enten eksempelvis amerikaner, hvis man har amerikansk statsborgerskab, eller også er man den nationalitet, man har ifølge sit pas. Hvad der jo i grunden forekommer som det mest naturlige. For hvad er i grunden en nationalitet!

Jo, det er sandt at national-stats ideologer ikke så nemt kan godkende, at en nationalitet tildeles på så simpelt et grundlag som et pas. I deres ekskluderende univers er nationalitet ikke så letkøbt en sag som et par stykker symbolske papir og stempler. Nationalitet er, ifølge dem, noget man nedarver ved at have forfædre, som har betrådt og beboet en given (konstrueret) nation i generationer, samt at beherske nationens sprog flydende og fejlfrit og i det hele taget være en integreret del af nationens fortidige historie. Men de overser i deres national-romantiske iver, at om end det er sandt, at nytilkomne borgere i et givent land ikke har rødder langt tilbage i denne nations historie, kultur og sprog, så vil de til gengæld med deres nuværende tilstedeværelse være en del af denne nations fremtidige historie. I og med at de er tilstede og fuldt i gang med at deltage i den dagligdag, som i fremtiden vil være at betragte som en del af fortiden. I en bestemt tidsperiode i nationens historie, var de til at begynde med nytilkomne: Langt ude i fremtiden vil de have slået rødder i dette land, og således være en naturlig del af landets videre historie og kultur og ikke længere nytilkomne! Ganske som andre dele af en nations nutidige fuldblodsfolk er indvandret fra andre egne på et tidspunkt i historien, hvorefter de først efter årtier eller århundreder er blevet anset for en lige så naturlig og integreret del af nationens folk som alle andre.

Det er muligt, at kvinden tager fejl med hensyn til hendes oplysninger omkring, hvor vidt man bruger betegnelsen ´med anden etnisk baggrund end…´ andre steder på kloden. Men lidt sjovt er det nu at tænke over, at når man som en person med såkaldt anden etnisk baggrund end dansk er ude at rejse udenfor Danmarks grænser, svarer man instinktivt på det klassiske turist-spørgsmål: "Where are you from?" med: "Denmark." Ofte efterfulgt af de løftede, undrende øjenbryn, som kræver en forklaring. Og som regel leverer man et svar inden, de når at stille det næste spørgsmål som en refleks – "Altså mine forældre er (i mit tilfælde) fra Marokko, men jeg er født og opvokset i Danmark." Men når man konfronteres med selv samme spørgsmål indenfor Danmarks grænser om ens oprindelsesland, er det instinktive svar for mange også her stadig "Marokko" (eller hvor ens forældre nu stammer fra). Dette svar kan for nogle skyldes, at man ikke ´føler´ sig som en dansker, eller måske ikke har dansk statsborgerskab, men det kan i lige så høj grad snarere skyldes, at man ved, hvad folk egentlig fisker efter; under alle omstændigheder har man sørget for at afparere efterfølgende spørgsmål, i fald man skulle svare "Danmark". Ofte har man måske oplevet, hvis man drister sig til at svare "Danmark", at man derefter bliver spurgt: "Nå ja, men jeg mener, hvor kommer du rigtigt fra?" Det kan man som etnikaner blive lettere irriteret eller fornærmet over eller måske bare være ligeglad med.

Komisk nok var det lidt den omvendte verden, da jeg for et stykke tid siden var i Damaskus med en gruppe studerende, hvoraf den ene, ligesom jeg selv, var dansk-marokkansk. Jeg kan vitterligt ikke tælle på fingrene, hvor mange gange, vi skulle forklare, at vi var fra Danmark og efterfølgende, at vores forældre var fra Marokko, da folk studsede lidt over, at vi ikke just lignede danskere, som de forestillede sig dem. Mange kunne slet ikke få det til at hænge sammen, hvordan to muslimske og arabisk udseende piger var havnet i en gruppe af studerende fra Danmark.

Indimellem når man bliver træt af at forklare sig, vælger man naturligvis at springe over, hvor gærdet er lavest og svare med et: "Jeg kommer fra Marokko!" Men denne taktik viser sig som regel alligevel altid at give bagslag og føre tilbage til det oprindelige spor, da udspørgeren enten begynder at lovprise Marokko eller vil kommentere eller snakke om Marokko eller spørger til hvorfra i Marokko, man kommer fra, hvorefter man alligevel bliver nødt til at bekende kulør: "Jamen, altså jeg bor ikke i Marokko, jeg bor i Danmark." Og så er man alligevel ad omveje endt, hvor man startede i et forsøg på at slippe for at skulle forklare sin nationalitet.

Det mest grinagtige eller tragikomiske (alt efter hvordan man nu vælger at betragte tingene) er nok, når man med disse spørgsmål selv bliver konfronteret med selvransagende spørgsmål om sin identitet og oprindelsessted. For hvor er det i grunden, man ´kommer fra´. Således kom min dansk-marokkanske medstuderende til at ligne et meget stort spørgsmålstegn, da hun i en samtale med en ældre palæstinensisk herre, der berettede om en mand fra Palæstina, blev konfronteret med sætningen "en tjetjener fra Palæstina". Det kunne min medstuderende ikke umiddelbart få til at hænge sammen. Så hun spurgte ham uforvarende, "Men, hvordan kan han være tjetjener, når han er fra Palæstina", hvorpå den ældre palæstinensiske herre svarede hende med et (bevidst?) selvransagende spørgsmål, der lod til at ramme plet: "Hvordan kan du da være marokkaner, når du er fra Danmark?" Stilhed lagde sig som en tung sky over rummet for en kort stund, hvorefter en af de danske piger i vores gruppe brød tavsheden, idet hun bemærkede, "Der fik han dig, hva!" Det var på sin vis et meget dybt spørgsmål, som han retorisk udfordrede hende med: Et spørgsmål, som gav udtryk for, at han udmærket var klar over den indviklede og til tider helt igennem absurde problematik, det indebærer at have fler-nationale identiteter. Han som statsløs palæstinenser opvokset og bosat i Syrien med syrisk statsborgerskab kender vel mere end nogen anden til problematikken. Man kan uden besvær forestille sig, hvilken hovedpine det må være for uforstående folk at dechifrere den multi-nationale identitetskode!

Internt referer nogle unge etnikanere til sig selv og andre etnikanere som ´perkere´ slet og ret. Det er som med ordet ´nigger´ meget politisk ukorrekt, nedsættende og xenofobisk, hvis en ikke-etnisk minoritet bruger dette ord om den etniske minoritet. Brugen af ordet internt kan muligvis tilskrives en selv-ironisering over den (lav)status, man er tildelt i det omgivende samfund. Under alle omstændigheder gør ordet ´perker´ det en hel del nemmere etnikanere indbyrdes at manøvrere sig udenom den myriade af konstruerede og ukonstruerede mærkater, som definerer, hvem man som etnisk minoritet er og ikke er, alt efter tidens trend. Man får hermed et pusterum fra konstant at skulle definere sig selv overfor andre og ikke mindst af alt overfor sig selv. Når man i bund og grund blot føler sig som et menneske, der kommer fra jorden og skal tilbage til den.

Noura Akhiat
Faklen.dk, februar 2004