For et stykke tid siden rasede mediestormen atter over det efterhånden pænt sagt omstridte Dansk Folkeparti (DF) på grund af de hadske og groft nedsættende udtalelser om muslimer, som lå på partimedlemmet Louise Freverts hjemmeside. Freverts og DFs udtalelser er der i og for sig ikke noget nyt i. I takt med at grænserne for, hvilke ytringer, der moralsk og juridisk kan accepteres har rykket sig mere og mere, er hadske udtalelser om blandt andet indvandrere, flygtninge og muslimer blevet stuerene. Og det i en sådan grad, at enhver protest mod den form for retorik kategoriseres som en trussel mod ytringsfriheden, mangel på forståelse for demokratiets spilleregler eller endog et angreb på det ophøjede demokrati og den hellige ytringsfrihed.

Men Dansk Folkeparti har ikke patent på fremmedfjendske, usaglige og fordomsfulde udtalelser, hvilket en del politikere har bevist gang på gang. Det er ikke længe siden kulturminister Brian Mikkelsen startede sit kulturkorstog mod etniske minoriteter, navnlig muslimer, for deres, i hans øjne, kulturelle bagstræberiskhed og analfabetisme. For det skulle jo nødigt tænkes, at folk med en etnisk minoritets baggrund skulle kende til kulturpåskønnelse eller dannelse. Det kunne vel umuligt tænkes, at der i lande udenfor det højkultiverede Danmark, ja sågar i muslimske lande, findes både litterater, malere, musikere og andre kunstnere, som kunne have været med til at danne andre mennesker med andre etniske baggrunde. Eller at disse ’andre’ mennesker måske endda kunne tænkes at være formet, dannet og inspireret af dansk kultur på lige fod med mange andre danske borgere, eller i højere grad end mange andre af ’deres’ danske medborgere.

Brian Mikkelsen cementerede og opsummerede ganske fint sine formodninger og fordomme om ’de andres’ kulturelle analfabetisme med følgende frase: "Midt i vores land er der ved at udvikle sig et parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan og skal vi ikke acceptere". En lidet sympatisk udtalelse, som blindt hopper med på Dansk Folkepartis populistiske hadevogn. Ydermere udviser kulturministeren en total mangel på føling med det muslimske og etniske minoritetsmiljø i Danmark.

Men hvad er i grunden denne danske kultur, som kulturministeren i glødende vendinger referer til som en truet entitet, der befinder sig midt i en kultur- og værdikamp med ’de andres’ middelalderlige normer og udemokratiske tankegange? Hvis man skal forsøge at lade tvivlen komme kulturministeren til gode, kunne man måske pointere, at muslimer som bekendt havde deres intellektuelle og kulturelle blomstringstid og guldalder i middelalderen. Hvis det er den middelalder kulturministeren referer til, så forsøgte han måske i virkeligheden, at pointere at muslimer er meget kultiverede mennesker med fornemmelse og følelse for finkultur. Men et eller andet siger mig, at det ikke helt er den pointe, han havde i tankerne, særligt når man støder på ord som ”udemokratiske tankegange” og ”Det kan og skal vi ikke acceptere.” Alle må efterhånden være bekendt med, at et ord som ’udemokratisk’ er et skældsord, som bruges om folk, hvis alternative tankegange man bestemt ikke bryder sig om. Og vigtigst af alt om folk, som anses for en trussel mod Danmark, mod den danske demokratiske tradition, mod ytringsfriheden og nu altså også mod dansk kultur.

Nuvel, det er altså ikke en dialog mellem civilisationer og forskellige kulturer som kulturministeren forsøgte at igangsætte. Det er ikke en værdsættelse eller taksigelse til en glorværdig højkultur og brillante videnskabelige præstationer under det muslimske kalifat, som på flere områder har bidraget til europæisk kultur og videnskab. Ligesom den nutidige kultur i den muslimske del af verden er inspireret af blandt andet europæiske kulturelle og videnskabelige præstationer. Det er det man kalder for interaktion, samspil, dialog, gensidig respekt, anerkendelse og sameksistens. Ord som tilsyneladende ikke hører hjemme i kulturministerens ordforråd eller verdensforståelse.

Men for nu at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad dansk kultur i grunden er: Er det sådan at forstå, at dansk kultur som den eneste i verden kan sige sig fuldstændig fri fra inspiration fra andre landes kulturelle udfoldelser, udvikling, historie med mere? Og hvad med danskhed og dansk identitet? er der også her tale om en uforanderlig størrelse, som aldrig i historien har ladet sig påvirke af ude- eller indefrakommende, for den sags skyld, impulser. Forestiller folk som kulturministeren sig, at alle danskere skal rumme et enkelt eller flere elementer, som lige præcis gør dem til repræsentanter for danskhed?

Pointen er naturligvis, at kulturministeren & Co. bevidst eller ubevidst med ovenstående udsagn og senest med sin berygtede kulturkanon, som led i en ideologisk konstruering af en ny homogen dansk identitetsmarkør, forsøger at koble danskhed og dansk kultur sammen med nogle særlige forestillinger om ét fælles homogent værdisæt og én fælles homogen kulturel referenceramme. Hermed afkobles bevidst eller ubevidst folk, som formodes at falde udenfor dette fælles formodede værdisæt og denne fælles formodede kulturelle referenceramme.

Kulturministerens ideologiske projekt og den stigende negativt ladede nationalisme i Danmark skal blandt andet ses i lyset af tilstedeværelsen af borgere med anden etnisk baggrund, som ifølge kulturministeren er middelalderligt, fundamentalistisk og udemokratisk og dermed i modsætning til de formodede og konstruerede idealistiske værdisæt og normer, som han opstiller for danskhed. Visse danskere føler sig så truet og udfordret særligt, hvad angår såkaldt dansk identitet, kultur og normer. En af måderne, hvorpå reaktioner på disse nye og for nogle uønskede omstændigheder, kommer til udtryk på, er desværre ved at eksklusivistiske, nationalistiske politiske partier som Dansk Folkeparti høster flere stemmer. En anden reaktion kan spores i kulturkampen og lanceringen af en kulturkanon og en ny national dansk identitet, som klamrer sig til værdier og en kultur, som promoveres som essentiel danskhed.

Det kan ikke undre, at visse kunstnere har protesteret højlydt over at blive brugt som ideologiske redskaber, og blive kædet sammen med kulturministerens ideologiske nationale projekt, som skal forene ’danskerne’ under ’danskhedens’ kulturelle banner. Kulturministerens definition af danskhed og dansk kultur lader til, at være defineret i forhold til ’den anden’, ’den fremmede.’ Der er i for sig ikke noget nyt i, at vi til stadighed definerer os selv i forhold til ’den anden’ og spejler os selv i ’den andens’ spejlbillede. Men der er desværre heller ikke noget nyt i, hvad dette kan bringe med sig af uføre og katastrofale følger, når det udføres i nationalistisk ideologisk øjemed. Det er historien kun et alt for sørgeligt bevis på. Ved at positionere danskhed og danske værdisæt i forhold til ’de fremmede’, risikerer man at så farlige og bitre frø, som vi som nævnt, blot behøver tage et blik et par årtier tilbage i Europas historie for at forudsige konsekvenserne af.

’De’ er fundamentalistiske, uciviliserede, udemokratiske, middelalderlige og besidder ingen sans for eller påskønnelse af kultur. ’Vi’ er civiliserede, demokratiske, liberale demokrater. ’Vi’ repræsenterer alt, hvad der er sundt, godt og dannet i Danmark. ’De’ repræsenterer alt, hvad der er usundt, ondt og udannet i Danmark. ’De’ skal lære af ’os.’ ’Vi’ har ansvaret for at (ud)danne ’dem’. ’Vi’ har en kultur. ’De’ er kulturløse. Den form for nedgørende imperialistisk retorik og implicitte hentydninger gavner på ingen måde en anerkendelse af alle borgere og mennesker som ligeværdige og ligestillede væsener med lige rettigheder og ikke mindst af alt lige rettigheder til at blive inkluderet frem for ekskluderet. Med krav på at blive refereret til med respekt. Og ikke, som tilfældet er, at blive taget som gidsler i en kulturkamp, hvor man desperat forsøger at klynge sig til og rekonstruere sin nationale identitet i forhold til et fjendebillede, som skal repræsentere alt det, som man ikke ønsker at sammenlignes med. En række principper som Danmark sammen med en række andre lande normalt bryster sig af lokalt og gør sig til talsmænd for på globalt plan.

Kulturministeren er med sine udtalelser selv med til at bidrage til polarisering i samfundet. Han kunne have valgt at tale i forsonende toner. Han kunne have valgt at åbne op for en dialog og anerkendelse af andre kulturer og minoritetsborgere i dette land. I stedet har han valgt at grave endnu dybere grøfter og kaste om sig med fornærmelser af medborgere og fordomme om disse, uden så meget som at blinke. Dette er i sandhed et bevis for, hvor langt grænserne er blevet rykket for, hvad der er acceptabelt at sige og mene om andre mennesker offentligt. Spørgsmålet er så bare, hvorvidt der her er tale om et bevidst valg eller en ubevidst brøler?! Er der tale om et tarveligt forsøg på at score billige points og stemmer på bekostning af et segment af den danske minoritetsbefolkning?

Kulturministerens fordømmelse af muslimers såkaldte middelalderlige samfund og fundamentalistiske kultur lyder mest af alt som en parafrasering af Dansk Folkepartis fremmedhadske og islamofobiske diskurs. At en minoritetskultur, fundamentalistisk og middelalderlig eller ej, som den etniske minoritetskultur og muslimsk kultur i Danmark – hvis man da overhovedet kan tale om en sådan monolitisk størrelse, hvad man naturligvis ikke kan, hvis nogen skulle være i tvivl – skulle være en trussel mod dansk kultur og litteratur, er et sørgeligt og tragikomisk udtryk for paranoia, manglende virkelighedssans; eller slet og ret et udtryk for forudindtagede holdninger overfor etniske minoriteter generelt og muslimske minoriteter i særdeleshed.

Hvis man da endelig skal anse den såkaldte danske kultur– og kulturarv for truet, er det nok snarere en udbredt amerikanisering og homogenisering som er en trussel mod alle former for oprindelige kulturelle særpræg og udtryk. Og igen skal det pointeres, at man naturligvis heller ikke kan tale om én homogen amerikansk kultur, men derimod er det fuldt ud legitimt at referere til en Coca Cola kultur, som søger en plads som en dominerende faktor i alle lande uden undtagelse. En ’kultur’ som har sit geografiske udspring i USA.

At det er et problem blandt børn og unge generelt, at færre og færre interesserer sig for at læse og fordybe sig i litteratur og andre former for kulturelle udfoldelser, kan jeg godt skrive under på. Men dette er nu langt fra et problem som er forbeholdt etniske og muslimske minoritetsunge. Unge i dag bruger generelt hellere tid på at surfe på nettet, se MTV, Boogie Listen, film og mange hjernedøde underholdningsprogrammer. I det store hele bruger mange tiden på aktiviteter og udfoldelser, som kræver mindst mulig hjerneaktivitet og anstrengelse. Underholdningsindustrien har udviklet sig til en mastodont, som pacificerer mange, ikke blot unge, men også børn og unge, og helt fratager dem lysten, evnen eller modet til selv at skulle yde en indsats og bestræbe sig på noget så tidskrævende som at læse bøger, når nu man kan få alting serveret uden bogstaveligt talt at løfte en finger. Hvorfor spilde tid på at reflektere og kæmpe sig igennem et klassisk litterært værk, når det ingen anstrengelse kræver at tjene for komakassen og blive serviceret, opvartet og underholdt helt uden personlige bestræbelser eller bidrag?

Dette er et udbredt problem blandt mange i den moderne verden, vi lever i. Men dette er et problem, som har absolut intet med formodede parallelsamfund og formodet fundamentalistisk muslimsk kultur at gøre. Frem for at rette sit skyts mod etniske minoriteter og muslimer, burde kulturministeren i stedet sætte sig ind i de reelle problemer og trusler mod ’dansk’ kultur og litteratur, eller rettere kulturel dannelse og læsning i det hele taget. At rette skytset mod en i forvejen stigmatiseret befolkningsgruppe, med en række efterhånden klichéagtige beskyldninger uden rod i virkeligheden, gavner ingenlunde dialogen, eller hvad der kunne have udviklet sig til en frugtbar kulturudveksling etniske minoriteter og majoritetssamfundet imellem.

Der er for så vidt intet galt i, at kulturministeren påpeger, at mange unge mennesker nu til dags ikke værdsætter litteratur. Men at politisere spørgsmålet og gøre det til et personligt opgør med etniske minoriteter og muslimer hører ingen steder hjemme!

Mit håb er, at en fremtidig kulturkanon vil indeholde værker produceret af danske muslimske medborgere eller etniske minoritetsborgere, som en dag måske ikke engang længere vil blive betragtet eller omtalt udelukkende som personer eller problemer med en anden etnisk baggrund (end dansk) eller muslimer, men slet og ret som (danske) medborgere. Og således afspejle, at Danmark og dansk kultur ligesom alle andre lande og kulturer i verden ikke er uforanderlig, fastlåst, eksklusiv og statisk. Men derimod er i konstant bevægelse, dynamisk, foranderlig og reproducerer sig selv igen og igen i mødet med ’den anden’ og under forandrede forhold og omstændigheder. En åben kultur og et åbent land, som ikke er bange for at inkludere nye borgere og byde deres bidrag og velkommen med åbne arme som en ny bestanddel af gadebilledet, landskabet og ikke mindst kulturkanonen.

Noura Akhiat
Faklen.dk, marts 2006