Engang troede man, at der fandtes racerene befolkninger. Man kæmpede i hvert fald indgående for at fastholde og bevare illusionen om racernes renhed og undgå den raceblanding, som man frygtede skulle udslette det, man betragtede som den rene, ariske race.

I kampens hede gik man endda så vidt, at man forsøgte at udslette de laverestående individer og racer, som man mente udgjorde denne trussel mod racens og befolkningens sundhed.

Nazismens uhyrlige forbrydelser ikke mindst jødeudryddelsen gjorde dog, at denne vej for et absolut flertal af europæere ikke mere synes farbar, om end faren for fatale gentagelser af fortidens forbrydelser altid lurer under kulturernes og civilisationernes tynde fernis. Hvorfor det naturligvis til stadighed og med jævne mellemrum er vigtigt at komme fortidens forbrydelser i hu.

Men selv om racismen i dag ikke synes at være farbar, så lader den til under andre betegnelser at vende tilbage. Nutidens racisme er kulturalismen: Troen på, eksempelvis, at der findes noget sådant som en ren, dansk kultur, som til alle tider har været den samme og nu er under pres/angreb fra andre kulturer og det, man hånligt kalder multikulturalismen og multikulturalismens ideologi.

Nu er der bare det, at multikulturalismen kulturernes blanding ikke blot er en ideologi, men også et ældgammelt historisk og civilisatorisk faktum. Der findes ingen og har givetvis aldrig eksisteret helt rene kulturer.

Kulturerne har altid blandet sig og vil også i al fremtid gøre det. Kulturalismen ideen om monokultur er altså, som også racismen var det, en kontrafaktisk position.

Den eneste måde, illusionen om en verden af rene kulturer kan fastholdes, er naturligvis ud fra det, man eksempelvis illusorisk fastholder som dansk kultur, aktivt at bekæmpe det, man opfatter som fremmede kulturer eller fremmede kulturers påvirkning. Ivrigt forsøger man således at male billedet af en storstilet civilisations- eller kulturkamp. Og hvad man ønsker ja, det skal man som bekendt nok få.

Og således opstår kulturpolitiet, der nok med sprog-, immigrations- og kulturpolitik skal sørge for at bevare illusionen om den rene kultur. Et dybest set umuligt projekt. For det første fordi alle kulturer altid allerede er multikulturelle (internt består af forskellige subkulturer). For det andet fordi en ren kultur, hvis vi forstillede os en sådan fandtes, aldrig ville have nok i sig selv.

Kulturerne (både lokalt og globalt) har brug for at spejle sig i hinanden, strides med hinanden og lytte til hinanden for at udvikle sig og overleve.

I sidste ende må man håbe, at historien har lært os den lektie, at idealet og illusionen om absolut renhed aldrig igen må føre til forsøget på at udslette den, man har udset sig til at spille rollen som monokulturens negation og renhedens banemand (den fremmede kultur).

Lad os håbe, at historien har lært os at fastholde det parlamentariske demokratis spilleregler uenighedernes og forskellighedernes fredelige sameksistens som jo igen er et levende bevis på politisk multikulturalisme, og hvad man får ud af at fastholde rum for og plads til forskellighed.

Paw Hedegaard Amdisen
Jyllands-Posten, 17.2.2007