»Det ville også være helt forkert, hvis en regering i et frit folkestyre giver en vurdering af, om dét, pressen bringer, er i orden. Jeg tror, at der ville lyde et ramaskrig, hvis regeringen skulle til at gøre sig til smagsdommer over den redaktionelle linje på de enkelte medier« (Anders Fogh Rasmussen, Ritzau den 25.1.2006).

Sådan udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen sig, da Muhammed-krisen begyndte at eskalere i januar sidste år og toneangivende muslimer verden over, desværre med manglende forståelse for demokratiets helt basale spilleregler, bad statsministeren om at gribe konkret ind over for Jyllands-Postens redaktion. Noget sådant kunne Anders Fogh Rasmussen naturligvis ikke give sig i kast med. I et demokratisk samfund kan magthaverne ikke pålægge frie og uafhængige mediers redaktioner noget som helst. Det er helt indlysende.

Han kunne, hvad vi var mange, der på det pågældende tidspunkt mente, principielt - eventuelt som privatperson - have taget afstand fra den intention om at håne, spotte og latterliggøre et bestemt religiøst mindretal, der lå i Jyllands-Postens bevidste provokation. Det er en helt anden sag. Men direkte at gribe ind over for Jyllands-Posten, det kunne Anders Fogh Rasmussen under ingen omstændigheder. Så langt så godt.

Men én ting er åbenbart at forsvare fundamentale, demokratiske principper mod udefrakommende angreb. Noget helt andet er det selv at overholde disse principper. Det har Anders Fogh Rasmussen og den siddende regering anskueliggjort ved flere lejligheder på det seneste.

Først var der sagen om dokumentarfilmen Den hemmelige krig, hvor statsministeren i egen høje person balancerede på grænsen af det tilladelige ved at foreslå DR at undersøge sig selv. Sådan bare lige som et forslag. Et forslag vel og mærke, der havde pressens minister og landets statsminister som afsender og derfor dårligt kunne tolkes som andet end et tilbud af den slags, man meget nødigt kan afslå. Under alle omstændigheder var der tale om indblanding i frie og uafhængige mediers redaktionelle arbejde. Og nu er Brian Mikkelsen-sagen altså eksploderet. En sag, der vidner om, at indblanding i konkrete mediers redaktionelle arbejde snarere er regelen end undtagelsen blandt borgerlige toppolitikere og fremtrædende ministre.

Brian Mikkelsens berygtede mail til Jørgen Kleener er således kun toppen af isbjerget. Vrede sms’er og sure telefonopkald til kritiske DR-medarbejdere (under uofficielle omstændigheder), som det blev afsløret i forrige weekends udgave af Information, var således kun enkeltbrikker i en systematisk chikane og intimidering af enkeltjournalister og mellemledere på DRs nyhedsredaktion, der gradvist førte til udbredt selvcensur. Som Trine Sick - på daværende tidspunkt vært på TV-avisen - beretter i lørdagens udgave af Politiken, så »vejede« [hun altid] »sine interviewpersoner 'på en guldvægt', når hun tilrettelagde aftenens TV-avis«. Og »Hvis de var for regeringskritiske, tænkte hun sig om en ekstra gang«. Hun udøvede med andre ord selvcensur. Eller som hun selv udtrykker det: »Når man på den måde pludselig sidder og tager nogle valg med nogle bestemte mennesker, så er den gal. Min rolle er ikke at formidle nyheder til en lille udvalgt skare - nemlig regeringen - men til hele Danmarks befolkning« (Politiken, 17/3, 1. sektion, side 1).

I forbindelse med netop Muhammed-krisen kom en række imamer på rundrejse i mellemøsten under beskydning for at tale med to tunger. Spørgsmålet er om ikke Anders Fogh Rasmussen og den siddende regering i forbindelse med den igangværende skandale om påvirkningen af DRs redaktionelle dispositioner ikke kunne beskyldes for noget lignende.

Når der er tale om udefrakommende trusler mod presse- og ytringsfriheden fastholder man, at der er vandtætte skodder mellem regering/magthavere og de frie mediers redaktionelle dispositioner. Men når disse mediers redaktionelle dispositioner rammer én selv skifter man fuldstændig taktik, de vandtætte skodder glemmes og enhver indblanding er nu pludselig helt i orden og på sin plads? Hvem sagde tvetunget tale? Hvem sagde dobbelte standarder?

Men der er vel naturligvis, som sædvanlig, ikke noget at komme efter. Eller er der?

Paw Hedegaard Amdisen
Kilde: Pawsefisken, 23.3.2007