I en kronik i Jyllands-Posten (16/4) slår kulturminister Brian Mikkelsen og integrationsminister Rikke Hvilshøj til lyd for en ordning, der skal sikre forfattere - der på grund af det, de skriver og de holdninger, de indtager, er forfulgte i deres hjemlande - opholdstilladelse i Danmark. For dermed at værne om disse forfatteres »grænseløse« ytringsfrihed. Et på mange måder godt forslag, som alle anstændige partier i folketinget uden tøven naturligvis bør kunne skrive under på. Ingen tvivl om det.

De to ministre står dog selv bag en række problematiske sager, som tilsyneladende står i skærende kontrast til det forslag, som de nu advokerer for.

Det er således fint at værne om ytringsfrihedens ukrænkelighed udenlands, men var det ikke netop kulturminister Brian Mikkelsen, som på hjemmebane med sin berygtede mail til DRs daværende bestyrelsesmedlem Jørgen Kleener i den grad forsøgte at intimidere DRs redaktionelle linie og ytringsfrihed? Var det ikke en idé at feje for egen dør først, Brian Mikkelsen? At værne om ytringsfriheden lokalt først, og så bagefter gøre sig til ytringsfrihedens store forkæmper globalt?

Og det er jo også prisværdigt at give opholdstilladelse til forfulgte mindretal. Men var det så ikke en idé, Rikke Hvilshøj, endnu engang at overveje hjemsendelsen af irakiske flygtninge til borgerkrig, kaos og overhængende fare, før man giver opholdstilladelser i flæng til forfulgte forfattere på baggrund af deres truede ytringsfrihed. Der må da trods alt være værre at være truet på livet end på ytringsfriheden. Senest er det jo kommet frem, at irakiske kristne - de såkaldte mandæere - hjemsendes til forfølgelse, voldtægt og overhængende livsfare. Stik imod FNs anbefalinger.

Hermed ikke være sagt, at Danmark ikke bør give opholdstilladelse til forfulgte forfattere. Det bør vi selvfølgelig. Det være hermed blot antydet, at vi i Danmark allerede huser forfulgte mindretal, som ikke bare er truet på ytringsfriheden, men på selve eksistensen, og som i øjeblikket hjemsendes til en i bedste fald ganske usikker skæbne. Så hvad med at gøre noget for dem i første omgang? »Grænseløs« frihed?

Nu kunne man selvfølgelig også, for nu at komme lidt malurt i bægeret, overveje om ytringsfriheden også er en fuldstændig »grænseløs« og ukrænkelig størrelse. For nylig blev dansk-marokkanske Said Mansour idømt over tre års fængsel for at have propaganderet for (og dermed medvirket til) islamistisk terrorisme. Så ytringsfriheden har altså en grænse. Også selvom Mansour i sin tid sikkert fik opholdstilladelse og asyl i Danmark på grund af politisk forfølgelse (og dermed manglende ytringsfrihed?).

Eller kunne man på baggrund af Mikkelsens og Hvilshøjs forslag tænke sig at give opholdstilladelse til eksempelvis holocaustbenægteren David Irving? Manden er forfatter, p.t. dømt og fængslet i Østrig på grund af sine ytringer og opfylder jo således formelt betingelserne for opholdstilladelse på baggrund af manglende muligheder for at ytre sig frit?

Dette bør naturligvis også helt principielt overvejes, før vi åbner landets grænser, som jeg i høj grad mener, at vi bør, for forfattere, der på baggrund af deres forfatterskab, holdninger og ytringer systematisk forfølges.

Paw Hedegaard Amdisen
Kilde: Pawsefisken, 30.4.2007