Jeg anklager Danmark for overtrædelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder overtrædelse af artikel 14, som forpligter medlemsstater at sikre nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder uden forskel på grund af formueforhold. Med andre ord skal medlemsstaterne sikre, at den enkelte borger bevarer sine konventionssikrede menneskerettigheder i tilfælde, hvor medlemsstaten udøver diskrimination på grund af formueforhold.

Når den danske stat i familiesammenføringssager kræver, at ansøgeren stiller en anfordringsgaranti på 53000 kroner, betyder det i praksis at der udøves indirekte diskrimination, idet diskriminationen udøves via tredjemand (ansøgerens pengeinstitut). En dansker, hvis formueforhold er tilstrækkelige til at et pengeinstitut vil stille en anfordringsgaranti, vil således blive behandlet anderledes end en dansker, hvis formueforhold ikke er tilstrækkelige. Disse 2 danskere, som begge opfylder de øvrige krav ifm. familiesammenføring, vil blive behandlet forskelligt udelukkende på grund af deres formueforhold. Den ene dansker får lov til at beholde sin ægtefælle i landet, mens den anden ikke gør. Overtræder Danmark hermed den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Svaret er et klart ja! Betingelsen for at der må udøves diskrimination på grund af formueforhold er, at medlemsstaten sikrer, at borgerens konventionssikrede rettigheder bevares. Læser man artikel 8 og 12 i selvsamme konvention, vil det være indlysende for selv den mest tilbagestående person, at rettighederne i artikel 8 og 12 ikke er bevaret for den dansker, som må vinke farvel til sin ægtefælle.

Diskriminationen medfører primært brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12, hvoraf det fremgår, at giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. For hvordan kan man stifte familie med sin ægtefælle i Danmark, når denne er blevet sparket ud af landet? Den danske stat medvirker med denne praksis til en begrænsning af danske borgeres konventionssikrede rettigheder.

Diskriminationen medfører sekundært brud på artikel 8 i samme konvention, hvoraf det fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. landets økonomiske velfærd. Hvordan kan man føre et familieliv i Danmark med en ægtefælle som er blevet sparket ud af landet? Når den danske stat udviser en dansk borgers ægtefælle er det mildest talt et indgreb af dimensioner, hvor danskeren begrænses i sin ret til at føre et familieliv.

Jeg vil mene, at der er dansk tradition for, at alle mennesker bliver behandlet ens uanset deres økonomiske formåen. Med den nuværende lovgivning på udlændingeområdet er det ikke tilfældet. Her behandles den "rige" dansker bedre end den "fattige" dansker, der ikke har mulighed for at stille op med 53000 kroner, så hans kone kan blive i landet.

Med denne diskriminerende praksis har den danske stat indført begrænsninger af danske borgeres konventionssikrede rettigheder, og den danske stat har dermed også overtrådt artikel 17 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor der står:

Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen.

Danmark bør derfor indklages for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jakob Ashtar
Faklen.dk, marts 2004