I februar 2007 besluttede man på dagbladet Information at overlade én hel dags avis til aktivister fra Ungdomshuset, hvor de frit kunne skrive og redigere avisen og dermed præsentere egne vinkler på problemstillingen omkring ejendommen på Jagtvej 69 i København. Dagen blev fastlagt til den 6. marts, men blev ifølge avisens chefredaktion overhalet af virkeligheden under rydningen, gadekampene og den efterfølgende nedrivning af huset. Med henvisning til de voldsomme gadekampe fraveg avisen løftet om at redigere avisen en hel dag og gav dem i stedet lov til at skrive indlæg i et otte siders tillæg den 7. marts.

Uddragene nedenfor stammer fra en række, men ikke alle artiklerne i dette tillæg for også på Faklen.dk at tilgængeliggøre essensen af tankegangen bag brugerne af det tidligere ungdomshus. Alle artikler er skrevet anonymt eller under pseudonym, og ifølge oplysninger i Information forventes de offentliggjort i deres fulde længde på www.jagtvej69.dk i den form, der var planlagt før avisens beslutning om at begrænse dem til otte sider.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk

INGEN LEDER

Velkommen til lederen. Dette tillæg til Information er lavet af personer med tilknytning til Ungdomshuset. Så er du advaret. Men selvom det er alternativt, antiautoritært og kollektivt, skal der vel være en leder? Eller skal der? Det synes vi ikke. Derfor handler denne leder om at klare sig uden en leder. For ledere er nederen. (...)

Både når vi laver avis, arrangerer festlige koncerter, folkekøkkener, i hverdagen og når vi skal forholde os til højtsvævende ideologiske spørgsmål, gør vi det sammen, og forsøger at få alle holdninger og argumenter på bordet. Som for nylig da Ritt Bjerregaard kom med et såkaldt tilbud, hvor fonden Jagtvej 69 kunne købe Stevnsgade Skole til os for 12 millioner. Beslutningen om vores svar til dette ultimatum skulle tages inden to dage. Vi holdt i alt mere end 25 timers møde, inden vi var klar med et nej og formuleringen af de fire krav. Beslutningen er en af de største i husets historie, og undervejs i processen var vi frustrerede, uenige, kede af det og indimellem blev der talt med store bogstaver.

Det kan tage tid at insistere på at diskutere, til man bliver enige eller når et kompromis, alle kan leve med. Vi stemmer ikke om noget, og der er ingen, der har vetoret. Sådan er vores organiseringer, fristeder og hele vores miljø organiseret. Og sådan gennemførte vi maraton-mødet. (...)

Selvom det kan tage lang tid at beslutte alting basisdemokratisk, er det besværet værd at have diskuteret sig frem til en løsning, i stedet for at få den dikteret oppefra. At sætte et kryds på en stemmeseddel hvert 4. år, er ikke reelt demokrati og politisk aktivitet, som vi ser det. For os er demokrati noget der er integreret i dagligdagen. Politik er mere end et professionelt erhverv. Politik er overalt; det er hele vores liv og den verden, vi lever i.

Derfor vælger vi - imod alle odds - at forsøge at skabe et alternativ, hvor alle kan blive hørt, uanset hvor de kommer fra og hvem de er, og hvor vi kan forme vores liv. Det synes vi er vigtigt i et samfund, som er ved at drukne sig selv i ensrettede forestillinger om det gode liv som forbrugsfest, karriere og kernefamilie. Vi befinder os ikke udenfor samfundet, som vi bliver skudt i skoene, vi løfter med ujævne mellemrum den sværvægter, det er at præsentere et alternativ til markedslogik, konformitet og fantasiløshed.

NEDEREN

For flere uger siden kom Information med et tilbud til Ungdomshuset om udgivelsen af en avis, hvor Ungeren for en gangs skyld kunne komme til orde på husets egne præmisser. Én avis, én dag, som helt og holdent blev Ungdomshusets ansvar.

Vi valgte at tage imod tilbuddet, på trods af lang tids opsparet frustration og mistro over for pressen. (...)

Men nu har de nervøse journalister fået tyndskid. På dagen, hvor Ungdomshuset blev jævnet med jorden, dagen før avisen skulle have været i trykken, valgte Information at trække deres tilbud tilbage, og tilbød os i stedet dette otte siders tillæg.

Vi har ikke ord for det raseri, vi føler over endnu en gang at have spildt vores tid på pæne folk med tomme løfter. Stemningen var mest for at droppe et samarbejde, som avisen tydeligvis ikke turde satse på alligevel. Men vi valgte at redde Informations selvretfærdige røv. Vi ved godt, at vi dermed legitimerer ledelsens beslutning. Men vi fandt det vigtigere at få vores ord ud end at give ledelsen fingeren.

Hvad De sidder med i hånden er derfor en amputeret og beskåret udgave af den oprindelige avis, pakket ind i undskyldninger og bortforklaringer fra Informations side. Et desværre alt for dækkende billede på den danske pressestands manglende mod og evne til at give plads til alternative vinkler.

Vi ved ikke, hvad avisen pludselig blev så bange for. Nu får De selv mulighed for at tage stilling.

Alt, hvad vi ikke fik plads til, og de artikler, som her kun fremstår i beskåret form, vil blive lagt ud i sin fulde længde på nettet inden en uge og vil være at finde på www.jagtvej69.dk.

FOLKEOPRØR 2007

Man bliver, hvad man spiser, og tak for invitationen til hele orkestret af forkæmpere for et mere monotont kongerige. Jagtvej 69 er bedre tjent med hvad som helst andet end det, der foregår derinde. Helvede er opsagt, forvist til andre kommunale lokaler, med skærpede opsyn og forskræmte naboer. Hvem vil have helvede i sin baghave? Med satan selv og hele den del af befolkningen, der ikke ryger til himmels. At man kan sælge helvede til himlens repræsentantskab, var jo, hvad man kunne forvente. (...)

Når den sidste ret, man har, er at modsætte sig loven, fordi den ikke er retfærdig. Civil ulydighed, baseret på en fortolkning af, hvad det indbefatter, og hvornår det gør sig gældende. Civil ulydigt brud på loven. Handlingskraft, der gør opmærksom på manglende fleksibilitet i en gældende lovgivning. (...)

Hvor mange mennesker skal der til, for at man kan kræve sin ret til et offentligt frirum, på andre betingelser end den private ejendomsret, og andre lovbestemte forhindringer? Hvor lidt plads er det intentionen at skabe for selvstændig kulturel virksomhed? Hvorfor skal der ikke være plads til alternativer til den eksisterende statsstøttede kultur? Og hvorfor er Ungdomshuset ikke et forbandet godt eksisterende eksempel, man burde bibeholde? Skal al kultur og fritid være for pæne og ordentlige mennesker og koste forbandet mange penge? Burde staten ikke forpligte sig til at tage ved lære af eksempelvis Ungdomshuset og Christianias bæredygtige lowbudget kollektive udbud?

HELVEDES BAGGÅRD

(...) Tusinder af mennesker strømmede ud i gaderne, da Ungdomshuset blev ryddet. Omfanget af optøjerne overraskede mange, både politiet og ungsdomshusaktivister.

Folkelige reaktioner kommer ofte op til overfladen på grund af en konkret hændelse. Som Muhammedtegningerne der udløste demonstrationer, optøjer og ambassadeafbrændinger, eller forringelser i daginstitutionerne der fik pædagoger i hele landet til at strejke i dagevis.

Men f.eks. ambassadeafbrændingerne var jo ikke bare en reaktion på nogle tegninger, de gav blot folk chancen til at vise deres vrede og frustration over Vestens imperialistiske krige i den arabiske verden, disrespekten for og kriminaliseringen af islam, og måske bare en generel vrede og afmagt hos folk, der føler sig trådt på. (...)

Forskellige folk tog chancen til at tage magten over deres allernærmeste omgivelser, smide staten på porten og gøre noget ved den alt-opædende afmagt, der hober sig op i mennesker, der føler sig undertrykte og ikke har en chance for at blive hørt eller respekteret.

Det er en reaktion mod den meget større vold, staten udøver mod de folk, den bekriger, både inden for og uden for sine grænser.

Det er de fattigste i vores samfund, der slår igen over for uligheden og den konstante nedprioritering af sociale områder.

Det er et oprør mod ensretningen, kontrollen og kedsomheden.

Det er ballade af de mennesker, dette samfund ikke formår at rumme. (...)

'DEMOKRATI: SIG, HVAD DU VIL - GØR, HVAD DU FÅR BESKED PÅ'

- graffiti på en mur i København.

Besatte huse, fristeder, radikale politiske holdninger og alternative livsmåder er fnat i kaffekoppen for stater over hele verden. Svaret er 'normaliseringsplaner', som på Christiania, brutalitet og voldsomme rydninger, som i Brasilien i 2005, hvor to besættere blev dræbt af lokalt politi, og senest rydningen af Ungdomshuset i København. (...)

En vigtig aktør i kriminaliseringen af det radikale politiske miljø er politiet. Længe inden rydningen af Ungdomshuset gik de i gang med en skræmmekampagne på Nørrebros gymnasier og folkeskoler.

'Det kan have konsekvenser at befinde sig for tæt på det område, hvor politiet arbejder', stod der således i den omdelte folder, og eleverne blev truet med plettede straffeattester, der ville skade deres fremtidige jobmuligheder, hvis de deltog i protesterne mod Ungdomshusets rydning.

En anden kriminaliseringsmetode er masseanholdelser. I løbet af det seneste år er flere politiske manifestationer blevet angrebet af politiet og flere hundrede er blevet anholdt - både deltagere i demonstrationen og tilfældige forbipasserende. (...)

Anderledes tænkende mennesker og fristeder skal 'normaliseres', altså indordne sig. Vil de ikke det, bliver de kriminaliseret. Dette gælder for eksempel aktivister og flerkulturelle unge, som oftere stoppes af politiet end andre. Modreaktionen på kriminaliseringen giver sig ofte til udtryk i endnu flere lovbrud. Hvis man vil reagere imod ensretning og undertrykkelse, kan dét at bryde loven være et middel til at gøre opmærksom på et problem og perspektivere det.

På den måde kan man også se disse oprør mod stive love som et sundhedstegn. Et tegn på at folk godt kan tænke selv. At de kan tage stilling. Og gerne vil.

VI KASTER VORES HJERTER GENNEM RUDERNE

Vold er der ingen, der kan lide. Det er forkert, et svaghedstegn, det virker ikke, og der er intet, der kan retfærdiggøre at tage det middel i brug. Fred og fordragelighed er det, vi kan lide, og det er nu engang det, man kommer længst med.

Men hvorfor er vi så omgivet af al denne vold? På gaden, i felten, i hjemmet, i sengen, i bokseringen?

Voldsmonopolet er en grundpille i den vestlige stat. Som Max Webers klassiske definition fra 1921:

»Ved en stat skal forstås en politisk anstaltvirksomhed, hvis og for så vidt dens forvaltningsstab effektivt opretholder monopolet på legitim fysisk tvang.«

Dette monopol er oprettet for at sikre statens interesser, således at det er muligt at gennemtvinge de beslutninger, der bliver taget på flertallets vegne. Volden er institutionaliseret i to instanser, militæret og politiet. Så vold er legitim i krig og i politiets arbejde. Det vil sige, at al anden vold er illegitim vold, terrorisme.

Men denne form for vold er, ligesom den legitime vold, en uomgængelig del af vores historie og har hele vejen været en forudsætning for, hvordan samfundet ser ud i dag.

Hvis bare vi tager Danmarkshistorien som eksempel for den illegitime volds rolle, er den fuld af folkelige oprør. Oprør, som vi alle kender, og hvorpå vi stolt bygger vores idé om danskerne som et antiautoritært, ukueligt og kritisk folk.

De jyske bønder tog våben op i kampen mod udnyttelse og undertrykkelse i Grevens Fejde i 1534 og kæmpede det endelige slag efter århundreders bondeoprør. De blev slagtet efter nogle delsejre, men opnåede dog at skrive historie og få herremænd og andre undertrykkere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de indførte nye skatter eller krav.

Modstandsfolkene under Anden Verdenskrig bombede strategisk tysk materiel og igangsatte augustoprøret i 1943, hvor arbejdsnedlæggelser og voldsomme uroligheder i de fleste provinsbyer og hovedstaden fik samarbejdsregeringen til at gå af. Det igangsatte en lavine af begivenheder, der ændrede det dansk/tyske samarbejde.

Et år senere kom folkestrejken, hvor københavnerne nedlagde arbejdet, trodsede udgangsforbudet og forsvarede deres færden i gaderne med barrikader og sten.

Historien fortæller, at man ikke kan forsvare sig udelukkende med fredelige midler mod en overmagt, der har volden som middel så dybt grundfæstet i sig.

Den vold, staten udøver, strækker sig jo ikke kun til kongeriget Danmark. Vi er i krig, og vi er en del af en vestlig verdensorden, der dikterer eller påvirker forholdene i resten af verden.

Det kan være svært at se disse sammenhænge og se, hvor voldeligt et ansigt et tilsyneladende fredeligt andedams-Danmark har. Men det er disse sammenhænge, vi ser og reagerer på, når vi demonstrerer, kaster med brosten, bz'er, blokerer veje, laver koncerter osv. Det er alt sammen en hel masse strategier til at skabe en anden struktur, hvor der er friere rammer, og et forsøg på at sætte foden ned, når noget er uacceptabelt. At reagere, fordi det er ens pligt. Drage den danske stat til ansvar for det, den ellers formår at løbe fra. Krig i Irak, deportationer af desperate mennesker, der er truet på livet, og alle de andre overgreb, som er meget mere indirekte, men dog er en direkte konsekvens af et kapitalistisk system.

Når politikerne ikke kan råbes op, og de sender politiet til at gøre arbejdet for sig, så er der kun kampen på gaden tilbage. Når vi slås for vores hus, slås vi side om side med undertrykte folk i resten af verden. Det er den samme kamp, en solidarisk kamp for plads til at være til og fri og kunne forme sine egne strukturer, have indflydelse på sit liv og verden omkring sig. Vi slås for at være menneskelige og for at kunne leve. Når man har noget at sætte i stedet for et voldeligt regime, så kan vold føre til forandring og ikke blot mere vold.

Militant kamp er så svær i den vestlige verden, for i og med at al ikke-statslig vold er illegitim og kriminel, er der per definition ikke noget, der er vigtigt nok til at bryde med voldsmonopolet, og forståelsen for militant kamp i vores kultur er tæt på nul. Og den konstante strøm af informationer om tingenes horrible tilstand gør blot blind og døv. Det stiller én i en svær position, når man kan se, at tingene går helt galt. At blot at lade stå til vil være vold i sig selv. Men at være afskåret fra at handle på urefærdighed gør en til et amputeret menneske. (...)

Vi er bedre paralyseret end i et totalitært militærdiktatur. Dér er der noget at kæmpe og dø for.

Vi har ingen moral, menneskelighed eller ægte følelser. Jeg har ikke. Disse følelser kan ikke eksistere under sådanne forhold, hvor man ikke kan reagere, hvor man ingen indflydelse har. De dør, når man lader stå til. Og en skygge af disse følelser står tilbage.

Alligevel kæmper folk. Det er et spørgsmål om at rationalisere sig frem til, hvordan et helt menneske ville tænke og reagere, og så efterligne det.

I øjeblikke kommer man tæt på en ægte følelse, i øjeblikke gør man en forskel. Det er nok til, at det er værd at leve, det er nok til at føle sig tæt på menneskelig.

Det er mere, end de fleste kan håbe på. Så indimellem kaster vi vore hjerter gennem ruderne fordi vi har pligt til det, og indimellem banker de.

VI FORLANGER BYEN FYLDT MED OFFENTLIGE ORGIER

(...) Vi skriver dette i marts 2007, på et tidspunkt hvor kampen og retten til at etablere alternative livsformer går ind i en ny fase. Med henvisning til den private ejendomsrets ukrænkelige hellighed er neoliberalismens maskineri klar til næste etape i indkredsningen og udstykningen af det fælles. Det er det, vi ser ske for Ungdomshuset og Christiania. Det følgende er hastigt nedskrevne noter om situationisternes brug af det urbane rum, noter der kan hjælpe os med at kæmpe og forny diskussionen om byens rum som et fælles sted med plads til leg

Situationisterne var en broget skare af kunstnere, aktivister og freaks, som i perioden efter Anden Verdenskrig på tværs af Europa kæmpede for en omskabelse af livet gennem kunst og selvbestemmelse. De situationistiske grupper i Danmark kæmpede om retten til at bruge byens rum på en anden måde, end det kapitalistiske samfund dikterede. Situationisterne kaldte det samfund, de levede i, for skuespilsamfundet og forstod skuespillet som pengenes anonyme og totalitære orden. Mennesket var i denne verden reduceret til passivt at betragte de forførende og glitrende billeder, som medierne skabte og cirkulerede for at kontrollere menneskets forbrug og adfærd.

Hverdagslivet var blevet koloniseret af billeder, der producerede pseudobehov og derved forhindrede mennesket i at indrette sin dagligdag og sine omgivelser i overensstemmelse med sine ønsker.

For at forhindre realiseringen af andre ønsker end dem der reproducerede kapitalismen, var der blevet rejst en banalitetens arkitektur, der havde til hensigt at adskille mennesker fra hinanden og på den måde skabe isolerede individer. Som situationisterne Attila Kotanyi og Raoul Vaneigem skrev:

»Udviklingen af bymiljøet er den kapitalistiske ensretning af rummet. Den repræsenterer valget af én virkeliggørelse af det mulige, men udelukker andre muligheder.« (...)

Den funktionalistiske arkitektur, der var dominerende i 1950'erne og 1960'erne, var i færd med at ødelægge byen og skabe et pseudorum, hvor både landsbyens naturlige samkvem og byens sociale samkvem blev umuliggjort. Byen blev delt ind i områder reserveret bestemte klasser og aktiviteter. Som der stod malet på plankeværket i Møntergade i 1962: »Planlægningen af menneskets omgivelser har i dag kun til formål at planlægge skematiske livsformer. Kulturindustri og byplanlægning trækker folk rundt ved næsen.«

Situationisterne ville forvandle byen til en legeplads. Den skulle genskabes som et rum for eksperimenterende adfærd for alle. I den situationistiske by skulle indbyggerne selv kunne bestemme alt, det urbane rum skulle kunne ændres efter indbyggernes ønsker, alt skulle være til forhandling.

Den skulle være et kaotisk landskab med mobile elementer, som gjorde det muligt for indbyggerne at udvikle nyt begær og en ny adfærd hinsides arbejde og fremmedgørelse. Denne by ville fordre både viden og aktion af sine indbyggere, som hele tiden skulle kunne ændre by ens udseende og atmosfære. Livet i byen ville bestå af uendelige, gennemgribende og deliriske bevægelser fra zone til zone.

Som en omvending af funktionalismens zoneopdelte by skulle den situationistiske by være delt op i zoner hver med deres særlige atmosfære: det bizarre kvarter, det glade kvarter, det tragiske kvarter og det uhyggelige kvarter.

Hér ville dagligdagen være én lang legende bevægelse i et altomfattende kunstværk, hvor avantgardens fantasi om en frisat kreativitet var slået igennem som en kollektiv livsstil.

Basisgruppe69, aktivister fra Ungdomshuset
Kilde: Information, 7.3.2007

APROPOS - LÆS OGSÅ PÅ FAKLEN.DK:
> Peter Adolphsen: Kulørte splat - tale til Ungdomshusets aktivister