Vi står på vippen til et goldt Danmark med produktionsørkner, som vi kender det fra det amerikanske midtvesten. Det ekstremt dyrkede landbrug levner ikke plads til skel, hegn, vandhuller og små oaser for planter, dyr og insekter.

Danmarks Naturfredningsforening bliver tit spurgt, hvordan Danmark ville se ud uden foreningen.

På det symbolske plan ville Skagens Gren i dag sandsynligvis være bebygget med hoteller og sommerhuse, og adgang til stranden op langs Nordsjællands kyst ville være forbeholdt rige husejere, ligesom alle fortidsminder som gravhøje formentlig ville være pløjet op til fordel for et mere og mere effektivt landbrug.

Men bag de værdifulde sejre gennem foreningens 100 år gemmer sig en langt mere uhåndgribelig værdikamp om retten til den danske natur.

Vi har som danskere vænnet os til at tage naturen for givet, men naturen kan ikke tages for givet. Den kræver plads, forståelse og kærlighed. En rapsmark kan virke nok så smuk, når solen skinner og vinden vugger gennem marken, men når samme mark har en gold bund, hvor jordbunden er udpint, insekter og småkryb er sprøjtet ihjel, og nedsivningen af næringsstoffer og pesticider har forurenet vores grundvand, krakelerer billedet af den rene natur i den gyldne rapsmark.

Selv om Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over en lang række sejre, er kampen langtfra slut. Vi mangler at vinde værdikampen om Danmarks natur.

Med et ekstremt landbrug og massive økonomiske interesser bliver det mere og mere vigtigt at tage naturens parti og være garant for, at naturen har en stemme.

Gennem 100 år har naturen måttet vige for industrien og for argumenter om arbejdspladser og vækst i samfundsøkonomien, men på intet tidspunkt har en siddende regering eller et beslutningsdygtigt Folketing foretaget en samfundsøkonomisk analyse, der medregner værdien af naturen.

Hvis vi ønsker et bæredygtigt samfund, skal alle aspekter med, og det kræver en gennemgribende holdningsændring. I dag betvivler ingen, at genopretningen af Skjern Å er en samfundsøkonomisk gevinst. I årene efter krigen blev store dele af slyngende og fritløbende åer rettet ud til lige åløb og kanaler. Det gav plads til 4.000 hektar agerjord. Resultatet var nedslående. Planter, dyr og fugle, der før levede på de ferske enge, forsvandt.

Afvandingen betød, at jernforbindelser i jorden kom i kontakt med luftens ilt og dannede okkerforurening, der gik ud over livet i vandløbene. Den berømte Skjern Å-laks var tæt på at uddø på grund af vandforurening, spærringer og ødelæggelser af gydepladser. I 2003 var Skjern Å genetableret trods massiv modstand fra lokale økonomiske interesser, især fra landmænd, der mistede agerjord.

I dag er modstanden væk. Lokalsamfundet har erkendt, at samfundsøkonomien er blevet stærkere omkring åen. Turismeindustrien blomstrer, fordi en rig og mangfoldig natur tiltrækker mennesker fra nær og fjern, og en stor del af de besøgende gør brug af egnens handelsmuligheder og overnatningsfaciliteter.

Trods de åbenlyse samfundsøkonomiske gevinster ved at værne om naturen er det ikke lykkedes Danmarks Naturfredningsforening at vinde forståelse i det politiske miljø for en gennemgribende holdningsændring i synet på naturen.

De politiske beslutningstagere ser stadig naturen som en arealreserve, der kan inddrages til dyrkning, industri eller byggeri, og det gælder ikke kun den siddende regering, men partier over en bred kam. I 2011 går Danmark ind i et valgår. Danmarks Naturfredningsforening håber, at valget vil sætte gang i et opgør med den nedarvede tankegang, at naturen må vige, når lokale stemmer skal købes.

Danmarks Naturfredningsforening ser naturen som et redskab, der på den lange bane skaber værdi til samfundet – ikke kun ud fra et æstetisk synspunkt, men i lige så høj grad som en helt central brik i velfærdsdebatten. At standse tabet af biologisk mangfoldighed og genskabe ødelagte økosystemer er ikke en udgift for samfundet. Det er en investering for livet.

Historisk har det vist sig at være ekstremt dyrt at ofre naturen. I dag er Danmarks arealer så ekstremt dyrket, at det vil gå hårdt ud over naturen, hvis der skal pines mere ud af jorden. Derfor skal der nytænkning til, hvis Danmark ikke skal ende som Europas brune punktum.

For nylig viste en undersøgelse fra Eurostat, EUs statistiske kontor, at Danmark indtager en suveræn førsteplads, når det gælder mest jord under plov. 63 procent af det danske areal er landbrugsareal, og hele 57 procent er under plov. Vi er langt foran nummer to, som er Ungarn og Rumænien. Til sammenligning er under 25 procent af EUs samlede areal under plov.

Hvis vi vil have en renere, sundere og rigere natur, må landets politikere træffe et valg:

Skal jorden dyrkes endnu mere ekstremt for at redde en landbrugsproduktion, der ikke hænger sammen?

Eller er der politisk vilje til at tage landbrugsjord ud af drift og dermed sikre en natur, der hænger sammen til fordel for dyr og planter, og ikke mindst vores sundhed?

Der er brug for en ny balance mellem natur og industriel landbrugsproduktion. Vi står i dag over for en negativ spiral, som kun politisk beslutningsdygtighed kan ændre på. Landbruget har været gennem en massiv højkonjunktur uden at forny sig. Nu er landbruget i massiv lavkonjunktur, og svaret er mere af det samme, som netop ikke har gavnet, hverken landbrugets økonomi eller landets naturressourcer.

Når vi i Danmarks Naturfredningsforening er bekymret for udviklingen de kommende 100 år, skyldes det frygten for mangel på politisk lederskab.

Folketinget har fra tid til anden udstukket ambitiøse mål, men det følges ikke op af konkrete initiativer. Det betyder, at målsætningerne ikke efterleves, og de ambitiøse mål erstattes af »nye ambitiøse mål« og frivillige aftaler.

I 2010 udarbejdede Det Grønne Kontaktudvalg en rapport om Danmarks Natur 2010. Den handlede om tabet af biologisk mangfoldighed. Rapporten var en nødvendighed, fordi EU og den danske regering ikke kunne leve op til en forpligtende aftale om at standse nedgangen af biologisk mangfoldighed i 2010.

Da fristen udløb, udarbejdede EU et nyt ambitiøst mål for biodiversitet. Nu skulle nedgangen først standses i 2020. Det ambitiøse mål er groft sagt en udskydelse af deadline.

Tendensen er desværre lysende klar. Så sent som i december væltede julegaverne ned over landbruget. Regeringens plan for 'Grøn vækst' bliver løbende ændret til fordel for landbruget, men offentligheden overser det, fordi der bliver givet en lille luns ad gangen.

Lad os dvæle ved nogle af de små justeringer: I efteråret 2009 var det planen at indføre nye afgifter på sprøjtegifte med det formål at nedbringe det tårnhøje forbrug.

Tanken var, at provenuet fra højere afgifter skulle bruges til at nedbringe landbrugets jordskatter. Men mens landbruget får de lavere jordskatter, bliver forhøjelsen af afgiften på sprøjtegift udsat igen og igen.

Et andet eksempel er udlæggelsen af randzoner, der skal dæmme op for gift og gylle til vores vandløb. I 'Grøn vækst' blev der lagt op til at indfri et gammelt politisk løfte om 50.000 hektar randzoner omkring vandløb, men det bliver ikke til noget i 2011. Det er udskudt til 2012. De lovede sprøjtefrie 25-meter-zoner omkring drikkevandsboringer er også udskudt.

Med andre ord bliver de initiativer, der gør ondt på landbruget, udsat. Det sker med begrundelsen, at det er for kompliceret, eller at der er for ringe viden om konsekvenserne. Til gengæld sker alle lempelser over for landbruget, uden at det bliver afdækket, hvad det vil koste samfundet.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker vi os brændende, at Folketinget indfører et noget for noget-princip for støtten til landbruget.

Hvis landbrugsstøtten omlægges, så den støtter de mange landmænd, der gerne vil gøre en indsats for natur og miljø, vil det være et uvurderligt incitament.

Hvis regeringen begyndte at se på naturen som en samfundsøkonomisk ressource, ville vi få et anderledes positivt syn på naturens nødvendighed.

Det er tankevækkende, at det først er i 2010, at der er sat kroner og øre på, hvad tabet af biologisk mangfoldighed koster samfundet.

Som optakt til FNs biodiversitetstopmøde i Japan fik FNs Miljøorganisation, UNEP, udarbejdet en økonomisk analyse, der viste, at tabet af biologisk mangfoldighed hvert år koster EU-landene 50 milliarder euro.

Den biologiske mangfoldighed er helt afgørende for en lang række erhverv som medicinalindustrien, kosmetikindustrien, møbelbranchen og mange andre. Samtidig vil en sund udnyttelse af naturens ressourcer give massive besparelser andre steder – f.eks. kan kommuner spare enorme beløb på udbygningen af kloaksystemer, hvis naturen var en del af en progressiv planlægning, ligesom vi kunne spare millioner af kroner, hvis regeringen aktivt beskyttede vores drikkevand.

Vi mangler ikke dokumentation for, at landbruget er den primære årsag til, at naturen i Danmark lider, at miljøet daglig bliver forringet, og at vores rene drikkevand er truet.

Hvis vi vil have en rigere og sundere natur, handler det ene og alene om en holdningsændring. Når landbruget de kommende tre år vil anvende 60 millioner kroner på en såkaldt omdømmekampagne, skyldes det frygten for, at befolkningen siger nok er nok.

Gennem årtier har landbruget dygtigt påvirket de politiske beslutningstagere med intensivt lobbyarbejde, men landbruget ved også, at klangbunden forsvinder, hvis befolkningen ikke gider høre på klynk, dårlige undskyldninger og særlige vilkår til et erhverv, der bidrager med gylle, gift og forarmet natur.

Gennem 100 år har Danmarks Naturfredningsforening sikret en lang række naturperler, befolkningens adgang til kysterne og landskabelige værdier. Men alle disse sejre har ikke givet et renere Danmark med en positiv udvikling af dyrelivet og plantearter.

Når vi går ind i 2011, ved vi, at antallet af harer, viber og agerhøns forsvinder i stigende hast. Før i tiden kunne vi plukke engkarse, kællingetand og forglemmigej i vejkanten, men de er nu sprøjtet væk. Tilbage er i bedste fald ukrudt som brændenælder og tidsler.

Vi står på vippen til et goldt Danmark med produktionsørkner, som vi kender det fra det amerikanske midtvesten. Det ekstremt dyrkede landbrug levner ikke plads til skel, hegn, vandhuller og små oaser for planter, dyr og insekter.

Når Danmarks Naturfredningsforening skal se få år ind i vores kommende 100 år, er opgøret med det ekstreme landbrug en helt afgørende værdikamp. Det er ikke et opgør med den enkelte landmand, men en appel til fremtidens politikere om at gennemføre nytænkning, så landbrugsdrift sker i harmoni med det omkringliggende samfund.

Med et forgældet landbrug i akut krise kan det virke som naiv ønsketænkning. Men i stedet for at køre videre i samme håbløse spor kunne krisen være et wake-up call for politikerne. Der findes en anden vej, og det er muligt, at landmanden skal hjælpes på vej. Danmarks Naturfredningsforening er ikke imod landbrugsstøtte.

Støtten skal imidlertid være målrettet natur- og miljøformål. Vi skal støtte den landmand, der vil bringe sin drift i balance med natur og miljø, og vi skal støtte den landmand, der vil pleje naturen og de goder, som samfundet efterspørger.

I dag er det vanskeligt at få ørenlyd for den type nytænkning. Og det er måske slet ikke så underligt.

Regeringen har udpeget en landmand som fødevareminister. Det vil sige en landmand, der får EU-støtte for at drive sin gård efter devisen: Jo større, des flere penge. Det er vanskeligt at se hans incitament til at dyrke sin gård på en ny måde. Men netop derfor er noget for noget-princippet anvendeligt.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede Folketinget i oktober 2010, sagde han:

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet?

Nej, det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet.

Finanskrisen bør om noget have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem«.

Det virker rigtigt, men også hult, for ifølge Fødevareministeriet vil landbruget få skattelettelser på 7 milliarder kroner i perioden 2003 til 2012. Så meget for politikernes gavementalitet.

Problemet er, at støtten ikke gavner dansk landbrug. De mange støttekroner forplanter sig øjeblikkeligt i jordpriserne og gør det svært for kommende generationer af landmænd at skabe en rentabel drift.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan regeringen og Folketinget kan sætte en ny dagsorden, når landbruget har så stor en indflydelse på den siddende regering, ikke mindst i Fødevareministeriet.

Men der er en enkel vej: Luk Fødevareministeriet, og betragt landbruget som en industri på linje med rederier, cementfabrikker og smedemestre. Landbruget er i dag en industriproduktion og bør behandles derefter. Det hører hjemme under Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Til gengæld kan regeringen oprette et Natur- og Miljøministerium for netop at signalere, at natur og miljø hænger uløseligt sammen.

Med en lukning af et særligt dedikeret ministerium til et bestemt erhverv i Danmark vil vi for alvor komme væk fra forestillingen om, at en bølgende kornmark er natur, og at raps- og majsørkener er et udtryk for fødevareproduktion til mennesker.

Der er ingen saglig begrundelse for at give det ekstreme landbrug særstatus.

Desværre betragter et flertal i Folketinget landbruget som rygraden i dansk økonomi, og det på trods af at den samlede produktion i landbrug og følgeindustri i 2008 bidrog med 2 procent, mens den i 1966 bidrog med 8 procent, og jævnfør Det Miljøøkonomiske Råds rapport fra marts 2010 er beskæftigelsen i landbrugssektoren faldet fra 13 procent af den samlede beskæftigelse i 1966 til 3 procent i 2008.

Det er på tide, at vi får et mere realistisk syn på landbrugets betydning for samfundets økonomi og borgernes sundhedstilstand.

Første skridt på vejen er at kappe navlestrengen mellem landbrugets organisationer på Axelborg og politikerne på Christiansborg.

Det nytter ikke at bilde danskerne ind, at landbruget er garant for vores velfærd.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Kilde: Politiken, 2.1.2011

Ella Maria Bisschop-Larsen er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.