I slutningen af det attende århundrede dukkede ideen om markedets usynlige hånd op. Oprindeligt formuleret af Adam Smith fremstod den næsten som en afløser for gud, men en lidt usædvanlig en af slagsen: her er dyderne nemlig vendt på hovedet, sådan at hver især blot skulle være så egoistisk som muligt, hvorefter de frie markedskræfter sørgede for resten. ’From the fable of the bees: Or, private vices, publick benefits’ i Mandevilles forlæg fra 1714.

Der er da heller ingen tvivl om, at fri konkurrence kan have netop denne effekt. Men den tyrkertro, som synes at være en ubetvivlelig sandhed i dansk politik, på at de frie markedskræfter kan løse alle problemer, er helt sikkert behæftet med svære problemer.

Myten bliver almindeligvis underbygget med reference til det marxistiske forsøg, som gik så galt i Rusland. Denne reference fremføres som en endegyldig sandhed, der samtidig placerer alle forsøg på at regulere markedskræfter i kassen med drømmere og betonkommunister. Referencen er dog dybt problematisk. Rusland var ikke et kapitalistisk samfund, da det blev kommunistisk, hvilket er en af Marx’ forudsætninger. Ud fra bagmandens egen recept, er kommunismen aldrig blevet afprøvet. Og selv hvis alle andre betingelser havde været opfyldt, er der stadig rig mulighed for, at de, der greb magten, var gale tyranner, nærmere end ægte Marxister.

Troen på kapitalismen, demokratiet og de frie markedskræfter har lidt mindst lige så store nederlag og skuffede forhåbninger, i flæng: de to verdenskrige, tredivernes depression, en demokratisk valgt diktator i Tyskland, McCarthyisme i USA, den ulovlige besættelse af Irak.

Hertil kommer at vi selvfølgelig alle sammen kender adskillige eksempler på, at fri konkurrence ikke ubetinget fører retfærdighed med sig. Der har været rigeligt med sager, hvor store, kapitalstærke foretagender har misbrugt vores tillid på det groveste. Forbrugerprogrammerne afslører hver eneste uge eksempler på over-grænsen-markedsføring, fusk eller direkte svindel.

Yderligere vil den politiker, som spinder videre på myten om fx privatiseringens ubetvivlelige lyksaligheder, i langt de fleste tilfælde selv have en stribe ting, han aldrig ville overlade til sin profithungrende fætter. Ligesom ingen i dag seriøst tror på at markederne kan passe sig selv uden indblanding fra et politisk system, så skal man heller ikke regne med at privatiseringsmanøvrerne bygger på seriøse overvejelser.

Et typisk privatiseringsprojekt baseres ofte på myten om, at al offentlig virksomhed er behæftet med ineffektivitet, sløseri, spild og inkompetence. Der kan selvfølgelig findes eksempler på alle disse ting i den offentlige sektor - og sikkert også i højere grad end i den private. Men den retoriske reference går primært på en tanke fra tresserne, om skrankepaveri og sygeplejerske, der bliver stressede af at diskutere deres arbejdsbyrde under konstant kaffeslabberads.

I hvilket omfang disse billeder kan bekræftes som historisk sande, kan forblive uvist, men sikkert er, at den offentlige sektor ikke har ligget på den lade side hvad angår fornyelser. Der er inddraget en række koncepter fra erhvervslivet med henblik på at få et mere effektivt virke, herunder at tiltrække mere kompetente ledere, økonomer etc. Styringen er blevet langt mere markedsorienteret, således at argumentet om, at en rent markedsorienteret privatiseret udgave skulle være mere effektivt, kan vise sig at dreje sig om marginaler.

Konsekvenserne af en privatisering er imidlertid ikke nødvendigvis marginale. En krone sparet, kan godt vise sig at være uvurderligt dyrt sparet i form af ulemper, lidelser eller uretfærdighed.

En helt central pointe er, at den offentlige virksomhed har et ikke-økonomisk mål, som er primært i forhold til fx budgethensyn.

Mange af privatiseringsprojekterne findes sundhedssektoren, og en af de afgørende og grundlæggende forudsætninger er, at det er muligt at opstille objektive kvalitative og kvantitative kriterier for, om den private leverandør opfylder de krav, som tidligere blev opfyldt af det offentlige. Det er en besnærende tanke, at man sådan helt bogstaveligt kan sætte pris på alting. Men så snart det kommer til konkrete eksempler, bliver det helt tydeligt absurd: støvsugning, 40 kr, bleskifte, 150 kr., smalltalk, 10 kr. pr minut.

For kvantitativ enhed skal der fastlægges et kvalitetsmål, typisk et minimumskriterium, prøv selv at finde på en kvalitativ beskrivelse af, hvordan en sundhedsmedarbejder skulle foretage et bleskifte på Dem på acceptabel vis.

Tag så dertil i betragtning, at den frie konkurrence vil sikre, at dette bleskifte aldrig vil blive foretaget mere bekvemt end angivet. Dernæst at det i praksis oftest vil ligge under – i kontrakterne er der typisk tilladt en procentdel, som ligger udenfor.

Tankegangen er helt tydeligt hentet i industrien, ved samlebåndene. Det, der følger med i denne tankegang, er at objekterne, menneskene, skal puttes i kasser og kunne behandles ens ud fra et færdigt sæt af procedurer: blå i højre kasse, røde i midten, og dem der er i stykker i skraldecontaineren. Det kan til nød gå med samlebåndproduktion af stegepander, men mennesker er ikke stegepander. Og glem i øvrigt ikke, at man mange steder i industrien er gået væk fra samlebåndsmetoder, og i stedet arbejder med decentralt ansvar, selvstyrende teams, kaosteori og meget andet.

Endelig at der altid ligger en skjult risiko for korruption og nepotisme – om ikke andet så lidt indirekte: mens noget er offentligt, flyder pengene som de nu engang gør, og man må bryde landets love, for at få fingre i dem - i nogle kredse kendt som Farum-modellen. Hvis det pludselig udliciteres, opstår muligheden for at de politiske ophavsmænds fætre i erhvervslivet kan få pengene kørt igennem deres papirmølle, altså muligheden for profit, og det på helt legal vis, endog med folkets velsignelse.

Det absolut mindste indvendinger som disse må medføre, er at man stopper op et øjeblik, når den ene eller anden politiker fremfører glædesbudskabet om den ny og bedre verden vi har i udsigt, så snart de sørgelige rester af den offentlige sektor er solgt til AP Møller.

Anders Bohn Jespersen
Faklen.dk, juni 2004