Den 5. august var der i Dagbladet Arbejderen et debatindlæg, hvori Orn Olafsson under overskriften "Tag stilling til kampene i Irak" fremlægger en mildt sagt besynderlig udlægning af situationen i Irak.

Den irakiske modstand, som i dag er stærkere end nogensinde og allerede har tvunget adskillige lande ud af Irak og supermagten USA ud i store vanskeligheder, beskriver Olafsson som "mennesker, som i dag myrder løs på tilfældige civile irakere, lige meget hvem, bare flest muligt. Med andre ord, tilhængere af diktatur og fundamentalisme."

En sådan beskrivelse af den irakiske modstand er som bekendt mere reglen end undtagelsen i de imperialistiske massemedier. Men at en erklæret kommunist gentager propagandaen, det er både ufatteligt og foruroligende. Derfor er det på sin plads at slå nogle helt grundlæggende ting fast.

Den irakiske modstand dræber ikke bevidst tilfældige irakere, sådan som Olafsson helt utroligt påstår. Det gør derimod den fascistiske besættelsesmagt, når den bomber hele byer i Irak. Det er heller ikke modstandsbevægelsen, der angriber moskeer, kirker eller foretager andre borgerkrigsfremmende handlinger, fordi den ingen interesse har i en borgerkrig. Det har derimod de torturerende besættere, der bevidst forsøger at splitte det irakiske folk i etnisk og religiøst had og derved svække dets befrielseskamp. Bagmændene til terrorbomberne skal findes i CIA og Mossad.

Den irakiske modstand retter - som andre modstandsbevægelser før den - sine angreb mod besættelsesmagten, dens institutioner og lokale kollaboratører. Under disse berettigede aktioner gør modstanden alt for at undgå at ramme uskyldige civile, fordi unødvendigt store tab simpelthen skader modstanden og dens sag. Men det er langt fra altid muligt at forhindre, at uskyldige mister livet. Og heller ikke det er noget nyt.

I Algeriet placerede modstandsbevægelsen bomber på franske cafeer, hvorved uskyldige mennesker døde og lemlæstedes. Men til sidst forlod Frankrig Algeriet. Det skete ikke efter mere end 100 år med overvejende passiv modstand, men efter få år med væbnet modstandskamp med stor støtte i folket. Principielt er situationen i Irak nøjagtig den samme.

Den irakiske modstand er heller ikke "diktatorisk og fundamentalistisk". Den er folkelig, patriotisk og antiimperialistisk og går på tværs af politiske, religiøse og etniske skel. Der findes blandt andet baathister (både for og imod Saddam Hussein), nasserister, kommunister, sekulære demokrater og religiøse som den shiitiske præst Al-Sadr. Alle er en del af modstanden, men på samme måde, som de fiktive masseødelæggelsesvåben blev brugt til at angribe Irak, så hiver den vestlige chauvinismes klakører det islamiske spøgelse frem igen og igen for at miskreditere modstanden som helhed og retfærdiggøre besættelsen som trods alt "mere civiliseret". Det er præcis, hvad Olafsson også gør, når han er imod, at besættelsesmagten forlader Irak øjeblikkeligt, fordi han mener, at "de forkerte" - altså modstanden - så ville få magten.

Den nationale selvbestemmelsesret gælder åbenbart ikke for irakerne, hvis modstand Olafsson i forbifarten også erklærer reaktionær, fordi der blandt andet findes kræfter i den, som bruger islam i deres kamp imod besættelsesmagten.

Men i et land, hvor 97 procent af befolkningen er muslimer, og ydermere i en situation, hvor Vesten med USA i spidsen hetzer og fører krig mod muslimer som aldrig før, burde islams tilstedeværelse i den irakiske modstand ikke give anledning til Olafssons voldsomme vrængen på næsen. Ej heller, hvis han ser på historien.

Det er nemlig meget svært at finde en antikolonial kamp, hvori kun helt igennem progressive kræfter har deltaget. Hverken i Algeriet, Indien, Kina, Palæstina eller Irak (1917-58) har det for eksempel været tilfældet, og hvis man som Olafsson erklærer sig som kommunist, så er det i øvrigt heller ikke nogen betingelse for at støtte denne kamp.

I 1915 skrev Lenin: "Hvis for eksempel Marokko i morgen skulle erklære Frankrig krig, eller Indien mod Storbritannien, eller Persien eller Kina mod Rusland osv., ville disse være "retfærdige" krige og "forsvarskrige", uanset hvem der ville angribe først. Enhver socialist ville ønske de undertrykte, afhængige og ulige stater sejr over de undertrykkende, slaveejende og røveriske "stor"magter." [Note: LENIN, V.I.: Socialism and War (The Attitude of the RSDLP Towards the War), Collected Works, Volume 21, Moscow 1964, s. 300-301. ]

I dag repræsenteres det undertrykte Irak af modstanden, som effektivt har stukket en kæp i hjulet for det undertrykkende USA's "krig mod terror", en fascistisk plan for USA's absolutte verdensherredømme, og konkret forhindret amerikanske aggressioner mod andre lande og opmuntret verdens folk til forstærket kamp imod imperialismen.

Disse kendsgerninger gør det endnu vigtigere helhjertet at støtte den irakiske modstand og arbejde for dens sejr, men også endnu mere uforståeligt, at der blandt progressive findes holdninger, der som Olafssons går imperialismens ærinde.

Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak
Faklen.dk, august 2004