Da jeg flyttede fra mit hjemland Canada til Storbritannien i 2003, fandt jeg det ironisk, at familien Doctorow nu var vendt tilbage til Europa. Min far blev født af polsk-russiske forældre i en flygtningelejr i Aserbajdsjan lige før anden verdenskrigs afslutning. Mine bedsteforældre - deserterende værnepligtige fra den Røde Hær - destruerede deres dokumenter og blev, med tidens egen betegnelse, internt fordrevne.

Ved krigens afslutning drog de atter vestpå, men da de nåede Rusland, fortsatte de. Da de nåede Polen, fortsatte de. De fulgte den store flygtningestrøm ind i Tyskland, til en lejr nær Hamburg (hvor min faster blev født), før de gik ombord i et flygtningeskib og sejlede til havnebyen Halifax, hvor en bureaukrat afkortede deres navne - Doctorowicz blev til Doctorow - og gav dem en togbillet til Toronto, hvor min grandonkel Max og hans familie boede.

Min farmor er stadig i live og så frisk som en havørn. Jeg spurgte hende for nylig, hvorfor de ikke blev i Sovjetunionen. Trods sin modvilje mod militærtjenesten var hun en krigshelt. Hun havde tilbragt sine ungdomsår i civilforsvaret under den hårde tid med belejringen af Leningrad og havde som 12-årig pige gravet skyttegrave og slæbt lig, indtil hun som 15-årig blev evakueret til Sibirien. Hendes familie boede stadig i Leningrad - mor, far, lillebror. Leningrad er en majestætisk by, kosmopolitisk og pulserende selv med krigens ar på sit ansigt. I Toronto kendte hun ingen og talte ikke sproget. Hendes år som flygtning kom til at strække sig over fire hele årtier, før hun endelig for alvor kunne føle sig som canadier.

Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke var blevet, og hun rystede på hovedet, som om jeg havde stillet det dummeste spørgsmål i hele verden. "Det var Sovjetunionen", sagde hun. Hun viftede med hånden, famlede efter svaret. "Papirer," sagde hun til sidst. "Vi skulle gå rundt med papirer. Politiet kunne til hver en tid standse dig og tvinge dig til at vise dine papirer." Sluseportene åbnede sig: De udspionerede dig. De tvang folk til at udspionere hinanden. Din farfar ville ikke have fået lov til at blive - han var polak, og de ville ikke have ladet ham blive hos familien i Rusland, han ville have været nødt til at tage tilbage til Polen.

Mit hoved nikkede ubevidst, mens hun fortalte mig det. Jeg vidste det hele fra hentydninger og vink, der var faldet gennem årene, men jeg havde aldrig hørt hende sige alt sammen på en gang. Jeg havde endda selv set det, da vi besøgte familien i Leningrad i 1984 og vi fik vore samtaler afbrudt, når de strejfede ind på politisk område, med blikke over skulderen efter de spioner, som kunne tænkes at lytte i forventning om at kunne melde min familie til KGB.

Et halvt århundrede senere kom familien Doctorow tilbage til Europa. Jeg slog mig ned i London, hvor jeg arbejdede for Electronic Frontier Foundation, en amerikansk borgerretsbevægelse, og kørte deres europæiske aktiviteter. Jeg var så privilegeret at få status af "højtuddannet indvandrer" (den eneste visumkategori, som jeg kunne kvalificere til givet min mangel på universitetsgrad).

Nogle år senere boede jeg sammen med min kæreste og var blevet far til en britisk datter (da jeg nævnte dette for en britisk indvandringsfunktionær i Heathrow, kaldte han hende hånligt for " en halv britisk statsborger"). Vi var ved at planlægge et kæmpemæssigt bryllup for hele familien i Toronto, da nyheden kom: Indenrigsministeren havde ensidigt og med 24 timers varsel ændret reglerne for højtuddannede indvandrere, så der nu kræves en universitetsgrad. Mine advokater bekræftede: Folk, der havde været bosat i Storbritannien i årevis, som havde skabt virksomheder her og ansat briter i dem, som ejede huse og havde født britiske børn, blev smidt ud af landet og tog deres skattepenge, arbejdspladser og familier med sig.

Min kæreste og jeg gik i panik. Vi blev gift. Vi søgte et ægtefællevisum. Et par uger senere indfandt jeg mig i Indenrigsministeriets immigrationscenter i Croydon for at afgive mine biometriske data og få et visum limet ind i mit canadiske pas. Jeg fik to års pusterum. Min familie kunne blive i Storbritannien.

Så kom sidste uges bekendtgørelse: Indehavere af ægtefællevisum ville (sammen med udenlandske studerende) øjeblikkelig få udstedt obligatoriske, biometriske, radio-aflæselige ID-kort, som vi skal have på os til hver en tid. Og så begyndte jeg at kigge mig over skulderen.

Endnu engang ser det ud til, at familien Doctorow kan blive nødt til at forlade Europa. Det ID-kort, som jeg vil få udstedt, næste gang jeg fornyr mit visum, vil være knyttet til alle mine daglige aktiviteter: Lægebesøg, brug af offentlig transport, bankforretninger, skat - én enkelt identifikator, der for altid vil følge mig gennem tid og rum. Det således indsamlede dossier vil blive administreret af de samme instanser, som alene det seneste år har mistet (bogstaveligt talt) snesevis af millioner af optegnelser om folk i Storbritannien.

Det vil alt sammen være bundet til mine biometriske data, såsom fingeraftryk. Medmindre du hele tiden har handsker på, efterlader du denne identifikation konstant, hvor du end går. Disse mærker er ikke kun til rådighed for staten og den udøvende myndighed, men for alle, der har lyst til at fjerne dem fra en hvilken som helst glat overflade, du tilfældigvis har rørt ved. Hvis denne identifikation først er kompromitteret, er der ingen måde - bortset fra amputation - hvorpå den kan ændres. Tænk på den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble, som er fortaler for biometrisk ID: Hans fingeraftryk blev kopieret fra et vandglas ved en offentlig debat og offentliggjort på 10.000 stykker acetat af en gruppe provokatører uden budget, som ikke stod til at få nogen økonomisk fordel af deres aktion. Vil velforsynede identitetstyve, der kan bruge de biometriske data til at begå forbrydelser og tømme bankkonti, være mindre opfindsomme?

ID-kortet vil udsende mine personlige oplysninger til personer, som befinder sig på stor afstand fra mig, og det uden mit vidende eller samtykke. RFID-elementerne i kortet er ligesom Oyster-kort [chipbaseret kort til brug i Londons undergrundsbane, o.a.] annonceret som kun læsbare på få centimeters afstand, men ligesom for Oyster-kortet har sikkerhedseksperter påvist, at kortet kan læses på snesevis af meters afstand og kan klones ved hjælp af billigt og lettilgængeligt udstyr.

Så det er heldigt, at jeg fik mit ægtefællevisum netop da jeg gjorde, før disse identitetspapirer blev gjort obligatoriske. Faktisk er det heldigt, at jeg overhovedet fik mit ægtefællevisum, eftersom Labour planlægger at begrænse det årlige antal af nye visa af enhver art til 20.000 mennesker, hvilket betyder, at briter, som gifter sig med udlændinge, ikke længere kan være sikre på at kunne bosætte sig og opfostre deres familier i Storbritannien.

Det nationale ID-kort eksisterer ikke i et tomrum. Det er en del af en enestående og hidtil uset plan om at bruge moderne teknologi til at udspionere og kontrollere menneskers færden i Storbritannien. Vore internetforbindelser bliver censureret og aflyttet af annoncører. Snart vil vore internetudbydere blive tvunget til at registrere og gemme oplysninger om al vores aktivitet online, så regeringer, ansatte med for megen tid eller enhver forbryder, der kan hacke eller bestikke sig ind i overvågningsdatabaserne, kan snage i dem. Vores billede bliver taget hundredevis af gange, hver gang vi går uden for en dør. Vore nummerplader bliver fotograferet hundredevis af gange af trafikkameraer, hvilket skaber et kort over, hvor vi har været henne. Oplysningerne på vore Oyster-kort registreres og stilles til rådighed for politi, spioner, forbrydere og hvem der nu ellers måtte være i stand til at få fat på dem.

Vi kan anholdes og tilbageholdes i ugevis uden sigtelse. Regeringen fortæller akademikere, hvilke frit tilgængelige oplysninger om terrorister, de har lov til at studere, og hvilke, de ikke må se på.

Vi opfordres til at udspionere vore naboer og indberette deres mistænkelige aktiviteter. Vi kan blive standset og visiteret uden særlig mistanke, og under disse visitationer kan og vil politifolk undersøge sådanne ting som de bøger, vi læser, og personlige notater, vi har skrevet.

Hver eneste af disse foranstaltninger blev beta-testet på dårligt stillede grupper, før den blev rullet ud til befolkningen som helhed. Overvågningskameraer var oprindelig forbeholdt bankbokse og fængsler. Aflytning og censur af Internettet begyndte i skolerne, "for at beskytte børnene".

Nu er det så meningen, at vi indvandrere skal være betatestere for Storbritanniens blinde vandring ind i overvågningssamfundet. Vi skal gå med interne pas og pressen vil sige, "Hvis du ikke kan lide det, behøver du ikke bo her - det anstår sig ikke for en gæst at klage over gæstfrihedens vilkår." Men denne beta-test er ikke beregnet på at standse ved indvandrerne. Regeringen indrømmer åbent, at indvandrerne kun er første etape af en universel udbredelse af obligatoriske ID-kort med RFID-chips. Hvad der sker for os nu, vil ske for dig næste gang.

Skønt, ikke for mig. Hvis regeringen den dag i 2010, hvor jeg fornyer mit visum, kræver at jeg går med disse papirer som betingelse for at lade mig bo her, vil familien Doctorow igen forlade sit land og finde et andet, der er mere frit. Min kone - som er født her, opvokset her, med familie her - er med mig. Vi vil ikke opdrage vores datter i databasestaten. Det er ikke sikkert.

Cory Doctorow
Kilde: The Guardian, 7.10.2008