I Danmark findes der en gruppe mennesker, hvor næsten halvdelen finder vold mod børn acceptabelt, hvor hver fjerde går ind for dødsstraf og hvor fire ud af ti mener, at det er okay at snyde det offentlige og dermed bryde loven. Og for at føje spot til skade kan en tredjedel af denne gruppe ikke engang bestå den test, som kræves for, at man kan få dansk statsborgerskab.

Hvis denne gruppe nu tilfældigvis havde været indvandrere, ville alverdens politikere med garanti have været på banen med slagord om, at vi her har at gøre med en gruppe mennesker, der tydeligvis ikke forstår danske værdier. Dødsstraf og udøvelse af vold mod mindreårige er barbariske værdier, der ikke hører hjemme i det danske samfund, ville det lyde, mens de fleste ville være enige om, at gruppen skulle have valget mellem at blive integreret eller rejse hjem, hvor de kom fra.

Nu er der dog ikke tale om en gruppe indvandrere her, men om Dansk Folkepartis vælgere. Det gør vel ikke værdierne mindre udanske og man kan undre sig over, hvor politikerne med deres floskler om integration og danskhed bliver af, når vi taler om denne gruppe.

Det burde dog ikke komme som en overraskelse, at Dansk Folkepartis vælgere i den grad klynger sig til værdier, som på en lang række områder er udanske. Der er nemlig masser af eksempler på, at Dansk Folkeparti slet ikke er så dansk, som partiet gerne vil bilde os ind.

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse om de "grundlæggende danske værdier som demokrati og menneskerettigheder," som regeringen ønsker at fremme ude såvel som hjemme. Men ifølge et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti er den ene af disse "grundlæggende danske værdier" intet mindre end "nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse," hvad der vist mere end antyder, at pågældende politiker er ude at trit med, hvad størstedelen af danskerne, inklusive regeringen, opfatter som danske værdier.

Der er i de senere år blevet talt meget om, at også ytringsfrihed er en grundlæggende dansk værdi - ja, nogle siger endda, at det er den mest danske af alle vores frihedsværdier. Også Dansk Folkeparti har haft travlt med at hylde ytringsfriheden, men hyldesten lyder ufatteligt hul, når partiet samtidig har forsøgt at indskrænke denne essentielle danske værdi.

Og eksemplerne på, at Dansk Folkeparti ønsker at indskrænke ytringsfriheden, hober sig op. Vi har set det med hensyn til skolebøger, forskning, beklædningsgenstande, religion eller en tidligere PET-chef, der havde brugt sin ytringsfrihed til at sige noget, der ikke faldt i partiets smag. "Dansk Folkeparti er ved at få nok," lød det fra partiformanden om den tidligere PET-chef. Og med et ordvalg, der ikke synes videre demokratisk og med ubehagelige konnotationer, bad partilederen justitsministeren undersøge om pågældende PET-chef var en "med- eller modspiller."

Dansk Folkeparti stod også helt alene, da de for nogle år siden forsøgte at gøre det ulovligt at brænde Dannebrog. Et stort flertal af partierne på Christiansborg mente, at der her var tale om et endnu en indskrænkning i ytringsfriheden, men det argument prellede af på Dansk Folkeparti. Berlingske Tidende bragte endda en leder, hvor de påpegede det ironiske i at "forslaget om forbud mod forhånelse af Dannebrog kommer fra Dansk Folkeparti." For - som det lød fra lederskribenten - så har partiet "ellers stillet sig i spidsen for at bekæmpe den begrænsning af ytringsfriheden, som ligger i for eksempel forbuddet mod racistiske og diskriminerende udtalelser uanset om de er forhånende. Men folkepartiet mener åbenbart, at forhånelser er i orden, når blot de rammer muslimer."

Vi danskere har altid være mangfoldige. Ja, vores mangfoldighed er vel netop en af de ting, der har gjort os til dem vi er i dag. Og mangfoldigheden og forskelligheden viser sig overalt - også der, hvor man mindst skulle vente det. Således skal vi ikke mange år tilbage, før danskere fra forskellige dele af landet i det store hele ikke kunne forstå hinanden, og helt op til slutningen af tresserne gennemgik mange studerende fra det mørke Jylland et kursus i rigsdansk, når de begyndte på Københavns Universitet, så de bedre kunne gør sig forståelige.

Også inden for kongehuset ser vi denne mangfoldighed. Ikke blot er forestillingen om, at kongehuset har været en lang ubrudt linje fra Gorm den Gamle og frem til i dag en illusion, men vores kongefamilie er altid gået i spidsen, når det gælder om at vise, at det fremmed sagtens kan integreres i det danske. Christian d. IX, der mest er kendt som Europas svigerfar, var i virkeligheden en tysk hertug, der kun blev konge, fordi tronfølgeloven blev ændret efter politisk pres fra Rusland. Og gennem sine knap fyrre år som dansk konge vedblev han i det store hele med at tale tysk med nogle enkelte danske gloser.

Også i dag er danskerne et folk af alskens kulturer, modkulturer og subkulturer - selv hvis man ikke regner de muslimer, Dansk Folkeparti ikke bryder sig om, med. Der er alt fra hiphoppere til jyske landmænd, rockere til indre missionske præster, new age-fanatikere til storsnudede københavnske børsmæglere og mange, mange flere. Visse unge subkulturer i Århus og København har langt mere tilfælles med folk i New York og Berlin end i Nørre Snede og Vestre Hornum. Kernefamilien med dens velkendte ritualer og harmoni har nogle helt andre værdier og bekymringer end homoseksuelle, der stadig kæmper for accept i den brede befolkning. Og en teenagerpige fra Allerød kan sikkert ikke finde meget at tale med en midaldrende indremissionsk mand fra Vestjylland om.

Men ifølge Dansk Folkeparti må vi som danskere ikke være unikke, pluralistiske og mangfoldige. Nej, vi må skam ikke være flerkulturelle. Det er danskerne nemlig ikke, som partiet sagde det i debatten om en bestemt formulering i en undervisningsvejledning. Således må man gætte på, at partiet på længere sigt søger at udviske individuelle forskelle og gøre os alle ens - monokulturelle, som det hedder med et fint ord. Men vi kan kun gætte os til, hvordan vi skal opføre os og se ud, hvis det stod til Dansk Folkeparti. Betyder det mon, at vi alle skal være høje og lyshårede? At vi alle skal tale det samme rigsdansk med samme nordsjællandske dialekt som Pia Kjærsgaard? At vi ikke længere må gå i hullede cowboybukser eller kedeldragter, der lugter af komøg? Og at vi alle - fra jøder, katolikker og protestanter til hinduer, buddhister og New Age-fanatikere - skal adoptere en kristendom, som dikteres af den tidligere Pastor Krarup og hans halvtyske fætter i en noget suspekt udgave?

Det er vel også ganske udansk at lægge en hel befolkningsgruppe for had, som vi også finder flere eksempler på hos Dansk Folkeparti. "På mange stræk er vi antimuslimske," som et fremtrædende medlem udtalte sidste år, mens Jesper Langballes i et nyligt læserbrev i Berlingske Tidende bar ved til dette antitolerancens bål: "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt."

"Helt generelt fordømmer jeg enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund."

Sådan lød det fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen tilbage i marts 2008 - og han gentog det næsten ordret på en konference med titlen Civilisationernes Alliance, der blev afholdt i Istanbul kun få dage efter, han var blevet udnævnt til generalsekretær i Nato. Og skal man tage Anders Foghs ord for gode varer må det betyde, at han i det mindste fordømmer disse udtalelser fra ledende medlemmer af Danish Folkeparti og det menneskesyn, som ligger bag. En sådan fordømmelse hørte man dog ikke fra den nuværende statsminister, der blot kaldte Jesper Langballes udtalelser for "dumme og generaliserende."

Ja, der er nok at tage fat på, når det handler om, hvor udanske Dansk Folkeparti er. Med et vælgerkorps, der i den grad støtter udansk vold og barbari, og en partiledelse, der kæmper for en indskrænkning af den så danske ytringsfrihed og en ensretning af den danske befolkning, kan det være svært at se, hvordan partiprogrammet på nogen måde lader sig integrere med danske værdier. Men vi kan måske opfordre dem til at skifte navn, thi navnet Udansk Folkeparti synes at beskrive partiets politik meget bedre end det navn, partiet bærer i dag.

Claus Elholm Andersen
Kilde: Amerikanske perspektiver (JP-blog), 4.3.2010