I Danmark findes der en gruppe mennesker, hvor næsten halvdelen finder
vold mod børn acceptabelt, hvor hver fjerde går ind for dødsstraf og
hvor fire ud af ti mener, at det er okay at snyde det offentlige og
dermed bryde loven. Og for at føje spot til skade kan en tredjedel af
denne gruppe ikke engang bestå den test, som kræves for, at man kan få
dansk statsborgerskab.
Hvis denne gruppe nu tilfældigvis havde været indvandrere, ville
alverdens politikere med garanti have været på banen med slagord om, at
vi her har at gøre med en gruppe mennesker, der tydeligvis ikke forstår
danske værdier. Dødsstraf og udøvelse af vold mod mindreårige er
barbariske værdier, der ikke hører hjemme i det danske samfund, ville
det lyde, mens de fleste ville være enige om, at gruppen skulle have
valget mellem at blive integreret eller rejse hjem, hvor de kom fra.
Nu er der dog ikke tale om en gruppe indvandrere her, men om Dansk
Folkepartis vælgere. Det gør vel ikke værdierne mindre udanske og man
kan undre sig over, hvor politikerne med deres floskler om integration
og danskhed bliver af, når vi taler om denne gruppe.
Det burde dog ikke komme som en overraskelse, at Dansk Folkepartis
vælgere i den grad klynger sig til værdier, som på en lang række områder
er udanske. Der er nemlig masser af eksempler på, at Dansk Folkeparti
slet ikke er så dansk, som partiet gerne vil bilde os ind.
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse om de "grundlæggende
danske værdier som demokrati og menneskerettigheder," som regeringen
ønsker at fremme ude såvel som hjemme. Men ifølge et fremtrædende medlem
af Dansk Folkeparti er den ene af disse "grundlæggende danske værdier"
intet mindre end "nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse," hvad der
vist mere end antyder, at pågældende politiker er ude at trit med, hvad
størstedelen af danskerne, inklusive regeringen, opfatter som danske
værdier.
Der er i de senere år blevet talt meget om, at også ytringsfrihed er en
grundlæggende dansk værdi - ja, nogle siger endda, at det er den mest
danske af alle vores frihedsværdier. Også Dansk Folkeparti har haft
travlt med at hylde ytringsfriheden, men hyldesten lyder ufatteligt hul,
når partiet samtidig har forsøgt at indskrænke denne essentielle danske
værdi.
Og eksemplerne på, at Dansk Folkeparti ønsker at indskrænke
ytringsfriheden, hober sig op. Vi har set det med hensyn til skolebøger,
forskning, beklædningsgenstande, religion eller en tidligere PET-chef,
der havde brugt sin ytringsfrihed til at sige noget, der ikke faldt i
partiets smag. "Dansk Folkeparti er ved at få nok," lød det fra
partiformanden om den tidligere PET-chef. Og med et ordvalg, der ikke
synes videre demokratisk og med ubehagelige konnotationer, bad
partilederen justitsministeren undersøge om pågældende PET-chef var en
"med- eller modspiller."
Dansk Folkeparti stod også helt alene, da de for nogle år siden forsøgte
at gøre det ulovligt at brænde Dannebrog. Et stort flertal af partierne
på Christiansborg mente, at der her var tale om et endnu en
indskrænkning i ytringsfriheden, men det argument prellede af på Dansk
Folkeparti. Berlingske Tidende bragte endda en leder, hvor de påpegede
det ironiske i at "forslaget om forbud mod forhånelse af Dannebrog kommer
fra Dansk Folkeparti." For - som det lød fra lederskribenten - så har
partiet "ellers stillet sig i spidsen for at bekæmpe den begrænsning af
ytringsfriheden, som ligger i for eksempel forbuddet mod racistiske og
diskriminerende udtalelser uanset om de er forhånende. Men folkepartiet
mener åbenbart, at forhånelser er i orden, når blot de rammer muslimer."
Vi danskere har altid være mangfoldige. Ja, vores mangfoldighed er vel
netop en af de ting, der har gjort os til dem vi er i dag. Og
mangfoldigheden og forskelligheden viser sig overalt - også der, hvor
man mindst skulle vente det. Således skal vi ikke mange år tilbage, før
danskere fra forskellige dele af landet i det store hele ikke kunne
forstå hinanden, og helt op til slutningen af tresserne gennemgik mange
studerende fra det mørke Jylland et kursus i rigsdansk, når de begyndte
på Københavns Universitet, så de bedre kunne gør sig forståelige.
Også inden for kongehuset ser vi denne mangfoldighed. Ikke blot er
forestillingen om, at kongehuset har været en lang ubrudt linje fra Gorm
den Gamle og frem til i dag en illusion, men vores kongefamilie er altid
gået i spidsen, når det gælder om at vise, at det fremmed sagtens kan
integreres i det danske. Christian d. IX, der mest er kendt som Europas
svigerfar, var i virkeligheden en tysk hertug, der kun blev konge, fordi
tronfølgeloven blev ændret efter politisk pres fra Rusland. Og gennem
sine knap fyrre år som dansk konge vedblev han i det store hele med at
tale tysk med nogle enkelte danske gloser.
Også i dag er danskerne et folk af alskens kulturer, modkulturer og
subkulturer - selv hvis man ikke regner de muslimer, Dansk Folkeparti
ikke bryder sig om, med. Der er alt fra hiphoppere til jyske landmænd,
rockere til indre missionske præster, new age-fanatikere til storsnudede
københavnske børsmæglere og mange, mange flere. Visse unge subkulturer i
Århus og København har langt mere tilfælles med folk i New York og
Berlin end i Nørre Snede og Vestre Hornum. Kernefamilien med dens
velkendte ritualer og harmoni har nogle helt andre værdier og
bekymringer end homoseksuelle, der stadig kæmper for accept i den brede
befolkning. Og en teenagerpige fra Allerød kan sikkert ikke finde meget
at tale med en midaldrende indremissionsk mand fra Vestjylland om.
Men ifølge Dansk Folkeparti må vi som danskere ikke være unikke,
pluralistiske og mangfoldige. Nej, vi må skam ikke være flerkulturelle.
Det er danskerne nemlig ikke, som partiet sagde det i debatten om en
bestemt formulering i en undervisningsvejledning. Således må man gætte
på, at partiet på længere sigt søger at udviske individuelle forskelle
og gøre os alle ens - monokulturelle, som det hedder med et fint ord.
Men vi kan kun gætte os til, hvordan vi skal opføre os og se ud, hvis
det stod til Dansk Folkeparti. Betyder det mon, at vi alle skal være
høje og lyshårede? At vi alle skal tale det samme rigsdansk med samme
nordsjællandske dialekt som Pia Kjærsgaard? At vi ikke længere må gå i
hullede cowboybukser eller kedeldragter, der lugter af komøg? Og at vi
alle - fra jøder, katolikker og protestanter til hinduer, buddhister og
New Age-fanatikere - skal adoptere en kristendom, som dikteres af den
tidligere Pastor Krarup og hans halvtyske fætter i en noget suspekt
udgave?
Det er vel også ganske udansk at lægge en hel befolkningsgruppe for had,
som vi også finder flere eksempler på hos Dansk Folkeparti. "På mange
stræk er vi antimuslimske," som et fremtrædende medlem udtalte sidste
år, mens Jesper Langballes i et nyligt læserbrev i Berlingske Tidende
bar ved til dette antitolerancens bål: "Selvfølgelig skulle Lars
Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres
døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå
døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje
til onklernes voldtægt."
"Helt generelt fordømmer jeg enhver udtalelse, handling eller
tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på
baggrund af deres religion eller etniske baggrund."
Sådan lød det fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen tilbage
i marts 2008 - og han gentog det næsten ordret på en konference med
titlen Civilisationernes Alliance, der blev afholdt i Istanbul kun få
dage efter, han var blevet udnævnt til generalsekretær i Nato. Og skal
man tage Anders Foghs ord for gode varer må det betyde, at han i det
mindste fordømmer disse udtalelser fra ledende medlemmer af Danish
Folkeparti og det menneskesyn, som ligger bag. En sådan fordømmelse
hørte man dog ikke fra den nuværende statsminister, der blot kaldte
Jesper Langballes udtalelser for "dumme og generaliserende."
Ja, der er nok at tage fat på, når det handler om, hvor udanske Dansk
Folkeparti er. Med et vælgerkorps, der i den grad støtter udansk vold og
barbari, og en partiledelse, der kæmper for en indskrænkning af den så
danske ytringsfrihed og en ensretning af den danske befolkning, kan det
være svært at se, hvordan partiprogrammet på nogen måde lader sig
integrere med danske værdier. Men vi kan måske opfordre dem til at
skifte navn, thi navnet Udansk Folkeparti synes at beskrive partiets
politik meget bedre end det navn, partiet bærer i dag.
Claus Elholm Andersen
Kilde: Amerikanske
perspektiver (JP-blog),
4.3.2010