Er vi i vesten væsensforskellige fra folk i resten af verden? Og er forestillingen om frihed, demokrati og individualisme i virkeligheden vestlige værdier, som er uforenelige med det tankesæt, som vi f.eks. finder i den arabiske verden?

Ja, lød svaret på disse spørgsmål i bogen Civilisationernes sammenstød, af den amerikanske professor i statskundskab, Samuel F. Huntington, i 1994. Der findes ingen universel civilisation, lød hovedargumentet i bogen. I stedet er vi mennesker adskilt af vores kulturelle tilhørsforhold, hvad enten den kultur er vestlig, islamisk eller noget helt tredje.

Huntington identificerede syv større civilisationer, som en måde at forstå verden på efter Murens fald. Og det er mellem disse, argumenterede han, at fremtidig krig og konflikter vil udspille sig.

Af de syv civilisationer er den islamiske ifølge Huntington den mest problematiske, fordi folk i den islamiske civilisation ikke efterlever de samme kulturelle værdier, som vi i vesten. De føler større loyalitet over for deres religion end over for nationer, hvad der netop gør, at den islamiske civilisation stiller sig fjendtligt overfor begreber, som vi i vesten tager som selvfølgelige: frihed, mangfoldighed og demokrati.

Dertil, lød det advarende fra Huntington, vil det være bedst, hvis vi i vesten holder størst mulig distance til den muslimske verden, fordi jo mere, vi har at gøre med den muslimske civilisation, jo større og mere udtalte bliver spændingerne. Og problemet er netop, argumenterede Huntington, at der altid er krig eller konflikt ved grænserne til den muslimske verden.

Huntington og tesen om civilisationernes sammenstød kom hurtigt til at danne skole blandt nationalkonservative i den vestelig verden, hvor bogen blev obligatorisk læsning. Ja, selv en række danske kloner blev det også til, hvor Kasper Støvring nok er den mest prominente.

Støvrings skriverier om kultur og identitet, bl.a. i bogen Sammenhængskraft, er et forsøg på at indkredse en national funderet kultur, som er direkte inspireret Civilisationernes sammenstød. Her understreger Huntington nemlig, at "kulturel identitet er det, der betyder mest for folk."

Med udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika i de seneste måneder står det dog absolut klart, at Huntington tog fejl, da han proklamerede, at frihed og demokrati er vestlige værdier, der er uforenelige med den muslimske civilisation. For det, som vi har været vidne til, er jo netop, at befolkningen i lande så forskellige som Tunesien, Yemen, Egypten, Libyen og endda Syrien har krævet frihed og demokrati.

Huntington anførte helt korrekt, at mange af regimerne i den arabiske verden var uhyre skrøbelige og at en kolossal arbejdsløshed blandt unge mænd netop var en trussel mod disse regimer. Og han forudså endda også, at denne arbejdsløshed på sigt ville føre til et opgør med regimerne.

Men Huntington mente ikke, at dette opgør ville være et opgør, hvor folket vil kræve frihed og demokrati. For lige præcis frihed og demokrati var jo, som han havde argumenteret, uforeneligt med den muslimske civilisation

Derfor har vi på seneste kunnet opleve, hvordan Kasper Støvrig og andre af de danske Huntington-kloner har kastet sig ud i virkelighedsfornægtelse, der minder betænkelig meget om marxisternes efter Murens fald.

I den sammenhæng har Kasper Støvring gjort sig selv til Mellemøstekspert, hvor han selvsikkert har kunnet proklamere, at al den snak om demokrati og frihed i virkeligheden er en projektion af vores egen vestlige opfattelse af disse begreber. Det skyldtes, at vi har en række "vestlige revolutionsromantikere", som er "naive, idealister og universalister".

Man må selvfølgelig give Støvring og Huntingtons øvrige danske lejesvende ret i, at der ikke er nogen garanti for, at den udvikling, som har kunnet følge i den arabiske verden, vil føre til demokrati og frihed. Men det er heller ikke pointen. For i årevis har de med Huntington som ideologisk ballast forsøgt at pådutte os, at religion i den muslimske civilisation trumfer alt andet i en sådan grad, at befolkningerne i disse lande ikke har nogen nationalfølelse. Og følgelig er der heller ikke et behov for frihed og demokrati i den arabisk verden.

Men nu ved vi, at dette ikke er sandt og at befolkningerne i den del af verden ikke adskiller sig stort fra os andre, når det kommer til behovet for frihed og demokrati. Således viser det sig, at tesen om civilisationernes sammenstød ikke blot er en tåbelig forenkling af en kompliceret verden, men også hviler på et falsk grundlag.

Så når størstedelen af os håber på demokrati og frihed i Mellemøsten og Nordafrika, får man indtryk af, at Støvring og de øvrige Huntington-kloner håber på det modsatte. For hellere det end at indrømme, at de selv - og dermed Samuel Huntington - tager fejl.

Claus Elholm Andersen
Kilde: Amerikanske perspektiver (JP-blog), 25.4.2011.
En forkortet udgave blev bragt i Weekendavisen d. 20.4.2011.