Den 15. juni 2006 udkom bogen Karikaturkrisen, en undersøgelse af baggrund og ansvar af Tøger Seidenfaden og undertegnede - den hidtil mest omfattende gennemgang og analyse af forudsætningerne for og forløbet af den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigshistorie.

Bogen er oppe imod en lang række myter, som hovedparten af medierne, politikerne og befolkningen har fundet sig til rette med - f.eks. at det hele skulle være begyndt med muslimske ambassadørers krav om at suspendere ytringsfriheden, og at danske muslimer siden sørgede for, at den islamiske verden gik amok. Angrebet på ytringsfriheden skulle ifølge denne udlægning være det centrale omdrejningspunkt.

Vi gennemgår imidlertid det faktuelle sagsforløb og dokumenterer, at dette forklaringskompleks er uholdbart.

At hævde, at Jyllands-Postens tilsigtede og helt eksplicitte »hån, spot og latterliggørelse« over for en trængt minoritetsgruppe i form af en række Muhammed-karikaturer skulle være udtryk for at slå et slag for ytringsfriheden, er endvidere ikke blot absurd, men decideret at vende ytringsfriheden på hovedet. Med akkurat samme uret kan man hævde, at hadefulde tegninger af jøder i 1920ernes Tyskland er et udtryk for »ytringsfrihed«.

Selvfølgelig er nazipropaganda ikke det samme som (de tre værste af) Jyllands-Postens karikaturer, men i en principiel diskussion om ytringsfrihed kan stærkt hånende og stødende udsagn sammenlignes, og de fleste vil sandsynligvis medgive, at det ikke er ethvert udsagn eller enhver udtryksform, der er et slag for ytringsfriheden, blot fordi der altså er noget, som ytres. Derfor må man også medgive, at der følgelig er grænser for, hvornår det er relevant og rimeligt at hævde, at protester mod et udsagn eller en udtryksform kan reduceres til et angreb på ytringsfriheden.

Endelig er det væsentligt at spørge: Var det vanskeligt at ytre kritik af islam i Danmark før Muhammed-karikaturerne? Afgjort ikke.

Ingen vil benægte, at der i enkelt tilfælde har været trusler og overfald på islamkritikere, men det har der bestemt også været mod muslimer og antiracister. Det er en meget trist og helt uacceptabel udvikling, at hate-mail og trusselsbreve er blevet en stadig stigende del af virkeligheden for deltagere i den offentlige debat, men at ytringsfriheden ligefrem skulle være truet af den grund, er helt ude af proportioner.

Der er f.eks. intet andet sted i verden, hvor anti-islamisk propaganda og nedsættende generaliseringer om islam og muslimer har så frie tøjler og er en så bredt accepteret del af den politiske retorik, som tilfældet er i Danmark. Der kan ikke udkomme en islam-kritisk bog, uden den bliver båret på hænder og fødder i pressen, især i Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T., der nærmest demonstrerer en slags ytringsPLIGT, når det handler om at lægge splateplads til indvandrerfjendske ytringer.

Men har karikaturkrisens forløb så ført til mindre ytringsfrihed i dag? Det vil f.eks. Bertel Haarder hævde - for som han sagde i en debat i DR2s Deadline den 14. juni, havde man jo ikke set lignende tegninger af Muhammed i danske medier efter Jyllands-Postens.

Nej, men det havde man som bekendt - og af gode grunde - heller ikke før.

[NOTE: Efter at denne artikel var skrevet, blev det afsløret, at Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) som led i underholdningen under et politisk sommerseminar havde konkurreret om at tegne de mest hånlige og vulgære tegninger af profeten Muhammed. Offentliggørelsen heraf førte til stor polemik - men Bertel Haarder gav så vidt vides ikke udtryk for begejstring over, at man altså igen så »lignende tegninger af Muhammed i danske medier«, som han havde efterlyst i Deadline ...]

Vi har i øvrigt heller ikke set lignende tegninger af Moses, Jesus eller Buddha, men det betyder naturligvis ikke af den grund, at ytringsfriheden er i fare. Så gad vide, hvad det er, Haarder savner? Er det den »hån, spot og latterliggørelse«, som Jyllands-Posten insisterede på over for muslimer?

Det spørger pressen ikke de ansvarlige politikere (eller JP-redaktører) om. I en række medier når debatten sjældent længere ud end til en heroisk iscenesættelse af de gæve frihedskæmpere på Jyllands-Posten, der bekæmper de dæmoniske kulturradikale og mørke muslimer.

Som nævnt er en af konklusionerne i vores bog imidlertid, at det ikke var de forhadte imamer, som var skyld i krisen eller dens eskalering (hvilket ingenlunde betyder, at vi ikke er særdeles kritiske over for en række af deres gerninger og udtalelser).

Men det er en ildehørt konklusion i det aktuelle politiske klima i Danmark, hvor vi i stigende grad har affundet os med normaliseringen af en propagandistisk retorik, som i intet andet vestligt land har tilnærmelsesvis samme udbredelse.

Kristeligt Dagblads redaktør, Erik Bjerager trækker f.eks. hellere Hanna Ziadehs oplysninger frem om de egyptiske mediers misinformationer i sagen til forsvar for ansvarsplaceringen hos imamerne.

Men også de egyptiske sladderhistorier (der er næsten lige så underlødige som Ekstra Bladets generelle dækning under krisen) gennemgår vi og sætter ind i sammenhængen med krisens forløb. Endvidere påpeger vi: 1) at sagen har over to måneders intensivt eskalerende forløb forud for de danske muslimers delegationer i december; 2) at krisen ikke eksploderer i Egypten i midten december i forbindelse med de egyptiske mediers dækning, men først i Saudi-Arabien i slutningen af januar; 3) at der ikke er nogen af de nøglepersoner, som delegationerne traf i Mellemøsten, der tillægger de danske muslimers rejse nogen betydning; 4) at delegationen i Egypten i december afviste et "tilbud" om en fatwa fra Egyptens stormufti, der ellers ville have udløst en handelsboykot; 5) at der ikke er nogen betydningsfuld misinformation i delegationernes materiale - for blot at nævne nogle af de aspekter, vi undersøger og fremhæver i denne specifikke forbindelse i et af bogens kapitler.

Den megen debat, som bogen rejste om netop denne problemstilling, har imidlertid givet mange indtryk af, at den alene handler om ansvarsplacering og de muslimske delegationer. Intet kunne være mere misvisende.

Vi har læst og undersøgt adskillige tusind avisartikler og alt offentligt tiltængeligt diplomatiske materiale i sagsforløbet fra september 2005 til begyndelsen af maj 2006. Vi kommer således også grundigt omkring det danske debatklima i almindelighed, forhistorien for offentliggørelsen af tegningerne, Demokratiske Muslimer, Islamisk Trossamfund, regeringens instruktioner til det danske diplomati, Jyllands-Postens dobbeltstandarder over for muslimer og kristne, de mange forsoningsinitiativer, kritikken fra danske ex-ambassadører og ex-udenrigsministre, ekstremisternes indflydelse i Mellemøsten, de vestlige regeringers stillingtagen til sagen, Villy Søvndals konvending, Helle Thorning-Schmidts populisme, konstruktionen af et udeblevet ambassadør-møde, de konkrete og historiske forhold omkring FNs racismekonvention og den danske racismeparagraf, Tidehvervs diabolisering af menneskerettighederne, statsministerens »får og bukke«, OSCEs henvendelser, FNs kritik, OICs kritik, handelsboykotten og det overraskende fokus-skift fra Egypten til Saudi-Arabien, statsministerens optræden i de arabiske medier, dødstrusler og voldelige angreb, Jyllands-Postens stigmatisering af avisens kritikere, det danske hysteri over for Kofi Annan, præmisserne for rigsadvokatens afvisning af en sag mod Jyllands-Posten, vildledning af offentligheden og mørklægning af sagen - og meget, meget, meget mere - for slet ikke at nævne de utallige kilder og appendixets centrale nøgledokumenter.

Det betyder ikke, at vore konklusioner er objektivt givet ud fra de kendsgerninger, som vi afdækker, men vi sandsynliggør dem med stort omhu - og derfor kan vi også tillade os at forvente samme omhu af andre grundlæggende fremstillinger af krisen, hvis de skal opnå samme eller større sandsynliggørelse.

Rune Engelbreth Larsen
Faklen.dk, marts 2007
Den Danske Helsinki Komités Nyhedsblad, MenneskeRet og Vrang nr. 3, 2006