Danmark er besat. Denne gang er det dog ikke national-socialismen, men derimod social-nationalismen, der lukker landet i sit greb af ensrettet normaliseringstvang - og atter er der desperat brug for en modstandsbevægelse, der tør generobre Danmark.

Også denne gang har besættelsesmagten et velvilligt talerør i Jyllands-Posten.

Det var som bekendt JP, der i kølvandet på Krystalnatten i 1938 betonede jødernes »uheldige Egenskaber«, og selv om avisen anerkendte, at der skam også var jøder, som »stille og hæderligt passer deres Dont uden at gaa nogen for nær,« fandt man det i sin orden at fjerne dem: »I alle Tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med Jøderne. Det maa gøres paa en saadan Maade, at Menneskehedens Samvittighed ikke belastes for haardt, og således, at Tyskland ikke taber noget af den Respekt, som det havde vundet i alle Lande og alle Kredse.«

Etnisk udrensning, pænt og nydeligt - og uden at sætte Nazitysklands »respekt« over styr.

Der er takter her, som unægtelig minder om den propagandakanon, JP i de senere år har rettet mod visse minoritetsgrupper - og nej, jeg tænker ikke (kun) på muslimer.

En undersøgelse har vist, at 20 % af de ledige ikke ønsker at arbejde, og uden at bekymre sig ét sekund om de individuelle bevæggrunde bag dette tal, skriver avisens lederskribent: »Det politisk kontroversielle spørgsmål er herefter, hvordan samfundet skal reagere på disse åbenlyse parasitter, som snylter på det solidariske system.« (27.2.).

Man »nøjes« end ikke med at tilskrive dem »uheldige egenskaber« som i sin tid jøderne - nej, de er intet mindre end »åbenlyse parasitter«!

Det er en velkendt totalitær tankegang, at mennesket »står i gæld til« staten og derfor kan tvinges til de meste nedværdigende gerninger - men at der selvsagt kan være 117 andre gode grunde til at takke nej til regulært tvangsarbejde, falder slet ikke lederskribenten ind. Måske vil man hellere passe sine børn, måske er man psykisk nedslidt, og måske er man bare bedre tjent med en pause - i alle tilfælde er det både gavnligere for den enkelte og for samfundet at sige nej.

Men en overprivilegeret og magtfuld lederskribent får altså forfærdelig ondt i røven over nogle ledige »parasitter« på eksistensminimum?!

Og for at det ikke skal være løgn, er der sågar røster i debatten, der koncentrerer al deres forargelse over, om en dokumentarudsendelse har været ufin i kanten over for statsministeren, eller om Politiken fører »kampagnejournalistik« mod Dansk Folkeparti ... Magen til proportionsforvrængning af mediebilledets slagsider skal man vist lede længere efter.

Jo, Danmark er atter besat af en tidsånd, der er kendetegnet ved sin kuldegysende afstumpethed over for medmennesker, der ikke ligner velfriserede legoklodser. For vi ved jo godt, at det kun er toppen af isbjerget, når en tilfældig institution afsløres i umenneskelig opførsel over for psykisk retarderede. Når unge fordrukne danskere pisser på og tærsker sagesløse hjemløse. Når rå propaganda og dæmonisering iscenesættes som heroisk brug af ytringsfriheden. Når indvandrere risikerer at gå glip af statsborgerskab, fordi de ikke ved, hvornår det danske kvindelandshold vandt VM i håndbold, hvem der instruerede Olsen-Banden - eller hvornår Dansk Folkeparti blev stiftet (sic). Og når arbejdsløse bliver til »åbenlyse parasitter«.

Danmark er besat, og hvis vi atter vil kunne kalde os »danskere« uden at blive transporteret mentalt til et vist landsmøde med marcherende partitropper og faneparade, må vi simpelthen generobre såvel kulturen som begrebet Danmark.

Vi må erindre, hvad der synes glemt, at Danmarks kulturhistorie er andet og mere end den småtskårne selvtilstrækkelighed, der i dag tager patent på Dannebrog.

Der er Thøger Larsens naturglæde, som den f.eks. kommer til udtryk i sommervisens »Tordenlatter og Tordenregn« og hele den danske tradition, som den trækker på. Og Frejas Sal er stadig et yndigt land med Oehlenschlägers nationalsang, der insisterer på at hylde »hver en Danneborger,« som netop »virker, hvad han KAN« - ikke virker under tvang og trusler, stemplet som en »parasit«.

Danmark »trænger til Storvask,« som det lyder fra Stuckenberg med en håbefuld tilføjelse: »Spring ud! du lille Danmark!« Vi må genopdage Holbergs ord: »Jeg har altid været en Forkæmper for Tolerance.« Og vi må sgu insistere på Brandes': »En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«

Der er brug for ny gejst i en kulturel modstandsbevægelse, som i ord og ånd tør generobre Danmark fra de kultursenile gammelnationalister - spids pennen og kast dig ud i kulturkampen!

Måske vi så alligevel en dag kan smile med Sophus Claussen: »Den gamle Slægt, som sad der med Gigt og Hæmorider, / fór op og skreg forfærdet: sé Gletscheren den skrider!«

Ja, det ulmer og rumler under den tøende sne, mens disse ord skrives, og foråret er på vej: Spring ud, du lille Danmark - og lad gletscheren skride!

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 3.3.2007