I en kronik i Jyllands-Posten gjorde Søren Espersen den 25.6.2007 op med den skelnen mellem islam og islamisme, som er standard i både vestlig politik og religionsforskning - og som for blot et års tid siden endog blev indskærpet i en intern instruks i Dansk Folkeparti.

Nu skal der andre boller på suppen. Partiet er i krise efter en lang række vanskeligheder og vigende opinionsundersøgelser, så noget må gøres, og det første kort i kampagneposen er ikke overraskende en radikalisering af kampagnen mod muslimerne.

Espersen sikrer sig således, at det negative gummi-begreb islamisme bekvemt kan appliceres en hvilken som helst muslim efter Dansk Folkepartis forgodtbefindende.

Det vigtige for Espersen er, at islam ikke "bare" er en tro, men "politik", hvilket gør det til et fikst og firkantet kasse-system at operere inden for, men i virkelighedens verden naturligvis er en umulig restriktiv opdeling for enhver religions vedkommende.

SONDRINGEN MELLEM RELIGION OG POLITIK

Der er ingen religion, der ikke også har samfundsimplikationer og derfor også er politisk, og der er ingen troende, der kan adskille sine holdninger hermetisk fra sin religion. Men overført på kristendommen ville Espersens kasse-system f.eks. gøre det umuligt at sondre og graduere mellem den kristne abortmodstander, der bomber abortklinikker i USA, folkekirkepræsten i Folketinget, der under ingen omstændigheder aflægger sig sin tro på Folketingets talerstol, og så den menige folkekirkekristne, som måske kommer i kirken en gang om året og næppe har stort andet end et deistisk forhold til sin religion.

Ligesom det bliver umuligt at sondre mellem, hvordan den troende er religiøst inspireret eller determineret i sine holdninger.

Espersen springer således helt over den sondring, at politisk islam i sig selv er nøjagtigt lige så uproblematisk som politisk kristendom og politisk hinduisme - det betydningsfulde er ikke, om en religion har politiske implikationer eller er politisk motiverende og udslagsgivende, men hvilke politiske implikationer religionen hævdes at have, og hvorfor.

Og her nægter adskillige af de mest radikale islam-kritikere at se i øjnene, at muslimer er forskellige og motiveres til forskellige handlinger, fordi de forstår religionen forskelligt.

Nogle kristne, jøder, hinduer og muslimer har selvsagt religiøst determinerede politiske opfattelser, vi andre i større eller mindre grad må modsætte os; nogle kristne, jøder, hinduer og muslimer har lige så indlysende religiøst determinerede politiske opfattelser, vi andre i større eller mindre grad er enige i.

Det interessante og relevante er og bliver hvilke standpunkter - om den enkelte er motiveret af sin religion, ideologi eller privatøkonomi, er interessant, men at mistænkeliggøre nogen, fordi deres religion snarere end deres ideologi eller privatøkonomi er den udslagsgivende motivationsfaktor, er ikke blot en stigmatiserende og substansløs kortslutning, men i Espersens tilfælde også en selektiv kortslutning.

Men lad os følge de bærende elementer i Espersens fremstilling.

RELIGIONSVIDENSKABELIGE 'AUTORITETER' HIRSI ALI OG BLIXEN

1) Espersen: "Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke [mellem islam og islamisme]."

Og? Fortæller dét noget om noget? Man kunne svare som modargument: "Religionsforskeren Jørgen Bæk Simonsen skelner."

Det har selvsagt intet med argumentation at gøre. Man kunne stable millioner af muslimer og utallige religionsforskere oven på hinanden og sige, at der er forskel på islam og islamisme, men for Espersen er det tilsyneladende et særlig 'argument', at Ayaan Hirsi Ali ikke skelner.

Hvad er resultatet? At alle muslimer bliver til en forskelsløs grød, som vi bør marginalisere, ekskludere og bekæmpe, for de er grundlæggende alle bærere af akkurat samme trussel som Osama bin Laden - også dét siger nemlig Ayaan Hirsi Ali, som Espersen gør opmærksom på: "den 11. septembers massemordere var islams krigere, og deres gerning var islam i sin rendyrkede form". Og så må det jo være sandt?

Millioner af amerikanske kristne fundamentalister i rige og indflydelsesrige lobbyorganisationer håber på og arbejder for - ja er i deres Israel-politik religiøst determineret af - en nytestamentlig bogstavtro dommedagslængsel, hvor alle ikke-konverterede jøder udslettes, og hele verden går under. Gør dét monstro alle andre kristne til ét politisk fedt?

I overensstemmelse med Espersens logik må svaret jo så være: Ja.

2) Espersen: "For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen."

Udsagnet er meningsløst i denne sammenhæng: Hun kendte slet ikke til begrebet "islamisme".

Espersen forklarer så indirekte via Blixen, hvad islamisme tilsyneladende er i hans optik: "Det var selve religionen islam, hun [Blixen] sidestillede med nazismen."

"Islamisme" er altså "nazisme"?

Nu var Hitlers antisemitisme bl.a. inspireret af Luthers anti-judaisme, men som ideologi er det selvfølgelig kategoriforvirring at gøre nazisme til religion.

Noget andet er så selve påstanden om Blixens nazificering af islam. Som mag.art. og cand.mag. i dansk og religion, Ivan Z. Sørensen har gjort opmærksom på i en kronik, er en isoleret henvisning hertil i politiske sammenhænge et velkendt misbrug af Blixens betydeligt mere nuancerede tilgangsvinkel:

"Uanstændigt er det, når d'herrer korsfarere [Lars Hedegaard m.fl.] igen og igen fortæller danske læsere 'at Karen Blixen fandt, at nazismen og islam havde påfaldende lighedspunkter' - uden at anføre at hun havde meget mere og meget andet at sige om denne religion." (Berlingske Tidende, 11.12.2004).

Alligevel er det altså denne kæphest, Espersen trækker af stald.

Z. Sørensen, der er tidligere museumsinspektør ved Karen Blixen museet, uddyber imidlertid og henviser bl.a. til en brevveksling mellem Blixen og hendes søster i 1946:

"Blixen nævner, også her, et fællespunkt mellem islam og nazismen, vel at mærke islam i sin tidligste krigeriske fase - men det er nazismen, de har til debat. Udgangspunktet er, at søster Ellen opfatter nazismen som en ny og hidtil næsten ukendt ondskab, væsensforskellig fra alt, hvad historien ellers har budt på. Karen Blixen betakker sig for en metafysisk betegnelse som 'ondskab', mener, at der er tale om en gradsforskel i disse historiske 'foreteelser'; og forudsætningen for det nazistiske rædselsregime er den samme, som man tidligere har set, nemlig at en idé eller et princip hævdes som absolut og i sig selv hellig. Det fører til en overbevisning om, at man bør undlade at sætte sig ind i anderledestænkendes tankegang - man kunne jo risikere at blive besmittet! Propagandisterne for den hellige idé forkynder, at jo strengere man holder sig fra ethvert kendskab til og enhver forståelse af modstanderen og hans sag, jo renere står man selv. Når et princip således absoluteres, bliver det umenneskeligt."

Hvilket naturligvis i høj grad også er overgået kristendommen og flere andre absolutistiske religioner og ideologier.

F.eks. skrev Blixen også om kristendommen i et brev til Thomas Dinesen (Breve fra Afrika): "At missionærernes Indflydelse er meget slet, ses bl.a. deraf at ikke ét Menneske vil have en Arbejder fra Missionsskolerne; alle siger de lyver og stjæler. Hvordan har dog Kristendommen nogensinde faaet saa stor Magt, - da den dog i hvert Fald er ubrugelig og egentlig anerkendt som saadan?" (1914).

Kristendommen kan absolutiseres (og bliver det i vide kredse) - men skal Espersen så tale om "kristianisme" som en politisk farlig ideologi?

Næppe.

I begge tilfælde kan man da også blot konkludere, at der selvfølgelig er masser af kristne, som fortolker kristendommen på en måde, der absolut ikke er forenelig med nazismen, ligesom der er masser af muslimer, der fortolker islam på en måde, der absolut ikke er forenelig med nazismen.

Det sidste 'gælder bare ikke' i Espersens optik - for Espersen og Ayan Hirsi Ali véd, hvad islam(isme) er, og hver eneste muslim eller religionsforsker, der modsiger det, ved det ikke.

Espersens logik i en nøddeskal.

'AUTORITETEN' CHURCHILL

3) Espersen: "Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod."

Spøjs formulering - som om Churchill ikke foretog sig andet.

Et yndlingscitat fra mange, der ynder at hænge deres islam-aversioner op på en 'religionsautoritet' som Churchill, stammer fra 1899: "No stronger retrograde force exists in the world. Far from being moribund, Mohammedanism is a militant and proselytising faith. It has already spread throughout Central Africa, raising fearless warriors at every step; and were it not that Christianity is sheltered in the strong arms of science - the science against which it had vainly struggled - the civilisation of modern Europe might fall, as fell the civilisation of ancient Rome."

Udsagnet er lige så unuanceret, som det er virkelighedsfjernt, men det er naturligvis en generaliserende holdning til islam, som også passer Espersen godt i det 21. århundrede.

Spørgsmålet er bare, om det gør fra eller til i en nøgtern vurdering af dét, Espersen vil bevise, at han bruger Churchill som autoritet.

Mon Churchill også er en autoritet, når han f.eks. i 1927 udtalte om Mussolini:

"I could not help being charmed by his gentle, simple bearing and his calm, detached poise. (...) If I had been an Italian I am sure I would have been wholeheartedly from start to finish with Fascismo's triumphant struggle against the bestial appetites and passions of Leninism. In regard to the Fascist foreign policy I may say that your movement has rendered a service to the entire world. The great fear which torments any democratic or socialist leader is that he might be ousted or succeeded by another leader more extremist than himself. It has been said that a continuous course toward the left, a kind of fatal ebullition toward the abyss are the characteristics of all revolutions. Italy has demonstrated that there is a way of dealing with subversive forces. She has found the necessary antidote against the Russian venom." (1927).

Mon Churchill også var en autoritet, da han i bemærkede om 'racer':

"I do not admit for instance, that a great wrong has been done to the Red Indians of America or the black people of Australia. I do not admit that a wrong has been done to these people by the fact that a stronger race, a higher-grade race, a more worldly wise race to put it that way, has come in and taken their place." (1937).

Hvad har Espersen med andre ord præsteret som 'argument' for, at der ingen forskel er på islam og islamisme?

En lille håndfuld personer, som han i dette spørgsmål er enig med. Punktum.

Men kronikken fortsætter.

FRA IMAMER, DER VIL STEMME PÅ ASMAA, TIL NIGERIA ...

4) Espersen bruger nu Asmaa Abdol-Hamid til at eksemplificere, hvorfor islam og islamisme er det samme:

"Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro - og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag - er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim? Naturligvis er den sidste forklaring den rigtige."

Ja, selvfølgelig stemmer nogle imamer på hende, fordi hun er muslim. Og?

Andre muslimer stemmer på Naser Khader. Atter andre stemmer på Kamal Qureshi, og atter andre stemmer på kandidater, der hverken er muslimer eller har muslimsk baggrund.

Ligesom der er kristne, der stemmer på Kristendemokraterne, fordi det er et eksplicit kristent parti, og der er kristne, der stemmer på Margrethe Auken eller Søren Krarup, fordi de er teologer, som de pågældende vælgere finder i overensstemmelse med deres egen trosudlægning. Selvfølgelig er der da det.

Og der vil utvivlsomt være ikke-kristne, som stemmer på Krarup og Auken, ligesom der vil være ikke-muslimer, der stemmer på Asmaa.

Men i Espersens firkantede kasse-tænkning handler det kun om, at imamerNE (bemærk: ikke imamer, men imamerNE) vil stemme på Asmaa, og derfor er islam og islamisme det samme.

Men hvorfor skulle nogle imamer da ikke foretrække at stemme på en muslim i Enhedslisten frem for en ikke-muslim i Dansk Folkeparti. Surprise: Også ved forrige folketingsvalg var der en del imamer, der opfordrede til at stemme på Enhedslisten, selv om der ikke var en højtprofileret muslim blandt kandidaterne(!). En hel del andre imamer opfordrede f.eks. til at stemme på de Radikale og Socialdemokraterne.

Der er da også imamer, som opfordrer til at boykotte demokratiet. Hvad er de så, hvis alle andre er islamister? Og hvordan hænger det sammen med Espersens påstand om imamerNE?

5) Nu springer Espersen behændigt fra Asmaa fra Odense til muslimer i Nigeria. Igen skal vi altså forstå, at det hele er ét fedt.

Her ændres straffeloven i takt med islams fremmarch, bemærker han. Er det så bevist, at vi lige så godt kan kaste islam og islamisme i samme gryde? At Asmaa, Nigeria, wahabisme, ayatollaher, Osama bin Laden, medlemmer af Hamas og Fatah, shiaer og sunnier osv. er ét og det samme?

Espersen skriver: "Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet."

PR. AUTOMATIK. Ikke måske. Ikke i de og de tilfælde. Ikke under de og de omstændigheder i den islamiske verden. Nej, PR. AUTOMATIK og NØDVENDIGVIS. Espersen har talt.

Jamen, Espersen står da ikke alene - nej, det gør han ikke, talrige imamer i og uden for lande, der sværger til en totalitær opfattelse af islam, vil være enige med ham - og talrige andre er ikke. Det er jo dét, der er hele humlen. Islam er ikke en homogen blok. Muslimer udlægger de facto islam forskelligt.

Men Espersen & Co. nægter kategorisk at lade muslimer fortolke islam. Det er der også fundamentalister, der gør. At de selvfølgelig alle sammen alligevel fortolker islam, lader Espersen (og fundamentalisterne selv) ligge, men kendsgerningen er, at enhver forståelse af en tekst implicerer en fortolkning.

Men Asmaa MÅ altså ikke. Så hvis hun og utallige andre muslimer mener, at det er i overensstemmelse med deres religion at være demokrater, så er de altså fulde af løgn eller dumme eller kættere. For Espersen kan fortælle dem, hvordan det PR. AUTOMATIK hænger sammen i islam.

Skulle Espersen så egentlig ikke glæde sig og prise sig lykkelig for modige demokratiske Asmaa? Hun gør jo, hvad man ikke må eller kan ifølge Espersen?

Uhada nej - her er ingen begejstring over, at islam selvfølgelig er forskellig for forskellige muslimer. Hvorfor? Fordi ayatollah Espersen er enig med andre ayatollaher og mullaher, der siger: "Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære."

Espersen bestemmer nemlig, hvad der er islam, og hvad der ikke er islam. Måske kunne han være blevet en vældig god islamist?

AT STIMULERE KONFRONTATION ELLER SAMEKSISTENS

7) Som kronen på værket kommer så afslutningsvist endnu en gammel traver fra Espersens hånd: Mange af de lande, hvor islam spiller en fremtrædende politisk rolle, er udemokratiske og totalitære. Ingen modsigelse dér.

Og sådan har det i øvrigt været i 95 procent af den del af verden og verdenshistorien, hvor kristendommen har spillet den fremtrædende rolle. Og i store dele af islams historie har lande med islam som dominerende religion været mere tolerante og rigere end andre lande med kristendommen som dominerende religion.

Men sådan er det ikke i dag - nej. Spørgsmålet er så: Hvad gør man ved dét?

Skubber vi en god milliard muslimer ned i den forskelsløse gryde som bin Laden-proselytter ved at gøre islam identisk med de værste trusselsbilleder PR. AUTOMATIK?

Eller konstaterer vi den faktuelle forskel blandt alverdens muslimer - såvel som blandt alverdens kristne og ateister - og støtter de kræfter i alle lejre, som i praksis udlægger og udøver deres religion eller filosofi eller ideologi på en måde, der hæmmer konfrontationer og fremmer tolerance og sameksistens?

Svaret er let for Espersens og hans partis vedkommende: De gør utvivlsomt det første og stimulerer derved de kræfter, der spiller på og opilder til polariserende og uforsonlig had - i både islamiske og anti-islamiske lejre.

Rune Engelbreth Larsen
Kilde: Engelbreth (Politiken.dk), 29.6.2007