Med offentliggørelsen af Lars Vilks' fremstilling af Muhammed som hund blev Norden kastet ud i den tredje karikaturkrise på to år - og så længe der er kræfter, der aktivt tilstræber religionskonfrontation, kan det ske igen.

Derfor er det både nødvendigt og lærerigt at se nærmere på erfaringerne fra alle tre kriser, først og fremmest Jyllands-Postens 12 Muhammed-karikaturer, der skabte fænomenet.

Karikaturkrise 1, 2005

Nordens første karikaturkrise har en lang forhistorie i den særligt tilspidsede indvandrerdebat i Danmark, hvor først og fremmest Dansk Folkeparti har bestræbt sig på at fremme en dæmoniserende fremstilling af islam i almindelighed, der hyppigt ledsages af generaliserende mistænkeliggørelse og stigmatisering af alle muslimer uden undtagelse.

Partiets europaparlamentsmedlem, Mogens Camre går end ikke af vejen for at tilskynde religiøs udrensning, og i 2004 fastslog han således under bragende applaus på Dansk Folkepartis årsmøde: "Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland - og det er ikke her."

Så meget desto mere opsigtsvækkende var Jyllands-Postens motivation for at offentliggøre Muhammed-karikaturerne i 2005. Skønt Dansk Folkeparti i utallige folketingstaler, interviews, debatindlæg og pressemeddelelser allerede havde dæmoniseret muslimer i et tiår, og til trods for at den ene stærkt islam-kritiske bog efter den anden udgives under kolossal mediebevågenhed, mente avisens redaktører, at der var en voldsom selvcensur i forhold til at turde kritisere islam. Man nævnte bl.a. en dansk komiker, der ikke turde "pisse på Koranen", men henviste dog primært til forfatteren Kåre Bluitgen, som angiveligt ikke kunne finde en illustrator, der turde illustrere hans blodige børnebog om Muhammed.

Man anstrengte sig ikke for at bemærke, at der i forvejen var udkommet adskillige bøger i Danmark med tegninger af Muhammed (også børnebøger) helt uden problemer, men Bluitgens situation blev alligevel udlagt som et særligt ildevarslende eksempel på selvcensur.

Bluitgen er kendt for sin radikale islam-kritik, som han eksempelvis udmøntede i en bog, der fik bemærkelsesværdig ros i Jyllands-Posten i 2002, og hvor han bl.a. foreslog at arrangere en anti-islamisk demonstration i en københavnsk bydel med mange muslimer, som skulle afsluttes med at "stænke Koranen med menstruationsblod".

Jyllands-Postens egen aktion bestod bl.a. i de 12 Muhammed-karikaturer, hvoraf nogle var neutrale og morsomme, mens andre var stærkt dæmoniserende og havde klare paralleller til antisemitiske karikaturer fra 1930'erne. En af karikaturerne afbildede Muhammed som aggressiv og vredladen terrorist med en bombe i turbanen, hvorpå stod skrevet den islamiske trosbekendelse (selve de ord, der formelt gør en muslim til muslim), og i en ledsagende erklæring midt mellem de 12 karikaturer proklamerede kulturredaktør Flemming Rose, at man "må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse".

Under overskriften "Truslen fra mørket" reducerede avisens lederartikel samme dag muslimernes talspersoner en bloc til "selvhøjtidelige imamer eller gale mullaher" med en "nærmest sygelig overfølsomhed over for enhver modsigelse, der uden videre udlægges som provokation", og på forsiden var Muhammed afbildet som sabelsvingende kvindeundertrykker.

Alle avisens nøgleplaceringer var således fokuseret på hån, der var målrettet mod muslimer.

Kort tid efter offentliggørelsen anmodede en række muslimske ambassadører om et møde med den danske statsminister, idet de ytrede generel bekymring over, hvad de betragtede som tiltagende anti-muslimske tendenser i Danmark.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste dem imidlertid blankt og udlagde deres henvendelse som et direkte angreb på ytringsfriheden. Selv om ambassadørerne straks understregede over for den pressen, at de ikke ønskede indskrænkninger af ytringsfriheden, fortsatte statsministeren med at påstå det modsatte og beskyldte dem endog for et "afgrundsdybt ukendskab til principperne i et sandt folkestyre". Mens han pure nægtede at tale med dem, belærte han dem paradoksalt om, at de skulle tage ved lære af det danske "samtaledemokrati".

Derved fik sagen uundgåeligt karakter af en konfrontation mellem hele (det officielle) Danmark og alverdens praktiserende muslimer i almindelighed.

Trods skarp kritik fra en lang række tidligere danske ambassadører og tre tidligere danske udenrigsministre valgte regeringen i månedsvis at fastholde en konfronterende kurs. Forløbet kulminerede som bekendt i ambassadebrand og handelsboykot i januar-februar 2006, ikke mindst til udtalt begejstring for ekstremistiske islamister, der gjorde alt for at intensivere krisen.

Betragter vi de to følgende karikaturkriser, tyder meget imidlertid på, at en afdramatiserende og diplomatisk krisehåndtering i stedet havde kunnet give Nordens første karikaturkrise et helt andet forløb - uden på nogen måde at kompromittere ytringsfriheden.

Karikaturkrise 2, 2006

Et år efter den første karikaturkrise offentliggjorde Nyhedsavisen en video fra Dansk Folkepartis Ungdoms sommermøde, hvor unge partimedlemmer konkurrerede om at tegne den mest vulgære Muhammed-tegning (en af tegningerne viste Muhammed som en urinerende kamel, der drikker øl). Nyheden spredte sig naturligvis lynhurtigt til Mellemøsten - og det konfronterende reaktionsmønster, som karikaturkrise 1 havde banet vejen for, truede med at gentage sig.

Men denne gang reagerede den danske regering resolut og afdramatiserende. Ambassadører fik ikke smækket døren i næsen, tværtimod blev alle muslimske ambassadører i Danmark hurtigt inviteret til et møde med Udenrigsministeriets direktør, der orienterede om sagens sammenhæng, og statsministeren udsendte en pressemeddelelse, der tog skarp afstand fra Dansk Folkepartis Ungdom: "Deres smagløse optræden repræsenterer på ingen måde det danske folks eller unge danskeres syn på muslimer eller islam."

Krisen blev således afblæst, inden den overhovedet nåede at få momentum, og ingen kunne være i tvivl om, at der denne gang ikke var tale om en konfrontation mellem hele det officielle Danmark og alverdens muslimer i almindelighed.

Karikaturkrise 3, 2007

Senest har så den svenske kunstner, Lars Vilks i september 2007 skabt storm omkring sin tegning af Muhammed som hund.

Svenska Dagbladet erindrede ved den lejlighed om bogen Hur man blir samtidskonstnär på tre dagar, som Vilks er medforfatter af. Heri hedder det bl.a. om kunstneres selviscenesatte spin: "Vad som kan hända är att ett konstprojekt kan bli en allmänjournalistisk nyhet. Konstverket kan sägas temporärt övergå till en annan sfär, till nyhetsjournalistiken, som har andra värderingar än konstvärlden. Folk som annars inte yttrar sig om konst intervjuas i media, unga partiledare börjar uttala sig om konstens plats i samhället och det dyker upp retoriska kommentarer av kulturpolitiker som påtala vikten av att man inte ska förstöra konst och försvara vikten av yttrandefriheten. (...) Konstnärer som får medial uppmärksamhet bör genast ta tillvara dessa möjligheter och spinna vidare på dem. Men i regel får man öva upp sin skicklighet i hur man skapar medialt intresse kring sina projekt." (Citeret efter Svenska Dagbladet, 23.9.2007).

Man kan på baggrund af de to foregående karikaturkriser forestille sig, hvad der mon har udspillet sig bag de lukkede døre i den svenske regering, da man drøftede, hvordan man dog skulle reagere på Lars Vilks-sagen: Skulle man følge den danske regerings håndtering af karikaturkrise 1 eller 2?

Valget har næppe været vanskeligt. Den svenske regering tog ikke blot et møde med muslimske ambassadører, men valgte også i offentligheden at afdramatisere og afradikalisere en potentiel krise i stedet for at bidrage til dens eskalering.

Karikaturkrise 2 og 3 undgik derved at fremstå som et helt samfunds hån mod enhver muslim, fordi de blev håndteret diametralt modsat karikaturkrise 1.

Pointen er, at ytringsfriheden selvfølgelig ikke bliver kompromitteret af, at man afstår fra at heroisere propagandistisk hån af en hel befolkningsgruppe som i Jyllands-Postens tilfælde eller narcissistisk selviscenesættelse à la Vilks.

Muhammed-karikaturer som en særskilt genre for iscenesat hån gavner kun radikale islamister og yderligtgående islam-kritikere, der tilstræber en religionskonfrontation - men politikerne og vi andre kan selv bestemme, om vi vil fremme denne dagsorden eller ej.

Håndteringen af karikaturkrise 1 fremmede og radikaliserede afgjort hadet og konfrontationskursen, mens karikaturkrise 2 og 3 blev håndteret diplomatisk og afradikaliserende.

Derfor kan vi i to-året for karikaturkrise 1 reducere det positive udkomme af krisehåndteringen efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer til et skoleeksempel i, hvordan sådanne sager afgjort ikke skal håndteres, hvorimod karikaturkrise 2 og 3 viser, at vi let kan bevare ytringsfriheden intakt, samtidig med at vi både gennemskuer slet skjult propaganda og tager afstand fra dilettantiske kunstneres selviscenesættelse og islamisters hysteriske trusler.

[Ovenstående er den danske originalversion af et essay, der er blevet oversat og bragt i Dagens Nyheter]

Rune Engelbreth Larsen
Kilde: Dagens Nyheter, 24.10.2007