I den danske samfundsdebat er der gået selvsving i 'islamificeringen' af problemerne. Ralf Pittelkow er særlig grov, når han rask væk karakteriserer den ene side i et bandeopgør i Købenavn som »unge muslimer«, hvormed han allerede er i fuld gang med at manipulere med begreberne – og det er desværre en udbredt tendens.

Hvad er en muslim? Et menneske fra et land, hvor islam er den dominerende religion? Efterkommer fra et ikke-vestligt land? En knægt med gangster-attitude? En person, der har bekendt sig til den islamiske trosbekendelse? Det sidste må dog være et første minimum, ellers bliver det lige så meningsløst som at karakterisere enhver tyrk som »muslim« eller enhver dansker som »kristen«.

Hvis aktivister fra Ungdomshuset eller klubber med rygmærker er involveret i voldelige konflikter, taler vi jo heller ikke om »kristne bander«. Ikke fordi der ikke kan være kristne iblandt, men fordi vi ikke aner, hvor mange, og fordi »kristne« i den aktuelle sammenhæng er en alt andet end oplagt og redelig gruppekarakteristik. Og når hooligans går amok i slagsmål og hærværk, tordnes der heller ikke imod deres »kristne opdragelse«, hvorimod det straks skal gøres til noget særskilt »muslimsk«, når mørklødede unge er involveret i ballade.

Der er ganske enkelt intet som helst sagligt belæg for at karakterisere den ene side i Københavns bandekrig eller i kriminalitetsstatistikkerne generelt som »muslimer«, for den slags gøres slet ikke op efter trostilhørsfhold, ligesom det ville være absurd at kalde den anden side i bandekonflikten eller andre kriminelle for »kristne«.

Man kan undersøge overrepræsentationen af mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i de generelle kriminalitetsstatistikker, men så er det dét, vi ser på, ikke »muslimer«.

Og hvad siger statistikken så? At en ikke-vestlig overrepræsentation er påviselig – men spørgsmålet er blot, hvor dramatisk og uforklarlig den egentlig er? Lad os kigge på tallene.

I 'Indvandrere i Danmark 2008' fastslår Danmarks Statistik, at 87 pct. af al kriminalitet begås af personer med dansk oprindelse, mens indvandrere og efterkommere begår hhv. 11 og 2 pct. Standardiseres tallene efter alder og socioøkonomisk status, er kriminalitetsindekset for mænd med ikke-vestlig baggrund 146; kriminaliteten blandt disse borgere er altså gennemsnitligt 46 pct. (halvanden gang) højere end for hele den mandlige befolkning.

Hånden på hjertet: Tager vi i betragtning, at befolkningsgrupper med ikke-vestlig baggrund også rummer flygtningegrupper, der jo ikke alene er dårligt stillet socialt og økonomisk, men også ofte psykisk, og flere grupper af indvandrere, der også er mærket af at have familie i konfliktområder, og tilmed dagligt er genstand for konfliktfremmende stigmatisering i debatten, er en overrepræsentation i kriminalitetsindekset næppe så bemærkelsesværdig, som den gøres til.

Zoomer vi ind, fremgår det, at overrepræsentationen især gør sig gældende blandt unge mænd i aldersgruppen 15-29 år, hvorefter forskellene i forhold til kriminalitetshyppigheden blandt mænd med dansk oprindelse gradvis indsnævres.

Mest omtalt er vel det kriminalitetsindeks, der er opgjort efter national oprindelse, idet »ikke-vestlig baggrund« her udspecificeres. Nogle eksempler (standardiseret for alder og socioøkonomisk status): Libanon (208), Jugoslavien (198), Afghanistan (129), Danmark (98), Sverige (64), Polen (62), Filippinerne (59), Kina (37).

Sammenlignet med en mand af dansk oprindelse er der altså i Danmark lidt over dobbelt så stor sandsynlighed for, at en mand med libanesisk baggrund er kriminel. Hovedparten er imidlertid statsløse palæstinensere, dvs. at de har rødder i et område, der har været særlig præget af krig og konflikt gennem en lang årrække, og at mange givetvis har familie i flygtningelejre eller i besatte områder – hvilket ethvert normalt menneske naturligvis er både følelsesmæssigt og psykisk mærket af.

Det er således både tragisk og problemfremkaldende, men næppe synderligt uforklarligt eller uventet, at mennesker med en sådan baggrund er mere traumatiserede og mere kriminelle end gennemsnittet.

Tillad et tankeesperiment: Jylland er genstand for årtiers brutal konflikt, skoler og infrastruktur er enten bombet eller af særdeles ringe standard, flygtningelejre og fattigdom hører til dagens orden, og tusindvis af jyder er indvandret til Tyrkiet. Dårligt stillede, traumatiserede og med familiemedlemmer efterladt under trøstesløse udsigter i det jyske kaos – og de bliver mødt med mistillid og modvilje, ja, der går knap nok én dag, uden at en tyrkisk politiker eller debattør håner dem. Kriminelle jyder bliver til »kristne bander«, og der er hele partier og foreninger, hvis dagsorden er gennemsyret af antijydske erklæringer og udsagn, som de hamrer ud i offentligheden igen og igen.

Mon ikke kriminalitetsindekset blandt jyder kunne blive det dobbelte af normalen? Dermed selvfølgelig ikke være sagt, at der ikke også ville være kulturbestemte problemer, blot at det ville være misvisende at bagatellisere indflydelsesrige kræfters dæmonisering såvel som jydernes rodløshed og de særligt hårdkogte omstændigheder, som jyderne ville være betydeligt mere mærket af end gennemsnitsbefolkningen.

Så nej, jeg køber ikke den proportionsforvrængende overfokusering på kulturbaggrunden som årsagsfaktor par excellence. Og ser vi på statistikkens 'topscorere' under ét, er det slående, at der ofte er tale om lande, hvorfra der utvivlsomt er mange med familie og slægtninge i konfliktområder eller fra ringe kår, men derudover gælder det jo også, at indvandrere ingenlunde er ligeværdige borgere i Danmark, men tværtimod netop mødes med rettighedsunderskud og en voldsom politisk marginalisering, mistro og modvilje – hvilket det imidlertid er ved at blive et tabu at pointere i disse nypolitisk korrekte tider.

Der er oprigtig talt andre overraskende resultater af statistikken. Hvorfor er der f.eks. markant større sandsynlighed for, at en borger med dansk oprindelse er kriminel, end at en borger med kinesisk, polsk og filippinsk oprindelse er det?

Er »den danske mand« til sammenligning virkelig så forrået, på trods (eller på grund) af »den danske kultur«? Her ligger måske en fremtidig forskningsopgave?

Som sagt er der selvfølgelig kriminalitet og integrationsproblemer, der er kulturbestemte, men den alarmistiske propaganda om »muslimers« hårrejsende overrepræsentation er netop dét – propaganda. Med elastiske meta-kategorier og manipulerende proportionsforvrængninger iscenesættes en pseudofaglig, antimuslimsk pointe.

Indvandrerkritikere kan så yderligere trække »yndlingstal« ud af det overordnede materiale og f.eks. finde særlig marginaliserede unge mandlige grupper i storbyer som København, hvor kriminaliteten er endnu højere, men det gælder netop snævre mandlige og socialt marginaliserede grupper i de fleste storbyer, hvor bander og ghettoisering desværre ofte er virkeligheden – det er på ingen måde noget »muslimsk« træk.

Tænk, hvis antimuslimske talknusere skulle forklare den kolossale overrepræsentation af afroamerikanere i USA's kriminalitetsstatistikker? Skulle der blot være nogen konsistens i forhold til yndlingsforklaringerne herhjemme, måtte man jo insistere på en særlig ondskabsfuld »afroamerikansk kultur«?

Eller hvad med minoritetsgruppen mænd? Kriminaliteten ville nærmest svinde ind til et ubetydeligt minimum, hvis vi dog bare kunne komme af med os mænd, der altid farver kriminalitetsstatistikkerne kulsorte i modsætning til det smukke køn (uanset herkomst!).

Nej, lad os få besindelsen tilbage og konstatere, at de generelle danske samfundsproblemer næres af en bred vifte af faktorer, hvoraf socioøkonomiske forhold, uddannelsesniveau, diskrimination, rettighedsunderskud og kulturelle faktorer alt sammen indgår, og alt sammen skal samlet i spil i stedet for at skamride snævre populistiske og fordomsfremmende agendaer.

Rune Engelbreth / 6.4.2009
Kilde: Information, 3.4.2009