Der findes naturligvis en lang række positioner i ytringsfrihedsdebatten i Danmark.

Der findes Trykkefrihedsselskabet, der går ind for burkaforbud og hylder den hollandske politiker Geert Wilders, skønt han ønsker et trykkeforbud mod Koranen.

Der findes Dansk PEN, der forsvarer ytringsfriheden med en meget aktiv støtte til forfulgte forfattere og journalister verden over, og som i modsætning til Trykkefrihedsselskabet samtidig er kritisk over for propaganda under et skalkeskjul af 'ytringsfrihed', idet man forpligter sig til at gøre sit »yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had,« og »gå imod sådanne onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser af kendsgerninger« (PEN's charter).

Der findes Jyllands-Posten, hvis tidligere chefredaktør Carsten Juste efter avisens offentliggørelse af Muhammed-karikaturerne fastslog, at Danmark har en »ytringsfrihed, som vi ikke kan gradbøje« (JP, 8.11.2005), men tre år senere erkendte om sin egen avis' praksis: »Selvcensur udøver vi hver eneste dag.« (P1, 30.8.2008). Og som indrømmede, at Kurt Westergaard godt kunne mene, at hans »ytringsfrihed gang på gang var blevet krænket« af Jyllands-Posten – der ifølge tegnerens tidligere kollega, Flemming Chr. Nielsen, da også hyppigt har fået satiriske karikaturer af bl.a. amerikanske præsidenter afvist af avisens selvcensur.

Der findes Forsvarskommandoen, som krævede et forlag ransaget, journalisters adresser udleveret og en bog forbudt, indtil Politiken offentliggjorde manuskriptet, hvorefter regeringspolitikere stod i kø for at tage afstand fra avisens brug af sin presse- og ytringsfrihed.

Der findes Danmarks Radio og TV2, som gerne står vagt om ytringsfriheden, når det drejer sig om dæmoniserende karikaturer af Muhammed; men når journalister som Niels Giversen eller Kaare R. Skou benytter ytringsfriheden til at agere en smule magtafslørende, falder der brænde ned – »kildebeskyttelse« hedder det, men »regeringsbeskyttelse« er, hvad det er. Og vover nogen at efterspørge lidt »minoritetsbeskyttelse«, får de til gengæld dæmoniseringen lige i synet med 'ytringsfriheds'-stemplet.

Nu er der så kommet endnu en kreds, som vil kæmpe for ytringsfriheden: Fri Debat. Og truslerne mod ytringsfriheden har været (og er) markante nok, f.eks. fængselsstraffen til Frank Grevil og tiltalen mod Berlingske Tidende for at afsløre regeringens fiflen med efterretningsvurderinger af påståede masseødelæggelsesvåben; dødstrusler fra yderligtgående muslimske fundamentalister mod tegnere; eller Dansk Folkepartis tilbagevendende forbuds- og fyringskrav mod anderledestænkende og kritikere, for den sags skyld.

Fri Debat vil gerne være den upartiske stemme, der ikke tager hensyn til, om man er enig eller ej – »hele vejen rundt«, som Cepos' chefjurist Jacob Mchangama, forklarer det. Det er imidlertid vanskeligt at finde ret meget i Fri Debats teser, man kan være uenig i, og derfor er det konkretiseringerne, der hen ad vejen må vise kredsens berettigelse.

Udover at afskaffe blasfemiparagraffen, hvilket jeg også kun kan være enig i, vil man imidlertid afskaffe den såkaldte racismeparagraf. Problemet er, at den er en udløber af Danmarks konventionsbestemte forpligtelser, og at kritikken i alle tilfælde blot er at skyde gråspurve med kanoner. Dels bliver den næsten aldrig brugt, og dels er domstolenes sanktioner ekstremt minimale. Dens betydning for ytringsfrihedens begrænsning er med andre ord reelt ikke-eksisterende, og oppustningen heraf kan sløre væsentligere problemer.

Spørgsmålet er derfor, om kredsen også tør kritisere og tage afstand fra dæmoniserende ytringer (hvis ret til at blive ytret, man anerkender) eller vil risikere at blive reduceret til et forsvar for rå dæmonisering af etniske minoriteter? Hvis man nemlig ikke kender og anerkender truslen fra kollektivt negative stigmatiseringer af befolkningsmindretal og følgerne heraf, men tror, at massiv stereotyp hån og foragt fra magtfulde medier og politikere er sammenligneligt med den gængse polemik mellem nogenlunde ligeværdige meningsmodstandere, har man mistet blikket for betydningen af den kolossale skævhed i fordelingen af ytringsmagten. Endvidere har man frasagt sig de historiske erfaringer af dæmoniseringens effekter, som stimulerer og 'begrunder' ulighed for loven og diskrimination, for slet ikke at nævne de radikaliserede miljøer (og epoker), hvor propagandistisk stigmatisering af mindretal motiverer øget foragt, stigende klapjagt eller regulær vold.

Ethvert forsvar for ytringsfrihed må også tage højde herfor. Derfor hviler der et særligt ansvar på dem, der kæmper ytringsfrihedens sag, hvis de ikke blot skal havne i blindgyden som dæmoniseringens advokater.

Jeg håber, at det er et ansvar, som Fri Debat ikke vil være blinde for, og ser frem til at følge kredsens konkrete udmeldinger og prioriteringer i debatten.

Rune Engelbreth Larsen
Kilde: Politiken, 20.2.2010