Hvad – eller rettere hvem – er den danske stamme?

For ca. 125.000 år siden indvandrede de første mennesker til den del af verden, som mange årtusinder senere skulle komme til at hedde Jylland. Disse indvandrere var formodentlig neandertalere.

Den danske stamme er altså neandertalernes stamme.

De var her jo først, så det er vel uomgængeligt?

Og dog. I givet fald er den danske stamme for længst forsvundet og forstøvet, da neandertalerne uddøde for ca. 30.000 år siden.

Lad os så i stedet vende os imod vores egen art, Homo sapiens. Alle nulevende danskere nedstammer således fra vore fælles forfædre i Afrika for ca. 150.000 år siden.

Den danske stamme er altså afrikansk.

Og dog. Det er måske for generelt?

Den afrikanske stamme har trods alt spredt sig verden over, og det var efterkommere i Nordtyskland – nærmere bestemt de såkaldte Hamburgjægere – der for ca. 13.000 år siden indvandrede til vore breddegrader.

Den danske stamme er altså hamburgsk.

Og dog. Selv om disse indvandrere er landets første beboere efter istiden, har de selvfølgelig ikke kaldt sig »danskere«, og der var jo heller ikke noget, der hed »Danmark«, endsige noget samlet rige i landet.

Fra slutningen af 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet er der imidlertid en betydelig og ressourcekrævende anlægsaktivitet (f.eks. Danevirkevolden og Kanhavekanalen), der må have forudsat en stærk centralmagt allerede 2-3 århundreder før Harald Blåtand, og landet omtales som »Dania« ca. 710 og »Denamearc« ca. 890. Ifølge Lejrekrøniken er det navngivet efter Kong Dan, der var søn af en svensk konge i Uppsala, men mon ikke navnet snarere sigter til den stamme, der er kendt i skriftlige kilder fra det 6. århundrede som »danoi« og »dani« – altså danerne, der formodentlig også var svenskere, og som indvandrede allerede i 200-tallet.

Den danske stamme er altså svensk.

Eller hvad?

Historien afslører let, hvor misvisende forestillingen om en dansk stamme er, hvis vi overhovedet skal genanvende dette anakronistiske begreb.

Nogle af os er måske 60. generations-, andre 12. generations- og atter andre 3. generationsindvandrere, men der er ikke ét eneste menneske i dette land, som ikke har en forfader, der var indvandrer. Men om du har 2 eller 42 danske generationer bag dig, gør dig ikke på nogen måde mere eller mindre 'dansk' som individ, lige så lidt som det giver dig mere 'ret' i de værdier, du måtte trække ud af årtusinders historiske vrimmel som en selektivt forpligtende 'danskhed'.

De nationalistiske bestræbelser på at gennemtvinge noget sådant er præcis, hvad Karl Popper advarede imod i sit banebrydende værk, Det åbne samfund og dets fjender: »Dette er den kollektivistiske, stammebaserede, totalitaristiske moralteori: 'Godt er det, der er i min gruppes, eller i min stammes, eller i min stats interesse.'«

Konstruktionen af fiktionen om den danske stamme taler netop ensretningens kollektivistiske sag og har ikke andet formål end at stigmatisere og ekskludere nutidens indvandrere. I værste fald er den manipulatorisk og selektiv, i bedste fald gabende indholdstom – og i alle tilfælde propagandistisk. Og når det kommer til substsansen, kan Bertel Haarder & Søren Pind da heller ikke specificere deres stammefællesskab på anden måde end som ordinære selvfølgeligheder, når de skriver: »Der skal være lov og orden og stilles skarpt på krænkelser af børns rettigheder og kvinders selvbestemmelse.« (Politiken, 24.3.2011).

Javel. Men det er der bare intet som helst særegent 'dansk' over. Vores ligestillingsidealer, rettighedstænkning og magtdeling har franske, engelske og amerikanske rødder, vores mest udbredte religioner har mellemøstlige rødder, vores demokrati og filosofi har græske rødder.

Hvorfor ikke bare konstatere, at en dansker er et menneske, der bor i Danmark og føler sig som dansker, og at danskhed er summen af den til enhver tid herboende befolknings spraglede anskuelser, vaner, skikke og love?

Svaret er, at det vil Haarder & Pind ikke, for det kan de ikke profilere sig populistisk på. For når vi taler om konkrete mennesker og individer i stedet for generaliserende etiketter, forsvinder abstraktionens propagandapotentiale; og stammebegrebet og dets nationalistiske værdi-forpligtelse er og bliver rent propagandistisk humbug, også i hænderne på Haarder & Pind. Der findes ingen metafysisk danskhed for hverken 100.000, 1.000 eller 100 år siden, der er plantet i den danske muld eller hviler over landet som et evigt skyrige, og som skulle kunne 'forpligte' os til noget som helst ensrettende værdisæt i dag. Vi kan udmærket have forskellige værdier og leve i samme land og under samme lov.

Hvis vi endelig skal lære noget af historien (læs: fiktionen) om 'den danske stamme', er det, at den hele tiden forandrer sig – kun ét står derfor for alvor fast: Assimilation er dens eneste indiskutable modsætning.

Rune Engelbreth Larsen
Kilde: Politiken, 9.4.2011