Tager man udmeldinger før og under den seneste valgkamp for gode varer, er de fleste politikere enige om, at uarbejdsdygtige borgere bør blive hjulpet af det offentlige. Man kan skændes om ydelsernes niveau, men selvfølgelig skal der være hjælp som f.eks. førtidspension til dem, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Desværre er virkeligheden en ganske anden. Dette oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg for nylig var bisidder for en ven i en sag om førtidspension og fik sagsakterne til gennemlæsning. Her blev jeg vidne til en sagsbehandling af mildest talt rystende karakter, der nærmest giver indtryk af et system, som både er blottet for medmenneskelig empati og basal respekt for fagekspertise – og som vi senere skal se, er den sandsynligvis alt andet end enestående.

Men her følger først et sjældent indblik i en sag, de færreste politikere desværre selv har skyggen af førstehåndskendskab til:

Ansøgeren, som jeg blot vil kalde NN, er tidligere heroinmisbruger, har lidt af hepatitis C og er opereret for en lungetumor i 2003, hvorunder han fik fjernet halvdelen af den ene lunge. Han har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste tyve år, men fik i 2009 afslag på førtidspension for anden gang, til trods for en lang række entydige vurderinger fra fageksperter, der afviste hans muligheder på arbejdsmarkedet.

Allerede i 1997 fastslog en læge, at NN's »helbredsmæssige situation og almene forhold berettiger ham til pension, idet han på ingen måder, hverken nu eller i fremtiden, er egnet til arbejdsmarkedet«. Men to afslag og mere end et tiår senere må NN imidlertid ansøge for tredje gang, skønt vurderingen fra 1997 kun synes at være blevet bekræftet igen og igen.

Den 23. november 2010 konkluderer speciallæge i psykiatri, Kim Nalders: »NN er ikke i medikamentel behandling, men der kan ej heller peges på nogen form for behandling, der vil have en betydende effekt i forhold til funktions- og herigennem erhvervsevnen.«

Den 28. december 2010 fastslår læge Ebba Kirketerp: »Mange psykosociale problemer. Tror ikke aktivering er en realistisk mulighed.« Den 12. januar 2011 tilslutter lægekonsulent Klaus Arnung sig psykiaterens konklusion om, at ingen behandling vil have nogen betydelig effekt i forhold til erhvervsevnen. Den 24. maj 2011 konstaterer NN's sagsbehandler Maria Roder da også, at både de såkaldte statusattester og lægeskøn »vurderer alle, at man ikke kan forvente at få noget konstruktivt ud af endnu et afklaringsforløb, snarere vil der være en overhængende fare for en forværring af tilstanden«. Men trods en sådan »overhængende fare« konkluderer Roder to uger senere, at NN ikke er berettiget til førtidspension, idet hun henviser til en arbejdsprøvning på et IT-værksted »af fire ugers varighed i 2008«.

Spørgsmålet er, om sagsbehandleren overhovedet har læst sagsakterne? For det første var det ikke i 2008, men i 2007, at NN deltog i IT-kurset (med 50 procents fravær) – flere år før den aktuelle ansøgning – og for det andet 'glemmer' sagsbehandleren at bemærke, at hendes egne konklusioner står i skærende kontrast til konklusionerne fra forløbets tilknyttede socialrådgiver og psykolog.

I 2007 anså psykolog Kathrine E. Christensen det »ikke for realistisk, at NN har ressourcer, der kan anvendes i en arbejdsmæssig sammenhæng«, og socialrådgiver Hanne Andersen konkluderede samstemmende: »Vi kan således ikke pege på realistisk beskæftigelse, hverken på ordinære eller særlige vilkår.« Både psykologen og socialrådgiveren har haft flere lange samtaler med NN, men sagsbehandleren, som kun har mødt ham én eneste gang til en samtale i tyve minutter, underkender med et pennestrøg alle eksperter.

NN benytter sig derfor af sin ret til at kommentere indstillingen skriftligt og påpeger den lange række af vurderinger, der står i kontrast hertil, bl.a. Jobscenterets Førtidspensions Gruppe, der fandt det »dokumenteret, at NN ikke kan vende tilbage på arbejdsmarkedet«.

Men stakken af faglige afvisninger af NN's arbejdsevne kommenterer Maria Roder blot med én linje: »Kommentarer til partshøringen ændrer ikke ved min tidligere vurdering.«

Ikke ét argument. Det er magtarrogance, så det klodser – for at sige det ligeud.

Den 18. oktober overtager Socialcenter København alligevel samme konklusion og fastslår tilmed, at det »ikke kan udelukkes, at den rette medicinering kan have en vis effekt«.

Afslaget begrundes med andre ord nu psykiatrisk og medicinsk af sagsbehandlere, der selv er uden tilstrækkelig medicinsk og psykiatrisk ekspertise, og i klar modstrid med en psykiater, der har fagekspertise og allerede har afvist behandling. Men på trods af at sagsbehandleren har anerkendt en ekspertvurdering af, at en yderligere forlængelse af forløbet udgør en overhængende risiko for at forværre NN's tilstand, vil skrivebordssagsbehandlere altså ordinere piller.

Hvis ikke dét er uhyggeligt, ved jeg ikke, hvad der er uhyggeligt. Er det overhovedet lovligt? Hvis ikke, er en politianmeldelse af de pågældende så absolut på sin plads. Men hvis det vitterlig er lovligt, at ikke-medicinsk uddannede sagsbehandlere kan træffe kontrabeslutninger om medicinering, er det direkte kuldegysende.

Her lades reelt hånt om individers selvbevidsthed og integritet i en grad, der nærmest har totalitære træk. Det giver unægtelig anledning til refleksion over det offentliges bureaukratiske umyndiggørelse af borgere i almindelighed, hvilket stikker endnu dybere i socialsystemets labyrinter.

Borgerrådgiver i København, Johan Busse, modtog f.eks. i 2008 knap to tusind henvendelser, der førte til oprettelsen af næsten tusind skriftlige sager, hvor borgerne fik medhold i over halvdelen: »Den overordnede konklusion må være, at antallet af sager, der enten fejlbehandles, trækker ud, eller hvor borgerne behandles ubetænksomt, langtfra er tilfredsstillende. Der begås substantielle fejl, der ikke burde forekomme i så stort tal, som det er tilfældet.« (Politiken, 17.5.2009). I beretningen fra 2010 hedder det også, at »sagsbehandlingen og borgerbetjeningen kan forbedres væsentligt (...) for at undgå de mange fejl og mangler«.

Gad vide, hvor mange ressourcesvage klienter vi aldrig hører om, fordi de ikke har evnerne eller kræfterne til at klage og stå på deres ret eller lade deres stemme blive hørt offentligt? Gad vide, hvor mange af de tragiske episoder, hvor frustrerede sociale klienter går helt ned med flaget eller går amok, der er kulminationen på et sådant forløb?

Det kunne også siges om andre områder. Fagforeningen DJØF vurderer f.eks., at meningsløs aktivering er »mere reglen end undtagelsen« (Jp.dk, 25.5.2010). Bureaukratiseringen har for længst overgået noget, som klassiske dystopiske forfattere kunne udtænke – alene lovgrundlaget for de danske A-kasser fylder, hvad der svarer til en bog på 23.675 sider (jf. Min A-Kasse, 19.10.2011).

Treogtyvetusindsekshundredogfemoghalvfjerds sider. Det svarer til adskillige bibler eller et bindstærkt leksikon.

Ifølge en undersøgelse fra Min A-kasse mener 81 procent af danskerne, at de ledige udsættes for unødigt bureaukrati, og kun 14 procent er enige i, at mange aktiveringstilbud har en fornuftig kvalitet (september 2010). En undersøgelse fra Rigsrevisionen viser i 2010, at knap 10 milliarder kroner er blevet spildt på »ikke arbejdsmarkedsparate« ledige de foregående fire år (Berlingske, 14.10.2010).

Dertil er det kommet: kontrol og uværdig umyndiggørelse for milliarder uden anden effekt end kontrol og uværdig umyndiggørelse.

Professor Henning Jørgensen, der forsker i vilkår for ledige, har konstateret: »Beskæftigelsessystemet bliver i højere grad end tidligere opfattet som var det et DDR-regime.« (Avisen.dk, 6.9.2010). Jacob Mchangama fra CEPOS udtalte i en kritik af den personlige friheds tilbagegang det forgangne tiår, at det »går i høj grad ud over nogle af de svageste, eksempelvis førtidspensionisterne og dagpengemodtagerne, fordi prisen for at få de her velfærdsydelser er, at man bliver underlagt et stadig mere indsnævret kontrolregime« (Politiken.dk, 14.9.2011).

Er det ikke på tide at gøre op med dette formynderiske systems fornedrende kontrolmentalitet?

Nogle politikere og økonomer påpeger som bekendt, at vi om nogle år vil mangle arbejdskraft, hvilket andre afviser, men uanset farve og ideologi: Er det virkelig vanskeligt at blive politisk enige om, at når faguddannede eksperter vurderer, at et menneske ikke kan arbejde, så skal vedkommende ikke arbejde, og så træder velfærdssamfundet til?

Og er det virkelig for vanskeligt at blive enige om at afskaffe uværdige idiotkurser og den patroniserende aktiveringsmeningsløshed, der reducerer sådanne voksne mennesker til patologiserede klienter – og i øvrigt samtidig spare det offentlige for milliarder og titusindvis af borgere for kafkask umyndiggørelse?

Rune Engelbreth Larsen
Forkortet udgave trykt i Politiken, 3.12.2011