Forleden gik jeg verbalt amok på mit lokale rådhus. Mit humør fejlede ellers ikke noget, da jeg trådte ind for at få mit pas fornyet. Jeg medbragte et udfyldt ansøgningsskema, det gamle pas og et billede, som en ypperlig pressefotograf engang har taget af mig. Men da ekspedienten havde kastet et kort blik på fotografiet, erklærede hun, at det ikke kunne bruges.

Og her indledes mareridtet. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad der var galt med det billede, og tænkte på fotografen, der har fået internationale priser og fotograferet både statsledere og krigsscener. At levere et pasbillede til mig var hans mindste kunst. Vist kunne han ikke lave om på naturens luner, erkendte han, men han gjorde mig dog så tillidvækkende som muligt.

Nej, billedet var aldeles ubrugeligt, for man må ikke kunne se folks tænder på et pasbillede. Hvabehar? spurgte jeg. Må man ikke se mit afslappede smil? Nej, tænder må ikke være synlige. Det er et krav, som stilles af Justitsministeriet med henvisning til de retningslinier, som er udstukket af de amerikanske myndigheder.

Akut gik mit tilvante verdensbillede i opløsning. Jeg bad ekspedienten gentage sin indvending: »Man må ikke kunne se folks tænder på et pasbillede.« Jeg indrømmer, at jeg brugte grove ord. Rådhusets sikkerhedsvagter slentrede hen i vor nærhed. Jeg tænkte på, hvordan mit land er ved at forvandles til et stykke absurd teater, fordi nogen tror, der lurer terrorister alle vegne. Jeg bad om en rationel begrundelse for, at tænder nu er forbudt på et pasbillede. »Sådan er reglerne,« sagde ekspedienten. Jeg hidsede mig op, men til ingen nytte. Jeg kiggede indædt på mit eget smil, men måtte forlade rådhuset med uforrettet sag.

I et nærliggende supermarked fik jeg fremstillet et afskyeligt polaroidbillede. Man bad mig tage brillerne af, imens det blev taget, for ellers kunne der være risiko for reflekser. På resultatet ligner jeg Olof Palmes formodede morder. Og uden briller er jeg blind som en muldvarp, men på rådhuset blev det afskyelige portræt omgående godkendt som pasbillede.

Dybt rystet gik jeg hjem og forsøgte at genskabe en smule mening i en verden, hvor det er forbudt at smile så meget på et pasbillede, at ens overtænder bliver synlige. Jeg ringede til Justitsministeriet og bad om en forklaring, men den venlige jurist kendte ikke til begrundelsen for, at der er forbud mod tænder. »Sådan er reglerne,« sagde han, »men jeg er ikke klar over, hvorfor det forholder sig sådan.«

I min afmagt sidder jeg nu nat efter nat og kigger på de to billeder af mig selv. Når synet trætter mig, tager jeg det gamle familiealbum frem. Dér sidder min smilende bedstefar og min lige så smilende oldemor. Man aner konturerne af deres overtænder. Godt de er døde, for i det samfund, jeg lever i, kunne de ikke engang med det udseende få sig et pas. Man skal sidde med fast sammenpressede læber og ligne omslaget til et forbryderalbum.

Hvad er det dog, myndighederne har gjort ved vort land og hele verden, når man forbyder os at åbenbare vore tænder på et pas-fotografi? Da end ikke Justitsministeriet har en forklaring, findes der nok ingen, og vi må famle os frem i absurditetens mørke.

Flemming Chr. Nielsen
Faklen.dk, 24.5.2007