Medier og politikere har med stor succes bildt danskerne ind, at vi her i landet har ytringsfrihed.

Og da den er demokratiets gave til os alle sammen, skal vi naturligvis stå æresvagt omkring ytringsfriheden. Og vi skal slås for den, om det så gælder både betalingsbalancen og eksporten. Vi skal være rede til at gå i døden for den. Alt andet er usselrygges fejhed.

Hvor Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard derfor end gemmer sig, bør det være ham en trøst, at danskerne holder med ham. Intet sejrende landshold kan få større opbakning end den, der fra alle danske hjerter strømmer Kurt Westergaard i møde.

Også jeg holder med Kurt og ønsker ham alt godt. Kurt var min kollega på Jyllands-Posten i næsten tyve år, og han var – og er – en slider.

Aldrig har vist dansk dagspresse haft en så produktiv tegner. På fem minutter illustrerer han en kompliceret kronik og gør den spiselig. Han sætter modhager i en glat politiker. Han tegner også de sødeste piger.

Han er tillige en hyggelig, spidsfindig og skarpsindig mand, af temperament en mild og blød venstreorienteret, fuld af hån over for fortidens kinesiske og albanske udskejelser og lige så fuld af hån over for alt, hvad der smager af magtbrynde, og med et præcist blik for hulheden i magthaveres idealistiske attituder kontra deres personlige adfærd.

Nu er Kurt tilmed blevet symbolet på vores alle sammens ytringsfrihed, men selv om jeg ikke for tiden kan ringe til ham, forstår jeg på hans rundsendte udtalelser og det lune glimt i hans øje på frokostavisernes makabre spisesedler, at den jagede mand bare opfatter sig som en, der har udført sit arbejde. Han har med andre ord gjort, hvad der forventedes af ham, og han har fået sit honorar derfor.

Mordtruslerne er en ekstra og modbydelig omkostning. De er en pervers og ekstrem variant af nedslidning, asbestlunger, museskader, malersyndrom og så videre. Og med en langt hårdere straf for gerningsmændene. Kurt Westergaard er blevet arbejdsmiljøets paradoks. Han er hinsides Bedriftssundhedstjenestens regelsæt.

Men ytringsfrihedens symbol er Kurt Westergaard ikke. Han har ikke sin egen ytringsfrihed. Det har stort set ingen af os. Jo, frie kunstnere og forfattere har, hvis de tør bruge den af frygt for reaktionen i de kulturelle fonde og på forlagene. De arbejdsløse har også en slags ytringsfrihed.

Og kontanthjælpsmodtagerne. De to sidste grupper dog inden for snævre grænser. Der er ting, de ikke må sige, for så falder dagpengene og kontanthjælpen bort.

Den ledige må for eksempel ikke lade sig invitere til at tale i en offentlig forsamling eller sidde i et politisk panel. Han må ikke deltage i en valgkamp. Hvis han deltager i frivilligt og ulønnet arbejde, forudsætter det ifølge Arbejdsdirektoratet, at »der ikke er beskæftiget anden lønnet arbejdskraft, og at han straks afbryder sin aktivitet for at overtage arbejde, der måtte blive ham tilbudt«.

Kurt Westergaard kunne levere en mageløs tegning: Midt i sin flammende retorik modtager manden på tribunen og omgivet af de tusind tv-kameraer et arbejdstilbud. Man ser ham stolt stige ned fra den fri talerstol og overgive sig til samlebåndet.

Den ledige må heller ikke ytre sig i ubestilt bog- eller artikelform. Han må ikke nedskrive sine tanker med henblik på eventuel udgivelse, for man kan ikke både skrive og være arbejdssøgende. Hvis han ikke er en del af arbejdsmarkedets nærende vinranker, skal han i hver af årets 8.760 timer forsøge at kæmpe sig ind til den grødefulde saft. Han må i sit ingenmandsland kun være forfatter til ansøgninger.

Måske er det ret beset kun kunstnere og pensionister, der har ytringsfrihed. Pensionerede generaldirektører, overlæger og engang så pertentlige embedsmænd kan frit og resultatløst benytte sig af den.

Men hvad med alle os, der som Kurt Westergaard er på det såkaldte arbejdsmarked – og helst i alle døgnets 24 timer er solidariske med virksomheden, går med dens slips, kører i dens bil, spiser dens mad og deltager i dens fitness-kurser?

Vi gør bedst i at rulle slipset ud som en vajende fane og passe vores job. For har man nogen sinde hørt en medarbejder sige sin ærlige mening til chefen? Jo, men det kan koste jobbet, og klassiske skræmmeeksempler er Jussi Merklin og Frank Grevil, der ikke indbyder til da capo. Når man har det smidige begreb, der hedder samarbejdsvanskeligheder, skal en ædruelig arbejdsgiver selvsagt ikke i ytringsfrihedstider offentligt indrømme, at han begik et attentat på den formastelige på grund af hans ord.

For en del år siden så jeg skræmmebilledet udfolde sig for mig en regndiset eftermiddag i København. Jeg sad på et forlagskontor og interviewede for Jyllands-Posten den engelske samtidshistoriker Timothy Garton Ash. Han blev oprindeligt kendt og respekteret som den vesteuropæer, der på nærmeste hold overværede og skrev om den polske fagbevægelse Solidarnoscs fødsel i Gdansk, men denne gang var anledningen, at Garton Ash havde skrevet en bog om DDR-kommunismens forbrydelser.

Han fortalte om totalitarismens anatomi, og jeg skrev ned, men fornemmede også på ham, at han ikke til Jyllands-Posten gad repetere sin modvilje mod verdenshistoriens totalitære træk, og i den situation er det interviewerens opgave at sætte skub i sit offer: ikke med mere af fortidens gru, men eksempelvis med et alternativt spørgsmål om, hvad der eventuelt venter os.

Og mens duerne lettede på torvet, udmalede Timothy Garton Ash et grumt scenarie: at arbejdsgiverens magt kan blive total, at ingen medarbejder tør ytre sig, for inde i hans hoved snurrer den lange række af prioriteter, gælden på sommerhuset, gælden på bilen, udgiften til charterferien, opsparingen til alderdommen etc., etc.

Hvorfor da sætte hele sin fysiske kapital over styr med et uoverlagt ord? Vi kan derfor få, sagde Garton Ash, en disciplineret, afrettet, tavs og villig arbejdsstyrke, et samfund, hvor ingen tør ytre sig af frygt for brødet. Men samtidig en velstående og magelig verden uden sans for uret og uretfærdighed. Tilmed et univers, der priser sig lykkelig over at være fri for totalitaristiske tendenser.

Jeg aner ikke, om Garton Ash (som i dag er professor på Oxford) vil fastholde sin dengang for mig at se meget præcise analyse af den fremtid, vi risikerer at bevæge os ind i. Men man kan udmærket forestille sig, at fremtiden samtidig er et samfund, der vil juble over den ytringsfrihed, det bilder sig ind at have, og hvor det står os frit for at rase over muslimer, kommunister, outlaws og andre fredløse. Vi har lært, at ytringsfriheden er et enægget sværd. Den skal ikke rettes mod hvad som helst.

Måske derfor gjorde Kurt Westergaard i forbindelse med Muhammedtegningerne præcis, hvad arbejdsgiveren ønskede. Han skejede ikke ud som de freelancetegnere, der tillod sig at rette sværdet mod selve den opgave, Jyllands-Posten for fem hundrede kroner i honorar pr. mand havde stillet dem. Kurt tegnede for eksempel ikke en chefredaktør i en ydmygende og pinagtig situation.

Mulighederne herfor er selvfølgelig legio, for bag alle Frihedsbrevenes attituder adskiller chefredaktører sig ikke stort fra andre dødelige, men Kurt ved som alle andre, at sådan handler man ikke ustraffet.

Den form for ytringsfrihed vil de færreste redaktører med eller uden kultur finde sig i. Så falder dommen (og i dagspressens univers hedder den for eksempel overførsel til mindre kvalificerende og meriterende opgaver eller – i hvert fald som jeg husker Jyllands-Posten – forvisning til den straffebataljon, der hedder Navnenyt, hvor Kurt så kunne have tegnet portrætter af elskede jubilarer og afdøde samfundsstøtter).

For mange år siden var jeg tillidsmand på Kurt Westergaards arbejdsplads. Skidt med, at der var lige så mange brutale benspænd, som Lars Emil Johansen føler sig udsat for i Folketinget. Langt værre og dybt desillusionerende var Dansk Journalistforbunds indledende tillidsmandskursus. Vi terpede regler og cirkulærer og forhandlingstaktik, men som tragediens mørke bagtæppe bølgede dag, aften og nat en evig advarsel:

»Anfægt aldrig arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Det koster en omgående bortvisning«.

Kan man da ikke i en hyggelig og afslappet stund på chefens kontor stille spørgsmålet helt filosofisk og teoretisk og for eksempel med smil om munden citere Adam Smith, John Locke eller Karl Marx?

Eller for sjov referere en analyse af Garton Ash, som man tilfældigt blev gjort opmærksom på forleden dag. Eller spørge chefen, om han ikke kunne tænke sig en coach i fødselsdagsgave. Når manden med rævesmilet nu har budt på både en cigaret og et glas portvin som indledning til de hårde forhandlinger!

»Nej«, lød det hver gang fra Dansk Journalistforbunds ligblege og ved tanken skælvende kursusleder. »Det er den visse arbejdsdød bare at nærme sig ledelses- og fordelingsretten som emne for selv en rent akademisk debat. Det er at så tvivl om grundlæggende principper i vort demokrati. DET ER SELVMORD«.

Men når en apokalyptisk kursusleder kan fremmane arbejdsmæssigt selvmord som konsekvens af et simpelt spørgsmål, har vi så ytringsfrihed her i landet?

Pointen må være, at virksomheder og andre private institutioner og fonde har. De har ret til at ytre hvad som helst (men de gør klogt i at skele til bundlinjen), og de har ret til at fyre hvem som helst for den samme ytring. De kan ytre deres bekymring for den økonomiske udvikling. De kan mane til politisk handling. Den ansatte har ikke den ytringsret – jo, måske har han den, hvis han lyder som det forsinkede ekko af en højerestående røst.

Men generelt er den ansatte det arbejdsredskab, som virksomheden bruger til at udtrykke sin holdning. Han skal ikke selv fremkomme med nogen holdning. Han skal gøre sit arbejde, og det var sit arbejde, Kurt Westergaard udførte. Jyllands-Posten stillede ham den arbejdsopgave at illustrere, hvordan muslimer må være parat til at finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«, som kulturredaktør Flemming Rose skrev i sin ledsagende tekst.

Kan nogen teknisk manual tydeligere fortælle, hvad der ønskes? Nej, og Kurt Westergaard løste sin opgave perfekt og i fornemste Jyllands-Post-tradition, for den tradition kender Kurt Westergaard og hans formidable tuschpen ud og ind. Han ved af erfaring, at Muhammed med en bombe i turbanen ikke får et øje til at dirre i avisens cheflokaler, men at det aldrig går an at tegne præsident Bush som skydegal desperado og heller ikke gik med den forhenværende præsident Clinton som sexual maniac. Det er ikke i Jyllands-Postens interesse, for avisens læsere nyder ikke den slags hån, spot og latterliggørelse af amerikanske præsidenter.

Og hvis det må være mig tilladt at røbe en detalje, som illustrerer Kurt Westergaards generøsitet, gavmildhed og livsoverskud: Han ynder at tegne blomstrende og frodige kvinder med tre yppige bryster. Picasso er hans læremester. I sin himmel smiler den spanske mester huldsaligt til sin elev, men Jyllands-Posten vil ikke have tegninger af kvinder med tre bryster, for det er løsagtig omgang med virkeligheden i Viby J., og læserne bryder sig ikke om det.

Så Kurts generøse tegninger ligger i hans skuffer. Eller han flakker om med dem i sin mappe og forærer måske én af dem til en PET-agent.

Men Muhammed med en bombe i sin turban! Kurt Westergaard vidste, hvad arbejdsgiveren ønskede, og han leverede varen med sin pen. Sådan gør en samvittighedsfuld ansat, hvad enten han arbejder med pen, skovl, truck eller regnemaskine.

Men ytringsfrihed har tegneren, journalisten, arbejdsmanden, funktionæren og bogholderen sjældent, og hvis han har den, er det kun i form af sværdets ene æg. Ytringsfriheden er virksomhedens behov.

Ytringsfriheden er forklædt markedsanalyse. Og nationen står vagt om de 13 bogstaver i ordet ytringsfrihed. Og begejstret tror vi, at det er Kurt Westergaards ytringsfrihed, vi hylder. Men paradoksalt nok er han midt i den ideologiske triumf blevet til det, man engang i Sovjetunionen kaldte Arbejdets Helt. Og samtidig må han frygte for sit liv. Nogen vil for smed rette bager.

Eller som der står i Johan Herman Wessels digt: »Han bladrer i sin Lov omhyggelig; Men finder intet der for sig, Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager«.

Samme opfattelse som dommeren i Wessels vise har visse muslimer. Som hjemmegjorte danskere hylder vi hellere en verden, hvori markedsanalyse forveksles med ytringsfrihed. Derfor holder vi med Kurt. Derfor bakker vi ham op og slås for hans ytringsfrihed. Som Arbejdets Helt har han fortjent det.

Flemming Chr. Nielsen
Faklen.dk, 5.3.2008 / Kilde: Politiken, 28.2.2008