Kulturarv og værdier – det er noget Dansk Folkeparti og regeringen kan tale om i timevis. Det bliver til et univers af hjemstavn og tryghed. Det bliver til en drøm om fædreland og harmoni og mere og mere skingre stemmer, der kræver normalisering til en helt særlig dansk tankegang og en helt særlig og jovial og gemytlig dansk kristendom, der løber som en kædetråd igennem hele danmarkshistorien. Men måske skyldes de hæse råb, at vores verden er sandet til og kun omfatter, hvad der lige nu og i denne folketingssamling defineres som danskhed. Måske kender vi slet ikke vores egen historie og fortid.

Hvad så, når den uventet dukker op og viser os en anden virkelighed? Kan det slet ikke få os til at overveje perspektiver og historiske linier i stedet for, at vi klynger os til forargelsen? Eller skal vi kræve, at det går danmarkshistorien, lige som det gik Maria Mawla i Hjemmeværnet.

Forleden læste jeg i kulturhistorikeren Troels-Lunds kæmpeværk om Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede. Også deri er der minsandten tilhyllede kvinder, og pludselig stødte jeg også på datidens Danske Folkeparti.

Lyslevende og skrattende genopstod tillige Det konservative Folkeparti og det moderne Venstre i en horribel sag fra Ribe.

Kvinderne i Ribe havde fundet på at gå i sørgedragt. Faktisk blev sørgedragt den højeste mode i Ribe, så kvinderne gik rundt med en kåbe over hovedet. Også når de skulle til fest eller til altergang. I 1561 blev der derfor udstedt en forordning om, at det var forbudt at gå til altergang med en kåbe over hovedet. Begrundelsen var uhyre moderne, nemlig at man ikke kunne være sikker på, om der var bandsatte kvinder imellem de formummede altergæster, og bandsatte kvinder var dengang og nu og i myndighedernes øjne altid kvinder, der står i ledtog med onde kræfter, terrorister, fremmede guder, ja med Den Onde og Det Onde selv. Fiffigt nok fandt myndighederne på at alliere sig med det, der kaldes "de fornemste Dannekvinder." Og dannekvinderne, dvs. kvinder, der blev opfattet som brave og agtværdige, ja de bakkede selvfølgelig op om den tids nej-til-noget-om-hovedet, for også dengang var det let at finde en forarget Henriette Kjær og og en fnysende Lene Espersen.

Men desværre hjalp forbudet og de fornemste dannekvinders bistand ikke en døjt. Endnu flere kvinder i Ribe gav sig til at gå med kåbe over hovedet, og myndighederne varslede, at fra juledag 1607 skulle det være strengt forbudt. Hvis nogen kvinde alligevel vovede at gå med kåben over hovedet, havde bysvendene ordre til straks at rive den af hende og afkræve hende en bøde på 1 daler. Men kort efter 1607 havde kvinderne minsandten kåberne på hovedet igen. Opildnet af datidens Naser Khader'er og Jesper Langballe'r lod myndighederne udsende den desperate forordning, at bøden nu var på 10 rigsdaler. "Det var trange tider," skriver Troels-Lund, og han fortsætter: "Hvorledes kvinderne klarede sig og fandt ly, vides ikke. Men da de atter tittede frem for at se, om vejret havde bedaget sig, var det – med kåbe over hovedet."

Datidens internationale konflikter kom heldigvis kvinderne til hjælp. Myndighederne og deres allierede dannekvinder fik andet at tage sig af end kamp mod de tilhyllede.

Men da freden så var sluttet, og de sidste fjendtlige tropper havde forladt Ribe, blev der igen tid til magthavernes kamp mod fjenden i vor egen lejr. Ja, sådan kalder Troels-Lund med spydig ironi de formummede kvinder: "Fjenden i vor egen lejr." Og nu var det præsterne i Ribe, der bragte sagen frem. Søren Krarups forgængere klagede i året 1662 over, at når kvinderne ved altergang mødte med kåben oppe over hovedet, så ansigtet helt var skjult, kunne præsten kun med besvær finde munden på dem og give dem oblaten. Og når de kvinder, der skulde stå offentlig skrifte, mødte frem i samme formummede dragt, faldt en meget væsentlig del af straffen jo bort, fordi de ikke kunne mærke menighedens forargede blikke dybt ind i sjælen. Dansk Folkeparti, Venstre og Det konservative Folkeparti, nej undskyld: Øvrigheden selvfølgelig – den svarede præsterne, at fra myndighedernes side kunne de regne med al den assistence, de kunne ønske sig. Der ville blive slået hårdt ned på de formastelige og tilhyllede kvinder.

Når man altså kradser en smule i den forlorne danskhed, titter et helt andet billede af fortiden frem. Det er ikke noget kønt portræt. Det er et Danmark, hvor afvigere og normbrydere og hekse og tilhyllede kvinder er lige så forfulgte og jagtede som i dag. Det er ikke en moderne nyhed, at Danmark skal være pyntet og renset og prydet og fejet og luget. Men alt det skal vi helst fortrænge, for det strider mod kulturarven, lige som Maria Mawla strider mod Hjemmeværnet – og de kvinder i Ribe, der engang gik med kåbe over hovedet, ja, de stred imod kristendom og sædelighed og danskhed, for præsten kunne ikke finde munden på dem, og myndighederne kunne ikke se, om de stod i ledtog med Den Onde og derfor var hjemfalden til lovens strengeste straf.

Flemming Chr. Nielsen
Faklen.dk, 18.1.2010 / Modstandsradioen Danmarks Løver, 17.1.2010