'Den evige stad'? Rom er ikke evig; uforgængelighed, bestandighed, stabilitet, harmoni, fred, ro - klassiske og nutidige centrale betydninger af begrebet om evighed lige fra eleaterne og Platon -, det er ikke Rom anno 2003. I sin essentielle, aktuelle udviklingstendens lader Rom sig ikke kende som evig.

Rom er i dag langt snarere bevægelse, larm, forgængelighed.

Trafikken bevæger sig, langt hinsides hastighedsgrænsen på 50 km/t, uafladeligt, ustoppeligt, hidsigt, i døgndrift, massivt, med få centimeters mellemrum mellem køretøjerne, som én stor, smidig organisme, i op til otte spor igennem byen efter den mindste modstands princip, og det vil også sige tæt op ad de mange gyders hushjørner og om muligt i venstre vejbane. Det umulige skal desuden øjensynlig være muligt: trafik i begge retninger tillades i smalle gyder, hvor kun færdsel i én retning dog reelt synes ladsiggørlig.

Døgnet rundt er der støj i Rom, ikke mindst fra trafikken. Nej, Rom er ikke velsignet med nogen guddommelig ro. Rom sover ikke, Rom lader ikke hvilen falde på sig; Morfeus har forladt Pantheon.

I Roms gadebillede forsvinder alt så såre som det træder frem; foruden de motoriserede trafikanter i bil og på scooter gælder det mylderet af de gående, der sammenbidt kæmper indbyrdes om herredømmet over gågade, fortov og tilkæmpelige dele af kørebanen, kæmper om fordelen til ikke at skulle vige.

Skønhedstilbedende romerinders lange, spidse sko, der ville kunne bruges som våben i den standende karriere-kamp, er mode: de vil forsvinde, når en ny modebølge nu om et øjeblik skyller den gamle ud - og det ved de jo, modens skabere så vel som dens bærere.

Forgængeligheden og den sociale disharmoni udstilles også igennem de talrige betlere, der med deres sølle benstumper så at sige er vidner om et liv i et samfund, der æder sine medlemmer nede fra og op. De svageste, nuvel; men efter de svageste svage kommer utvivlsomt turen til de næstsvageste svage - altså den følgelig nye kategori af svageste - indtil samfundet har fortæret sig selv, lige som bedstefaderen i den gamle revyvise:

’Min bedstefar,

han men’skeæder var,

hans endeligt var trist,

han åd sig selv til sidst’.

Rom synes på den måde at være en af dette årtis vestlige hovedstæder; her ses væsentlige udviklingstendenser i denne del af verden i mere udpræget form og grad end mange andre steder.

- I Rom, hvortil turiststrømmen i dag er meget betydelig, udgøres den objektive tiltrækningskraft på turisten imidlertid i høj grad af middelalderen og vel især antikken og barokken. Vil man opleve renæssancen, går rejsen snarere til Norditalien, til Firenze og andre steder, medmindre vi taler om den klerikalt styrede renæssance, og vil man opleve det mere moderne, så er det ikke mindst Paris, London og New York. Rom er væsentligt historie for turisten, er intimt forbundet med den europæiske civilisations oprindelige historie. Rom står for en art oprindelse eller oprindelighed.

Selv har jeg det nu sådan med den italienske barok, således som den blandt andet fremtræder i romerske kirkers facader, at den først og fremmest byder mig imod. Dens dyrkelse af de store og oppustede former, ja rent ud af det kolossale, dens åbenlyse PR-virksomhed for pavekirkens umådelige styrke og dens iver efter at forvirre beskueren med sin overlæssethed i den overordnede hensigt at hensætte ham i afmægtighed, reducere hans individuelle betydning i forhold til den alvidende og almægtige guds og eliminere hans subjektive erkendelseskraft - en eliminering begrundet i alt det forvirrende - er hæslig, for ikke at sige fyldt med iboende løgn. Det vil ikke være forkert at kalde det barbari, men ganske vist i stramme moralske, civiliserede tøjler, i det mindste når talen er om hensigten i forhold til undersåtterne. De foresatte, af guden indsatte, med pontifex maximus i spidsen kunne tage det mere afslappet, hvad angår det civiliserede; så indlysende var gudens agt jo immervæk heller ikke i det desorienterende dennesidige.

Også i den romerske antik finder man kolossal-stilen, megalomanien og barbariet, men dog i ren, mere gennemskuelig, klassisk og ufordækt form. Således det fantastiske Pantheon, der skulle rumme alle guder, hverken mere eller mindre, samt triumfbuerne og Colosseum. Her udstiller overbevisningen om den renlivede magt i Menneskehedens - mere end de enkelte individers - tjeneste sig.

Helt entydigt er det dog ikke, hvilken socialpsykologisk tendens, de seneste års almene hang til Rom, strømmen af turister imod og i Rom, er udtryk for. Den fremherskende tendens synes, som antydet, klart forbundet med et slet ikke nødvendigvis bevidst ønske om at komme ’back to basics’ i den betydning, at man ønsker at underkaste sig enorme, uovervindelige, uigennemskuelige, traditionelle magter, udøvere af orden - magter af en type svarende til dem, som regerede og huserede i den vestlige civilisations mindre civiliserede fortid og tidligere endnu, og hvis efterladenskaber i nutidens Rom let lader sig forene med dette ønske, uden besvær lader sig tyde som udtryk for stærke ordensmagter. En indikation, som man ikke skal se bort fra, på dette ønske er det uden tvivl, at en religiøs trend synes at vinde indpas, også i det danske samfund. Dertil kommer, at den sociale og individuelle utryghed og angst er påtagelig hos mange mennesker, og endvidere fortæller en herskende ideologi, at samfundet af i dag er umådelig kompliceret og uigennemskueligt. Ja, kompleksitet er på det nærmeste et nøgleord for afmagten og for afmagtens ideologer. Store, intentionelt uindskrænkede og grænseløse erhvervsforetagender og tilsvarende overstatslige institutioner og måske fusionen af dem giver i dag klart skin af at være mest oplagte kandidater til at være de frelsende magter, der kan minimere uoverskueligheden og gøre menneskene, ikke mindst i den vestlige verden, stærkere. Sådan som de romerske kejsere og paver var de mest oplagte kandidater fordums, hvis aktuelle magt jo imidlertid ret beset er enten ikke eksisterende eller temmelig illusorisk.

Og det er i virkeligheden noget med denne form for moderne virksomheder så at sige kongenialt, man umiddelbart får, når man i dag besøger Rom: et neofuturistisk billede af robust og vedholdende kraft og styrke overdeterminerer, overlejrer i dag som en slags tids- og stedsånd indtrykket af Rom. Den sammenhæng, som de antikke og barokke værker i dag indgår i, er en anden end på tilblivelsestidspunktet: den neofuturistiske verden er dagens verden; den bestemmer også fundamentalt byen samt perceptionen af den og dens bygninger mv.. Således indgår barokkirkerne uproblematisk i det på moderne vis prægede gadebillede, for ikke at tale om i ikke mindst romernes dagligdag, og broerne - de ældste er fra før vor tidsregning - over Tiberen er alle moderniserede og spidsbelastet fungerende færdselsårer i byen.

Denne sammenhæng svarer i princippet til den mentalitet, som de tilrejsende vesterlændinge kommer til staden med: denne mentalitet ser primært menneskenes sociale sikkerhed som afhængig af det højteknologiske samfund og dets frembringelser, og oplevelsen af det gamle bekræfter og styrker – og bevidstgør eventuelt i højere grad – blot dette sikkerheds- og ordensønske, idet den højteknologiske samfundsorden under indtryk heraf ønskes mere præget af, hvad der svarer til gamle magtformer, hvis hensyn til individerne jo klart var underlagt hensynet til kollektivet. En pointe her er det imidlertid, at disse gamle magtformer ikke er noget, som er væsentligt fremmed for det nye, højteknologiske samfund, og som i givet fald skal tilføres disse udefra; de er det højteknologiske samfunds udviklingslogik iboende: beherskelsen af omverdenen igennem målrettet, uophørlig, massiv og intens (arbejds)aktivitet er teknologiens eget formål – et formål, der netop forudsætter sådan noget som styring fra oven og kollektiv bevidsthed, kollektiv tankegang hos undersåtterne.

Der tales her om neofuturistisk ånd i betydningen dyrkelse af bevægelse, af dynamik, af det motoriserede liv, af hurtige biler og foragt for hastighedsgrænser, dyrkelse af styrke og kraft - de facto ikke mindst arbejdets - og foragt for svaghed. Det futuristiske Rom og dets frenetiske aktivitet er således i intentionen på vej til at eliminere tiden og på den måde jo, ad omveje, på vej ind i en art evighed, på vej til paradoksalt og fordrejet at realisere den evige stad: ligesom flypassagerens - ’den potenserede bilist’, så at sige bilistens forbillede i denne henseende - skal bilistens og de øvrige motoriserede gadetrafikanters rejsetid i fremtiden blive lig nul, dette er den i dag ustandseligt igangværende bestræbelse i Rom. Intet må tilsyneladende tage tid i Rom. (Men mærk vel: neofuturismens ’evighed’ kan - trods det, at den immervæk også er en svag mindelse om fortidens gode håb - kaldes en skinevighed, en den ustandselige bevægelses evighed eller også en tidens og det tidsliges udslettethed eller intethed (hvilken sidste jo rigtignok ligner en arv fra kristendommen), i hvert fald langt fra Kants ideal om en jordisk evig fred mellem alle mennesker).

Ganske vist er den Rom-rejsendes stræben, i det omfang den er neofuturistisk bestemt, efter det oprindelige også hans bestræbelse hen imod vedvarende ro og fred; men i det neofuturistiske, ’moderne’ Rom får man et lærestykke i, hvad denne stræben i virkeligheden let resulterer i, nemlig forsøget på ad højhastighedens vej at ophæve tiden og altså ikke forsøget på i tidens element at fremme menneskenes sociale forsoning. Den neofuturistiske stræben er rigtignok også bestræbelsen hen imod sikkerhed og tryghed, men i sin ’moderne’ form altså tendentielt igennem uhæmmet kraft- og styrkeudfoldelse.

Rejsen tilbage til det oprindelige kan let og uden tvivl med megen ret tolkes som havende sin grund i ønsket om at få svar på aktuelle spørgsmål og problemer ved at opsøge gammel visdom; men de svar, som de tilrejsende spørgende får - ja, allerede de spørgsmål, som de stiller, foruden de svar, som de i realiteten efterspørger -, bades i lyset af nutidig, ikke mindst jeg-svag, bevidsthed og de overlejrende nutidige problemstilinger: en længsel efter styrke, tryghed og fællesskabets hjælp terminerer i råbet efter en monopolistisk, teknologitilbedende, kritikoverfølsom, autokratisk leder som Berlusconi eller noget tilsvarende, der gerne kan tage sig yderst demokratisk ud. Antikkens og barokkens tydelighed på de adspurgte punkter kan let befordre eller styrke en neofuturistisk bevidsthed hos den Rom-rejsende.

Når det modernes indhold af utidssvarende samfundsmæssigt og filosofisk gods - i lighed med det, der her er beskrevet - tager politisk og ideologisk overhånd, så har man, blandt andre Walter Benjamin, talt om dette moderne som det arkaisk moderne. Det arkaisk moderne truer i dag ikke blot i Rom og Italien, men i hele den vestlige verden.

Men immervæk, trods hin fremherskende tendens: dagens hang til Rom er ikke uden forbindelse til den fred mellem mennesker, som romerrigets pax Romana dybest set ville, og som romerkirken forjætter sammen med Guds velbehag i mennesker, eller med et trods alt mere sekulært ordvalg: sammen med menneskenes indbyrdes forsoning. Individernes fri sammenslutning ligger imidlertid i dag i den vestlige verden underdrejet som følge af, set i forhold til enkeltmenneskene, rent ydre økonomiske love sådan som fleksibilitetens, tilpasningen til det vareproducerende og teknologidyrkende samfund. Men flugten fra denne de såkaldt frie samfunds junglelov, tilbage til førmoderne antikt og middelalderligt-barokt quasi-barbari, medfører blot et ekstremt potenseret tilpasningskrav.

Lykkelig den dag, da Rom ville blive en utvetydig metafor for sand fred og forsoning, hvilket den måske mere end nogen anden by i Europa har mulighed for. Først den dag kan Roms forbilledlige agile vitalitet betragtes uden skepsis.

Poul Ferland
Faklen.dk, oktober 2003