Det tog lidt tid, før jeg rigtig kom i gang med det her år. 1. januar var vanen tro sådan lidt træt i det, og derefter lå jeg brak med influenza nogle dage. Da jeg så endelig var blevet et opretstående og sansende menneske, opdagede jeg, at det altoverskyggende tema åbenbart var knive. Der er åbenbart nogle, der går og stikker dem i andre folk, og det udløser en massiv, folkelig reaktion. Den er skåret over samme læst som i tilfælde af kræft, terrorisme eller østeuropæisk dominans i Melodi Grand Prix: 1) Det er for dårligt, og 2) derfor må der gøres noget. Politikere kræver indgreb, medierne laver voxpops blandt Gud, hvermand og en kanariefugl, og menigmand griber til vore dages førende, folkelige pressionsmiddel og opretter grupper på Facebook.

I denne opkogte atmosfære tør jeg næsten ikke fremstamme min tilståelse, men det er trods alt en chance for at vise, at jeg er en mand med modet til at stå ved min belastede fortid, så her kommer det: Ja, jeg har gået med kniv. Gennem det meste af min barndom og et pænt stykke ind i mine videregående studieår har en kniv været en fast og naturlig del af min daglige påklædning.

Og hvorfor så det? Ja, altså, det er i bund og grund en del af min opdragelse, at man da naturligvis har en kniv på sig. Det har man bare, ellers mangler der noget. Men det er selvfølgelig også fordi den er anvendelig. Man kan skære dårlige dele af et æble væk, man kan flække nødder, man kan skære en pind af og til, hvis man skal bruge en pind til noget, man kan spidse blyanter, man kan åbne breve. Nåja, man kan også stikke den i folk, hvis de kommer på tværs af én, men det har jeg nu aldrig gjort. Jeg undgår at komme i klammeri med folk, og hvis det alligevel skulle komme så vidt, ville jeg aldrig have brugt en kniv mod dem. Ikke fordi jeg ville have skrupler ved at lemlæste en eller anden idiot, der ville pande mig ned, men fordi jeg ville være bange for, at kniven ville ende med at blive brugt mod mig selv. Desuden ville den foldekniv, jeg gik rundt med, være temmelig elendig til at stikke folk ned med. Den var udformet sådan, at den med stor sandsynlighed ville lukke sig sammen om mine egne knoer, hvis jeg forsøgte at bruge den som stikvåben.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har gået med kniv. Jeg bor i byen, og selv om der er de lækreste æbler på træerne i mit kvarter, er det ikke tilrådeligt at spise af dem, da jorden ikke består af jord, men af tjære og tungmetaller. Jeg har heller ikke rigtig brug for at snitte i pinde, og jeg ville sikkert også blive uvenner med parkforvaltningen, hvis jeg forsøgte den slags. Hvad breve angår, så kan man jo ikke åbne en email med en kniv, og de få papirbreve, jeg modtager, har det med at være regninger eller kontoudtog. Dem har jeg ikke så skidetravlt med at få åbnet, at jeg ligefrem behøver at have et redskab på mig.

Der er med andre ord ikke så forfærdelig meget, jeg kunne bruge en kniv til i det daglige, andet end at stikke folk ned med, og det er som nævnt ikke noget, jeg rigtig gør i. Hvis jeg skulle stikke i folk, skulle det være med et ordentligt våben - sådan ét, man kan bære stolt og åbenlyst ved sin side for at vise, at man er en mand af ære, der modtager enhver fornærmelse med en udfordring til duel ved daggry. Den slags ville nok hurtigt vække anstød i nattelivet, så i øjeblikket går jeg knivløs - og dermed ifølge min opdragelse halvnøgen - gennem tilværelsen, som en ægte mønsterborger. Men måske man skulle oprette en Facebook-gruppe for retten til at bære sværd?

Christoffer Gertz Bech / Kilde: Cegebe-Urban, 17.1.2008