Det, der slap ind
Forårsudstillingen på Charlottenborg er der, hvor det sker. OK, ikke 'det' i allerbredeste forstand, der er hverken bodytequila eller traktortræk, men det er der, hvor man ser, hvad der virkelig er fremme i skoene lige nu inden for Kunsten med stort K, udvalgt af dem, der skønnes at have forstand på den slags. Tusindvis af værker bliver sendt ind af håbefulde kunstnere, og en censurkomité udvælger en lille håndfuld til fremvisning i de hellige haller. I dag blev dørene så åbnet for årets store brag, og jeg var på pletten for at se, hvad der tæller som Da Shit årgang 2008.

Det er ikke småting, vi er vidne til, hvis man skal tro på biksens hjemmeside - "Forårsudstillingen er blevet genfødt", står der. Intet mindre. Det hænger vistnok på en eller anden måde sammen med, at man nu er begyndt at kalde Charlottenborg for en "kunsthal" i stedet for "udstillingsbygning", noget, der skal signalere nye boller på suppen i den helt store stil. En gut ved navn Karim Rashid er blevet beamet ind for at stå i spidsen for det hele. Jeg har ikke hørt om ham før, men det siges, at han er en internationalt kendt designer, så det er nok bare mig, der er utilgiveligt provinsiel.

Det skinner nok igennem, at jeg ikke er voldsomt imponeret. Når man snakker så meget om, hvor helt anderledes og fantastisk det er, får jeg gerne en grum mistanke om, at det meste krudt er brugt netop på snak, og selve udstillingen har egentlig bare bestyrket den mistanke. Normalt er sådan en censureret udstilling en blandet landhandel af stort og småt, godt og skidt. Der plejer at være noget, jeg synes er noget bras, noget, der er godt og noget midt imellem. Nogle gange lader der til at være en eller anden rød tråd i, hvad der er udvalgt, nogle gange er det hulter til bulter.

På ét punkt er udstillingen i år virkelig anderledes end de fleste andre af slagsen: I modsætning til alle de rodebutikker, jeg har set, kan jeg her rent faktisk sammenfatte min mening om hele udstillingen som sådan. Sammenfatningen består i et gab. Det er simpelt hen kedeligt.

Udstillinger er ved at gå hen og blive en kunstart i sig selv, eller det er der i hvert fald nogle, der åbenbart mener, at det skal være. Kuratorer og andet godtfolk snakker Fanden et øre af om, hvordan værkerne lizzom zkal være et zamlet udtryk for noen tendenzer, men altså - herre Jemini. Fri mig for al det dér og fyld hytten op med revl og krat uden videre snak. Jeg vil sgu have noget for mine penge.

Nå. Men hvad var der så? Ja, som en del af al nytænkningen var udstillingen også åbnet for sådan noget som mode og design, så der var både kjoler og alle mulige ting med mere eller mindre gennemskuelig brugsværdi. Ind imellem var der så de obligatoriske videoer, fotografier og, nåja, sørme også lidt malerier.

Når det gælder kunst, er det først og fremmest maleri, jeg er interesseret i. Det er ikke fordi jeg mener, at det er den fineste eller rigtigste eller eneste kunstart, men det er det, der helt umiddelbart siger mig mest, så det er der, min interesse først og fremmest samler sig. Det, der var kommet med her, var sgu en tynd kop te. Én havde bemalet en række lærreder, så de så ud som kassettebånd i overstørrelse. Hø, hø, sjov idé, hverken mere eller mindre. Så var der sådan lidt mere eller mindre abstrakt halløj rundt omkring med lidt farver og striber, den slags, der som regel er meget pænt og lidt kedsommeligt. Det var det også her, bare lidt mere kedsommeligt, end den slags plejer at være.

Værker, der ikke er malerier, skal gøre lidt mere for at fange min interesse, men det kan selvfølgelig lade sig gøre. Antikke skulpturer og Ingvar Cronhammers monstrøse tingester kan. Her på udstillingen var der ikke rigtig noget, der kunne. Der var en stor kasse med et halvgennemsigtigt spejl, så kunne man stå der og se sig selv i spejlet, og alle dem på den anden side kunne også se én, og efter lidt tid kunne man også se dem. Jaja, så kan man jo altid bruge det som anledning til lidt bodegafilosofi om det fremmedgjorte menneske og vores blik på hinanden. Det er bare ikke rigtig noget, der giver den dér whauw-fornemmelse, som er min lettere uhåndgribelige, men yderst pålidelige prøve for, hvornår noget er god kunst.

Nu ligger det sådan, at nogle af de miskendte genier, der ikke er kommet gennem censuren, har fået den oplagte idé at arrangere en udstilling af de kasserede værker under overskriften "Charlottenborg Uden Filter". Det er i Prøvehallen i Valby, og dér har jeg tænkt mig at trisse forbi i morgen.

Det er nok på sin plads lige at bemærke, at jeg ikke selv har haft noget sendt ind til Forårsudstillingen i år. Ovenstående galde er altså ikke noget med sure rønnebær - det er en helt ordinær, gnaven anmeldelse.

Det, der ikke slap ind
Hvis man skulle have sig et billigt grin i 1800-tallets Paris, kunne man gå på "Salon des Refusés", de kasseredes salon. Det var her, man udstillede de værker, som ikke var sluppet gennem nåleøjet til Salon de Paris, akademiets officielle udstilling, og nogle af dem var tydeligvis malet af fuldstændig talentløse galninge, blandt andet dem, som man nedladende kaldte "impressionister". Det var i hvert fald holdningen dengang, i dag er vinden vendt, og impressionisterne er avantgardens helte, mens "akademimalerne" er de bagstræberiske og reaktionære skurke.

Der er jo så nogle lyse hoveder, der har fundet ud af, at idéen med en "Salon des Refusés" er for god til at lade ligge. Dagens Danmarks svar på Parisersalonen er selvfølgelig Forårsudstillingen på Charlottenborg; i år var der 1124, der sendte værker ind, og heraf slap 90 gennem nåleøjet. Der er altså rigeligt med kasserede kunstnere at tage af, og en del af dem har i den forgangne weekend fyldt Prøvehallen i Valby med afviste værker.

Som mere end antydet i det foregående indlæg er min begejstring over årets Forårsudstilling til at overse. Betyder det så, at de virkelige genialiteter er at finde blandt de kasserede værker, og at situationen i dag er sådan som vi har lært, at vi skal opfatte den i 1800-tallets Frankrig - med et forstokket og bagstræberisk akademi, der hverken kan eller vil acceptere morgendagens mesterværker?

Det er selvfølgelig ikke noget, jeg sådan lige kan afgøre. Hvis jeg kunne forudse, hvad der om et halvt århundrede kommer til at tælle som det virkelig hotte shit, var det bare om at komme ud og købe det og dermed sikre mig selv en alderdom i uanstændig luksus. Jeg kunne såmænd også godt forestille mig, at nogle af deltagerne på "Charlottenborg Uden Filter" - som udstillingen i Prøvehallen hedder - i en eller anden grad er fyldt af retfærdig harme over de indskrænkede paphoveder i censurkomitéen, der ikke kan genkende århundredets værk, når de får det lige i synet. Det er for så vidt en meget forståelig følelse; jeg kender den fra mig selv, når jeg har prøvet at sende ting ind uden at få det antaget. På den anden side må jeg også i bagklogskabens lys erkende, at det ikke nødvendigvis er fordi censorerne er idioter, at mine værker blev kasseret. Det kunne også være, at de bare ikke var gode nok.

Jeg vover det ene øje og hævder, at det over én kam kan siges om alt det, der har været udstillet i Prøvehallen her i weekenden. Der var en masse, der da var meget pænt og sådan, men min hovedfornemmelse var nu stadig et aftenskolehold af glade amatører.

I forhold til den rigtige Forårsudstilling var der en massiv overvægt af malerier. Farve smurt på lærred på god, gammeldags manér. De fleste var i det, der lader til i ret høj grad at være tidens stil på det område - en god gang farver & striber, tilsat lidt mere eller mindre stiliserede silhuetter eller omrids af mennesker, bygninger, cykler eller whatever. Den slags er tit ganske flot, og det kan være ret imponerende at se, hvordan mange af stilens udøvere kan få en temmelig kaotisk gang streger og firkanter til på en eller anden måde at spille sammen. Samtidig er det dog ret sjældent, at jeg har set værker af den slags, der virkelig har ramt mig som en forhammer i mellemgulvet, så min underkæbe bare ligger og roder i gulvhøjde, mens jeg mærker det tætteste man kan komme på en orgasme gennem øjnene.

Nej, jeg tror ikke, at morgendagens genier skal findes på denne nudanske udgave af Salon des Refusés. På den anden side er udstillingen inde på Charlottenborg ikke et hak mere interessant.

Christoffer Gertz Bech
Kilde: Cegebe-Urban, 12-13.4.2008