Jeg kan lige så godt tilstå det først som sidst: Ja, jeg udøver selvcensur.

Som tegner har jeg da spekuleret lidt på, hvad jeg ville have gjort, hvis Jyllands-Posten i sin tid havde bedt mig om at bidrage med en tegning af profeten Muhammed. Jeg er nået til den konklusion, at jeg ville have takket nej.

Det er der flere grunde til. Jeg har ikke noget problem med at overtræde et billedforbud hos en religion, der ikke er min, men jeg ville ikke gide at være med til en barnagtig omgang provokation for provokationens skyld, og det er, hvad Jyllands-Postens initiativ efter min mening var: En møgunge, der insisterede på at råbe pisselortekusse til tante Carlas begravelse og efterfølgende blev tøsefornærmet over at få et par på skrinet.

Men, lad mig bare indrømme det ganske åbenlyst: Først og fremmest ville jeg være bange for konsekvenserne. Og af den grund, mere end nogen anden, har jeg ikke lyst til at tegne profeten Muhammed.

Det er såmænd ikke så meget de gale fundamentalister, jeg ville være bange for. Hvis et fjols stræber mig efter livet på grund af noget, jeg har gjort, og som jeg selv kan stå ved, vil jeg sådan set tage det som en ære. Nej, det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Hvis jeg lavede en provokerende tegning af profeten Muhammed, ville jeg blive taget til indtægt for en sag, der handler om at oppiske en hadefuld og konfrontatorisk stemning mod en masse folk, som jeg ikke har noget udestående med. Jeg ville være blevet hyldet som en helt af Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og hele det øvrige sammenrend af klaphatte, hvis hele livsindhold består i at hakke på alt, hvad der har med islam at gøre. Tanken om et skulderklap fra Lars Hedegaard gør mig mere bange end hundrede øksemordere og bombemænd.

Derfor udøver jeg selvcensur.

Christoffer Gertz Bech
Kilde: Cegebe, 12.1.2010