Faklen.dk bringer her den tale, som forfatteren Gordon Inc holdt til en demonstration i København, lørdag den 31. marts 2007, hvor han opfordrede til ikke-voldelig guerilla-krig mod den omsiggribende normalisering af Danmark:
Velkommen alle sammen!
Jeg hedder Gordon Inc og hvis dette var en starwars-film eller eventyr kunne den starte sådan: For længe længe siden i en fjern fjern galakse langt langt borte lå der et land der hed Danmark og en by det hed København.
Kbh. havde fristeder som hed Ungdomhuset og Christiania men imperiet eller flertallet eller de små tyranner der lavede syntes at det var en dårlig ide at der var nogen der afveg alt for meget fra de andre, og de bekæmpede mangfoldigheden med alle midler.
Egentlig var det underligt at de gjorde det for det var dårlig business.
Ungdomshuset og Christinia var ret billige i drift, det eneste der kostede rigtig mange penge var alt det politi der skulle sættes ind. Regeringen kunne egentlig spare mange flere penge på at rydde Det Nye Operahus, der kostede københavns skatteydere 80 millioner kr om året, men det var jo en gave fra den trofaste samfundsstøtte Mærsk Mckinney Møller, så det kunne man ikke rigtig tillade sig.
Det var en god tid for imperiet og en slem tid for frihedskæmperne og den indtil videre værste dag dag var den 1. marts 2007
Den dag står som en sort og trist dag i nyere danmarkshistorie. Det var dagen hvor Ungdomshuset blev ryddet af anti-terror-korpset samtidig med at min stambar Riga på Istedgade blev lukket pga. støjklager og efter man kom hjem fra Nørrebro med tåregas i øjnene sent om natten fik man som prikken over iet af vide at baggårdspumaen, den store danske sanger Otto Brandenburg var død.
1. marts 2007 var sorgens dag.
Så 10 sekunders stilhed for Ungdomshuset, Riga og Otto Brandenburg ...
Næste kampplads er Christiania som skal normaliseres, og det er faktisk i dag der er deadline, der er en masse huse der skal rives ned fordi voldene omkring Christiania skal se ud som i gamle tider dengang voldene brugt som at forsvare København mod svenskerne og englænderne. Det er en rigtig god ide hvis nu svenskerne, englænderne eller russerne skulle komme igen, men så må det jo gælde alle hele voldanlægget omkring København, og stedet hvor Tivoli ligger er jo også en del af det gamle voldanlæg. Så kære venner hvis husene på Christiania skal ryddes så må vi sgu rydde Tivoli ved samme lejlighed, der må jo være noget konsekvens, nåde for nåde som Fogh siger.
Så ryd Tivoli!
Og ved samme lejlighed må vi også rydde Israels Plads, Østerport Station, H.C. Andersens Boulevard, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg, Østerport - hvis hvis det skal være helt konsekvent skal disse områder overdrages til militæret ligesom dengang i guldalderen, hvor civile var nægtet adgang til voldanlæggene ...
Lighed for loven, ryd ungeren, ryd kongeren og sæt dem på almindelig overførselsindkomster ligesom alle os andre - konsekvens for satan!
Dengang det virkelig var ved at gå med Ungdmshuset talte jeg med en fotograf, der hed Svend. Svend kom med et meget godt billede på det der er ved at ske. Han sammenlignede Christiania og Ungdomshuset med kviksølvsklatter. Regeringen tror at de kan udrydde kviksølvet ved at anbringe lovens lange arm oveni kviksølvsklatterne og slå til. Men det eneste der sker ved det er jo at kviksølvet spreder sig, og kviksølv er en af de sejeste materialer i verden, du kan slå på det, brænde det, fjerne det, hælde det ud eller forsøge at isolere det, men der bliver aldrig mindre af det, kviksølv er flydende og har aldrig en fast form.
Massen af kviksølv er altid konstant. Se hvad der er kommet ud af jeres jagt på kviksølvsklatterne. Hashandlen er spredt ud over hele byen, ungdomshusbrugerne er spredt ud over hele byen, vi er alle sammen spredt ud over det hele, vi er en stor decentraliserede guerilla-hær, der kæmper med fredelige midler, og derfor er vi også svære at få ramt på. Vær som kviksølvet, kære venner, flydende ved stuetemperatur, og hvis I opvarmes kraftigt så bliv til gas, giftig og snigende ...
Vær som kviksølv!
Jeg tror ikke på væbnet kamp, "kun en idiot kæmper på fjendens betingelser" sagde Sun Tzu, kinesisk filosof der skrev bogen The art of war, derfor har det været en fornøjelse at se alle de fredelige og humoristiske aktioner, flere af dem. Fronterne i denne krig er anderledes end i andre krige. Fronten var ikke kun Jagtvej 69, fronten er medierne, middagsbordene, barerne, klubber, koncerter, gårdfester, overalt hvor mennesker mødes og taler sammen.
De eneste fristeder der er tilbage i Danmark i dag er dem man køber og betaler for. Ikke fristeder, men friværdi-steder. Anarkistiske fristeder er en saga blot.
Det danske frisind er også en saga blot. Det er derfor jeg har taget denneher Danmarks-trøje på. For nu - mere end nogensinde - er det vigtig at vi alle sammen siger til dem der bestemmer.
Danmark er også vores land. VI BOR HER OGSÅ, så tag Dannebrog tilbage, tag kulturen tilbage, tag landet tilbage! Lad os vise verden at Danmark er meget mere end Irak-krige, medieløgne, pengetænkning, normalisering og ensretning.
Lad os vise verden og politikere at vi stadig er nogen der kæmper for Danmarks gamle dyder som er frisind, frihed, tolerance og plads til alle sålænge de opfører sig ordentligt.
Lad os vække den fede Holger Danske af sin slummer
Come on Holger, op og gi et nummer ...
For tag ikke fejl, det her handler ikke kun om Ungdomshuset og Christiania det er en moderne modstandskamp, der dybest set handler om hvilket danmark vi alle sammen vil fødes, leve og dø i.
"Når uret bliver ret bliver modstand en pligt" som en gammel frihedskæmper sagde under besættelsen, men de kæmpede videre som vi også skal kæmpe videre.
Det er en ulige kamp, men den skal kæmpes. Lige nu synes Imperiet stærkere end nogensinde.
Der er mange blodtørstige lov-og-orden Orker, men jeg tror at vendepunktet snart kommer. Der er forår i luften, men hold hjertet varmt og hoved koldt, for det er altid i timen før daggry at der dør flest.
Dettte er frihedens pæl som jeg har fået af den legendariske hestehandler Bent A som er gammel ungdomsoprører og som tidligere havde kunstcafeen Riga.
Han sagde at det er for taber-agtigt at bede om fristeder, fristeder er noget man ta'r og skaber selv
Nu står vi så her på Enghave Plads, hvor der måske eller måske ikke skal bygges en metrostation
Jeg udråber hermed Enghave Plads som et fristed og da alle fristeder er fristeder så længe det varer
Ok - hermed erklærer jeg Enghave Plads for en friplads! Nu er Enghave en friplads indtil videre.
Men kampen stopper ikke her. Den fortsætter hele tiden på alle planer,
den fortsætter når I diskuteterer det her med alle I møder på jeres vej,
hver eneste gang I kan påvirke en person er en sejr,
hver eneste komma I kan rykke er en sejr,
så skriv, diskutér, debattér, aktionér, protestér, og husk at fristeder ikke kun er fysiske men også mentale rum.
Husk at fristederne skabes af jer, I jer, og ingen andre steder ...
Tak skal I have.
Længe leve modstandskampen - rock on!
Gordon Inc
Faklen.dk, 1.4.2007