I de sidste par måneder har der i kirkelige kredse raset en ophedet debat om de teologiske fakulteters fremtid i Danmark.

Da debatten kan have store konsekvenser uden for kirkens rækker, potentielt langt større end Grosbøll-sagen, fortjener den naturligvis den bredere offentligheds bevågenhed.

Men det vil – skal vi straks afsløre – blive ud fra en noget anden synsvinkel end de frommes egen; en synsvinkel, der nok vil blive modtaget med samme begejstring, som den tyske førerbunker i 1945 modtog besked om, at russerne var nået til Berlin. I det mindste i første omgang.

Sagen er, at de teologiske fakulteter på Københavns Universitet og Aarhus Universitet befinder sig i en af deres største kriser. I løbet af de sidste ti år er antallet af nyoptagne teologistuderende styrtdykket: I 1999 var der 271, der i år er skrumpet ind til 97 studerende (i alt) på de to fakulteter.

Dermed er ca. to tredjedele af de studerende forduftet. Desuden slås teologistudierne med et stort frafald. Ofte ligger det på over 50 procent og undertiden på op til 70 procent af de studerende. Man har naturligvis forsøgt at reducere frafaldet, men uden succes.

Endelig viser en undersøgelse, at Det Teologiske Fakultet i Århus har ondt i næstekærligheden. Ifølge Kristeligt Dagblad 11. september har »næsten ti procent af de teologistuderende ifølge undersøgelsen oplevet diskrimination på grund af deres religion og livssyn. Det er tre gange mere end gennemsnittet for hele universitetet. Når det gælder køn, har seks procent af de teologistuderende følt sig diskrimineret, hvilket er næsten dobbelt så højt som universitetsgennemsnittet. Også diskrimination på grund af seksualitet er udbredt sammenlignet med de andre fakulteter. Her har 4,4 procent af de teologistuderende følt sig diskrimineret, mens kun 0,4 procent på de andre fakulteter har oplevet det problem«. Selv om der på andre områder er stor tilfredshed med teologistudiet, er disse forhold naturligvis i sig selv alvorlige nok.

Når man til diskriminationen (i Århus), det lave studenteroptag og de høje frafaldsprocenter lægger, at mange præster bliver pensioneret i disse år, kan konsekvensen af den nuværende situation blive alvorlig: Om føje år regulær præstemangel! Skulle den nedadgående spiral fortsætte, vil folkekirken, som vi kender den, næppe kunne overleve.

Ikke overraskende har situationen affødt markante reaktioner, endog fra højeste sted. 1. august udtalte videnskabsminister Helge Sander: »Der er god grund til at tage fat i teologi, når kun godt en tredjedel af de studerende gennemfører uddannelsen.

Alle tal peger jo i den forkerte retning for teologistudiet«. 17. september istemte rektorerne på Aarhus Universitet og Københavns Universitet: »Der er et påtrængende behov for at vende udviklingen på de teologiske fakulteter«. Omsat til almindeligt dansk betyder det, at det universitetsteologiske lokum brænder.

Selv om der ikke går nogen lige linje, ligger den aktuelle situation i et historisk perspektiv i forlængelse af teologiens deroute på universiteterne. Oprindeligt spillede teologi en central rolle i middelalderen, ja, i en grad, så det er blevet kaldt universiteternes moder. De tre fakulteter jura, medicin og filosofi var domineret af det teologiske, der var tæt knyttet til kirken.

Dette fortsatte en rum tid efter reformationen i 1500-tallet, men med udbredelsen af naturvidenskaben, den rationalistiske filosofi, den historiske kritik osv. i 17-1800-tallet blev teologiens indflydelse mindre og mindre. I takt hermed fik andre fakulteter og nye fag en mere fremtrædende plads. Samtidig blev der sat spørgsmålstegn ved teologiens videnskabelighed, og der blev sågar sat spørgsmålstegn ved dens universitære eksistensberettigelse.

Hvad er så status quo? Den er, at de teologiske fakulteters eksistens er truet på livet. Fra at have været det vigtigste, mest magtfulde fakultet indtil nyere tid har det i 2008 fået et økonomisk sværd for strubehovedet: Bliver antallet af studerende ved med at falde, vil de statslige bevillinger ligeledes falde, og det indebærer i sin yderste konsekvens, at de teologiske fakulteter må nedlægges. Ganske enkelt.

Som forventet har det fået folk fra det teologiske og kirkelige miljø op af stolene. Hele kredsen fra studerende, nyuddannede teologer, lektorer, professorer, censorer, studieledere, dekaner til præster, provster, biskopper, Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, pastoralseminarierne og kirkelige lederskribenter har allerede været på banen.

Det er blevet foreslået, at teologistudiet skal tage større hensyn til kirkens behov og praksis og den flerreligiøse virkelighed, den befinder sig i. Det er også blevet foreslået, at teologi skal åbne op for fag som f.eks. religionspsykologi, religionssociologi, kommunikation, medier, ledelse og miljø.

Det er i øvrigt blevet foreslået at gøre hebraisk og latin til valgfrie fag, for hvor mange sognepræster bruger egentlig disse underlige sprog? Især det sidste forslag har mødt modstand – og med god grund. For hvordan kan man have et universitetsstudium i kristendom uden at kunne læse dens formative skrifter på originalsprogene?

Med de forskellige forslag diskuterer man i realiteten ikke blot, hvordan man skal sikre universitetsteologernes levebrød og skaffe flere studerende og præster, men også hvordan fremtidens præst og folkekirke skal se ud. Store ting står således på spil.

Et forhold er så godt som alle teologiske aktører enige om, og det er, at de teologiske fakulteter i Danmark skal bevares, ja, det bliver der som hovedregel ikke sat spørgsmålstegn ved.

Hvordan det skal foregå, er imidlertid stridens æble. Det interessante er, at brudfladerne ikke kun går mellem universitetsteologien og kirkestanden, men i høj grad også mellem de teologiske fakulteter. Ydermere har gamle fagfjender fundet sammen. I alt fald midlertidigt. Alt i alt tegner der sig et billede af betydelig vildrede og til tider ondsindet uenighed i den klerikale andedam. Ifølge vores opfattelse er og bliver de foreslåede tiltag lappeløsninger. Som på en pensionsmoden plimsoller, der er sprunget læk. Efter alt at dømme er problemerne og især den store uenighed om deres løsning nemlig et symptom på et langt mere fundamentalt problem.

Det er kort fortalt, at teologistudiet er spændt ud over en gabende afgrund af forskellige, undertiden modsatrettede hensyn, hvilket i stigende grad har gjort sig gældende siden oplysningstiden. På den ene side skal det som universitetsfag være videnskabeligt, kritisk og uafhængigt.

På den anden side er og skal det frem for alt være folkekirkens præsteuddannelse: Ikke blot er sammensætningen og vinklingen af de teologiske fag i det væsentlige målrettet præsteembedet. Størstedelen af de teologistuderende ender også med at blive præst i folkekirken. Alt, hvad der kræves hertil ud over en teologisk kandidateksamen, er et praksisrettet kursus på pastoralseminariet.

Men er teologi dermed ikke (som ofte hævdet af teologer) blot i samme båd som jura og medicin, der jo i høj grad også er professionsuddannelser? Nej, der er en væsentlig forskel.

Folkekirken er bundet af en metafysisk Sandhed og Lære, sådan som den foreligger i dens Bibel, bekendelsesskrifter og trosbekendelser. Hvilket jura og medicin ikke er. Det er naturligvis antitesen til videnskab, der næsten pr. definition er foreløbig, uafsluttet og fri. Ikke desto mindre er folkekirken den gren, som de teologiske fakulteter sidder på: Som hovedaftager af teologiske kandidater er og bliver den deres centrale eksistensgrundlag.

Universitetsteologien skal med andre ord både være konfessionelt ubundet og drives for kirkens skyld. Der er således grænser for, hvad universitetsteologer kan tillade sig. Eller kan man forestille sig, at de vil bedrive videnskab på en måde, der for alvor vil kunne undergrave folkekirkens og dermed deres eget levegrundlag? Selv om der i praksis næppe eksisterer et enstemmigt svar herpå (flere teologers forskning kan være nok så sekulariserende), kommer ingen universitetsteologer uden om dette grundproblem.

Universitetsteologien skal altså tjene både den frie forskning og den kristne sandhed med stort S. Det kan den naturligvis ikke, og derfor er den et hus, der er i splid med sig selv. Latent eller åbenlyst. Dette faktum er der af indlysende grunde ikke mange universitetsteologer, der vil indrømme, og der er da heller ikke det retoriske krumspring, der ikke er blevet foretaget for at bortforklare det.

Ofte begrunder man teologiens hjemstavnsret på universitetet med, at den ikke blot studerer kristendommen i historie og nutid, men også dens mulige sandhed.

Dette forbehold (som kirken ikke tager) hjælper imidlertid ikke noget. For en absolut, guddommelig sandhed, der er kristendommens grundpåstand, kan nemlig kun være genstand for troen, aldrig det videnskabelige samfund, da den ikke kan undersøges eller afgøres empirisk forskere imellem.

Teologiens videnskabelige eksistensberettigelse består således i, at den vil undersøge noget, der videnskabeligt ikke kan undersøges. Eller har teologer en unik adgang til en virkelighed bag den menneskeligt erfarede virkelighed? Næppe.

I øvrigt kan der nævnes mange eksempler på kirkelig indflydelse på universitetsteologien, ligesom der kan nævnes mange eksempler på universitetsteologers hensyntagen til kirken. Direkte eller indirekte. Det vil vi gerne gøre ved lejlighed.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke ofte bliver givet god undervisning, eller at der ikke findes dygtige universitetsteologer, der producerer værdifuld forskning. Heller ikke, at det ikke i høj grad er universitetsteologer, der har stået bag den bibelkritiske forskning. Endelig er konservative og fundamentalistiske positioner i det kirkelige landskab som bekendt også blevet kritiseret af teologer selv. Det betyder derimod, at universitetsteologien er involveret i vidt forskellige interessesfærer, der er uhyre vanskelige at holde adskilt.

Det særlige krydspres af krav og interesser, teologistudiet befinder sig i, er utvivlsomt den væsentligste årsag til uenigheden om, hvordan dets krise skal løses.

Samtidig kan det også have spillet en rolle i årsagen til krisen. De fleste, der vil arbejde med religion i videnskabeligt øjemed, vil formentlig foretrække religionsvidenskab.

De fleste, der vil arbejde med kristendom i religiøst øjemed, vil, ja – hvor vil de søge hen? På teologi? De senere års katastrofale fald i antallet af studerende tyder ikke på det.

Og det skyldes måske bl.a. netop, at teologi sidder mellem to stole: For mange kirkeligt sindede er teologi for videnskabeligt orienteret. For mange videnskabeligt sindede er teologi for kirkeligt orienteret. Det er der mange, der i tidens løb har givet udtryk for.

For os at se ligger løsningen af den gordiske knude lige for: Nedlæg de teologiske fakulteter. De er en anakronisme fra en svunden tid og hører ikke hjemme på universitetet i dag. I stedet kunne man oprette et par kvalificerede præsteseminarier, sådan som man finder det i f.eks. Frankrig og USA.

Og finansieringen? Ja, så længe folkekirken understøttes af staten, så længe bør staten også betale for dens uddannelsessteder. Det er blot nogle penge, der skal flyttes rundt.

Pointen er naturligvis: Kun således kan kirkens og videnskabens rum holdes adskilt, og kun således kan kirken og videnskaben få, hvad de hver især har krav på. Dermed vil (potentielle) studerende og kirken heller ikke være i tvivl om middel og mål længere.

Med forslaget vil der opstå en forståelig bekymring på de teologiske fakulteter. Hvad skal de ansatte så leve af? Vores svar er: Ansæt dem på de nyoprettede præsteseminarier, hvis uddannelse slet ikke behøver at afvige væsentligt fra den, man har i dag på universitetet. De teologiske fakulteter er jo allerede og først og fremmest en præsteuddannelse, og de fleste ansatte er tillige positivt indstillede over for kirken. De teologiske frontforskere bør derimod få ansættelse på de humanistiske fakulteter, der da også trænger til at blive styrket.

Det gælder bl.a. religionsvidenskab. Det er således tankevækkende, at man p.t. har to teologiske fakulteter, seks teologiske afdelinger og 17 teologiske professorer til én religion: kristendommen.

Derimod har man kun tre religionsvidenskabelige afdelinger og seks religionsvidenskabelige professorer til principielt alle verdens og verdenshistoriens religioner tilsammen.

Selv når der tages højde for, at der efterhånden er mange forskere på religionsvidenskab, må man spørge: Er denne kolossale ulighed fagligt forsvarlig? Er den rimelig i lyset af den voksende rolle, som religion spiller i dag?

Naturligvis ikke.

Endelig bør det også nævnes, at teologer sidder på flertallet af de mest magtfulde poster inden for dansk religionsforskning.

Som eksempler kan anføres, at det er en teolog, der er leder for det officielle fokusområde Religion som normsætter på Aarhus Universitet (professor, dr.theol. Kirsten Nielsen), for det officielle satsningsområde Religion i det 21. århundrede på Københavns Universitet (lektor, cand.theol. Hans Raun Iversen), for den nye fællesnordiske uddannelse Europas religiøse rødder på bl.a. Aarhus Universitet (lektor i dogmatik, ph.d. Anders-Christian Jacobsen), og at det er en teolog, ikke en religionshistoriker, der er medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (professor, dr.theol. Viggo Mortensen).

Hvis nedlæggelsen af universitetsteologi og oprettelsen af præsteseminarer også kan føre til en mere fair fordeling af de vigtigste poster på religionsstudiernes område herhjemme, ville der være slået flere fluer med ét smæk.

Onde tunger påstår, at den største modstand mod vores forslag vil bunde i frygten for at miste status og prestige i samfundets øjne. En sådan forfængelighed kan vi nu ikke forestille os. For kristne teologer ved vel om nogen, hvad der skal søges først?

Jens-André P. Herbener og Philippe Provençal
Politiken, 26.10.2008