I Jyllands-Postens kronik 19. oktober skriver Christopher Arzrouni og Henrik Gade Jensen, at kristendommen er hovedkilden til Vestens friheds- og ligeværdsværdier.

Det er en sandhed med afgørende modifikationer.

Sagen er nemlig, at kristendommen formentlig er den mest intolerante religion, der nogensinde har eksisteret. Historisk set mere end islam.

Med den blev religiøs ufrihed for alvor sat i verden, og ligeværdet har i store dele af kirkens historie kun omfattet "sande" medkristne. Ikke kættere, polyteister, jøder, muslimer eller homoseksuelle.

Det hænger sammen med, at kristendommen er en monoteistisk og universalistisk religion.

Det indebærer, at der kun eksisterer én sand Gud, og at alle andre guder er falske. Med denne sandhedsabsolutisme i ryggen erklærede man hurtigt krig mod anderledestænkende, der ofte (og meget naturligt) reagerede med skepsis, undertiden forfølgelse.

På vigtige områder minder de tidlige kristne om vor tids Hizb-ut-Tahrir.

Statsreligion

I år 311 blev der imidlertid udstedt et toleranceedikt, der gjorde kristendommen lovlig. I slutningen af det 4. århundrede blev den ikke blot statsreligion, men principielt den eneste tilladte religion i Romerriget.

Den tolerance, man var blevet udvist, havde man kløgtigt benyttet til at afskaffe tolerance. Ja, mere end det: Den forfulgte optrådte nu i mange tilfælde som forfølgeren.

Religionsfrihed blev først indført ca. 1.400 år senere, da kirken var blevet trængt i defensiven af Oplysningstiden.

Et mysterium

Hvorfor kirken ikke selv havde gjort det i de mange århundreder, den sad ved magten, er ikke noget mysterium: Den anså gerne andre religioner og afvigende kristendomsformer for Djævlens værk, der som sådan burde elimineres.

I mellemtiden havde kirkens historie blandt meget andet været kendetegnet ved kætterforfølgelser, inkvisition, korstoge, heksebrændinger, censur, dødsstraf for gudsbespottelse, antisemitisme, religionskrige og nedbrydning af "hedenske" religioner.

Kravet om religionsfrihed opstod som en reaktion på den fanatiske intolerance og fragmentering af kirken, der fulgte i kølvandet på Reformationen.

Så, ja, kristendommen har medvirket til fremkomsten af en af Vestens ædleste frihedsværdier, men på den paradoksale vis, at den bidrog til at føde sin modsætning.

I virkeligheden er den moderne religionsfrihed på mange måder en genfødsel af den religiøse tolerance, der kendetegnede førkristne, polyteistiske religioner som kulturel norm.

Jens-André P. Herbener
Kilde: Jyllands-Posten, 23.10.2010