Den seneste tid har budt på megen tale, og især megen unuanceret tale, om problemerne i storbyernes mest belastede boligkvarterer. Faklen.dk bringer her en øjenvidneberetning fra den ganske rigtigt fortvivlende hverdag i en sådan "ghetto" med et noget anderledes perspektiv på, hvad der går galt.

Med hensyn til den megen blæst om de såkaldte "ghettoer", herunder talen om nedrivninger, vil jeg som beboer i Mjølnerparken sige følgende:

Jeg har igennem mit liv boet mange steder rundt omkring i Danmark, både på Bornholm, på Fyn, i Jylland og nu på Sjælland. Jeg har boet i 2 andre ghettoområder før, og jeg er nødt til at sige, at denne gang har de ret:

Ghettoen Mjølnerparken ligner ikke et stykke af Danmark, det er en skamplet, der ikke skal gentages. Jeg flyttede for ca. 2 år siden ind i Mjølnerparken af flere forskellige grunde. For det første ligger det tæt på mit arbejde (og jeg kender mange af børnene der bor her fra mit arbejde), og for det andet var det en stor del nysgerrighed der gjorde udslaget: Kunne det virkele ig være så slemt at bo her, som det rygtedes? Som selverklæret samfundsvidne besluttede jeg mig for at opeve på egen krop, hvad der rører sig i Mjølnerparken.

Det første indtryk man får ved ankomsten til Mjølnerparken er, at der er meget skrald rundt omkring og mange nedslidte gadedøre og opgange, og man går og tænker, at det er lidt utroligt, at folk sådan smider omkring sig med skrald. Men når man har boet der et par måneder, er det noget andet, man undrer sig over og det er: Hvorfor ligger den scooter stadig midt i hækken efter 2 måneder? Og efter et halvt år... 1 år... nu er den blivet mindre, og nogle børn har leget med den og skilt den ad. Efter halvandet år ligger der stadig et stel og nu en cykel. Efter 2 år, en masse metalstykker og et par hjul. Lignende eksempler kan findes i alle fire gårde og i alle hække rundt om parkeringspladserne.

Postkasser: I samtlige opgange er postkasserne nedslidte, ødelagte og de fleste steder med manglende navn og endda lås. Jeg talte med min socialrådgiver om det, da der ikke blev svaret, når man ringede til ejendomskontoret, ej heller e kom man og reparerede de ting, man meldte ind er i stykker, så til sidst gider man ikke ringe mere. De har åbent en time om dagen i folks arbejdstid, så også derfor er det svært at få fat i nogen. Min postkasse fik smækket det ødelagte låg på plads, sat ny lås i og et navneskilt på. Dette sket to år, efter jeg flyttede ind, men dog kun en uge efter, at jeg havde nævnt det for min socialrådgiver. Mine naboer – de må åbenbart nøjes med det, de er vant til.

Elevatorerne er gamle og nedslidte, og de er konstant i stykker. I en periode på 2 måneder åbnede og lukkede elevatoren konstant lige udenfor vores dør. Den larmede i døgnets 24 timer, og hver gang den blev repareret, gik der to dage, og så var den gal igen. Det sker tit, at elevatorerne sidder fast – især, når ét af de flere hundrede børn, der bor her, skal ud og ind og ud og ind og ud og ind, som børn jo skal. Dette skete for min egen søn, hvorefter det lykkedes ham at åbne elevatoren og kravle ud, som han havde lært af de andre børn. Efter et par måneder blev vi kontaktet af politiet, der havde fået en anmeldelse om, at min søn havde begået hærværk i elevatoren. Der var billeder fra overvågningskameraet, hvor man sekund for sekund kunne følge, hvordan han havde pillet for at komme ud. Der blev stillet spørgsmål om, hvordan han dog kunne finde på at være så "banderelateret" og "kriminelt tænkende". Elevatoren var blevet repareret af boligforeningen, og nu skulle der rejses en erstatningssag mod ham... og han kunne godt regne med, at det ville give et lille prik i hans strafferegister, for hærværk er ulovligt!

To uger senere opstod en vandskade med oversvømmelse i hele kælderen, og elevatoren i en anden opgang sad fast med mennesker i. Det var heldigvis sent og det var ikke børn alene, men beboerne fra Mjølnerparken fik tilkaldt hjælp, og til sidst kom de ud. Det var også beboerne fra Mjølnerparken, der hele natten løb rundt og prøvede at tømme gangene for vand, mens dørene hylede og peb fra alarmerne. Og hvordan tackler boligforeningen så vandskaden for beboerne? Jo: Man sender et brev rundt, hvor man oplyser om at der har været en vandskade (hvilket jeg tror, vi godt vidste). Der var ikke noget med "Tak for jeres Heroiske Indsats kære beboere", kun en henstilling om, at folk skulle tømme deres kælderrum indenfor et par uger. Der var stillet 3 åbne kæmpecontainere op uden for de 4 gårde, og så må folk ellers selv ned og at fjerne de ødelagte, vandskadede ting - som jo er svære at have med at gøre, fordi de er tunge og helt ødelagte. Enhver forbipasserende kunne dengang more sig over at se hvor, glade vi er for skrald her i Mjølnerparken. Det vrimlede med klunsere og andet godtfolk der lystigt vadede rundt i folks ødelagte personlige ejendele... jeg er ked af det, kære boligforening, men mit rum er ikke tømt; jeg har en rygskade og kan ikke selv fjerne en vaskemaskine, skabsdøre og andre ting, desuden er min bibdims til kælderen væk, og jeg har ikke længere råd til at købe en ny, for nu er det 5. gang, den er blevet væk, og jeg kan ikke engang komme ned og se kælderrummet. Så fred være med det.

For ikke at nævne situationen omkring politiet og bandekrigen, som foregår lige udenfor døren. Hele Mjølnerparken bliver lukket af et par gange om måneden. Der har været børn, der er blevet jagtet rundt i gårdene af politihunde, der har været politimotorcykler, der kørte runder rundt i gårdene til stor angst for børnene, og det sidste nye er, at man har hentet et par metalhegn, så man rigtig kan lave checkpoints. Der er nye metalhegn næsten hele vejen rundt om Mjølnerparken og lukket af med store gitterdøre med lås, og så står der et par løse hegn op ad hækken til brug i en nødsituation. Desuden er det nemt at blive anholdt i Mjølnerparken. Mange gange skal de unge drenge bare gå hjem... hvis de så er så uheldige, at der er ballade på vejen hjem, så tager man bare alle i området med.

Jeg så engang en kvindelig betjent, der havde trængt en lille dreng op i en krog ude ved parkeringspladsen en mørk aften, og hun stod og råbte og skreg ham ind i hovedet. Jeg troede først, at det var en narkoman, der var ved at slå drengen, men da jeg så hendes politi-refleks på ryggen, blev jeg helt forstenet, for der var ingen andre til stede, og drengen græd og råbte bare, at han ville hjem... jeg tænkte Gud må hjælpe ham, for jeg kan ikke, hende skal jeg ikke forstyrre i hendes arbejde, jeg har 4 børn, der sidder alene og venter på mig.

Hvis politiet kunne arbejde i hele området i stedet for at isolere en lille gruppe børnefamilier i et kvarter, hvor der bor mange enlige mødre, så tror jeg også de kunne gøre en indsats, der hvor kriminaliteten rent faktisk foregår - i stedet for at mandsopdække samtlige udgange fra Mjølnerparken med grupper af betjente, der står halvskjult i mørket, når man skal hjem.

I de to år jeg har været her, er der ikke blevet repareret vægge udenfor eller malet grafiti over, og derfor er meget af graffitien på væggene flere år gammel. Det er så grimt, at man igen undrer sig og begynder at overveje selv at købe en spand maling og få det fjernet. Jeg har selv en vindueskarm, der faldt af en uge efter jeg flyttede ind samt fugtskader og en ødelagt stikkontakt og ditto telefonstik. Jeg har både ringet ind og meldt det og talt med en gårdmand om det flere gange; det første år, nu går jeg bare forbi dem, for de har faktisk travlt med at tømme skraldespandene fra kælderens containere - de laver stort set ikke andet. Der er også mange skraldespande og de er kun en 3-4 gårdmænd, og alle spandene skal tømmes hver dag. Det virker ikke, som om de har tid til andet. Den anden dag gik én rundt med en hapser og pose og samlede skrald, og han må have manglet poser, for han kunne kun få plads til hver 5. stykke skrald han så... men jeg smilede da til ham og sagde goddag da jeg gik forbi, det er nemlig en vigtig ting at gøre, specielt i disse dage og tider.

Inde i selve lejlighederne er det også slemt. Dørene er lavet af 2 mm træ med pap indeni. De går i stykker, bare man tillader sig at bruge dem. Når man er i bad, løber vandet ud på trægulvene i gangen og laver fugtskader eller ligger bag toilettet i en sø. Rør og gulv er så tilkalkede, at de er umulige at rense, jeg gav op efter en uges og flere flasker rengøringsmidlers forsøg. Bruseren er så snildt placeret mellem toilet og håndvask, så du ikke kan undgå at få alt gjort vådt når du bader og derfor må tømme hele toilettet for reoler og vasketøj, før du kan komme i gang. Køkkenerne er så nedslidte og vandskadede, at lågerne konstant falder ud og skal repareres hele tiden. For ikke at tale om rotter og faraomyrer. Faraomyrer... prøv at slå dem op. De har i hvert fald overtaget hele vores blok, jeg ved ikke om der er nået videre - men de er i kaffekedlen og i franskbrødet og i kattemaden og på pizzabakkerne. Der er ikke bare 1 eller 2, men flere hundrede. De laver reder i elektriske apparater, blandt andet. Boligforeningen har haft en skadedyrsbekæmper ude, der satte gift op en enkelt gang, og så så vi ham aldrig mere. Så vidt jeg ved, er det ikke den rigtige fremgangsmåde, når man fjerner Faraomyrer.

Desuden blæser der stinkende gammel uren luft ind i lejlighederne. Der sidder en udsugning i gangen og i stuen, og hver måned skal man tørre den af for der sidder ti centimeter rand på væggen af gråt, gammelt støv. Ude fra køkkenvinduerne er der et lille aflukket græstykke, som man ikke kan gå ind til, og i løbet af de 2 år jeg har boet her, har man fjernet skrald derfra én gang. Der ligger rigtig meget, for børn smider brød, mad og papir og lignende ting ud af vinduet, men man kan ikke komme derind og samle op. Mine overboer er et par gange kommet ned og er kravlet ud af mit køkkenvindue for at fjerne eller redde det, som barnet har leget med På en lummer sommerdag skal alle vinduer bare lukkes, for det stinker og det vrimler med rotter om aftenen. Jeg har selv sendt mine egne børn ud af vinduet med en pose, så de kunne fylde adskillige poser med gammelt, råddent skrald, men nu nægter de kategorisk.

Mjølnerparken bruger A+ som teleselskab og derfor betaler alle beboere over deres husleje et såkaldt "terrorlognings-gebyr" – det vil sige, at man hver måned lige bliver mindet om at man er mistænkt som terrorist, indtil det modsatte er bevist. Til gengæld har jeg aldrig i mit liv oplevet så dårlig og ustabil en forbindelse, og det kan alle mine Facebook-venner skrive under på. Alle ved, hvorfor jeg lige blev offline, for det sker hver 5. minut.

Så hvis du ikke har ringe livskvalitet, er livstræt og traumatiseret i forvejen så bliver du det af at flytte herud. Ikke bare på grund af boligforeningen, eller på grund af skraldet eller politiet, men også, fordi regeringen og hele resten af Danmarks befolkning ser ned på dig, fordi du bor et bestemt sted; et udsat sted, hvor beboerne i forvejen var udsatte. Vi har i Danmark den ekspertise, der skal til for at hjælpe flygtninge og indvandrere og for at undervise og løse problemer og konflikter på et fornuftigt, vidensbaseret niveau. Det der foregår er i virkeligheden, at man klandrer nogle nødstedte mennesker for nogle problemer der er opstået, selv om man godt vidste, hvordan man kunne forebygge dem. I stedet har man fremmedgjort fremmedgjort og er lige stå stille begyndt at umyndiggøre disse intetanende mennesker, og det er ikke fair, det er ikke dansk, det er ikke integration.

Det er ikke beboerne i Mjølnerparken, der er noget galt med. Det er i sidegaderne, de såkaldte bander holder til og sælger deres varer, men det er beboerne og børnene i Mjølnerparken, der er gidsler i en politisk magtkamp - en kamp om integration med en ekstremistisk tone - og det er ikke rimeligt eller konstruktivt.

Man snakker om, hvor mange millioner man har brugt på at forbedre områderne. Sjovt nok har ingen beboere oplevet dette på deres egen lejlighed, elevator, gadedøre, opgang eller postkasse, alt er blevet brugt på det udvendigt. Man har lavet en park med skumle skure og graffitiplader og sender jævnligt folk ud og spille musik, og børnene kan træne kampsport og spille på pc. Det er også fint nok, men jeg har endnu ikke set en spejder eller en kanoklub eller en rollespilsklub eller en rideklub kigge forbi. Hvis man virkelig ønsker en vellykket integration, kunne man starte med at behandle mennesker som mennesker i stedet for at dæmonisere 2000 mennesker, som man ikke kender og aldrig har talt med. Man kunne starte med at lade dem prøve noget helt splinternyt: Giv dem et valg - spørg dem, hvad de vil og kan, jeg tror svarene vil overraske meget. Og find så nogle egnede menneskeboliger og få genhuset disse mennesker i det rigtige danske samfund, så de også kan prøve at leve et stille og roligt liv. Så de også kan sidde og nyde aftenskaffen og danne sig små borgelige holdninger, så de kan ligne alle os andre.

Og Mjølnerparken? Riv det hele ned. Glem Mjølnerparken og alle dens fortvivlende problemer. Træk angrebene mod muslimerne tilbage og giv beboerne en ordentlig bolig i en boligforening, der behandler sine kunder som kunder. Man kunne starte med at spørge beboerne, hvor de gerne vil flytte hen og lave en plan for hver enkelt familie. Det kan ikke være så svært, man skal bare finde viljen!

Det er min postkasse nederst til højre, den der mangler låget. Den er nu repareret, men naboernes postkasser fik lov til at blive i samme stand.

Helene Larsen
Kilde: Faklen.dk, 26.10.2010