Bør vi deltage i FN's racismekonference, når muslimske diktaturer ønsker at gøre kritik af religion til en form for racisme? Villy Søvndal synes (se f.eks. Jyllands-Posten, 8/9 2008) at opfatte racisme som fortidens skilte om at sætte sig bag i bussen, hvis man er sort.

Men i racismekonferencer i nutidens multietniske samfund som USA defineres det normalt som (ubevidst) diskrimination af en gruppe, man har en afstandtagende og bebrejdende holdning overfor og finder fejl hos på basis af dens etniske, seksuelle, religiøse, handicappede eller klassebaserede tilhørsforhold - særligt hvis gruppen som følge af langvarig marginalisering har udviklet anderledes karaktertræk end majoriteten.

I den forstand har de muslimske lande ret i, at angreb på andre gruppers religiøse identitet hører ind under racisme.

De legitime angreb
I vor tids globaliserede multietniske virkelighed er der fare for, at gammeldags "indre svinehunds"-angreb på etniske mindretal i stigende grad vil tage sig ud som "legitime" angreb på disses religiøse identitet, som vi f.eks. ser det i Saudi-Arabien og - ja - Danmark.

Dette illustreres af udviklingen herhjemme.

Vi så i 1960'erne lidt skævt til "fremmedarbejdere" , som ankom "næsten" uden religiøs identitet - udviklede i fattigfirserne racistiske tanker overfor disse "indvandrere" - og begyndte så i 1990'erne at legitimere vores negative tænkning ved nu at angribe deres religiøse identitet, som vore ofre derpå selv "opdagede" og videreudviklede.

Så i stedet for at udeblive fra en vigtig dialog var der så ikke en pointe i at komme disse muslimske lande i møde med et ægte "at se bjælken i eget øje"-kompromis? Nemlig at angreb på andres religiøse identitet rigtigt nok hører ind under racismedefinitionen, idet "de andres" tro på f.eks. jomfrufødsler, sharia osv. altid er uforståelig og let angribelig for den, som ikke selv som snotforvirret barn blev trukket ind i kirkens, templets, moskeens eller synagogens underkastelse ved mors kærlige skørter.

Retten til kritik skal sikres
Men til gengæld skal det være en universel ret i alle lande at kritisere sin egen religion uden risiko for "blasfemi", straf og forfølgelse. Der skal altid være plads til en Henrik Nordbrandt og Ayaan Hirsi Ali.

Ved at give køb på vort eget barnlige behov for at håne etniske mindretals religiøse identitet - vel vidende at racisme- og blasfemiparagraffen alligevel aldrig (bør) bruges - kunne vi med et sådant drillende modforslag til muslimske diktaturer være med til at beskytte deres forfulgte og tydeliggøre, hvorfor reformation, oplysningstid og ytringsfrihed er så hellige for os.

Om de æder forslaget er mindre vigtigt end, at vi på den måde tvinger en vigtig intern debat igennem.

Jacob Holdt
Kilde: Jyllands-Posten, 20.9.2008