Mens jeg var i USA himlede Karen Jespersen og regeringen op med at de ikke vil i dialog med ekstremister. Men er det ikke netop hvad regeringen dagligt er og tilmed bygger hele sit grundlag på? Jeg havde netop forberedt en alenlang oversat liste af Dansk Folkepartis hadske udsagn til mine amerikanske elever. Disse var mildt sagt rystede: ”Er dette et nyt nazistparti? For det lyder sådan.” Nej, svarede jeg, det er den danske regerings værdifællesskab, som den selv udtrykker det. Særligt jøderne reagerede voldsomt: ”En så hadsk ekstremisme må standses i opstarten” med deres sædvanlige underforståede solidaritetsbekendelse ”for hvis det er dem i dag bliver det os i morgen.”

Karen Jespersen glemmer at danskerne jo også – uden at ane det - er i dialog med ekstremister på den modsatte fløj. Fra min omgang med Hizb-ut-Tahrir ved jeg at disse typisk velintegrerede og højtuddannede indvandrere ustandseligt som læger og ingeniører får påskønnende tilkendegivelser fra deres danske patienter og kunder a la ”Hvis alle indvandrere var ligesom dig ville vi ikke have et indvandrerproblem.” Dette konstant at få at vide at man er ”the good nigger” eller ”Uncle Tom” giver den samme sårethed over som gruppe ikke at være accepteret, som jeg husker fra 70’erne drev højtuddannede sorte i USA ind i ekstremisme såsom de Sorte Pantere og separatistiske bevægelser. Både i Danmark og i datidens USA udvikler disse integrationsivrige i følelsen af forkastethed en tre gange så høj tendens til skizofreni som gennemsnitsbefolkningen. I deres identitetslimbo mellem tabet af hjemlandets kultur og uden accept i den nye kultur flygter de hyppigt ud i ekstremisme – eller mere typisk for højtuddannede danske muslimer – i landflygtighed i det friere USA.

Men hvordan kan KJ undgå i Hizb-ut-Tahrirs retorik at genopleve ekstremisten i sig selv? Ord for ord er deres kritik af kapitalismen og det vestlige demokrati jo som alle de forvrøvlede, sandkasse-intellektualiserende skrifter, rivaliserende universitetsmarxister og KJ selv engang sprøjtede ud på stribe. Blot blandet med nogle løsrevne religiøse citater, som får disse utopiske drømmere til også at ligne det Indre Mission, jeg voksede op med i forbudstidens Vestjylland uden alkohol og dans.

Har KJ glemt hvordan højrefløjens afstandtagende hetz blot beton-cementerede den antidemokratiske venstrefløj, hun tilhørte i den tids frelsthed? Har hun glemt at de gange, hvor den virkeligt begyndte at tvivle og at flytte sig, var når en ”irriterende reaktionær” onkel eller svigerfar gik i dialog og gennem kærlig, intelligent indleven i dens forståelsesramme påpegede dens indbyggede inkonsekvenser og hvordan disse ville føre til et totalitært system?

Det er den dialog vi i Kritiske Muslimer i dag fører med vor tids marginaliserede unge for med deres egne religiøse argumenter at hjælpe dem over i en mere rummelig tro som f.eks. sufisme. Når jeg personligt har dem ”inde i varmen” i mine stuer – der hvor al integration starter og slutter – og opmuntrer dem med at ”jeg kan høre på din veltalenhed at om 15 år sidder du i folketinget” ser jeg dem hver gang ranke ryggen og stolt smile ”Tror du virkelig?” Så ved jeg at denne såkaldte ekstremist allerede er på vej ud af sin udenomsparlamentarisme.

På nøjagtig samme måde fik mange danskeres kærlige dialog med Karen Jespersen og venstrefløjens andre antidemokrater langsomt hjulpet disse ud af ekstremismen – i hendes tilfælde tilmed fra en langt farligere flirt med terrorisme end Hizb-ut-Tahrirs konsekvente ikke-voldslinie.

Men spørgsmålet står tilbage: Hvordan kan en ekssocialminister med netop denne totalitære baggrund have så lidt social empati med andre unge, som kendsgerningen jo viser til alle tider har udtrykt en god portion naturlig ungdomsvrede og ekstremisme inden de gennem aktiv kærlig dialog bliver hjulpet ”til fornuft” og ind i samfundsvarmen? Er hun med en sådan afvisning af mennesket i al dets vidunderlige ufuldkommenhed - og i sin nye flirt med det, som udlandet som sagt ser som ekstremisme - overhovedet kommet ud af sin totalitære tænkning?

Jacob Holdt
Kilde: Faklen.dk, 4.1.2009