Den 11. juli i år markeredes 15-års dagen for folkemordet i den bosniske by Srebrenica. Jeg har i adskillige uger tænkt over, hvad jeg skulle skrive i den anledning. Det bosniske folkemord er nok det hårdeste emne, jeg nogensinde har skrevet om.

Det var faktisk det, der fik mig til at starte en blog i første omgang. For fem år siden bragte Politiken min kronik om folkemordet og jeg ville gerne have, at teksten skulle være tilgængelig på nettet, også efter Politiken havde flyttet den i sine arkiver. Jeg åbnede en blog og satte den ind. Det var på Blogspot dengang. Kroniken kan nu læses her.

Jeg var nok omkring to uger om at skrive den kronik. Jeg havde lige afsluttet mine eksaminer for det semester og havde sommerferie. Kort forinden var der verden over blevet vist videooptagelser af nogle af henrettelserne begået af en deling af det serbiske militærpoliti, "Skorpionerne". Man kunne bl.a. se tre mindreårige drenge blive skudt i ryggen.

Videoen var så afskyelig, at jeg havde det rigtig dårligt i lang tid efter at have set den. Jeg bliver også dårlig nu, når jeg tænker på den. Der er ingen ord for, hvor afstumpede de uhyrer var. Jeg ville have, at folk i Danmark skulle vide mere om hvad der var foregået. Så jeg satte mig for at skrive en kronik.

Det er seriøst den hårdeste tekst, jeg i mit liv har skrevet. De dage foregik alle efter den samme skabelon. Om morgenen satte jeg mig til computeren for at lave research. Det kunne jeg så gøre i et par timer indtil ondskaben, volden og smerten knækkede mig og jeg brød grædende sammen. Og jeg græd og græd og var endeløst fortvivlet og knust. Når der så ikke var flere tårer tilbage, ringede jeg til min kæreste, som dag efter dag hev mig ud af det sorte hul, så jeg kunne skrive videre. Til ære for de myrdede, der ikke havde nogen stemme.

Jeg har ikke præsteret noget lignende siden. Jeg er simpelthen rædselsslagen for det sorte hul.

Så i år gør jeg noget mindre. I år vil jeg skrive om nogle af de mange imponerende projekter, nogle andre har lavet for at mindes ofrene og huske verden på den uhyrlighed, der blev begået. I Europa, for blot 15 år siden.

Et af disse projekter hedder FN's Skamstøtte - The Pillar of Shame. Projektets formål er at udstille FN's enorme og fatale svigt i Srebrenica, som FN selv havde erklæret for en "sikker zone". Bag projektet står det tyske Zentrum für Politische Schöhnheit (Center For Politisk Skønhed). Målet var at samle 16.744 sko, der repræsenterer de mindst 8.372 ofre, og bruge dem til at bygge 8 m høje bogstaver "UN".

pillar-of-shame

Bogstaverne vil være gennemhullet af tre store "skudhuller" og vil også indeholde sko, der er blevet fundet i massegravene. Monumentet vil blive rejst i Potocari ved Srebrenica, hvor der er et mindecenter for de myrdede. Projektet har fået massiv støtte og der er blevet indsamlet over 20.000 sko.

I denne weekend står skoene udstillet i Berlin. I september bliver de udstillet i Haag og i maj 2011 påbegyndes arbejdet på skamstøtten i Potocari.

En del af projektet består af fotografier af kendte og ukendte personer, der har doneret sko (der er rigtig mange kendte). Man kan se en del af dem her og endnu flere her på Facebook.

Den serbiske organisation Zene u crnom (Kvinder i Sort) har også lavet en gadeaktion med sko for at mindes ofrene. Den foregik i gågaden i Beograd; samme gade, hvor jeg på Krystalnatten for to år siden stod sammen med dem og protesterede mod folkedrabsfornægtelse. I skoene var der lagt små beskeder fra borgere, hvor der stod ting som "Jeg mindes for min, mine børns og vores skyld". Organisationen Zene u crnom blev dannet i 1991 som protestbevægelse mod krigen og har siden bl.a. arbejdet for at åbne befolkningens øjne for, hvad der var foregået i krigen i 1990'erne. Det er meget op ad bakke.

Mange af dem, der blev henrettet i juli 1995, blev henrettet på en dødsmarch. I de senere år har man organiseret en årlig fredsmarch, der går den anden vej - mod Srebrenica, hvor kolonnen ankommer på årsdagen for at overvære mindehøjtideligheden. Ruten er ca. 110 km lang. I torsdags var der 5.000 mennesker, der begav sig på marchen og jo længere de kom, jo flere sluttede sig til dem. I går var der 7.000. Der er billeder her - læg mærke til hvor unge nogle af deltagerne er.

Cirka 200 cyklister fra en række forskellige lande har også begivet sig på den årlige 500 km lange cykeltur fra Bihac til Srebrenica.

Siden sidste år er endnu 775 ofre blevet identificeret. De blev begravet i Potocari på årsdagen, den 11. juli, hvor ca 60.000 mennesker deltog i mindehøjtideligheden.

For de fleste i Danmark var den 11. juli dog mest kendetegnet ved, at der den dag var finale i fodbold-VM. Der var faktisk en bevægelse, der arbejdede for, at der inden kampen skulle afholdes et minuts stilhed til ære for ofrene i Srebrenica. Svaret fra FIFA var et afslag med henvisning til, at dagen falder sammen med datoen for da Nelson Mandela blev anholdt og idømt livstid og det vil man heller ikke vil markere. Problemet er, at Mandela blev dømt 12. juni 1964. Juni, FIFA. Vi er i juli nu.

Så her er min lille markering.

For 15 år siden blev der i Bosnien-Hercegovina begået folkemord mod bosniere. I vores levetid, mod mit folk, i Europa. De henrettede var ubevæbnede civile. Nogle var kun store drenge. Et ukendt antal piger og kvinder blev voldtaget. FN udleverede dem til deres bødler, anført af general Ratko Mladic, som stadig er på fri fod fordi man "ikke ved, hvor han befinder sig". Det var et blodbad. Ofrenes lig blev kastet ned i massegrave, for senere at blive gravet op og flyttet rundt i et forsøg på at skjule beviser. Det er bl.a. derfor, det tager så lang tid at få identificeret og begravet ofrene - deres jordiske rester ligger simpelthen alt for mange forskellige steder.

Trods solstrålehistorier som organisationen Zene u crnom, benægtes folkemordet stadig i vid udstrækning i Serbien. Også i den del af Bosnien-Hercegovina, som nu er under serbisk styre. Holland har ligefrem givet medaljer til sine FN-soldater, der havde ansvaret for Srebrenica, da folkemordet skete.

Srebrenica er langtfra det eneste sted i Bosnien-Hercegovina, hvor civile bosniere er blevet massakreret, men det er der, den største massakre i Europa siden Anden Verdenskrig har fundet sted. For kun 15 år siden.

Er gerningsmændene blevet straffet? Nej. En tilstod at have henrettet op mod 100 ubevæbnede bosniere og fik 5 års fængsel af domstolen i Haag. Og Bosnien-Hercegovina blev splittet, skamferet, gennemboret af en grænse. Da Ratko Mladic indtog Srebrenica, sagde han til de medbragte TV-kameraer, at han nu "befriede denne by til det serbiske folk". Gæt, hvad den del af Bosnien, hvor Srebrenica er, hedder nu? "Republika srpska". Belønningen for et folkemord.

Må ofrene finde fred i det hinsides og deres efterladte her iblandt os. Bødlerne - og jeg bruger ordet i bredeste forstand - skal freden derimod aldrig være forundt. Aldrig.

Læs også denne kronik af Hasan Nuhanovic, som den 11. juli begravede sin mor og lillebror.

Amila Jasarevic
Kilde: Amila Bosnae, 11.7.2010