Det første trin er en bevægelse så ubetydeligt afvigende, at det knap nok bemærkes og med lethed trænges i baggrunden eller slås hen som en ligegyldighed. Siden vokser afvigelsen sig større i omfang og udbredelse, idet ét trin bliver til to. Det afvigende, der ikke længere kan fortrænges, forsøges nu udstødt og isoleret, med henblik på at tvinge og tæmme det til lydighed og disciplin. Til sidst vil afvigelsen dog være vokset til et omfang, hvor en samlet bevægelse ikke længere kan undertrykkes og afvigelsen ikke længere kan bringes under kontrol. Et tredje trin i udviklingsrækken presser sig på.

Det er "selvfølgelig" det allestedsnærværende emne omkring Danmarks ændrede befolkningssammensætning, der her er genstand for "endnu" en genovervejelse. Først var der blot tale om såkaldte "gæstearbejdere", som derefter, efterhånden som vi nærmede os i dag, blev til "fremmedarbejdere", indtil det blev forkortet og samlet i begrebet "fremmed" eller akkumuleret i betegnelsen "DE FREMMEDE".

I dag kan det brogede, forskellige og anderledes imidlertid ikke længere fortrænges eller forties, men bliver nu i stedet forsøgt isoleret og behandlet som et problem og trusselsbillede. Længere i udviklingsrækken er vi ikke nået. De færreste danskere bilder sig ind, at intet er hændt og, at alt er ved det gamle, mens der mildest talt er massekonsensus omkring det faretruende i de afvigende bevægelser, men endnu er der kun ganske få, der fuldt ud accepterer udviklingen og ønsker at slå takten an for en ny æra.

Men "virkeligheden" presser sig på. I dag er det avantgarde, hvis man kan se perspektiverne i det såkaldte multikulturelle og multireligiøse samfund. Spørgsmålet er dog ikke, om en sådan samfundsform på et tidspunkt vil slå igennem eller ej. Nej virkeligheden er der - spørgsmålet er blot hvor længe det kan lade sig gøre at undertrykke den, holde den isoleret og forhindre den i at komme til udtryk. I dag er det frastødende tøjstil, larm og forbudte trin, men morgendagen gryer for en ny udvikling.

I dag kan det dog virke næsten absurd at slå til lyd for en samlet bevægelse mod et multikulturelt samfund, når vi just i disse tider befinder os midt i en hidtil uset sort reaktion, der breder sig fra alle ender og kanter af det danske samfund og politiske spektrum. Ikke mindre absurd bliver det, når tidens analytikere i samklang med den herskende opinion melder om en presset velfærdsstat, et smuldrende fællesskab og en truet kultur - og selv i anden omgang kommer med løsningen: indskrænkelse af adgangen til og udbredelsen af de sociale ydelser, hermetisk lukkede grænser og en eskalerende ensretning.

Og så virker det jo næsten suspekt i en tid som denne at slå på tromme for inklusionen, alt imens eksklusionen hastigt støder fra sig. Jeg er fuldt ud klar over, hvor utidssvarende mine synspunkter kan forekomme… men jeg har nu en gang svært ved at forstå, hvordan man kan redde velfærdsstaten ved gradvis at afskaffe den, sikre fællesskabet ved at indskrænke det, holde liv i kulturen ved at give den kunstigt åndedræt og sikre retssikkerhed og ligestilling ved systematisk at indføre dobbeltstandarder og ulighed for loven. Jeg mener omvendt, at vi bør vende udviklingen og indrette reglen efter undtagelsen og gøre periferi til center. Forskelligheden skal ikke fortrænges eller udstødes, men gøres til fikspunkt for sammenhold.

Men nej, reaktionen breder sig og spænder fra det komplet hysteriske til en "NU MÅ VI SE PROBLEMERNE I ØJNENE"-attitude. En for en melder de sig i spektret over bekymrede miner. Fra højrenationalisten til den reformerede socialist ruster de mange op og marcherer taktfast mod slagmarken, hvor de skæve, der skal rettes ud og de farvede, der skal vaskes rene. NU MÅ VI SE PROBLEMERNE I ØJNENE. Ja - selvfølgeligt skal vi det. Men skulle vi ikke først prøve at komme i øjenhøjde med virkeligheden, frem for at bekæmpe den? Måske en del problemer ville forsvinde ad denne vej.

Men nej, i stedet for at slippe spasmen løs forkramper vi i stive folder og tramper uopfindsomt rundt til folkedans. Strictly ballroom - ingen forbudte trin. Men bare vent. Der render en spastiker rundt ude på sidelinien, som bare venter på en lejlighed til at sætte strøm til resten af forsamlingen, og han har kun ét ønske, til manden, der står og vender plader: PLAY THAT FUNKY MUSIC, WHITE BOY!

Mikkel Johannsen
Faklen.dk, september 2003