Ingen med blot et nogenlunde kendskab til den danske natur kan vel med oprigtighed i stemmen sige, at "det går ufattelig godt". Hvem husker ikke fra sin barndom det mylder af fugle, frøer og særprægede insekter, der sammen med en righoldig flora var hverdagens paradis lige uden for døren de fleste steder? Sådan er det bestemt ikke længere. Naturen i dagens Danmark er fattig, kedelig og indholdsløs. Det dokumenterer en lang række undersøgelser - foruden ens egen fornemmelse af, at der er noget galt. At naturen engang har været væsentlig anderledes sprudlende og livfuld, kan man få bekræftet i kunsten. Digtere og malere har lidenskabeligt skildret den overvældende frodighed, som naturen på egne betingelser kan frembringe. Men det er fortid nu - den vilde natur er der ikke mere, og ingen kan længere se noget skønt i en død natur som kulisse for bølgende kornmarker.

Danmark er i dag forvandlet til et ensidigt kultur- og produktionslandskab. Næsten 2/3 er dyrket land i form af landbrug og produktionsskovbrug. Resten er kort sagt veje, byer og industriområder, og kun knap 2 % af landet kan betegnes som egentlig natur, hvor mennesker ikke blander sig i naturens gang.

Hovedårsagen til den fattige natur i Danmark er vores meget effektive udnyttelse af den vigtigste naturgivne ressource, vi har, nemlig jorden. Landbruget fylder meget, og naturindholdet i landbrugslandet er skrumpet ind til ganske få og robuste arter, som favoriseres af en overflod af næringsstoffer i jorden. Disse næringsstoffer er et affaldsprodukt fra den meget store animalske produktion, som vi har i Danmark. Med en produktion på 24 millioner slagtesvin om året er Danmark det eneste land i verden, hvor der er flere svin end mennesker! Men biltrafikken og den øvrige industri bidrager i høj grad også til forurening. Med regnvand og ved direkte nedfald tilføres det ganske land - natur såvel som alt andet - et unødigt og skadeligt tilskud af næringsstoffer. Konsekvensen er, at såkaldte nøjsomhedsplanter, der er tilpasset en naturlig natur uden ret mange næringsstoffer, langsomt udkonkurreres af arter som gror bedst, hvor der er rigeligt med kvælstof og fosfor. Med nøjsomhedsplanternes (som hvad antal arter angår, er langt de fleste) uddøen forsvinder livsgrundlaget for en lang række insekt- og fuglearter.

Den intensive og omfattende udnyttelse af landet accelererede kolossalt i det 20. århundrede. Megen natur blev lagt under plov ved at enge og mange søer blev tørlagt, heriblandt nogle af de allerstørste, vi havde. Åer og vandløb blev rettet ud, så de hurtigt og effektivt kunne lede vandet bort fra marker og enge, og markerne - særligt de lave områder med små vandhuller - blev fra en kant af drænet og tørlagt. De små og talrige vandhuller var levested for frøer og tudser og andet godt. Med vandhullernes og deres beboers forsvinden, forsvandt også storken ud af den danske fauna.

Ansporet af tilskud til naturgenopretning bliver nu nye vandhuller etableret og enkelte større vandløb lagt tilbage til deres tidligere, naturlige slyng. Men det forslår desværre som en vis herre et meget varmt sted; for samtidig forarmes naturen på andre områder. Gamle jorddiger på markerne og mange levende hegn forsvinder i rask tempo eller ødelægges af overfloden af næringsstoffer og vildfarende pesticider. Mange dyr og planter er fuldstændig afhængige af disse små og afgrænsede levesteder. Uden dem, vil det danske landskab endegyldigt være omdannet til én stor "fabrikshal", hvor der ikke er plads til andet end produktion af foder til sultne svin af enhver slags.

Tendensen i Danmark er klar nok: naturen taber terræn - i uhyggelig grad. Hvis ikke vi gøre noget, der er radikalt anderledes end hvad vi hidtil har gjort, vil udviklingen mod verdens fattigste natur fortsætte. Men hvad han der gøres? Hvad skal der til, for at det hele ikke ender med at vi fortsat tilsviner og langsomt kvæler naturen? Hvad skal være vores forbillede på en natur, der, som forfatteren Hans-Edvard Nørregaard Nielsen skriver "ser på os gennem øjnene på enhver gråspurv". Ja, det er der sørme stærkt delte meninger om hos såvel myndigheder som brugere af landskabet. Men ét synes man dog at være enige om, nemlig at vi ikke skal anlægge tidligere tiders rige natur som det ønskværdige idealbillede. Fortidens naturtilstand kan man ikke bruge til noget, siges der, for det vil da være helt forfejlet at sætte nogen form for mål, der tager udgangspunkt i hvad der var for hundrede år siden. Men "det svundne er ingen drøm" skriver forfatteren Kjeld Hansen, "men skabelonen til en strålende fremtid". Og det har han naturligvis ret i, for hvad skulle vi ellers bruge som målestok for den natur, vi kunne ønske os. Kjeld Hansen fortsætter: "Den største fare er, at vi vænner os til, at naturen er det vi netop ser i dag. At vi accepterer, at den natur der er tilbage, forringes, uden at vi skulle kunne gøre noget ved det. Eller kører trætte i de deprimerende meldinger, der vælter ud af mediefabrikkerne. Er der ingen længere, der søger at holde fast i de svundne værdier, mister vi den nødvendige målestok for at vurdere skidt fra kanel." Derfor er det overmåde vigtigt at fastholde erindringen om, hvad der var engang. Udgangspunktet er nutidens lavpunkt, men forbilledet finder vi ved at se tilbage.

Danmark har i årtier har haft en ganske omfattende miljø- og naturbeskyttelseslovgivning. Men det viser sig nu tydeligere og tydeligere, at lovene reelt ikke beskytter naturen, men derimod menneskene! Ganske enkelt. Det er den erkendelse, der kan drages af de seneste 20-30 års erfaringer med lovgivningen på området i DK. Naturbeskyttelsen er mislykket, og effekten af lovene er, at de blot "administrerer afviklingen af naturen", som professor Peder Agger engang udtrykte det. Lovgivningen arbejder desværre i alt for høj grad efter princippet damage control. Proceduren er i reglen, at man først griber ind, når dyr eller planter viser sig udryddelsestruede - og når nogen presser på, for at myndighederne skal gøre noget. Den grove luft- og vandforurening er heldigvis mindsket betydeligt, men samtidig er ressourceforbrugt steget og dermed udnyttelsen og ødelæggelsen af naturområder. Der mangler en langsigtet målsætning, der sætter naturen først, og mennesket næst.

Tidligere tiders så intense følelse af samhørighed med naturen opleves ikke længere. Det moderne menneske kender ikke meget til naturen og "føler" derfor heller ikke for den på samme måde som vore bedsteforældre, der kunne sætte navn på alle blomsterne i grøftekanten. I dag er man langt overvejende optaget af sikre et rent miljø. Miljø betyder reelt omgivelser, dvs. menneskets omgivelser, hvor mennesket opfattes som centrum for alt det, der omgiver det. Men det er alt for begrænsende, hvis ønsket er at bevare artsdiversiteten og dermed naturen som sådan. Det er hævet over al tvivl, at det er godt at sikre ren luft, rene fødevarer, rent drikkevand, nedsætte eller omlægge energiforbruget, bremse væksten osv., men det hjælper altså ikke - bare sådan uden videre og helt af sig selv - naturen. Trods målrettet miljøbeskyttelse og en særdeles omfattende miljø- og naturlovgivning! Det er min påstand, at alverdens miljøbeskyttelse og bæredygtig ressourceudnyttelse ikke vil sikre naturindholdet, men derimod nok give os renere omgivelser med en fattig natur. Fokus er simpelt hen det forkerte sted - naturen er i det her spil den svage part. Måske skulle man genindføre det barmhjertige princip om at lade tvivlen komme den svage part til gode. Men det er nok vanskeligt, nu hvor mantraet er mest muligt for pengene. Det er sparsomt med risikovillig kapital, når der skal investeres i natur. Er der den mindste tvivl om nytteværdien, sparer man hellere pengene. Kikkerten sættes for det blinde øje, og vidnesbyrd om en natur i knibe afvises refleksagtigt af statsministeren med, at ikke så meget som én frø har fået det ringere. Hvilken frø?

Som grundlag for vellykket naturbeskyttelse er det afgørende, at man forstår, at naturen er til for sin egen skyld og ikke for menneskets. Hvad der er i naturen, er et resultat af årmillioners evolutionære udvikling, naturen er ikke "skabt" for menneskets skyld. Den tidligere sekretariatschef i Naturrådet John Holten-Andersen skriver: "Når naturen har sin egen integritet, ligesom en person har sin egen integritet, så øver vi vold mod naturen, såfremt vi undlader at respektere dette. Naturen kan altså ikke anskues som en død ting - men må anskues som et levende væsen, der rummer noget unikt, og netop derfor kan vi også anvende en af Kants imperativer i vort natursyn: »Ingen(-ting) må anskues blot som et middel, men må desforuden også altid anskues som et mål«. Naturen er altså et mål i sin egen ret. Dette betyder ikke, at vi som mennesker er afskåret for at bruge naturen som middel. Men hver gang vi bruger naturen som et middel, må vi afbalancere dette i forhold til, at den også i sig selv må anskues som et mål".

Natur bliver altså til miljø, når man udelukkende betragter de naturgivne omgivelser som værende til for mennesket, som en råstofkilde, der skam skal udnyttes bæredygtigt. Ordet bæredygtighed er efterhånden ved at være temmelig slidt - ingen tager det længere særlig alvorlig, og mange er måske ved at være godt trætte af at høre det. Vores ubændige trang til materiel vækst har i kombination med vores ret nye ønske om at leve i rene og tålelige omgivelser desværre gjort mange uvidende om, hvad naturen behøver. Det er fejlagtigt at tro, at vi sikrer naturens diversitet ved blot at sikre den ene art, mennesket, et godt og rent miljø med bæredygtig udnyttelse af råstofferne. Mange insekt-, fugle-, fiske-, padde-, dyre- og plantearter er blevet meget fåtallige (der er kun sølle og få eksempler på det omvendte), og det velkendte forstadium til udryddelse er den gradvise reduktion i individantallet.

Der er en åbenlys tendens til, at når blot man følger lovgivningen, ja så kan man da udnytte hver eneste kvadratcentimeter. Konsekvensen bliver, at der pludselig ikke længere er plads til naturen. Miljølovgivningen tager ikke højde for dette forhold. Hvis ikke man ændrer målet og helt konkret har det sigte at sikre naturen først og mennesket dernæst, så opnår man ikke andet end det vi allerede har set. Nemlig, et renere miljø med længere levetid for mennesket, men naturen vil lide og langsomt uddø ved det, og vi får golde og sterile omgivelser, hvor alt er opmålt, registreret og kalkulerende udnyttet. Intet menneske skal undertrykkes i kampen for at skabe bedre vilkår for naturen, men det er næppe undertrykkelse at bremse entreprenante mennesker, der kun går efter profit. Man anlægger motorveje gennem følsomme og bevaringsværdige naturområder, men sørger for at der er passager og nicher for dyre- og plantelivet. Imidlertid er området jo ødelagt med den nye motorvej, ikke mindst støjen er generende, også for dyrene vil jeg tro. At sikre diversitet i naturen kræver ganske enkelt ordentlige og store levesteder med plads til mange individer. (Apropos motorveje: der er mig bekendt ikke en kat der har ytret noget som helst om, at en højere hastighed på motorvejene sandsynligvis vil betyde et større antal dræbte dyr på vejene.)

Det åbne land og dermed landbruget er kilden til mere og bedre natur i Danmark. Naturen i landbrugsområderne er blevet meget fattig, selvom forbruget af gødningsstoffer og pesticider gennem en årrække er blevet reduceret betydeligt (udgangsniveauet var naturligvis også højt). Det er fint nok, at de moderne pesticider kun bruges i små doseringer, og at de har en meget lav giftighed, akut såvel som på langsigt. Så er menneskets fysiske sundhed da sikret - og selvfølgelig også de dyr, som lever i landbrugsområderne. Men hvad hjælper det, hvis pesticiderne fjerner dyrenes livsgrundlag og fødekæde? Så kan naturen være nok så ren - der lever bare ingen dyr i den. At man godt kan have en rimelig effektiv landbrugsproduktion og samtidig en natur med høj diversitet kan man se i de østeuropæiske lande, eksempelvis Polen. Der går natur, kultur og landbrug op i en højere enhed, og de mange små og halvfugtige marker, hvor storken spankulerer omkring og fanger frøer, er omkransede af mange levende og brede hegn.

Der mangler grundlæggende en (vilje til) erkendelse af, at intet er så ødelæggende for naturen som den af mennesker opfundne orden, for naturen lever og ånder af uorden. Uorden er selve naturens eksistensbetingelse, ellers bliver det hele velplejede "haver", hvor kun det kan leve, som mennesker sætter rammerne for. Naturens orden er uorden.

Jørgen Pedersen
Faklen.dk, maj 2004